Close
Log Ind Opret Bruger

ved ikke hvad jeg skal stille op

  • Avatar
    Anonym
    29 september 2009, 15:04

    Hej med jer piger!!

    Jeg er helt ny i denne gruppe og det er desværre fordi vi idag har fundet ud af at min kæreste er steril. Der var ellers ikke noget som tyde på det. Men efter diverse sædprøver og vævsprøver, står det nu klart. Han er steril af uforklarlige årsager. – og vi er grædefærdige!!

    – Hvad skal vi nu? Vi har kort snakket om sæddonor, men som jeg sagde til min kæreste, at det var ikke noget jeg ville bede ham om, hvis han ikke var 100% klar på det, er ikke sikker på jeg selv er klar til et donoræg, og vil ikke bede ham om noget jeg ikke selv vil gøre. Men skal vi så aldrig have børn? Hvad skal vi overveje hvis vi skal bruge sæddonor, hvilke moralske spørgsmål er der. Kan vi elske et ½ bio-barn lige så meget som et helt bio-barn? Der er så mange tanker som kører rundt i mit hoved. Vi har også være inde omkring adoption, men der er jo lange udsigter og det er meget dyrt. – Et adptiv barn er ikke noget som vi afviser, men skal vi opgive allerede nu, og så adoptere? ved sæddonor, får vi trods alt et ½ bio-barn og jeg får lov at være gravid!!!

    Forhen, inden jeg fandt min kæreste, har jeg aldrig haft forbehold for at bruge sæddonor. Men nu…. vores drøm var jo at starte vores egen lille familie. Har også altid sagt, at fandt jeg ikke manden inden jeg blev 35, så ville jeg enten adoptere eller bruge donor, da jeg ikke før nu har mærket et stort behov for at være gravid. Det var kun mit ønske om at få børn der betød noget… Men nu kører mine tanker igen, og de kræser også om, om jeg aldrig skal have lov til at mærke liv i mig!!

    HVad med min mand, ville han kunne acceptere et barn som ikke genetisk er hans?? Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op nu.. Lige nu føler jeg kun en håbløshed og uretfærdighed, og som om vores drøm er død allerede inden vi er kommet igang…

     Han ligger og sover, og mine tanker kører bare i ring. Havde lige brug for at lette mit hjerte og tanker, til nogen som selv har erfaringer inden for dette her.

    Forventer ikke at få svar på alt hvad jeg har skrevet, men måske der er nogen som vil komme med deres erfaringer…..

    29. september 2009 kl. 22:22

    Kære Kymzi

    Åh hvor ved jeg lige præcis hvordan du har det, føler med dig

    Jeg mener, vi har skrevet sammen før, hvor jeg fortalte at min mand også er steril af uforklarlige årsager! Jeg kan desværre ikke fortælle dig hva du skal gøre, det er kun dig og din mand der kan tage den beslutning, men jeg kan fortælle hvordan vi har det med at bruge donorsæd og beslutningen derom. Du må altid gerne skrive til mig, vi er jo i samme båd…

    Jeg har altid ønsket mig at få børn, mange børn ,og har altid taget forgivet, at det da bare var noget man lavede, når man havde lyst…. Jeg fandt manden i mit liv, blev gift og købte hus, total lykke, mangler bare børnene… vores fælles drøm!

    Vi vidste jeg ikke fik ægløsning af mig selv pga nogle hormonelle forstyrrelser og søgte derfor læge som henviste os til fertilitetsbehandling med det samme. Men bedre blev det ikke, da det viste sig at min mand var total steril Et kæmpe chock for os begge!!!

    Modsat jer, var min mand ikke et sekund i tvivl, han ville være far, uanset om det betød vi måtte bruger donorsæd! Han indså at det var hans eneste chance for at blive far (udover adoption, som er vores sidste udvej). Jeg var mere skeptisk. Det var jo ikke det der var min drøm, jeg ville ha et barn, der var halvt ham, halvt mig! En vi havde lavet sammen og som lignede både mig og ham! På et tidspunkt sagde jeg at når jeg ikke kunne få børn med ham, ville jeg slet ikke ha nogle… men jeg trak i land, det er jo mit højeste ønske!!

    Tro mig jeg har også grædt!!! Men jeg VIL ha børn, jeg VIL opleve at være gravid… og tiden har lært mig at selvom min mand ikke bliver biologisk far til vores børn, så bliver han far for dem og den eneste far! Han er med til at præge dem gennem deres opvækst, de vil altid kun kende ham som far!

