Ung alenemor

Solo mor som 21-22 årige lyder nu fint.. Nogle kvinder er bare ikke til alt det der parforhold, og selvfølgelig skal de også have lov til at få børn. Men nu betegner jeg heller ikke 21/22 år som UNG, tilbage i tiden var det en ganske normal alder at få børn i (og da i særdeleshed nu). Du skal selvfølgelig heller ikke sidde her og redegøre for din økonomi, så længe du ved at du kan forsørge dit kommende barn. 

Hej ????

Jeg har heller aldrig selv haft ønsket om, at have en typisk familie med far, mor og børn. Noget mange mennesker desværre har svært ved, at sætte sig ind i, eller acceptere. Jeg er 29 år, og har to børn alene. 

Den klassiske kernefamilie er ikke for alle. Nogle af os trives bedst som solomødre. Og heldigvis har vi, som ikke har lyst til at have en partner, muligheden for, at skabe vores egen familie, som vi ønsker den ???? 

Hvis du er sikker på, at det er vejen for dig, så gør det ???? …men du skal nok være forberedt på, at folk vil stille spørgsmål om hvorfor du vil være solomor, og hvorfor så "tidligt". 

Folk har en kedelig tendens til at tro, at solomødre kun er kvinder på 40+, som aldrig har fundet manden, og hvor æggene er ved at nå sidste anvendelsesdato ????

Jeg synes at du skal have lov til at leve dit liv som du ønsker. Jeg vil bare sige at det vil være godt at have et godt netværk tæt på dig. ????

Man behøver bestemt ikke at følge de gængse normer. Heller ikke når det gælder at stifte familie. Det hjælper naturligvis med en stabil økonomi og grundlag, og ikke mindst et godt netværk, hvis mam vælger at gå solo.

Men noget der er absolut nødvendigt både for dig selv og især de børn du sætter i verden er livserfaring ! For selvom du føler dig nok så klar og afklaret så har du som 20 årig langt fra en livserfaring der har et stabilt grundlag. Et grundlag som er altafgørende når man står (alene) med ansvaret for er lille menneske.

Een ting er når uheldet er ude, og man står overfor valget om at beholde barnet eller ej. Noget andet er at planlægge med det.

Jeg kan sagtens forstå at ønsket kan være ekstremt stort, men du gør ikke dit barn en tjeneste ved at påtage dig nok det allerstørste ansvar man kan få som menneske i en alder hvor du kun lige akkurat selv er kommet ud af barndommen. Så uanset hvor stort dit ønske er om børn, så gør dig selv og dine kommende børn den tjeneste: vent nogle år ! Du har masser af tid ! Og livet har så meget mere at byde på end at stifte familie. Gør dig selv den tjeneste at udforske den verden omkring dig, og få en masse livserfaring som du så om 5-10 år kan videregive til dine kommende børn.

Det vil komme jer alle til gode !

Soefelt1234 skrev :

Jeg kan sagtens se hvad du mener med det du skriver???? Dog ønsker jeg ikke at blive en "gammel" mor – altså først i slutningen af 20'erne med det første barn. Hvilket jo selvfølgelig er min holdning til, hvad jeg synes er sent. 
Og jeg vil langt hellere tage et velovervejet og højt-ønsket valg om af få et barn, end at lave en "upser", hvor faren alligevel ikke vil være der.

Kernefamilien har aldrig rigtig sagt mig noget, så derfor ved jeg, at jeg kan og vil klare det selv. Men igen, jeg kan sagtens se hvad du mener med livserfaring, dog føler jeg ikke at man nogensinde er "gammel nok" til at få børn, men mere om man er voksen og ansvarlig nok – hvilket jo er individuelt????

Men tusind tak for input!

Nu kan jeg næsten høre ud fra det du skriver, at du næppe er fra hovedstaden (eller en af landets andre større byer), hvor det at få børn i slut 20’erne bestemt ikke er at få børn i en sen alder. Jeg synes det er lidt ærgerligt, hvis du mener at du allerede er gammel i slut 20’erne ! 20’erne er det årti, hvor man for alvor lærer sig selv at kende, og for mange også gennemgår en del identitetskriser i samme ombæring. 20’erne er hvor du får en masse læring om livet og lærer at stå på egne ben. Og nu hvor du også er single så er det for alvor en god proces at gennemgå. 30’erne er for mange et årti, hvor man for alvor kan få den balance med sig selv og nyde. Rigtigt mange (kvinder) vil kunne fortælle dig, at 30’erne er en fantatisk tid! Jeg kan så også fortælle dig at 40’erne er endnu federe, for her har du (som oftest) etableret et solidt grundlag for hvem du er. Og samtidigt meget ofte en økonomisk frihed til at kunne meget mere end du kunne feks i 30’erne.

