Ung alenemor

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

Så det er heteronormativt at være flere mødre og én far eller omvendt? Eller at være flere mødre og flere fædre for den sags skyld. Så forstår vi godt nok begrebet heteronormativt forskelligt. Er du selv opvokset uden en mor eller far, siden du mener at kunne sige at kønnene ikke har den store betydning? 

Nej det er det som udgangspunkt ikke, men din insisteren på, at det er bedst med minimum en af hvert køn er.  Det er jo ikke sådan de fleste lesbiske par i dag gør, hvor det er blevet muligt at få fertilitetsbehandling med donor. 

Næ, men jeg mener, så heller ikke det er nødvendigt at have det for at have en holdning til kønnets betydning. Jeg mener generelt, at vi i alle dele af samfundet ikke kun i familien tillægger kønnet en alt for stor betydning, men nu er jeg også af den holdning af de fleste af de ting vi tillægger kønnet er en social konstruktiv og ikke en biologisk. 

Nov2020 skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

Så det er heteronormativt at være flere mødre og én far eller omvendt? Eller at være flere mødre og flere fædre for den sags skyld. Så forstår vi godt nok begrebet heteronormativt forskelligt. Er du selv opvokset uden en mor eller far, siden du mener at kunne sige at kønnene ikke har den store betydning? 

Nej det er det som udgangspunkt ikke, men din insisteren på, at det er bedst med minimum en af hvert køn er.  Det er jo ikke sådan de fleste lesbiske par i dag gør, hvor det er blevet muligt at få fertilitetsbehandling med donor. 

Næ, men jeg mener, så heller ikke det er nødvendigt at have det for at have en holdning til kønnets betydning. Jeg mener generelt, at vi i alle dele af samfundet ikke kun i familien tillægger kønnet en alt for stor betydning, men nu er jeg også af den holdning af de fleste af de ting vi tillægger kønnet er en social konstruktiv og ikke en biologisk. 

Man kan godt have en mening om hvorvidt kønnet et kulturelt betonet eller biologisk. Men al forskning viser, at kønsidentitet nu engang har en stor grad af vigtighed -hos børn såvel som unge/voksne. Dermed ikke sagt, at det er den rigtige kultur vi har omkring det -det er en helt helt anden snak.
Men faktum er, at du ikke kan tage individet ud af de sociale normer uden at det har en konsekvens. Det forsøgte man jo tilbage i de blomstrende 60-70’ere, hvor kønnet skulle være sekundært for individet i de mange kollektiver der poppede op rundt omkring i Danmark. Og flere af de børn (som idag er voksne) er idag meget identitetsforvirrede og mistrives. Flere af dem har fordømt den form for eksperimentering af børns trivsel. Det var de voksnes præmisser og ikke børnenes.

Jeg har både homoseksuelle, biseksuelle, konvensionelle par i min omgangskreds, og jeg selv var også tæt på at vælge et noget anderledes konstellation ifht det at få barn. Men at påstå at kønnet ikke har en betydning, det synes jeg er rigtig ærgerligt, for det gør det for mange børn. Nogle enkelte børn identificerer sig så med et andet køn end det de biologisk er, men det er jo ikke at være ikke-kønnet. 

Al forskning viser, at køn har en betydning -ikke nødvendigvis i social og kulturel forstand (der er vi også langt fra hvor vi var for bare 1-2 generationer siden), men i biologisk forstand. Alle børn har brug for en spejling -og den spejling får man nu engang bedst, hvis man er omgivet af begge køn. Det behøver så på ingen måde at være i far/mor, men kan lige så vel være i andre mennesker der er tæt på (familie/venner etc). 
Nu er jeg så godt nok opvokset med en måske mere “kønsneutral” ramme, hvor der ikke var hverken pige-opgaver eller drenge-opgaver. Og gået i en skole, hvor drenge kunne komme i kjole, hvis det var det de ønskede og pigerne spillede fodbold og klatrede træer. Men nogle gange kan man godt stirre sig en smule blind for, at kønsroller altså har en betydning -det behøver bare ikke at være den man tror. 
Og et barns identitet skabes nu engang bedst ved at være omgivet af mangfoldighed -også når det drejer sig om køn.

