Close
Log Ind Opret Bruger

Ung alenemor

  • Avatar
    Anonym
    28 juni 2020, 14:53

    Jeg vil helt klart vente til måske 25 og se tiden an, for måske når du at møde en? 

    Jeg er ikke personligt for i en så ung alder, at man vælger et barn efter sit behov. Børn har brug for mor og far. Og hvis du ikke kan tilbyde det, kan du inden prøve at gør alt for at give barnet det. Syntes du også skal tænke på barnet.

     

    28. juni 2020 kl. 15:08

    Hvornår folk får børn og om det er med eller uden en partner, må folk selv bedømme. Men du skal have nøje i tankerne at det er hårdt. Hele ens kendte hverdag og liv bliver vendt på hovedet. Man kan i lang de fleste tilfælde ende med at flere veninder dropper en, fordi man ikke lige kan tage ud når de kan. Man kan risikerer at få et barn som aldrig sover, som skriger de fleste vågne timer, og så står du alene med det. Du kan omvendt også få et rigtig nemt barn.

    Min veninde er selvvalgt donor mor til 2, uden en mand i billedet. Og jeg tager sku hatten af for at hun klarer det hele selv. Selvom hendes familie hjælper hende meget, så står hun også meget alene og det er ikke altid en dans på røde roser.

    🙂 

    28. juni 2020 kl. 15:11

    Kan godt se hvad du mener med at et barn har brug for både sin mor og far, dog er det mit ønske og jeg er helt afklaret med det, at jeg gerne vil være alene-mor.
    Som jeg også har skrevet flere gange, er jeg ikke til den typiske kernefamilie, og vil ikke "tvinges" til at finde en kæreste og få børn med, når jeg ikke har lyst???? Og hellere få et ønsker barn alene, end med at få et barn, hvor faren ikke vil have noget med barnet at gøre alligevel. 
    Men kan godt se hvad du mener, men heldigvis har alle forskellige holdninger????

    Tak for input! 

    28. juni 2020 kl. 15:50

    Soefelt1234 skrev :

    Jeg kan sagtens se hvad du mener med det du skriver???? Dog ønsker jeg ikke at blive en "gammel" mor – altså først i slutningen af 20'erne med det første barn. Hvilket jo selvfølgelig er min holdning til, hvad jeg synes er sent. 
    Og jeg vil langt hellere tage et velovervejet og højt-ønsket valg om af få et barn, end at lave en "upser", hvor faren alligevel ikke vil være der.

    Kernefamilien har aldrig rigtig sagt mig noget, så derfor ved jeg, at jeg kan og vil klare det selv. Men igen, jeg kan sagtens se hvad du mener med livserfaring, dog føler jeg ikke at man nogensinde er "gammel nok" til at få børn, men mere om man er voksen og ansvarlig nok – hvilket jo er individuelt????

    Men tusind tak for input!

    Men så måske bare vente 5 år? Så er du 25, det er hverken ungt eller gammelt.

    Altså nu skriver du at du gerne vil have at folk stiller spørgsmålstegn ved det, så here goes ???? Jeg kan personligt ikke forstå hvordan man kan have et decideret ønske om ikke at få en far til sit barn. Jeg går 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} ind for at man gør brug af muligheden som en nødløsning, men jeg kan ikke forstå hvordan det kan være ens førstevalg. For mig at se er det ikke at tænke på barnets behov, for en far er ligeså vigtig som en mor. Der er to spørgsmål jeg får lyst til at stille dig. Det første er hvad grunden er til at du ikke ønsker at dit barn skal have en far. Det er jo muligt at få et barn med en mand uden man skal være kærester og leve som en kernefamilie. Og det andet er hvad du har gjort dig af overvejelser om hvilke indvirkninger din beslutning kan komme til at få på barnets liv.

    Din alder har jeg ikke nogen holdning til, for der er mange unge mennesker der sagtens kan finde ud af at være forældre. Den eneste grund til jeg foreslår dig at vente for eksempel 5 år er, at det vil give dig god tid til at overveje det grundigt. Så det er ikke fordi jeg mener at en 25-årig er en bedre forælder end en 20-årig, men simpelthen fordi jeg helt personligt synes, at en så stor beslutning på sit kommende barns vegne skal overvejes og holdes op imod andre muligheder i lang tid.

