Close
Log Ind Opret Bruger

Ung alenemor

  • 30 juni 2020, 08:49

    Abracadabra skrev :

    Soefelt1234 skrev :

    Til "Abracadabra":

    Hold da op, det var noget af en besked ;)!

    Det med økonomi ser jeg simpelthen ikke hvor du har fra? Jeg har på intet tidspunkt skrevet at jeg ikke bekymre mig for min økonomi. Jeg har skrevet at jeg har styr på den – der er en væsentlig stor forskel!

    Og det med min omgangskreds ved jeg heller ikke hvor du har fra. Jeg har kun snakket med mine nærmeste omkring det, og som de gode mennesker jeg har omkring mig, bakker de mig 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} op, hvis jeg selv er 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} afklaret med min beslutning. 
     

    God aften????

    Men hvad søren betyder 'styr på økonomien', når du kun kan have en meget kort uddannelse? Og dermed se frem til en lav løn? 
     

    Og hvordan søren kan det være, at ingen af dine nærmeste stiller spørgsmålstegn ved tanken om meget ung, lavtuddannet solomor? 
     

    At ingen (hverken dine forældre eller du selv) virker bekymrede, er da i sig selv bekymrende…

    Styr på økonomien kan måske også være, at ts er i gang med en videregående uddannelse og ved, at hun får su mv. Jeg fik børn under uddannelse og havde styr på økonomi og en ganske fin indkomst også. Ingen satte heller spørgsmålstegn ved, at jeg fik min første relativt tidligt, fordi der var styr på det. Samme for de i mit netværk som har valgt samme.

    Men vi taler altså heller ikke 20 år – enlig mor – tidlig. sad Og jeg er helt enig med dig i, at jeg også er bekymret hvis ingen i netværket har stillet de svære spørgsmål… Og der er tradition for børn tidligt. Det ses oftere i lavtuddannede, socialt udsatte familier! Og uddannelse ER vigtigt.

    30. juni 2020 kl. 09:46

    I kan alle være helt rolige mht økonomien????

    Jeg er under en videregående uddannelse og har styr på økonomien! Lad nu den ligge – jeg har styr på det.

    Og min familie er ikke lavtuddannede, så dér kan I også være helt rolige. Det er både sygeplejersker, fysioterapeuter, økonomer, revisorer og jeg kunne fortsætte. 
    Jeg ønsker ikke tidligt barn pga hvad resten af min familie har gjort og hvilken uddannelse de har. Jeg vil have tidligt børn, fordi JEG ønsker det.

    Desuden var det egentlig heller ikke dét, jeg lavede debatten for (altså diskutere min og min families økonomi), jeg lavede den for at høre om andre havde stået i samme situation, og hvilke tanker de havde gjort sig. 

    – Og igen igen igen, så har min familie og de tætteste stilt spørgsmålstegn ved mit ønske, og jeg har besvaret deres spørgsmål. De bakker mig op, hvis jeg er 110{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} sikker og klar i min beslutning. 

    30. juni 2020 kl. 11:30

    Soefelt1234 skrev :

    I kan alle være helt rolige mht økonomien????

    Jeg er under en videregående uddannelse og har styr på økonomien! Lad nu den ligge – jeg har styr på det.

    Og min familie er ikke lavtuddannede, så dér kan I også være helt rolige. Det er både sygeplejersker, fysioterapeuter, økonomer, revisorer og jeg kunne fortsætte. 
    Jeg ønsker ikke tidligt barn pga hvad resten af min familie har gjort og hvilken uddannelse de har. Jeg vil have tidligt børn, fordi JEG ønsker det.

    Desuden var det egentlig heller ikke dét, jeg lavede debatten for (altså diskutere min og min families økonomi), jeg lavede den for at høre om andre havde stået i samme situation, og hvilke tanker de havde gjort sig. 

    – Og igen igen igen, så har min familie og de tætteste stilt spørgsmålstegn ved mit ønske, og jeg har besvaret deres spørgsmål. De bakker mig op, hvis jeg er 110{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} sikker og klar i min beslutning. 

    Men nu er det jo ikke din families økonomi eller uddannelses niveau der betyder noget i den har samtale. Det er alene DIN økonomi og DIN uddannelse som skal ligge grundlagt for din fremtidige familie (hvis altså du insisterer på at være solomor, ellers er der jo også en far hvis økonomi og uddannelse spiller ind).

