Close
Log Ind Opret Bruger

I tvivl om jeg skal flytte fra faderen til barnet

  • Avatar
    Anonym
    21 juni 2020, 21:01

    Nov2020 skrev :

    Nu er det efterhånden ved at være en menneskealder siden jeg var i din alder, men jeg kan godt stadig huske hvor svært jeg synes livet var i 20’erne. Og at stå i et spritnyt parforhold og et kommende lille barn i så ung en alder må være virkellg svært.

    Der er mange der skriver herinde at de nok ville vælge en abort og så gå fra ham. Det lyder jo som en simpel løsning, men det er det på ingen måde. Hvis du ikke er helt 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} afklaret med en abort og at det noget du skal leve med resten af livet, så kan det blive dybt traumatiserende. Især hvis du gerne vil have børn generelt. Jeg kender flere der har stået i den situation hvor de har ladet omstændighederne råde og valgt en abort imod deres inderste ønske. Og det kommer man måske aldrig nogensinde over.

    En abort er et livsvalg. Uanset omstændighederne ! Og ønsker du barnet så skal du vælge barnet og så istedet ændre omstændighederne. Ja det er hårdt at stå som alenemor, men det er trods alt bedre end at stå med det hele alene i et parforhold hvor modparten ikke ønsker at være der. Og det lyder til at det er der i er. Og så står du for alvor alene ! 

    Hvad jeg ville gøre var at tage en snak med faderen -måske med hjælp fra “en voksen”. For i er meget unge og ikke mindst så er forholdet meget nyt. Og et så stort ansvar som er barn er der bare rigtig mange der ikke er klar til. Og med mægling kan i måske få talt ordentligt om tingene hvor i begge får mulighed og at ytre jer. Og så må du lade ham gå (eller gå selv), hvis det ikke bliver bedre med mægling. 

    Husk at ingen mennesker har krav på opmærksomhed og  omsorg fra sin partner. Man har krav på det fra sine forældre ! Der er en kæmpe forskel. I et parforhold skal omsorg og kærlighed gerne opstå fordi man har lyst til at give ! Og forhåbenlig er det gensidigt. Men hvis ikke må man gøre op med sig selv, om det er det man vil byde sig selv. Men at han ikke giver dig omsorg og kærlighed er langt fra ensbetydende med at han ikke vil give det til sit kommende barn og blive en god far. Men det er ikke afgørende for om i skal blive sammen. Det er noget du bliver nødt til at gøre op med dig selv !

    Er 25 og 28 meget ungt i dit perspektiv..??!?

    Det er da voksne mennesker 🙂

    21. juni 2020 kl. 21:22

    trallalej skrev :

    Nov2020 skrev :

    Nu er det efterhånden ved at være en menneskealder siden jeg var i din alder, men jeg kan godt stadig huske hvor svært jeg synes livet var i 20’erne. Og at stå i et spritnyt parforhold og et kommende lille barn i så ung en alder må være virkellg svært.

    Der er mange der skriver herinde at de nok ville vælge en abort og så gå fra ham. Det lyder jo som en simpel løsning, men det er det på ingen måde. Hvis du ikke er helt 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} afklaret med en abort og at det noget du skal leve med resten af livet, så kan det blive dybt traumatiserende. Især hvis du gerne vil have børn generelt. Jeg kender flere der har stået i den situation hvor de har ladet omstændighederne råde og valgt en abort imod deres inderste ønske. Og det kommer man måske aldrig nogensinde over.

    En abort er et livsvalg. Uanset omstændighederne ! Og ønsker du barnet så skal du vælge barnet og så istedet ændre omstændighederne. Ja det er hårdt at stå som alenemor, men det er trods alt bedre end at stå med det hele alene i et parforhold hvor modparten ikke ønsker at være der. Og det lyder til at det er der i er. Og så står du for alvor alene ! 

    Hvad jeg ville gøre var at tage en snak med faderen -måske med hjælp fra “en voksen”. For i er meget unge og ikke mindst så er forholdet meget nyt. Og et så stort ansvar som er barn er der bare rigtig mange der ikke er klar til. Og med mægling kan i måske få talt ordentligt om tingene hvor i begge får mulighed og at ytre jer. Og så må du lade ham gå (eller gå selv), hvis det ikke bliver bedre med mægling. 