    Jeg håber ikke at du læser mit svar som om jeg er imod soloforældre, for det er jeg ikke. Jeg har stor sympati og empati for ønsket om at få børn, og jeg ved det kan være svært at finde et godt og holdbart parforhold, og mener heller ikke at børn lider den mindste overlast ved ikke at vokse op i en klassisk kernefamilie. Men jeg har oplevet tilstrækkeligt med eksempler på hvor stort et afsavn det kan være for et barn slet ikke at have en far, til at jeg personligt aldrig ville kunne vælge det, medmindre det vitterligt var den eneste holdbare løsning der var tilbage. Der findes så fantastiske muligheder for at få et barn uden det skal indebære et romantisk forhold med en partner. Jeg synes for eksempel, at tv-programmet med Silas Holst (mener det hed "Mig, min mand og min kone") var så inspirerende! Selvfølgelig kan man ikke vide noget som helst med sikkerhed ud fra et tv-program, men jeg fik virkelig det indtryk, at de var en harmonisk og kærlig familie. I det hele taget har jeg det indtryk, at det bliver mere og mere normalt, at mennesker der ikke har en partner de kan få børn med finder sammen med andre mennesker i samme situation om at få et barn. Jeg kender både til mandlige homoseksuelle par sammen med enlige kvinder, kvindelige homoseksuelle par sammen enlige mænd, og enlige kvinder sammen med enlige mænd. Har du overvejet sådan en mulighed? 

    Avatar
    Anonym
    28. juni 2020 kl. 16:37

    Hej søde du ❤️

    Jeg havde præcist samme ønske som dig om at være ung mor. Jeg var super moden i forhold til min alder og fik så mit første barn som 23 årig med min (nu) skønne mand, og vi havde masser af børn i familien! Jeg troede jeg vidste alt fordi jeg så dem tit og ofte, og nok også fordi de kom til verden da jeg var 9 år gammel, så vidste jo hvad det handlede OM (troede jeg). Da vores søn blev født blev jeg super overvældet over hvor hårdt og hvor stort ansvar det var/er?! Det endte faktisk med at både min mand og jeg fik en fødselsdepression (grundet en hård hård fødsel) og jeg ville aldrig have kunne stå alene i den situation!

    NU er jeg lige blevet 25 og venter lillesøster, så lys for enden er der jo altid og vi har det alle godt og elsker hinanden så utroligt højt ❤️

    Jeg siger ikke du ikke kan klare det, for du kender dig selv og dine ønsker bedst af alle! (og så håber jeg da også for alt i verden at du ikke får en lige så slem fødsel som jeg) Bare sørg for at du har nogen til at hjælpe og aflaste! En mor, en far, bedsteforældre, veninder – ja, hvem som helst, for det KAN være fandens hårdt når man selv står med det, og det kan virkelig komme bag på en hvis man går og har en forestilling om hvordan det er!

    Ønsker dig alt held og lykke ❤️

    29. juni 2020 kl. 12:06

    Jeg syntes det virkeligt mærkeligt, hvis du som snart 20 årig gå ud og får et barn med en en donar! Jeg syntes du skal tænkte dig rigtig godt om, men det er jo næste et frit land, og du lyder til at have gennemtænkt det og det er jo en god start! 

    Jeg er selv opvokset med en enlig mor, som jeg næsten kan regne ud har haft en meget bedre økonomi end du kan have (hvis ikke du har arvet, da hun har en længerevarende uddannelse) og der var altid mangle på penge i forhold til de familier hvor der er to indkomster. Selv om der var støtte fra bedsteforældre har jeg kunne se det var mega hårdt for min mor at være alene med to børn – og for mig, hvis jeg skal være lidt selvisk er det ikke fedt ikke at kende sin far, det er ikke fedt ikke at komme på de samme ferie osv. – du tager et meget stort ansvar ikke kun for dig men også for dine børn, jeg tænkte altid på hvad der ville ske med mig, hvis min mor døde, noget der er rimelig almindeligt for børn med kun en forældre osv. 

    Bare mine tanker – hvis du var 35 år og vildt gerne ville være mor og det var eneste mulighed så syntes jeg det er fint, men snart 20 år, syntes jeg du har meget godt tid til at tænkte en gang mere over situationen, og måske end lægge lidt penge til side…. 

    Som du kan hører har jeg gjort alt for at mine børn er kommet til at vokse op med både en mor og en far (Faren kunne jo også være en god ven som du var inden i barnest liv). 

    Held og lykke med det 

    29. juni 2020 kl. 12:27

    Jeg har mødt mange drenge børn snart, som har et skrup forvirret forhold til sig selv og mænd, fordi at de ikke havde en fader-rolle. 

    Altså de er ikke skadede, men de mangler noget af sig selv, især hvis de selv bliver fædre. 