    Det er vanvittigt dyrt at have børn! Dyrere end man forestiller sig. Fx kunne min søn kun tåle libero bleer da han var lille, på tilbud koster sådan en pakke 100 kr, og man kan snilt bruge 4-6 pakker på en måned. Nu er mine børn amme børn, men en af de børn i min mødregruppe der fik modermælkserstatning, havde meget sart mave, og det koste 1200-1500 kr om måneden, ville du have råd til det? Og så er der institution, vanvittigt dyrt! En vuggestueplads i min kommune koster 3900 kr, og ja så er der mad med, men ikke bleer. Selvfølgelig kan man få friplads, men som udgangspunkt synes jeg vi alle har et ansvar for at klarer os selv så meget som muligt, da vores velfærdssamfund ellers går ned, og du har altså bare bedre forudsætninger for at kunne klare dig selv, hvis bare du venter lidt fx får gjort din uddannelse færdig.

    Og så skal du jo ikke kun tænke her og nu! Kig på det hele og vurder hvad der er vigtigt for dig, hvad vil du tilbyde dine børn?

    Skal du/i bo i storbyen eller på landet?

    Skal du/i bo til leje resten af livet, eller vil du gerne eje dit eget hus?

    Hvad med ferier? Rejser?

    Hvad med ture i Tivoli, lalandia eller zoo?

    Jeg siger ikke at du kan kan gøre dine børn lykkelige ved at have mange penge, men det betyder altså bare noget for børn, måske især når de blir ældre, at de kan sammenligne sig med vennerne og har oplevet nogle af de samme ting. 

    Jeg tilslutter mig altså de andre, og synes du er meget ung, og måske ikke helt realistisk. 

    30. juni 2020 kl. 18:53

    Det er godt nok nogle høje krav, der pludselig bliver stillet til det at blive mor, fordi der er en som overvejer noget utraditionelt. Jeg ved vædde med, hvis det var en 34 årig ufaglært, der overvejede børn alene, så det der ingen som ville snakke økonomi eller uddannelse. Så ville folk bakke fuldstændig op og sige at man ikke fortryder de børn man får, kun dem man ikke får. 

    Selvfølgelig er det vigtigt at have styr på sin økonomi, så barnet ikke vokser op i et hjem, der kandiderer til luksusfælden. Men den handler meget mere om TS evne til at styre sin økonomi end hendes uddannelsesniveau eller indkomst. Jeg kender i hvert fald folk, der tjener kassen, men alligevel ikke kan få pengene til at række, fordi de vil have råd til alt. Og nu kan man også være stortset være færdig med både en erhvervs- og en videregående uddannelse, når man er 20 år. Det afhænger jo af, hvor tidligt man kommer igang. 

    Jeg har selv gjort alt det folk åbenbart mener, er det rigtig. Jeg er i slut 20´erne, har en solid økonomi, en mand, jeg har været sammen med i mange år og et fast arbejde, men jeg synes vitterligt ikke det gør mig til en bedre mor end folk der vælger en mere utraditionel vej. Min egne forældre var unge forældre og de har bestemt heller ikke klaret opgaven dårligere af den grund. Jeg tror på, at man skal få børn, når det føles rigtig og ikke når man opfylder alle mulige uskrevne regler. Og ja ts ville få mere livserfaring ved at vente 9 år, men hvem siger den gør hende klogere i forhold til at få børn? Jeg i hvert fald set mange ældre mødre, som har overtænkt det at få børn alt for meget og bekymret sig helt vildt. Livserfaring gør ikke nødvendigvis en mere rolig, velbalanceret eller velovervejet. 

    30. juni 2020 kl. 19:45

    123456791 skrev :

    Det er godt nok nogle høje krav, der pludselig bliver stillet til det at blive mor, fordi der er en som overvejer noget utraditionelt. Jeg ved vædde med, hvis det var en 34 årig ufaglært, der overvejede børn alene, så det der ingen som ville snakke økonomi eller uddannelse. Så ville folk bakke fuldstændig op og sige at man ikke fortryder de børn man får, kun dem man ikke får. 