Men barnet kan da nemt vokse op med mangfoldighed uden, at der nødvendigvis er en far i hjemmet. Hvis TS har fokus på at hendes barn skal lære og knytte bånd til mange forskellige typer mennesker, så kan hendes barn ovenikøbet opleve mere mangfoldighed end en klassiske kernefamilie, der ikke har fokus på det, ikke kommer ret meget ud eller har en meget ens omgangskreds. Og ligegyldigt hvad vil alle forældre have mangler og så længe man er opmærksom på og arbejder med sine egne, er man nået langt. Ingen af os er alligevel perfekte forældre, når det kommer til stykket. 

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

Så det er heteronormativt at være flere mødre og én far eller omvendt? Eller at være flere mødre og flere fædre for den sags skyld. Så forstår vi godt nok begrebet heteronormativt forskelligt. Er du selv opvokset uden en mor eller far, siden du mener at kunne sige at kønnene ikke har den store betydning? 

Nej det er det som udgangspunkt ikke, men din insisteren på, at det er bedst med minimum en af hvert køn er.  Det er jo ikke sådan de fleste lesbiske par i dag gør, hvor det er blevet muligt at få fertilitetsbehandling med donor. 

Næ, men jeg mener, så heller ikke det er nødvendigt at have det for at have en holdning til kønnets betydning. Jeg mener generelt, at vi i alle dele af samfundet ikke kun i familien tillægger kønnet en alt for stor betydning, men nu er jeg også af den holdning af de fleste af de ting vi tillægger kønnet er en social konstruktiv og ikke en biologisk. 

I øvrigt har du faktisk misforstået hvad heteronormativ betyder. Det vedrører, som ordet jo også antyder, seksuel orientering, og ikke hvordan man vælger at stifte familie. Jeg er fuldstændig ligeglad med om folk har 30 kærester af hvert køn. Jeg synes bare man skylder sit barn at forsøge at finde en far til det når man har muligheden for det. Ærgerligt at du finder det nødvendigt at klandre mig for at mene noget som jeg for det første ikke mener, og som for det andet ikke har noget at gøre med emnet for diskussionen. 

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

Så det er heteronormativt at være flere mødre og én far eller omvendt? Eller at være flere mødre og flere fædre for den sags skyld. Så forstår vi godt nok begrebet heteronormativt forskelligt. Er du selv opvokset uden en mor eller far, siden du mener at kunne sige at kønnene ikke har den store betydning? 

Nej det er det som udgangspunkt ikke, men din insisteren på, at det er bedst med minimum en af hvert køn er.  Det er jo ikke sådan de fleste lesbiske par i dag gør, hvor det er blevet muligt at få fertilitetsbehandling med donor. 

Næ, men jeg mener, så heller ikke det er nødvendigt at have det for at have en holdning til kønnets betydning. Jeg mener generelt, at vi i alle dele af samfundet ikke kun i familien tillægger kønnet en alt for stor betydning, men nu er jeg også af den holdning af de fleste af de ting vi tillægger kønnet er en social konstruktiv og ikke en biologisk. 

Ville du også sige til de børn og voksne børn, der er mærkede af at mangle og at have manglet en far eller mor, at de tillægger kønnet en alt for stor betydning? Og har du i øvrigt noget bevis for, at det ikke har nogen betydning for et barn at mangle en mor eller far? Hvis nej, hvad får dig så til at mene det? At mange vælger at stifte familie på den måde betyder jo ikke at det er det bedste for børnene. Og at vi generelt tillægger kønnet for stor værdi i samfundet er, som en anden også skriver, en helt anden diskussion. Det har ikke nogen sammenhæng med hvorvidt det påvirker et barn ikke at have en far eller mor. 

Bevis? Har du bevis for at det er skadelig for barnet? Hvis du er interesseret i området findes der blandt andet denne bog: https://www.amazon.co.uk/Modern-Families-Parents-Children-Family/dp/1107650259 Den konkluderer, at det er ligeså godt at vokse op i alternative familieformer herunder solomødre, som en kernefamilie. Du kan sikkert også finde forskning, der er uenig. Min erfaring er, at på så nyt et område er der sjældent enighed. 

