Close
Log Ind Opret Bruger

For umoden? Hjælp

  • 27 februar 2010, 15:44

    Hej piger..

    Jeg er lige fyldt 20 år og min kæreste er 19 i dag – men fylder 20 om 3 måneder. Jeg er gravid og har termin om 8 dage. Vores graviditet var ikke planlagt, og da vi opdagede det, var jeg så langt henne i gravidteten, at der ikke var mulighed for abort og bortadoption er helt udelukket for os begge. Men det er også fint nok – for vi har fået det hele til at passe med en ny 3-værelses lejlighed og fundet løsninger med uddannelse og økonomi. Så den del af det hele er helt fint. Min kæreste og jeg boede i en lejelejlighed i et års tid sammen, inden vi fandt ud af at jeg er gravid, og det var første gang vi begge flyttede hjemmefra. Jeg fik meget hurtigt rollen som "husmor" uden egentlig at være mor, men jeg klarede al rengøring og vasketøj og indkøb og det meste madlavning. Min kæreste og jeg kommer fra vidt forskellige familier. Han fra et hus med mor og far og lillesøster (kernefamilien) og mig der boede alene med min far. Derfor har har mere eller mindre fået alt serveret derhjemme og jeg har hjulpet til med alt hjemme hos min far, så det kom mig meget naturligt med alle de ting der skal klares når man pludselig er flyttet hjemmefra. Men jeg var også god til at være forstående overfor min kæreste, og prøve at lære ham med små skridt at han skulle hjælpe mere til derhjemme, og han blev bedre til det, når bare man påmindede ham.

    Så fandt vi ud af min graviditet og flyttede ind i vores nye lejlighed. Tingene er stadig som førhen. Jeg klarer ALT herhjemme. Jeg vasker tøj, støvsuger, vasker gulv, vander vores planter og blomster, sætter ting i opvaskemaskinen og starter den, tømmer den, vasker toilettet, skifter sengetøj, sørger for rene håndklæder og sørger for rent tøj til os begge hele tiden, går ned med HANS tomme colaflasker, tjekker post og sorterer reklamer, går ned med skraldet, ringer rundt når der skal ordnes noget praktisk. Det eneste han faktisk gør, er at handle ind, hvis ikke vi gør det sammen. Ja, men kan sige at jeg gør alt, som jeg selv ser det. Og TRO MIG jeg har prøvet at snakke med ham og jeg har endda været så ked af det, at jeg har taget det op med hans forældre, og prøvet at få dem til at gøre ham mere ansvarlig – men ingenting sker. Jeg tror det simpelthen er ren dovenskab og umodenhed, og jeg er sgu ked af det nu, over at han ikke fik prøvet at bo alene lidt, inden vi flyttede sammen og nu skal have en lille baby sammen. Fordi, mit problem er, at jeg næsten med garanti ved, at det er mig der skal op hver nat, og mig der skal bade og skifte vores baby,  og mig der skal alt det, der ikke er det mest sjove ved at være forældre, men at min kæreste vil være der til at lege med ham. Det har han jo også brug for. Men hvis han ikke engang kan smide hans egne beskidte strømper i vasketøjskurven, hvordan skulle det så komme naturligt for ham at skifte vores søn, hvis han lugter?

    Jeg er bekymret! Og nu er der jo kun en lille uge til han kommer til verdenen, men det forhold min kæreste og jeg har nu er kørt helt af sporet, og det kan godt have rigtig meget at gøre med mine hormoner også, men jeg overvejer om vi skal gå hver vores veje og om jeg så skal klare det her alene, som jeg på en måde ville gøre alligevel? Det vigtigste for mig er at vores søn får det godt, og at vi gør det der er det bedste for ham.

    Men hvad er det bedste for ham? Har I nogle gode råd?

    Den meget fortvivlede  

    Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.