    Selvfølgelig er det vigtigt at have styr på sin økonomi, så barnet ikke vokser op i et hjem, der kandiderer til luksusfælden. Men den handler meget mere om TS evne til at styre sin økonomi end hendes uddannelsesniveau eller indkomst. Jeg kender i hvert fald folk, der tjener kassen, men alligevel ikke kan få pengene til at række, fordi de vil have råd til alt. Og nu kan man også være stortset være færdig med både en erhvervs- og en videregående uddannelse, når man er 20 år. Det afhænger jo af, hvor tidligt man kommer igang. 

    Jeg har selv gjort alt det folk åbenbart mener, er det rigtig. Jeg er i slut 20´erne, har en solid økonomi, en mand, jeg har været sammen med i mange år og et fast arbejde, men jeg synes vitterligt ikke det gør mig til en bedre mor end folk der vælger en mere utraditionel vej. Min egne forældre var unge forældre og de har bestemt heller ikke klaret opgaven dårligere af den grund. Jeg tror på, at man skal få børn, når det føles rigtig og ikke når man opfylder alle mulige uskrevne regler. Og ja ts ville få mere livserfaring ved at vente 9 år, men hvem siger den gør hende klogere i forhold til at få børn? Jeg i hvert fald set mange ældre mødre, som har overtænkt det at få børn alt for meget og bekymret sig helt vildt. Livserfaring gør ikke nødvendigvis en mere rolig, velbalanceret eller velovervejet. 

    Nu har der efterhånden været rigtigt mange kommentarer til det at blive eller have et ønske om at være ung mor, som i meget ung mor ! For her i hovedstaden er man altså stadig en ung mor/ forældre når man er 25. Men der er store geografiske forskelle – ingen tvivl om det.

    Jeg vil dog lige understrege: livserfaring jo der betyder rent faktisk at man bliver klogere på livet ! Dermed ikke sagt at man hverken bliver mere afklaret ifht der at blive forælder, men klogere på livet, det bliver man helt pr automatik ! Klogere på livet kan så absolut også betyde flere dårligere erfaringer og flere kriser, men det er ikke ensbetydende med at livserfaringer ikke er godt givet ud.

    Det tror jeg langt de fleste i 40’erne vil skrive under på ! Høj som lav, veluddannet som ufaglært ! 

    Dermed ikke sagt at man skal vente med at få børn til man har tilegnet sig 20 års livserfaring, men at påstå at livserfaring er dårligt givet ud, det er ganske enkelt umodent. Og livserfaring er også blot 5-10 år !

    Og ja man kan så absolut finde mange 20 årige der er mere livserfarne end andre 30 årige ! Men så er 5 års livserfaring oven på de 20 årige ikke desto mindre en fremragende investering ! Og det koster intet på fertilitetskontoen at vente til man er midt/slut 20’erne.

    Og det er vigtigt at huske, at når det handler om ansvaret for andre mennesker og især børn som er dybt afhængige af deres omsorgspersoner, så er det ikke ens lyst der udelukkende skal styre slagets gang. Fornuften skal man død og pine have med ind over, og al forskning og (livs)erfaring viser, at forælderskabet i så ung en alder klart gavner af at vente nogle år !

    Og det alene at blot overveje at udelade et faderskab til barnet, fordi man ikke selv har “lyst” til den traditionelle familie konstellation, det synes jeg larmer af egoisme og mangel på livserfaring. For der er ingen tvivl om, at ethvert barn har gavn af at kende sine rødder. Far eller ej. Og som 20 årig har man hele livet foran sig med rig mulighed for at finde den egnede far til sit barn. Kernefamilie eller ej (jeg kender mange der har børn på utraditionel vis alligevel).

    Det skylder man simpelthen sit kommende barn at have givet en reel chance ! Og det er bla noget af det man forhåbentlig vil begynde at få øjnene op for med livserfaringen !

    30. juni 2020 kl. 20:08

    Altså i hovedstaden kan man blive kaldt ung mor som 29 årig 😉 Det blev jeg i hvert fald af min læge til trods for, at jeg rammer gennemsnittet for førstegangsfødende. Så jeg vil ikke bruge hovedstaden som målestok. Jeg er dog også ret sikkert på, at 20 år er meget ungt i hele Danmark. Min svigerinde blev en hvert fald tilbudt at komme i en speciel mødregruppe for unge mødre, da hun blev mor som 25 årige på trods af hun både var gift, uddannet læge og boede i en udkantskommune. 