    Husk at ingen mennesker har krav på opmærksomhed og  omsorg fra sin partner. Man har krav på det fra sine forældre ! Der er en kæmpe forskel. I et parforhold skal omsorg og kærlighed gerne opstå fordi man har lyst til at give ! Og forhåbenlig er det gensidigt. Men hvis ikke må man gøre op med sig selv, om det er det man vil byde sig selv. Men at han ikke giver dig omsorg og kærlighed er langt fra ensbetydende med at han ikke vil give det til sit kommende barn og blive en god far. Men det er ikke afgørende for om i skal blive sammen. Det er noget du bliver nødt til at gøre op med dig selv !

    Er 25 og 28 meget ungt i dit perspektiv..??!?

    Det er da voksne mennesker 🙂

    Ifht min alder, så ja. Og at stå med et sådant dilemma i midt 20’erne, ja det mener jeg i høj grad er en ung alder. Og lige netop en alder hvor man let kan blive alt for påvirket af omgivelserne til at træffe den forkerte beslutning. Forkert forstået på den måde, at man ikke har sig selv med.

    Jeg ville idag aldrlg være i tvivl om hvad jeg ønskede inderst inde, da jeg har +20 års erfaring ifht da jeg var midt 20’erne. Men det ville have været en meget svær beslutning for 20 år siden.

    Så ja jeg mener i høj grad at man i midt 20’erne er meget ung i en sådan situation ! Det kan være voldsomt svært at overskue konsekvenserne af en så stor beslutning som abort nu engang er. Og jeg synes desværre ikke at hun får særlig god vejledning herinde. Især fordi det er tydeligt at hun ikke ønsker en abort.

    En abort lever man med resten af livet ! Også selvom omstændighederne måtte lægge nok så meget op til det. Så det er noget man skal være 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} afklaret med.

    9. oktober 2020 kl. 21:27

    Jeg har brugt 18 år af mit liv på et delebarn, det vil jeg ikke byde nogen, overhovedet. 

    Få den abort, nu.

    Du ved slet, slet ikke, hvad du skal gennemgå af kompromiser, hjertesorger, skænderier og nederlag, og det er kun dig, lad os ikke snakke om, hvad barnet skal gå igennem.

    Det er alt for tidligt at være ude af boblen.

    9. oktober 2020 kl. 21:45

    Slettet bruger skrev :

    Jeg har brugt 18 år af mit liv på et delebarn, det vil jeg ikke byde nogen, overhovedet. 

    Få den abort, nu.

    Du ved slet, slet ikke, hvad du skal gennemgå af kompromiser, hjertesorger, skænderier og nederlag, og det er kun dig, lad os ikke snakke om, hvad barnet skal gå igennem.

    Det er alt for tidligt at være ude af boblen.

    Tænker det er lidt sent du kommer med den melding ????

    9. oktober 2020 kl. 22:32

    CelineR skrev :

    Kærer jer,

    Jeg skriver fordi jeg er i tvivl om så mange ting og har brug for at høre nogle synspunkter på sagen. 

    Sagen er den at jeg er gravid (9+4)
    Det var ikke planlagt men jeg glemte at tage en minipille, og er derved blevet gravid. 
    Faderen og jeg har været kærester i 6 måneder og boet sammen i 4 måneder. 
    Vi er hhv. 25 og 28 år. og jeg er studerende. 
    Vi besluttede os for at vi ville beholde barnet og se hvordan det ville gå. Jeg har altid haft svært ved tanken om abort, så jeg så det derfor ikke som en mulighed. 

    Nu er sagen den at vi skændes ret ofte. Sidste gang resulterede det i, at jeg tog hjem til mine forældre og opholdte mig i tre dage. Han havde sagt til mig at jeg bare kunne tage mine ting og smutte og i afmagt sagde han også at jeg bare kunne tage at få en abort. 
    Efter jeg tog hjem igen, har vi ikke rigtig fået snakket ud om det.