Jeg kan også se, at aktører på område fx børns vilkår i, at det ikke er skadeligt for barnet.
https://www.etik.dk/kultur-og-etik/boern-af-solomoedre-trives-lige-saa-godt-som-andre-boern

Det er således ikke entydig en dårlig ting, som skader barnet, som du umiddelbart mener. 
Samtidig viser forskning jo også, at det ofte er bedre for barnet at vokse op med akademiker forældre, men derfor forbyder vi jo ikke alle andre at får børn eller dømmer dem som dårlige forældre. 

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

Så det er heteronormativt at være flere mødre og én far eller omvendt? Eller at være flere mødre og flere fædre for den sags skyld. Så forstår vi godt nok begrebet heteronormativt forskelligt. Er du selv opvokset uden en mor eller far, siden du mener at kunne sige at kønnene ikke har den store betydning? 

Nej det er det som udgangspunkt ikke, men din insisteren på, at det er bedst med minimum en af hvert køn er.  Det er jo ikke sådan de fleste lesbiske par i dag gør, hvor det er blevet muligt at få fertilitetsbehandling med donor. 

Næ, men jeg mener, så heller ikke det er nødvendigt at have det for at have en holdning til kønnets betydning. Jeg mener generelt, at vi i alle dele af samfundet ikke kun i familien tillægger kønnet en alt for stor betydning, men nu er jeg også af den holdning af de fleste af de ting vi tillægger kønnet er en social konstruktiv og ikke en biologisk. 

Ville du også sige til de børn og voksne børn, der er mærkede af at mangle og at have manglet en far eller mor, at de tillægger kønnet en alt for stor betydning? Og har du i øvrigt noget bevis for, at det ikke har nogen betydning for et barn at mangle en mor eller far? Hvis nej, hvad får dig så til at mene det? At mange vælger at stifte familie på den måde betyder jo ikke at det er det bedste for børnene. Og at vi generelt tillægger kønnet for stor værdi i samfundet er, som en anden også skriver, en helt anden diskussion. Det har ikke nogen sammenhæng med hvorvidt det påvirker et barn ikke at have en far eller mor. 

Bevis? Har du bevis for at det er skadelig for barnet? Hvis du er interesseret i området findes der blandt andet denne bog: https://www.amazon.co.uk/Modern-Families-Parents-Children-Family/dp/1107650259 Den konkluderer, at det er ligeså godt at vokse op i alternative familieformer herunder solomødre, som en kernefamilie. Du kan sikkert også finde forskning, der er uenig. Min erfaring er, at på så nyt et område er der sjældent enighed. 

Jeg kan også se, at aktører på område fx børns vilkår i, at det ikke er skadeligt for barnet.
https://www.etik.dk/kultur-og-etik/boern-af-solomoedre-trives-lige-saa-godt-som-andre-boern

Det er således ikke entydig en dårlig ting, som skader barnet, som du umiddelbart mener. 
Samtidig viser forskning jo også, at det ofte er bedre for barnet at vokse op med akademiker forældre, men derfor forbyder vi jo ikke alle andre at får børn eller dømmer dem som dårlige forældre. 

Hvornår er det her blevet en debat om trivsel? Jeg har da på intet tidspunkt sagt, at soloforældre og forældre af samme køn ikke magter forældreskabet ligeså godt som forældre af modsat køn, hvorfor det sidste du skriver om at dømme folk som dårlige forældre heller ikke giver nogen mening. Og jeg har da heller ikke nogen steder overhovedet påstået at det skader barnet at mangle en forælder. Du er godt nok hurtigt ude med beskyldningerne. Jeg synes bare det er egoistisk at fratage sit barn en forælder af den grund at man ikke gider finde én. Hvis det ikke er muligt at finde én pga for eksempel tidspres, så har jeg ingen fordømmelse omkring det. Og det skyldes ene og alene, at jeg ved at det kan gøre en forskel for det voksne donorbarn om forældrene har valgt at h*n ikke skulle have en far, eller om det var den eneste mulighed at h*n ikke skulle have en far.

