Close
Log Ind Opret Bruger

Upassende kommentarer og råd

  • 26 juli 2023, 17:33

    Hejsa, det her bliver så mit første indlæg og det om intet mindre end trælse kommentarer fra muligvis velmenende mennesker der bare mangler liiiidt mere situationsfornemmelse🤏😬
    Jeg har simpelthen lige brug for at få det ud, og jeg føler mig samtidig ret sikker på at mange af jer sidder inde med lignende historier?

    Her kommer den så.. I dag havner jeg i selskab med en ny kollega på arbejdet og han var MEGET nysgerrig ift. alverdens ting om mit privatliv.. “Har du børn?” spurgte han.. nej det har jeg ikke. “Har din kæreste børn?” nej heller ikke.. og i stedet for at spørge om vi ønsker børn fx. så fulgte han op med ”Ej det er nok også rigtig godt, det skal du bare være rigtig glad for.. altså se lige hvordan verden ser ud..” og han blev ved med at opremse grunde til hvorfor det var skide godt at vi ikke har børn🤨
    Ja vi går så bare og venter på at starte vores første runde i fertilitetsbehandling her i august, så vi forhåbentligt kan få vores drømmebaby.. det delte jeg så ikke lige med min nye “yndlingskollega”.. hvor akavet var det mon blevet?😬
    I sidste uge spurgte en anden kollega mig I åbent forum om den klassiske “skal i ikke snart ha’ nogle børn” og tilføjede da også lige, i øvrigt inden jeg nåede at svare, at vi jo skulle se at komme igang, for jeg er jo ikke helt ung mere😩 Hvor var jeg dog taknemmelig over at vedkommende lige kunne forklare mig lidt om fertilitet og alder midt mens jeg stod der og passede mit arbejde og andre tilstedeværendes øjne afventede mit svar.. thanks a lot, idiot🙊

    Hvordan håndterer i situationer som disse? For jeg plejer ellers ikke at have problemer med at finde ud af hvad jeg skal sige, men her bliver jeg åbenbart bare helt stille og akavet, og får en næsten ukontrollerbar lyst til at løbe ud af lokalet😳

     

    26. juli 2023 kl. 19:51

    Folk siger virkelig mange idiotiske ting. Min veninde, som har tvillinger, bliver fx jævnligt spurgt af gud og hver mand “om de er lavet naturligt” – som om folk overhovedet ikke skænker en tanke, hvor vanvittigt privat et spørgsmål det er at stille andre.

    Jeg blev selv på et tidspunkt udsat for en ældre kollegas uopfordrede rådgivning om “ikke at vente for længe”, alt imens jeg i hemmelighed styrblødte som et dødt dyr i kølvandet på min tredje uønskede abort. Folk tænker sig generelt meget lidt om, hvis de ikke selv har erfaringer med hvor følsomt emnet kan være, og nogen føler at de har ret til at spørge, fordi det jo “bare er venligt ment”.

    Jeg traf nogle gange den beslutning at være ligeglad med stemningen – hvis folk bliver forlegne, kan det måske lære dem at klappe i en anden gang. Så jeg svarede fx “nu bestemmer alle jo ikke nødvendigvis selv hvornår de får børn”, hvis nogen spurgte – og de blev som regel ret forfjamskede. Det var langt mere pinligt for dem, end det var for mig og faktisk lidt en befrielse.

    26. juli 2023 kl. 19:57

    Som regel sørger jeg for at gøre situationen virkelig akavet tilbage for dem, for folk har det med at glemme hovedet når de snakker om ting de ikke aner noget om. Nu er jeg så også fuldstændig ligeglad med hvem der ved hvad om mig, så det hjælper nok til at jeg siger hvad jeg mener. Så hvis du ikke vil have folk på arbejdet ved at i skal til at igennem behandling bliver det selvfølgelig svært at gøre tingene på min måde. Jeg har det sådan lidt at hvis folk må sige hvad de mener uden omtanke for mine følelser så går det den anden vej også.

    Jeg har hørt på så meget lort igennem årene fordi jeg har fibromyalgi og så senere hen har mistet 4 gange og folk tænker sig virkelig ikke om, så de får bare tilbage hvor dumme de er at høre på. Det stopper som regel kommentarerne 🌸

    26. juli 2023 kl. 21:31

    Hvor jeg føler med dig. Folks kommentarer kan være så anstrengende. Vi mistede 2x mellem vores to drenge. I den periode fyldte tabene alt. Jeg var knust, fordi min drøm om to børn smuldrede.
    Alle havde så travlt. De spurgte konstant “Nå, hvornår skal xxx så være storebror?” Og lignende. Både familie (vores nærmeste vidste hvad der foregik), men også helt fremmede. Til en sommerfest i dagplejen spurgte en anden mor mig – 5 minutter efter vi hilser på hinanden første gang – “nå, er det så ikke også snart tid til i skal have en mere?”. Der fik jeg nok. Så jeg svarede bare venligt tilbage at det håbede jeg da, men at vi lige for få dage siden havde mistet vores tvillinger, og man jo desværre ikke bare kan bestille børn når man ønsker dem. Ja, det blev super akavet for hende, men det var en lettelse for mig. Fremad svarede jeg noget lignende og sagde bare at vi desværre hele tiden mistede, men der var da intet vi hellere ville. Det sætter andre i en akavet situation, men helt ærligt – så skal de stoppe med at spørge. Jeg håber i får ønskebarnet. Varme tanker til dig!

    27. juli 2023 kl. 10:05

    Min erfaring er desværre også, at man oftest selv er nødt til at være direkte og til tider ufølsom i sine svar på folks upassende kommentarer og spørgsmål. For folk tænker sig virkelig ikke om. Men det er dælme svært, hvis det ikke lige ligger til én at være sådan.

    27. juli 2023 kl. 11:22

    Enig, det kan være virkelig svært, både fordi man ikke normalt går efter at gøre folk pinligt til mode, og så fordi det jo samtidig gør rigtig ondt på én, når ubetænksomme spørgsmål rammer ømme punkter. Jeg oplevede at det hjalp at have en “standard-sætning” klar, som jeg havde “øvet”. Så jeg ikke skulle tænke hurtigt i den pågældende situation.

    27. juli 2023 kl. 11:24

    Fx: Tak for fordi du spørger, men det synes jeg faktisk er meget privat og ikke noget, jeg ønsker at vi skal tale om her.

    Eller: Du mener det sikkert godt, men det er ret privat, og børn er ikke nødvendigvis noget alle selv bestemmer hvornår de får.

    3. august 2023 kl. 16:38

    Tusind tak for jeres inputs og råd!🙏😊 Det er godt nok vildt også at læse jeres oplevelser, sikke da nogle mennesker virkelig ikke tænker sig om🙈

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.