    Der er et barn i min datters dagpleje som konsekvent krammer min mand og kaldet ham far – for han er det tætteste på en pålidelig mand han kender (han aflevere og henter næsten hver dag) . Det er simpelthen så synd for barnet. Især hvis du senere finder en mand/kvinde, får et fælles barn også har det ene barn kun har 1 forælder og det 2 har to. 

    Så jeg synes at det er egoistisk ????‍♀️ sorry.

    At man kan blive tvunget ud i det er én ting, men at man selv vælger det bare for sin egen skyld – niksen. 

     

    29. juni 2020 kl. 13:14

    LilleMy92 skrev :

    Jeg har mødt mange drenge børn snart, som har et skrup forvirret forhold til sig selv og mænd, fordi at de ikke havde en fader-rolle. 

    Altså de er ikke skadede, men de mangler noget af sig selv, især hvis de selv bliver fædre. 

    Der er et barn i min datters dagpleje som konsekvent krammer min mand og kaldet ham far – for han er det tætteste på en pålidelig mand han kender (han aflevere og henter næsten hver dag) . Det er simpelthen så synd for barnet. Især hvis du senere finder en mand/kvinde, får et fælles barn også har det ene barn kun har 1 forælder og det 2 har to. 

    Så jeg synes at det er egoistisk ????‍♀️ sorry.

    At man kan blive tvunget ud i det er én ting, men at man selv vælger det bare for sin egen skyld – niksen. 

     

    Jeg har altså en far, og jeg gik også og krammede fremmede mænd, og kaldte dem far ???? 

    Uanset hvad, så vil det ALTID være egoistisk at få børn. Du ved aldrig hvad der kan eller vil ske. Der er ingen sikkerhed i livet. Du kan have et fantastisk liv med én forælder, og du kan have et lorteliv, selvom du har både mor og far. 

    Man er heller ikke bedre eller mere værdige som forældre, fordi man er to og har to indtægter. 

    Om man er solo, homo, poly, eller hvad man nu kan være, giver ikke en mindre ret til at skabe en familie, og det betyder heller ikke, at man har mindre, at tilbyde et barn. 

    29. juni 2020 kl. 13:39

    Uanset hvordan man vender og drejer det – så er familien som enlig soloforælder noget mere skrøbelig end hvis der er to forældre (og det behøver ikke være en kernefamilie – det kan være alle variationer af to/flere mennesker som beslutter sig for at sætte et liv verden sammen) – men hvis der er to forældre er man to om ansvaret for barnet – der er en til at tage over, hvis man bliver syg – der er også et større familienetværk (flere bedsteforældre, mostre, fastre, onkler og tanter). Soloforældre livet kan også hurtigt blive meget ensomt – når man aften efter aften skal sidde hjemme mens barnet/børnene sover, især hvis det meste af ens omgangskreds er et helt andet sted i livet.

    At tage ansvaret for sit eget og et barns liv alene (altså både omsorgsperson og forsørger) er en stor ting og uanset hvor moden man føler sig som 20-årig tror jeg næppe man forstår det (det gør man nok aldrig helt) – men som andre skriver så sker der enormt meget med ens identitet og selvbillede i 20'erne – så vent nu bare et par år og se om soloforældreskab stadig er din store drøm eller måske rettere er der virkeligt ikke andre ting her i livet du gerne vil nå at opleve før du skal sætte dine behov på pause de næste 15-20år mens dine børn kommer i første række – ting du gerne vil opleve før du står med en presset enligforsørger økonomi for ligenu er nok et af de tidspunkter i dit liv, hvor du har mindst ansvar for andre end dig selv og bedst økonomisk overskud (hvis du som du skriver allerede har styr på økonomien) – Det er nu du har overskuddet til at uddanne dig, hvis du ikke allerede har fundet den hylde du passer ind på – det er ikke en dans på roser at skulle tage en uddannelse når du først står med børn og det hele.

    29. juni 2020 kl. 14:32

    Jeg synes det er fedt at du har drømme om at blive ung mor! Hvorvidt du er klar kan du bedst selv bedømme. 
     

    Jeg synes at det hårdeste ved at være alene er, at der ikke er nogen af dele kærligheden med. Der er ikke nogen i verden, der elsker dine børn som du selv kommer til, og der vil ikke være en, du lige kan grine med og græde med, når der sker noget godt og dårligt for ungerne. Bedsteforældre og venner kan komme tæt på, men er aldrig det samme. 
    En anden ting er, bekymringen om, hvad der skulle ske med børnene, hvis du kommer noget til. At vide, at der er en anden primærforælder, hvis der skulle ske en noget. 
     