Du bliver ved med at snakke om at jeg går ind for heteronormativitet, selvom det ikke er dét jeg argumenterer for. Jeg ved ikke hvilken ordbog du har kigget i, da du ikke skriver det, men i andre ordbøger står der altså, at heteronormativitet vedrører en forventning om at være heteroseksuel, og ikke andet. Kan du ikke se det absurde i at kalde en regnbuefamilie med forældre af begge køn for heteronormativ? Og kan du omvendt ikke se det absurde i at kalde en familie som min for ikke-heteronormativ? For jeg er solomor, men jeg har været i et heteroseksuelt forhold med min datters far. Så hvis du insisterer på at sammenholde seksuel orientering med familiekonstellation, så er vi mange der stikker udenfor dine definitioner. 

Hvis ikke det er en debat om hvad der er bedst for barnet bl.a. i forhold til trivsel, hvorfor så overhoved debattere det? Du bruger udtryk som mærket for livet  hvis det ikke handler om trivsel, hvad gør så? 

Og så kan jeg virkelig ikke  hvordan tidspres skulle være et bedre argument end, at man mener, at en anden familiekondtelation er bedre for en selv. At du kender en enkel donorbarn, hvor det var vigtigt betyder jo langt fra, at det er vigtigt for alle donorbørn. Der er mange forskellige ting, der er vigtige for forskellige mennesker, men derfor bliver det jo ikke minimumskrav forældreskabet.

Jeg har sådan set bare brugt den danske ordbog, som er den normale at bruge: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=heteronormativ

Det jeg siger er, at det er et hetronormativt udgangpunkt at insistere på, at en barn skal have en far og en mor. Hvilket alle børnene har i dine eksempler. Dit barn har jo stadig en far,  selvom du ikke bor eller er sammen med faren til barnet. Så du falder jo netop ikke uden for normen. 

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

livamusen skrev :

123456791 skrev :

Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

Så det er heteronormativt at være flere mødre og én far eller omvendt? Eller at være flere mødre og flere fædre for den sags skyld. Så forstår vi godt nok begrebet heteronormativt forskelligt. Er du selv opvokset uden en mor eller far, siden du mener at kunne sige at kønnene ikke har den store betydning? 

Nej det er det som udgangspunkt ikke, men din insisteren på, at det er bedst med minimum en af hvert køn er.  Det er jo ikke sådan de fleste lesbiske par i dag gør, hvor det er blevet muligt at få fertilitetsbehandling med donor. 

Næ, men jeg mener, så heller ikke det er nødvendigt at have det for at have en holdning til kønnets betydning. Jeg mener generelt, at vi i alle dele af samfundet ikke kun i familien tillægger kønnet en alt for stor betydning, men nu er jeg også af den holdning af de fleste af de ting vi tillægger kønnet er en social konstruktiv og ikke en biologisk. 

Ville du også sige til de børn og voksne børn, der er mærkede af at mangle og at have manglet en far eller mor, at de tillægger kønnet en alt for stor betydning? Og har du i øvrigt noget bevis for, at det ikke har nogen betydning for et barn at mangle en mor eller far? Hvis nej, hvad får dig så til at mene det? At mange vælger at stifte familie på den måde betyder jo ikke at det er det bedste for børnene. Og at vi generelt tillægger kønnet for stor værdi i samfundet er, som en anden også skriver, en helt anden diskussion. Det har ikke nogen sammenhæng med hvorvidt det påvirker et barn ikke at have en far eller mor. 

Bevis? Har du bevis for at det er skadelig for barnet? Hvis du er interesseret i området findes der blandt andet denne bog: https://www.amazon.co.uk/Modern-Families-Parents-Children-Family/dp/1107650259 Den konkluderer, at det er ligeså godt at vokse op i alternative familieformer herunder solomødre, som en kernefamilie. Du kan sikkert også finde forskning, der er uenig. Min erfaring er, at på så nyt et område er der sjældent enighed. 