    Og jeg må nok bare erklære mig uenig i, at livserfaring skulle være så alt afgørende. Og skulle det gøre mig umoden, så lever jeg fint med det. Der er fordele og ulemper ved alting i den her verden og hvis TS føler, at det er det rigtig for hende at få børn nu, så kan jeg virkelig ikke se, hvordan jeg som en fremmed på internet kan afgøre om det er en god eller dårlig ide på så beskedet et grundlag. 

    Jeg ville heller aldrig få et barn uden en far, men det er mine værdier og prioriteter. Dem ser jeg ingen grund til at pådutte andre. 

    30. juni 2020 kl. 20:28

    123456791 skrev :

    Det er godt nok nogle høje krav, der pludselig bliver stillet til det at blive mor, fordi der er en som overvejer noget utraditionelt. Jeg ved vædde med, hvis det var en 34 årig ufaglært, der overvejede børn alene, så det der ingen som ville snakke økonomi eller uddannelse. Så ville folk bakke fuldstændig op og sige at man ikke fortryder de børn man får, kun dem man ikke får. 

    Selvfølgelig er det vigtigt at have styr på sin økonomi, så barnet ikke vokser op i et hjem, der kandiderer til luksusfælden. Men den handler meget mere om TS evne til at styre sin økonomi end hendes uddannelsesniveau eller indkomst. Jeg kender i hvert fald folk, der tjener kassen, men alligevel ikke kan få pengene til at række, fordi de vil have råd til alt. Og nu kan man også være stortset være færdig med både en erhvervs- og en videregående uddannelse, når man er 20 år. Det afhænger jo af, hvor tidligt man kommer igang. 

    Jeg har selv gjort alt det folk åbenbart mener, er det rigtig. Jeg er i slut 20´erne, har en solid økonomi, en mand, jeg har været sammen med i mange år og et fast arbejde, men jeg synes vitterligt ikke det gør mig til en bedre mor end folk der vælger en mere utraditionel vej. Min egne forældre var unge forældre og de har bestemt heller ikke klaret opgaven dårligere af den grund. Jeg tror på, at man skal få børn, når det føles rigtig og ikke når man opfylder alle mulige uskrevne regler. Og ja ts ville få mere livserfaring ved at vente 9 år, men hvem siger den gør hende klogere i forhold til at få børn? Jeg i hvert fald set mange ældre mødre, som har overtænkt det at få børn alt for meget og bekymret sig helt vildt. Livserfaring gør ikke nødvendigvis en mere rolig, velbalanceret eller velovervejet. 

    Amen!

    Jeg kan to historier om mig selv en positiv og en negativ.

    Den negative lægger vægt på min skod opvækst med bla. Dobbelt omsorgsvigt. 

    Den positive ligger vægt på at jeg er gift på 3. År, vi har sammen hus og bil, jeg har et fast fuldtids arbejde og jeg har gennemført en uddannelse.

    Mange tror at fordi man er 35 når man får den første så er man bare den perfekte forældre.

    Nu skal jeg fortælle en ting sådan er det altså ikke!

    Jeg har arbejdet med børn af gamle forældre og af unge. Faktisk var dem med de yngste forældre de mindst bøvlede/pylrede at håndtere. Måske fordi forældrene ikke havde nået at overtænke det at blive mor/far inden det skete, det var lige som bare sket, og så må man jo tage den der fra. En anden mulighed kan være at de ikke har været ubetingede ønskebørn som har taget årevis med hård behandling, men er kærlighedsbabyer eller svipsere. Faktisk kender jeg unge som er meget pinlige over at deres forældres næste runde fødselsdag er 60 eller 70 og ikke 50 eller 40 år.

    30. juni 2020 kl. 20:53

    Nov2020 skrev :

    123456791 skrev :

    Det er godt nok nogle høje krav, der pludselig bliver stillet til det at blive mor, fordi der er en som overvejer noget utraditionelt. Jeg ved vædde med, hvis det var en 34 årig ufaglært, der overvejede børn alene, så det der ingen som ville snakke økonomi eller uddannelse. Så ville folk bakke fuldstændig op og sige at man ikke fortryder de børn man får, kun dem man ikke får. 