Hvis du allerede nu ved at du vil have børn, og gerne vil have dem alene, så er det absolut ingen grund til at vente til du bliver i 30’erne (eller 40’erne som jeg selv -jeg troede aldrig jeg ville have børn indtil for få år siden). Men at få dem mens du er SÅ ung, det ser jeg nok lidt som at forsøge at realisere en drøm som du ikke har tilstrækkeligt med livserfaring til at kende udstrækningen af. Stort set alle de unge mødre jeg har kendskab til har fortrudt at de ikke ventede nogle år. At stå med så kæmpe stort et ansvar så tidligt i livet vil enhver kunne fortælle dig gør tilværelsen utrolig hård. Børn giver en masse glæde, og du vil aldrig fortryde børnene. Men jeg kan blot fortælle dig, at rigtigt mange unge mødre (for mange ender med at stå alene med det, også selvom det ikke er selvvalgt), fortryder at de ikke ventede nogle år.

Nu kender jeg dig jo ikke, og det kan tænkes at du er en af de få der har en forældreevne ud over det sædvanlige i så tidlig en alder. Og det er enhver fertilitetskliniks ansvar at vurdere den forældreevne ! Især når du er så ung som du er og samtidigt ønsker at stå med ansvaret helt alene.

Hvis jeg må komme med en opfordring, så tag en snak med feks mødrehjælpen, som har professionel erfaring med især unge mødre. Uanset hvor klar du måtte føle dig, så skader det ikke at få vendt situationen og drømmen med professionelle der kender hele spektret. Bagsiden af medaljen kan være rigtig svær at gennemskue når du er så ung som du er.

Det er rigtigt det med livserfaring. Når man er yngre er det svært at forestille sig at man faktisk kan blive klogere på nogle ting, men det kan man.  Når det er sagt blev jeg selv mor for første gang i en ung alder. Jeg nåede dog at fylde 23 inden han kom til verden. I mit tilfælde var det dog planlagt, og sammen med min mand, som jeg også var gift med allerede på det tidspunkt. Den dag i dag har vi også fået nr. 2, der i dag i 2 år. Jeg har bestemt ikke fortrudt, men jeg tror at det er vigtigt at huske at være åben over for andres råd og input, selvom du selvfølgelig selv kender dit barn bedst, og i sidste ende selvfølgelig skal tage valgene ud fra din egen mavefornemmelse.  Når man bliver ny mor er der altid nogen der har ti milliarder gode råd, formaninger, osv. Børneopdragelse bliver diskuteret over alt, også i medierne. Som yngre er man måske mere sårbar over for den slags, og det er vigtigt at man kan hvile i sig selv, og have det godt med at være lige netop den mor, som man selv ønsker at være.  

Der er også noget som mange ikke tænker over, men det er muligheden for at få et barn med særlige behov. Det er ikke altid kun den rene lykke at få et barn. Som alenemor er det vigtigt at man har nogen man kan tale med eller trække, hvis man mod forventning skulle stå med sådan nogle udfordringer. Min ældste dreng er lettere udviklingshæmmet, og her har jeg været ekstra glad for at jeg har haft min mand at tale med, osv. 

Derudover tænker jeg at det er meget vigtigt, hvis man vælger at få barn alene med en donor, at overveje de konsekvenser som det vil have for barnet at vokse op uden en far, og uden at have det kendskab til sit egen genetiske ophav. Hvordan vil du i så fald forholde dig til de spørgsmål som barnet har på sigt, også dem der kan være af mere kritisk karakter? Skal det være en lukket eller åben donor, osv.? Det er vigtigt at du er bevidst om hvor stor en beslutning du tager på dit kommende barns vegne. Du må også gøre dig overvejelser om dit netværk, hvis du vælger at få barn alene. Har du nogen der kan træde til ved behov? Alle kan jo pludselig f.eks. blive syge, skulle opereres, eller noget helt tredje.  

Jeg ønsker dig held og lykke med hvad end du vælger!