    Det er de mest ligegylige ting vi skændes om. Men jeg har de sidste nogle dage gået med tanken om at flytte fra ham og se om vi stadig kan være kærester, bare uden at vi bor sammen. 
    Jeg føler ikke han er der for mig i dagligdagen. Han er aldrig rigtig glad når han kommer hjem fra arbejde og siger ofte at han har brug for alene tid. 
    Jeg er typen som gerne vil have kram og kys og anerkendelse, men føler ikke han kan give mig det jeg har behov for. 
    Noget af det vi skændes om er bl.a. at han synes at jeg brokker mig over ham, hvor jeg mener jeg bare prøver at give udtryk for at jeg har brug for at mærke kærlighed og sammenhold. Nogle dage har han bare ikke lyst til at snakke med mig og går tidligt i seng. 

    Jeg går med følelsen af at det ikke bliver bedre, og hvis han ikke kan give mig den omsorg jeg har brug for nu, vil han så kunne give mig den når vi har et barn? 
    Det er primært mig der står for at handle (hvis han skal gøre det bliver han i dårligt humør), jeg står for rengøring og det huslige samt at klippe græs. 
    Han vasker dog sit eget tøj, men helst ikke mit. 
    Mine tanker går på om det vil være nemmere hvis jeg var alene? 
    Til tider tænnker jeg på om jeg skal få den abort, selvom jeg ikke har lyst, og så gå fra ham? puha det er bare svært, for jeg elsker ham, men nok lidt mindre dag for dag. 

    Hvad havde I gjort?

    Jeg kan se du endte med at beholde baby – dejligt! Tillykke! Men hvordan går det med faderen til barnet?

    10. oktober 2020 kl. 22:43

    Jeg synes du giver svaret i dit opslag. Du omtaler ham ikke rigtig som din kæreste. Han er bare "faderen". Det forhold er dødt. Gå. 
     

     

    Edit: ups gammelt opslag. Sorry ????

    10. oktober 2020 kl. 22:53

    anbkt skrev :

    Slettet bruger skrev :

    Jeg har brugt 18 år af mit liv på et delebarn, det vil jeg ikke byde nogen, overhovedet. 

    Få den abort, nu.

    Du ved slet, slet ikke, hvad du skal gennemgå af kompromiser, hjertesorger, skænderier og nederlag, og det er kun dig, lad os ikke snakke om, hvad barnet skal gå igennem.

    Det er alt for tidligt at være ude af boblen.

    Tænker det er lidt sent du kommer med den melding ????

    Pis, plejer at være god til at spotte gamle indlæg, sorry.

    Avatar
    Anonym
    11. oktober 2020 kl. 21:00

    Beslutningen er din egen i sidste ende jo. 
    men tænker at et forhold hvor i allerede skændes så meget og det ender med du tager til dine forældre ikke er grobund for et sundt forhold. 
    Det er meget tidligt at forholdet er blevet sådan, og er så vigtigt at man får den intimitet og anerkendelse man har brug for – og at man kan tale om alt. her er det vigtigt at en ting er hvis i taler om noget og han siger han vil ændre det – der skal du holde ham op på det. Det er ikke ok at ændre det en uge eller to det er en permanent ændring du skal kunne se. 
    Og for hver gang du tilgiver ham vil du se en dag at du har tilgivet så meget at du ikke længere elsker ham på den måde. Sådan skal det jo helst ikke være. 
     

    Af egen erfaring fik jeg min søn (snart 10 år) med en kæreste jeg havde været sammen med i 2 år. Vi var meget unge og vi skændtes meget om alt og ingenting, og som du ordnede jeg ALT husligt, indkøb mm.. Jeg håbede alt blev bedre når vores søn kom til verden. Vores skænderier udviklede sig til det værre, og da vores søn var 9 måneder gammel bad jeg hans far pakke sine ting, gå sin vej og blive væk. 
    vi har ikke været sammen siden den dag. Og ærligt.. det føltes som om hele verden blev løftet fra mine skuldre.. alle de skænderier og hensyn jeg skulle tage til ham, samtidig med jeg stod med et lille barn var så udmattende. Alting blev meget nemmere som alene mor faktisk.. 

    den dag i dag, snart 10 år senere kan hans far og jeg stadig ikke enes.. 

    jeg elsker min søn, højere end alt i verden. Han er mit livs lys og fortryder på intet tidspunkt jeg har fået ham. 
     