    Selvfølgelig er det vigtigt at have styr på sin økonomi, så barnet ikke vokser op i et hjem, der kandiderer til luksusfælden. Men den handler meget mere om TS evne til at styre sin økonomi end hendes uddannelsesniveau eller indkomst. Jeg kender i hvert fald folk, der tjener kassen, men alligevel ikke kan få pengene til at række, fordi de vil have råd til alt. Og nu kan man også være stortset være færdig med både en erhvervs- og en videregående uddannelse, når man er 20 år. Det afhænger jo af, hvor tidligt man kommer igang. 

    Jeg har selv gjort alt det folk åbenbart mener, er det rigtig. Jeg er i slut 20´erne, har en solid økonomi, en mand, jeg har været sammen med i mange år og et fast arbejde, men jeg synes vitterligt ikke det gør mig til en bedre mor end folk der vælger en mere utraditionel vej. Min egne forældre var unge forældre og de har bestemt heller ikke klaret opgaven dårligere af den grund. Jeg tror på, at man skal få børn, når det føles rigtig og ikke når man opfylder alle mulige uskrevne regler. Og ja ts ville få mere livserfaring ved at vente 9 år, men hvem siger den gør hende klogere i forhold til at få børn? Jeg i hvert fald set mange ældre mødre, som har overtænkt det at få børn alt for meget og bekymret sig helt vildt. Livserfaring gør ikke nødvendigvis en mere rolig, velbalanceret eller velovervejet. 

    Nu har der efterhånden været rigtigt mange kommentarer til det at blive eller have et ønske om at være ung mor, som i meget ung mor ! For her i hovedstaden er man altså stadig en ung mor/ forældre når man er 25. Men der er store geografiske forskelle – ingen tvivl om det.

    Jeg vil dog lige understrege: livserfaring jo der betyder rent faktisk at man bliver klogere på livet ! Dermed ikke sagt at man hverken bliver mere afklaret ifht der at blive forælder, men klogere på livet, det bliver man helt pr automatik ! Klogere på livet kan så absolut også betyde flere dårligere erfaringer og flere kriser, men det er ikke ensbetydende med at livserfaringer ikke er godt givet ud.

    Det tror jeg langt de fleste i 40’erne vil skrive under på ! Høj som lav, veluddannet som ufaglært ! 

    Dermed ikke sagt at man skal vente med at få børn til man har tilegnet sig 20 års livserfaring, men at påstå at livserfaring er dårligt givet ud, det er ganske enkelt umodent. Og livserfaring er også blot 5-10 år !

    Og ja man kan så absolut finde mange 20 årige der er mere livserfarne end andre 30 årige ! Men så er 5 års livserfaring oven på de 20 årige ikke desto mindre en fremragende investering ! Og det koster intet på fertilitetskontoen at vente til man er midt/slut 20’erne.

    Og det er vigtigt at huske, at når det handler om ansvaret for andre mennesker og især børn som er dybt afhængige af deres omsorgspersoner, så er det ikke ens lyst der udelukkende skal styre slagets gang. Fornuften skal man død og pine have med ind over, og al forskning og (livs)erfaring viser, at forælderskabet i så ung en alder klart gavner af at vente nogle år !

    Og det alene at blot overveje at udelade et faderskab til barnet, fordi man ikke selv har “lyst” til den traditionelle familie konstellation, det synes jeg larmer af egoisme og mangel på livserfaring. For der er ingen tvivl om, at ethvert barn har gavn af at kende sine rødder. Far eller ej. Og som 20 årig har man hele livet foran sig med rig mulighed for at finde den egnede far til sit barn. Kernefamilie eller ej (jeg kender mange der har børn på utraditionel vis alligevel).

    Det skylder man simpelthen sit kommende barn at have givet en reel chance ! Og det er bla noget af det man forhåbentlig vil begynde at få øjnene op for med livserfaringen !