    Dette er et fælles projekt, vi kommer til at elske det barn/de børn nøjagtigt lige så højt! Vi har bare fået en "reservedel" fra en donor som har gjort det muligt at vi kunne udleve vores største drøm! (hvis det altså lykkes)…

    Selvfølgelig drømmer jeg da stadig om at min mand ikke er steril og vi kunne lave vore "egne" børn, uden hjælp, men når jeg nu ved at det ikke kommer til at ske, må jeg ta det næstbedste! Derved kommer jeg stadig til at opleve en graviditet og min mand vil være med i hele forløbet på nøjagtig samme vis som hvis han selv havde leveret "varen".

    Adoption ligger os lidt fjernt (på nuværende tidspunkt). Donor-løsningen ligger meget tættere på vores oprindelige drøm og derfor går vi den vej. De vælger jo en donor der ligner manden mest muligt.

    I skal snakke det godt igennem hvad I vælger. Og tro mig det kan tage laaaaang tid at vænne sig til tanken! 

    Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke på vejen mod drømmen om at blive mor, om det så bliver på den ene eller anden måde! Jeg ved præcis hvordan du føler og det er sindsygt hårdt og fylder ALT! Husk at snak med nogle om det, (fx kun din mand hvis I vil holde det hemligt). Jeg er altid klar på at "snakke", bare skriv…

    30. september 2009 kl. 11:51








    Puha. Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvor hårdt et slag det har været for jer og hvor hårdt og kaotisk det hele føles nu. Også fordi steriliteten konstateres så pludseligt og uden for eksempel forudgående sygdom. 

    Og ja – der melder sig 1000 forvirrende tanker og spørgsmål nu. Vi har haft – og har – præcis de samme som du beskriver. Hos os er det mig den er "gal" med. Mine æg er af for dårlig kvalitet og det er meget usandsynligt at de kan bruges. Vi har forsøgt/været igennem både insemination og reagensglas med egne æg – også for at føle at vi har prøvet alt det vi kunne. Men nu er vi gået til at prøve donoræg.

    Det har været en lang proces fra den første læge nævnte ordet ægdonation og til nu. Men jeg tror også at tiden har været vigtig og af terapeutisk natur. Man skal vænne sig til tanken.

    I har lige fået beskeden og den skal tygges godt og grundigt igennem. Som Lupas skriver er du velkommen til at bruge os herinde. Jeg tror fakstisk vi alle sammen får rigtigt meget ud af at vende tankerne både for sig selv og høre andres tanker og kommentarer.

    Og ja igen – min drøm har ogå været at få børn der var 50{4abd0588632760b1e8a757e284eb239846b862758a0f199f09e49597c64fe01b} min mand og 50{4abd0588632760b1e8a757e284eb239846b862758a0f199f09e49597c64fe01b} mig med alt hvad vi indeholder af gener fra tidligere generationer. Men nu må jeg også bare skære ind til benet og se i øjnene at det altså bare ikke kan lade sig gøre.

    Min mand har aldrig været rigtig tændt på ideen om adoption. Men det er jo noget hver især må føle efter i sig selv. Men det er en langvarig og bekostelig proces og han er nervøs for den med at vi ikke ved hvad vi får og hvad de børn kan have været igennem og bringe med sig af traumer de aldrig kommer af med. Og oveni hatten har vi været så langt tid i dette behandlingssystem samtidig med at vi ikke var super unge da vi startede med at prøve at blive gravide (35 dengang) at vi på nuværende tidspunkt nok vil være for gamle til at kunne få lov til at adoptere et spædbarn (min mand er lige fyldt 39)

    Så vores nok eneste mulighed for at få børn er nok gennem donation. Jeg kan føle mig heldig at jeg som modtager af et donoræg stadig får lov til at opleve graviditeten. Men både den æg-fattige kvinde og den sterile mand vil være den mor/far som barnet har og barnet vil være deres barn. Jeg er sikker på at vi vil knytte os fuldt ud til det barn. Så selvom jeg stadig har den følelse at jeg er umanerlig trist over ikke at kunne få ”mit eget barn” (sådan tænker en del af mig stadig) så er jeg jo dybt taknemmelig for at der er denne anden mulighed.

     

    Og jeg er derudover helt ubeskrivelig taknemmelig for at der er kvinder der donerer deres æg til mennesker som mig. Det er en helt fantastisk stor ting…..

     

    Her i hjemmet har vi snakket meget om arv og miljø. Og det med at ligne forældrene. Og selvom meget af det med at ligne nogen går på om det nu er bedstemors næse eller onkels øjne – så ligger meget af det også i noget andet. Mimik og gestik og forældrenes holdninger og værdier. Det ligger ikke kun i generne men kopieres efter hvad barnet ser og hører. Stemmeleje, latter og ro – det er noget det tager med sig fra hjem og omgivelser. På den måde kan barnet også komme til at ligne den forældre der ikke giver generne videre.

     

    Det er sådan jeg vil se på det.

     

    Alle mine bedste tanker til dig. Jeg ved det er en svær tid I går igennem nu.

    Men som sagt: bare skriv!

    Julie

    Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.