Jeg kan også se, at aktører på område fx børns vilkår i, at det ikke er skadeligt for barnet.
https://www.etik.dk/kultur-og-etik/boern-af-solomoedre-trives-lige-saa-godt-som-andre-boern

Det er således ikke entydig en dårlig ting, som skader barnet, som du umiddelbart mener. 
Samtidig viser forskning jo også, at det ofte er bedre for barnet at vokse op med akademiker forældre, men derfor forbyder vi jo ikke alle andre at får børn eller dømmer dem som dårlige forældre. 

Hvornår er det her blevet en debat om trivsel? Jeg har da på intet tidspunkt sagt, at soloforældre og forældre af samme køn ikke magter forældreskabet ligeså godt som forældre af modsat køn, hvorfor det sidste du skriver om at dømme folk som dårlige forældre heller ikke giver nogen mening. Og jeg har da heller ikke nogen steder overhovedet påstået at det skader barnet at mangle en forælder. Du er godt nok hurtigt ude med beskyldningerne. Jeg synes bare det er egoistisk at fratage sit barn en forælder af den grund at man ikke gider finde én. Hvis det ikke er muligt at finde én pga for eksempel tidspres, så har jeg ingen fordømmelse omkring det. Og det skyldes ene og alene, at jeg ved at det kan gøre en forskel for det voksne donorbarn om forældrene har valgt at h*n ikke skulle have en far, eller om det var den eneste mulighed at h*n ikke skulle have en far.

Du bliver ved med at snakke om at jeg går ind for heteronormativitet, selvom det ikke er dét jeg argumenterer for. Jeg ved ikke hvilken ordbog du har kigget i, da du ikke skriver det, men i andre ordbøger står der altså, at heteronormativitet vedrører en forventning om at være heteroseksuel, og ikke andet. Kan du ikke se det absurde i at kalde en regnbuefamilie med forældre af begge køn for heteronormativ? Og kan du omvendt ikke se det absurde i at kalde en familie som min for ikke-heteronormativ? For jeg er solomor, men jeg har været i et heteroseksuelt forhold med min datters far. Så hvis du insisterer på at sammenholde seksuel orientering med familiekonstellation, så er vi mange der stikker udenfor dine definitioner. 

Hvis ikke det er en debat om hvad der er bedst for barnet bl.a. i forhold til trivsel, hvorfor så overhoved debattere det? Du bruger udtryk som mærket for livet  hvis det ikke handler om trivsel, hvad gør så? 

Og så kan jeg virkelig ikke  hvordan tidspres skulle være et bedre argument end, at man mener, at en anden familiekondtelation er bedre for en selv. At du kender en enkel donorbarn, hvor det var vigtigt betyder jo langt fra, at det er vigtigt for alle donorbørn. Der er mange forskellige ting, der er vigtige for forskellige mennesker, men derfor bliver det jo ikke minimumskrav forældreskabet.

Jeg har sådan set bare brugt den danske ordbog, som er den normale at bruge: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=heteronormativ

Det jeg siger er, at det er et hetronormativt udgangpunkt at insistere på, at en barn skal have en far og en mor. Hvilket alle børnene har i dine eksempler. Dit barn har jo stadig en far,  selvom du ikke bor eller er sammen med faren til barnet. Så du falder jo netop ikke uden for normen. 

Og min datter har ikke sin far, for han har valgt ikke at være en del af hendes liv. Så jo, vi falder udenfor normen, men vores familie er jo så samtidigt opbygget på et heteroseksuelt forhold. Så det giver simpelthen ikke mening at kæde familiekonstellation sammen med seksuel orientering, igen medmindre der skal være en masse der falder udenfor kasserne. 

Men det jo hele den grundlæggende kritik af kernefamilien, som det heteronormative begreb i sin tid udsprang af, netop at den gør det meget svært for mange at leve op til normerne. Den kritik er jo hele årsagen til den enorme udvikling, vi har set i former for familiedannelser fra 90´er, som særlig har taget fart efter 2000. I dag er der jo netop mange familieformer, som bliver anerkendt, som ville blive være blevet set voldsomt ned på i 80´erne. Herunder netop ikke kun homoseksuelles familiedannelse, men også skillsmissefamilier og enlig mødre.