    Jeg er bare så enig! Synes netop også det virker enormt egoistisk, at få et donorbarn bare fordi man ikke lige gider at finde en far, og ikke fordi det faktisk er den eneste mulighed. Kan slet ikke sætte mig ind i det, ligegyldigt hvor meget jeg prøver. Og nu kender jeg flere eksempler på, at det faktisk kan gøre en stor forskel for det voksne donorbarn at vide, at moren helt frivilligt har fravalgt at vedkommende skulle have en far. Så for mig er der bare milevid forskel på om man gør det fordi det er last call, eller fordi man ikke vil gøre en indsats for at finde en mand at få barnet med. 

    30. juni 2020 kl. 20:59

    123456791 skrev :

    Altså i hovedstaden kan man blive kaldt ung mor som 29 årig 😉 Det blev jeg i hvert fald af min læge til trods for, at jeg rammer gennemsnittet for førstegangsfødende. Så jeg vil ikke bruge hovedstaden som målestok. Jeg er dog også ret sikkert på, at 20 år er meget ungt i hele Danmark. Min svigerinde blev en hvert fald tilbudt at komme i en speciel mødregruppe for unge mødre, da hun blev mor som 25 årige på trods af hun både var gift, uddannet læge og boede i en udkantskommune. 

    Og jeg må nok bare erklære mig uenig i, at livserfaring skulle være så alt afgørende. Og skulle det gøre mig umoden, så lever jeg fint med det. Der er fordele og ulemper ved alting i den her verden og hvis TS føler, at det er det rigtig for hende at få børn nu, så kan jeg virkelig ikke se, hvordan jeg som en fremmed på internet kan afgøre om det er en god eller dårlig ide på så beskedet et grundlag. 

    Jeg ville heller aldrig få et barn uden en far, men det er mine værdier og prioriteter. Dem ser jeg ingen grund til at pådutte andre. 

    Er vi virkelig nået dertil hvor dét at finde en far til sine børn er en værdi? Shit jeg må have boet under en sten så ???? Jeg troede at jeg levede i et samfund hvor de fleste var enige om, at en far er lige så vigtig som en mor, og ikke noget man bare fravælger. Den her kommentar er ikke ment som et angreb på dig, jeg blev bare ret chokeret over det sidste du skrev. 

    30. juni 2020 kl. 21:38

    I forhold til alder, modenhed, økonomi osv, så var jeg i mødregruppe med en kvinde der blev mor som 21-årig og  hun slog da alles fordomme om unge mødre helt ud af solsystemet! Hun rockede morrollen, såvel som resten af sit liv, sit arbejdsliv og sin økonomi for vildt, og langt bedre end os andre i alderen 28-38år. Hun var langt mere sikker, cool og handlekraftig end os andre til sammen! Så vi har alle måtte indrømme at alder blot er et tal, når det kommer til at blive forældre: Det handler så meget mere om personlighed. Så hvis du er lige så cool, så klarer du det i stiv arm! Jeg ved hun mødte mange spørgsmål undervejs fra læger, jordmødre mv, men det lyste/lyser ud af hende at hun har styr på sit liv, så ingen så grund til bekymring. Jeg tror dog bare det er godt at være forberedt og have gennemtænkt nogle svar til de mange spørgsmål man som ung mor nok uundgåeligt kommer til at møde. 

    I forhold til dit ønske om at være alene så hatten af for det ønske! Noget af det jeg frygter mest er at blive alenemor og jeg er 33, og sådan havde jeg det både før børn og nu med børn! Så med mine briller er det sejt at du "tør" 🙂 Jeg tror dog at det er vigtigt at du virkelig giver det en masse tanker hele det her med familiekonstellationen. For selvom jeg er enig i at en enlig mor er lige så god som et forældrepar eller hvordan forældreskabet nu engang strikkes sammen, så er det mere usikkert fx hvis du skulle gå tidligt bort eller blive alvorligt syg og ude af stand til at tage sig af barnet/børnene. Der vil formentlig også være en del spørgsmål fra barnet/børnene om ophav og forældrefigurer som kræver gode, velovervejede svar. Ikke mindst så er det rigtig hårdt at stå alene med alt. Jeg har flere i min omgangskreds som er solomor og i perioder med meget sygdom enten hos barnet eller moren så har de været ved at knække. Vi er 2 herhjemme og vi har været ved at knække da vores barn var nonstop syg i månedsvis og skreg hver nat, så vi ingen søvn fik i ugevis på trods af at vi forsøgte at sove på skift og aflaste hinanden. Netværk er godt og de kan give en god hånd med, men ifølge mine solomor-bekendte så kan man ikke forvente at de tager et medansvar som en anden forældre vil gøre fordi de også har deres liv "ved siden af". Den del og så den del at der er ingen at dele hverdagen sorger og glæder med, er det hårdeste ved soloforældreskabet ifølge mine bekendte. 

