Close
Log Ind Opret Bruger

Vil så gerne være gravid igen!

  • 28 december 2018, 21:06

    Hej,

    Jeg mistede i maj 2018 min datter i maven i uge 33 grundet en knude på navlestrengen. Det har været og er et meget hårdt forløb, men jeg har fået god hjælp og er kommet langt i min bearbejdelse af sorgen. Jeg har I forvejen to drenge, og det har også haft en meget stor betydning for, at jeg er godt på vej.

    Min mand og jeg blev hurtigt enige om, at vi ville prøve igen. Vi havde nok egentlig regnet med, at det ville gå hurtigt, men nu har vi prøvet i et halvt år, og intet er sket. Jeg har I mine tre tidligere graviditeter testet positiv inden for fire måneder. Jeg er så frustreret og frygter, at det aldrig vil ske! Jeg er så misundelig på gravide og mødre med spædbørn.. Og føler det, som om jeg bliver straffet "dobbelt", når jeg både mister min baby og så ikke en gang får lov til at blive gravid igen. Det er så hårdt psykisk at håbe og blive skuffet hver måned. 

    Har nogle af jer andre prøvet noget lignende? Min cyklus er stabil og tester positiv på æl-test. Kan psyken mon spille ind? Jeg har følt sorgen meget fysisk i kroppen i form af angstlignende symptomer. Det er dog blevet bedre henover de sidste par måneder. Jeg er kun 31, og min mand et par år ældre. 

    Kh

    3. januar 2019 kl. 12:32

    jeg blev godt nok forholdsvis hurtigt gravid igen efter 5 mdr hvor vi nok havde prøvet i 3 mdr efter vi mistede vores dreng i uge 37 tilbage i december 2015. men hvor jeg dog kan huske bitterheden! Jeg var så bitter på gravide at jeg fik nogle virkelig onde tanker jeg slet ikke kan få mig til at beskrive her. Det eneste jeg så alle vejne var folk der blev gravide, tv udsenderler med babyer, kendisser der ventede sig. og jeg kunne slet ikke tåle at se gravide. 

    8 måneder efter vi mistede vores dreng endte jeg med at gå til psykolog selv om jeg var gravid på det tidspunkt, men bitterheden over hvorfor det var MIG der skulle igennem det her kunne jeg slet ikke slippe. hvorfor min sunde og raske dreng skulle dø pga noget så åndsvagt som  blodpropper i moderkagen. han var jo sund ellers! 

    så jo hvor jeg dog kender til nogle af de ting du går igennem!

    3. januar 2019 kl. 12:44

    Sikke en tragisk historie. Jeres tab gør mig ondt! Dine tanker er så naturlige, du må ikke skamme dig, selvom det ikke er så “pæne” følelser. Og du behøver ikke at stresse over at stresse. Du kan ikke tænke dig fra en ny graviditet. Kvinder i behandling, krig eller sorg bliver gravide hver evig eneste dag. Og der er kun gået seks måneder siden du fødte. Din krop har gennemgået kæmpe forandringer. Så længe  din cyklus og æggeløsning er stabil, er der ikke andet for lige nu, end at forsøge at rumme at være i alt det svære. Jeg ønsket dig alt det bedste!

    3. januar 2019 kl. 13:09

    jeg tror også nok det skal komme, graviditeten.  men kan godt følge stressen. som jeg skrev før blev jeg forholds hurtigt gravid igen med nummer to. nu vil vi gerne have nr. 3 (nummer 2 levende barn) og med begge mine første børn er der gået 2-3 mdr med at blive gravid og nu denne gang her er der gået mere end 3 mdr uden der er sket noget. og selv om det for mig er aaaaalt for tidligt at stresse har jeg da tanker omkring det især fordi jeg er tæt på de 40 år.

    men jeg forsøger at slå koldt vand i blodet selv om det er nemmere sagt end gjort.

     

    som udgangspunkt tror jeg ikke det er din psyke der gør at du ikke er gravid endnu, men mere at kroppen lige skal have lidt tid til at hele og finde på plads igen og det tager bare længere tid for nogle end andre. Den har jo trods alt været ude for en stor belastning på alle tænkelige måder.

     

    men jeg håber vi begge to snart får "bid" og ender med hver vores fine lækre levende baby!

    3. januar 2019 kl. 13:26

    Forstår godt din frustration i det hele og man vil så gerne være gravid igen. 

    Jeg mistede min 8 måneder gammel dreng i 2017 til en hjertesygdom. Han var vores første og jeg er stadig ikke gravid. Vi har så fundet ud af jeg har PCO og har ikke tit ægløsning og vi skal starte op på behandling næste måned. 

    Jeg er også missundelig på alle de gravide maver og babyer og føler jeg ser dem alle steder. Men er kommet så langt og ved at acceptere det sker når det sker. Men synes stadig ventetiden er lang. 

    Zoneterapi har hjulpet meget min krop til at slappe af og komme mere i balance med sig selv. 