    men jeg er ked af at min unge naivitet og tro på et barn gjorde alting bedre blændede mig og har givet min søn en opvækst hvor mor og far ikke er sammen. 
     

    det er hårdt at have en eks man har barn med, som man ikke kan enes med. Der er det med at holde tungen lige i munden, for det er 18 år man som minimum skal kunne kommunikere som voksne på trods. 
     

    så hvad jeg egentlig vil sige er nok, tænk dig rigtig godt om. 
    abort er ikke noget man bare gør. Så Overvej dine muligheder og vælg hvad du inderst inde føler er rigtigt for dig. 
     

    jeg plejer at slå plat og krone om svære beslutninger. For inden mønten lander har man allerede et ønske om hvad den lander på – og det ønske er hvad der er rigtigt for én inderst inde. 
     

    ønsker dig alt godt og håber du finder den vej der er rigtig for dig❤️

    12. oktober 2020 kl. 19:58

    Puha lyder som en træls situation at stå i. Kun du ved hvad der vil være det rigtige for dig og hvor meget jeres forhold kan rumme. 

     

    Personligt er jeg glad for at min mands og mit forhold var meget stærkt inde vi fik barn sammen. For hold da op hvor ens forhold bliver sat på prøve.

    Men vi kender hinanden så godt og har været igennem både meget medgang og modgang. Så vores forhold har også været stærk nok til den turbulens manglende søvn og manglende tid til sig selv skaber. 
     

    Det jeg prøver at sige er nok at nok I skal finde ud af om I også kan holde sammen når hverdagen bliver endnu mere hård end den er nu. I får i hvert fald ikke mere overskud og tid til jer selv og hinanden. For barnet vil og skal stå i første række.

     

    Held og lykke

    19. oktober 2020 kl. 10:45

    Uden at have læst nogen andres svar, så kan jeg med 100{8ba90b43abc25b870094b089277a5220cbffd99e488c411eb21e0eb356987336} sikkerhed sige, at I kommer ikke til at forblive sammen. Der er ingen respekt i forholdet og I passer på ingen måde sammen. Efter så kort et forhold, så skulle begge stadig være forblindede af forelskelse. 

    Enten skal du blive alenemor og tænke over, hvilken rolle denne mand skal have til jer i resten af jeres liv eller også kan man vælge abort og så smide manden helt ud af dit liv. Det er de to muligheder der er. Et barn vil aldrig gøre livet lettere mellem 2 personer, men blot langt hårdere. Jeg har aldrig haft et eneste skænderi med min mand og vi elsker virkelig hinanden højt, er bare så enige om det meste og har samme lidt kolde kærlighedssprog, så vi ikke har det store behov for nærhed og søde ord til hverdag, men et barn presser hverdagen helt utroligt meget og kan nemt gå enhver på nerverne, uanset hvor rolige og tålmodige man er af natur. Det er fantastisk at blive mor, men at blive det alene, det skal man lige tænke igennem, da man jo for altid ville skulle have et samarbejde med modsatte part og der er en del, som man selv skal stå for. 

    Edit: Ja, så ser man bagefter at det er et gammelt indlæg. Sorry. Det kom i min email som nyt emne…. Suk! Håber du fandt en løsning, som fungerer for dig 🙂

    Avatar
    Anonym
    19. oktober 2020 kl. 11:06

    Kære du, 

    Du spørger hvad andre ville gøre? Jeg kan da godt fortælle dig hvad jeg ville gøre og hvad jeg gjorde, men vil det hjælpe dig?!

    Du skal jo selv mærke og derefter beslutte dig. Det er dit liv. 

    Personligt trives jeg ikke med mennesker der ikke er glade og ikke hjælper til med fællesskabet. Udefra det du beskriver så var jeg skredet. Jeg er selv gået fra mit barns far, MEN jeg elsker ham stadig og han er en af mine aller bedste venner. Jeg gider ikke brok over praktisk arbejde der er forbundet med at leve og jeg gider SLET ikke dovenskab ???? vores barn var heller ikke planlagt men det er det bedste der nogensinde er sket for os begge to ❣️

    Held og lykke til dig

    Viser 11 indlæg - 16 til 26 (af 26 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.