    Så selvom du sikkert allerede har tænkt en masse igennem, så kan det måske alligevel være en idé at vende det hele med nogle andre fx en coach, Mødrehjælpen eller lignende for at forberede dig mentalt på det hele – uanset udfaldet vil det i hvert fald ikke være spildt for det vil gøre dig mere sikker i dit valg og i din håndtering af nogle af de nævnte mulige udfordringer. 

    Pøj pøj med det hele 🙂 

    30. juni 2020 kl. 23:41

    Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

    1. juli 2020 kl. 13:33

    123456791 skrev :

    Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

    Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

    2. juli 2020 kl. 12:23

    livamusen skrev :

    123456791 skrev :

    Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

    Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

    Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

    2. juli 2020 kl. 12:27

    123456791 skrev :

    livamusen skrev :

    123456791 skrev :

    Ja jeg vil mene, det er en værdi at gå op i, at man er en kernefamilie med mor og far. Men jeg har også mange homoseksuelle såvel som soloforældre i min omgangskreds. Altså der jo også mænd, der adoptere eller får barn via en rugemor. At man ikke har det som en værdi, at den bedste konstellation er mor og far , synes jeg så intet, har med at gøre om de forældre, der så er, er lige vigtige. For selvfølgelig er alle forældre til et barn lige vigtige om, det sp er en af hvert køn eller to af samme køn.

    Tror du misforstod det jeg skrev. For mig handler det her slet ikke om at være en kernefamilie, men om at barnet har mindst én mor og mindst én far. Det kan jeg ikke se har noget med værdier at gøre, det handler for mig at se mere om hvorvidt man forstår og anerkender, at repræsentation af begge køn er vigtige i et barns opvækst. Derfor tror jeg som sagt også man kommer rigtig langt med alternative faderfigurer. Men det bliver altså bare ikke det samme som at have en far. Og det kan der være mange grunde til at et barn ikke får. Barnets far kan dø eller af den ene eller anden grund være fraværende i barnets liv. Men lige hér taler vi om, at man fuldstændig bevidst og frivilligt fratager barnet en far, selvom man har tid til at nå at finde én inden man bliver gravid. Og så er der den del med det biologiske ophav. Børn som bliver til med donorsæd, men som har en anden mand end donoren som far, kan helt sikkert også godt have en reaktion på, at deres far ikke er deres biologiske ophav. Men de har dog en far at spejle sig i i deres liv. 

    Næ jeg tror ikke, at jeg misforstod noget som helst. For mig advokerer du stadig for et hetronormativt synspunkt, der tager udgangspunkt i kernefamilien og dens værdier, hvor der skal være en far/en mand og en mor/en kvinde. Og det er fra mit udgangspunkt ikke nødvendigt. Jeg kender fx mange velfungerende lesbiske par med børn og der er jo slet ikke en mand i billedet. De har jo altså også alle fravalgt en far til deres barn bevidst. Generelt mener jeg, at vi overvurderer forskellen på kønnen og tillægger dem for stor vægt/værdi 😉 

    Så det er heteronormativt at være flere mødre og én far eller omvendt? Eller at være flere mødre og flere fædre for den sags skyld. Så forstår vi godt nok begrebet heteronormativt forskelligt. Er du selv opvokset uden en mor eller far, siden du mener at kunne sige at kønnene ikke har den store betydning? 

    2. juli 2020 kl. 13:30

    Jeg er så enig, 1234567891! Tak for dit nuancerede blik på tingene, hvor er det befriende midt i en tråd, der drukner af selvhøjtidelige mødre, der mener at penge, "kerneværdier" og uddannelse definerer ens evne til at tage sig af et barn.

    Viser 15 indlæg - 46 til 60 (af 75 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.