    3. januar 2019 kl. 13:31

    Jeg sender dig først og fremmest et kæmpe kram. Som de andre også skriver er dine følelser helt naturlige og du skal på ingen måde føle at der er noget galt med at du har dem. Du har i den grund lov til at være vred på verden, for den er virkelig ikke retfærdig nogen gange. Jeg synes personligt at det hjælper at stå ved ens følelser, ja jeg ved godt de ikke er konstruktive men de skader da ikke nogen og hvis de bliver anerkendt synes jeg faktisk de forsvinder igen meget hurtigere. Jeg mistede selv en dreng i april sidste år, dog ikke samme triste historie som din. Vi fandt til MD scanningen ud af at han havde alvorlige misdannelser og vi afbrød graviditeten i uge 23. Det var også virkelig hårdt, men det var et valg vi tog og det var bestemt det rigtige. I din situation ville jeg helt sikkert have været meget mere vred på verden. Vi har heldigvis en datter på 2,5 år og det hjalp også virkelig mig og min kæreste igennem sorgen. Så ved vi jo også at tingene godt kan lykkes. Jeg var omtrent desperat for at blive gravid igen efter fødslen og forventede også at være gravid indenfor 4 mdr for det var jeg da blevet de andre gange og vi havde tilmed misset nogle ægløsninger (jeg antager da i hvert fald at det var min ægløsning jeg havde kunne mærke). Jeg formåede efter 3 mdr at teste positiv lige efter min mens og vidste fra start at det ikke var godt og jeg blev SÅ vred på verden. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare få lov at blive gravid igen. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs med scanninger og blodprøver og det var bestemt ikke en sund graviditet og hvor den sad kunne de ikke se. Mine tal steg langsomt i et par uger og jeg frygtede at få cellegift for så skulle jeg jo i karantæne mht en ny graviditet. Endelig begyndte mine tal at falde og alle var lettede og da de ikke var særlig høje burde de hurtigt komme under 3 hvorefter jeg igen kunne blive gravid. Men nej, mine tal faldt uendelig langsomt og det tog næsten 2 mdr før de var lave nok til at min krop kom igang igen. Tro mig jeg ville ønske at vi bare havde ventet lidt med at gå igang, men vi kunne jo ikke have vidst at det ville gå sådan. Næste cyklus var så kun 21 dage, så der blev jeg jo heller ikke gravid og jeg følte igen at hele verden var imod os og overvejede seriøst at tage en pause fra projekt baby. Vi prøvede dog igen og bum så var jeg gravid og ca 2 sek efter frygtede jeg at baby var syg. Nu er jeg i uge 10 og har været scannet 2 gange for at tjekke at graviditeten sidder hvor den skal og venter (næsten desperat) på NF så jeg kan få fastsat termin endeligt og få min tid til tidlig gennemscanning. Jeg kan slet ikke føle glæde før den er overstået og tror generelt ikke det bliver en dejlig graviditet (altså udover at jeg har det elendigt når jeg er gravid).

    Det jeg vil frem til er at det nok skal lykkes for dig, jeg kan desværre ikke sige hvornår, men det VIL lykkes for dig. Prøv at nyde tiden frem til den positive test mest muligt, jeg prøvede at sætte ekstra pris på at kunne lege vildt med min datter og bære hende rundt og ikke mindst at jeg faktisk havde energi i min krop (det kan jeg desværre ikke når jeg er gravid). Vi overvejede også at booke en ferie til sommer så vi havde noget at se frem til uanset hvordan projekt baby gik, selvom jeg bestemt ikke kan rejse når jeg er gravid, men vi tænkte det ville fjerne noget af presset. Måske der også er noget i den stil som kan hjælpe jer. 

    Personligt føler jeg at jeg nemmere bliver gravid når jeg slapper af og ikke stresser over det, men tror ikke at alle har det sådan og der var intet der i sommers ville kunne få mig til at slappe af. I efteråret slappede jeg dog mere af da jeg efterhånden ikke troede på at det ville lykkes.

    Hvis jeg var dig ville jeg sige til mig selv at inden 2019 er slut så har du en positiv test. Betragt det som et faktum og mind dig selv om det når alting bare er for meget.

    Sidst men ikke mindst vil jeg bare minde dig selv om at det er helt i orden ikke at kunne nøjes med de børn man har, det gik virkelig mig meget på at jeg åbenbart ikke følte at min datter var nok, for hun er fantastisk. Forhåbenligt tænker du ikk den slags fjollede tanker, men gør du er det bare helt i orden og det betyder da bare at du laver så skønne børn at verden fortjener en til af dem, og det får verden også!

    3. januar 2019 kl. 16:45

    Din krop holder nok en pause oven på et hårdt forløb. Det skal nok komme. 

    3. januar 2019 kl. 21:20

    Tak for jeres svar!

    Det er rart at høre fra andre, der har erfaringer med at miste og alt det, der følger med både psykisk og fysisk. 

    Jeg har netop i dag været hos en gynækolog for at få vished om, at der ikke er noget i vejen. Hun sagde, at alt var fint og at hun kunne se en masse gode æg. Og derfor sagde hun også til mig, at det nok skulle lykkes. Det hjalp lidt. Men hvor er det svært at vente på! Hele mit liv er mere eller mindre en venteposition lige nu, fordi en ny graviditet er forbundet med så meget håb og længsel efter et levende barn. Selvfølgelig vil den også være fyldt med angst og bekymringer, men kunne jeg så bare nå dertil, så kan jeg arbejde med det. 

    Kh

     

    4. januar 2019 kl. 12:56

    Det var godt at høre at alt er som det skal med kroppen og masser af gode æg!

     

    Det må give en lille smule ro at vide, så skal graviditeten nok komme! 

     

    hvordan kom du til gynækolog? er det gennem lægen man skal henvises?

    jeg havde selv overvejet det da jeg jo har alderen noget imod mig og hvis der ikke er flere gode æg at tage af, har jeg ikke lyst til mere graviditsstress og vil hellere sige stop.

    Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.