    Selv om du ikke vil være i en klassisk kernefamilie, så er der stadig nogle meget vigtige ting ved at være to forældre. Det kan være svært at se, før man har børnene, men jeg ville ALDRIG vælge at være alene om dem, hvis jeg på nogen måde havde valget. 
     

    Bare mine input. Held og lykke! 

    29. juni 2020 kl. 14:40

    Go for it! Jeg kan sagtens forstå dig. Jeg har også ofte selv gået min egne, alternative veje, ift. hvad der lige er normen. Det kan være rigtig hårdt at være alene om et barn, men du er ung, så du har sikkert også mere energi til at klare det. Jeg er selv 38 år, og jeg kan virkelig mærke, hvor mange kræfter det tager at have et barn (hendes far og jeg er gået fra hinanden, og jeg har hende langt det meste af tiden).

    29. juni 2020 kl. 16:20

    Du har jo netop mindre at tilbyde et barn hvis du er ene om det. ????‍♀️

     

    29. juni 2020 kl. 16:50

    LilleMy92 skrev :

    Du har jo netop mindre at tilbyde et barn hvis du er ene om det. ????‍♀️

     

    Jeg tilbyder ikke mine børn mindre – jeg tilbyder dem noget andet. Der er en kæmpe forskel ????

    Jeg giver mine børn en mor, som er selvstændig, stærk og uafhængig. Hvilket jeg er meget stolt af ????

     

     

    29. juni 2020 kl. 17:35

    Du skriver, at du er økonomisk stabil. Vil du også være det om fem-ti-femten år (ville en evt. fyring stille dig meget ustabilt)? Og har du et godt netværk, der ville kunne støtte dig – emotionelt såvelt som praktisk (fx hente/bringe under fødsel, hvis du får en fødselsreaktion, et sygt barn, hvis du selv bliver syg osv.)?

    Hvis alt dette (dvs. det praktiske aspekt ved forælderrollen) er på plads – og ønsket/kærligheden har du jo tydeligvis – ser jeg virkelig intet problem. Så længe du naturligvis har dig selv med i det! Du kan altid få en (ny) uddannelse (hvis du ikke er færdiguddannet), men det er jo selvsagt en del mere uoverskueligt med et barn på armen. Derudover vil der ikke være den samme tid til sig selv/sine interesser, i en del år – især som soloforælder. Men disse overvejelser formoder jeg, du har haft 🙂

    Jeg er selv 21 og har ønsket et barn i tre år. Når jeg har snakket med familie og venner om det, samt om at min forlovede og jeg er begyndt på projektet, har der kun været positive kommentarer. Dette er fordi mine nærmeste kender mig godt og ved, jeg er et sted i livet, hvor det ville give god mening at få børn. Hvis dine nærmeste vil være meget imod det (lidt tvivl er der ingen skam i), er der måske noget om det? Som ung mor vil fremmede dog oftest formode den negative stereotyp, og derfor være ret skeptiske – det må man jo så tage med 🙂 

    29. juni 2020 kl. 19:23

    Jeg ønsker dig alt det bedste – uanset om du beslutter dig for at blive mor nu, eller at vente 🙂 Børn er fantastiske. 

    Når dét er sagt, så må jeg sige, at udsagn som "en kernefamilie har aldrig rigtig sagt mig noget" og "jeg har haft en kæreste gennem længere tid", for mit vedkommende ville pege i retningen af at vente, hvis det var mig 🙂

    Jeg tror der er mange teenagere eller 20årige, som ikke går og drømmer om en kernefamilie. Det gjorde jeg heller ikke selv. Jeg drømte hverken om børn, ægteskab, 30årigt huslån eller hvad der ellers karakteriserer "den klassiske indretning". Selvom jeg ikke drømte om de ting følte jeg mig også meget moden og afklaret. Jeg flyttede hjemmefra som 17 årig.

    Her – mere end 10 år senere – forholder det sig noget anderledes og jeg elsker alle de ting, jeg ikke drømte om som teenager og 20årig.

    Endnu en betænkelighed er: Når du har haft en kæreste i teenageårene, har du så også drømt om at få barn, men ikke med ham? Hvorfor var I så kærester? Synes soloforældre er helt okay, men for mig ville det være meget underligt, at blive solomor imens man har en kæreste. Og hvis du tidligere har haft en kæreste i lang tid (og det ikke er som barn), så kan det ikke være længe, du som single har overvejet at blive solomor?

     

    Det lyder lidt anklagende, men pøj pøj 🙂 Som jeg skrev indledningsvist er børn fantastiske. 

    Viser 15 indlæg - 16 til 30 (af 75 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.