Close
Log Ind Opret Bruger
Opret Bruger

Min-Mave debat og artikler om fertilitet, graviditet og børn Fora Baby (0-12 mån) For tidligt født Splittet mellem børnene

Splittet mellem børnene

  • Avatar
    juhl88
    15 december 2016, 21:23

    Puha, får helt ondt i maven over at læse om din situation. 

    Er der ikke mulighed for at din mand kan komme på halv tid, så ville han have mere tid til jeres datter, samt den køre tur der er til og fra sygehuset..? ( kan dog ikke forstå/ sætte mig ind i at hans chef har den holdning til jeres situation ) alt godt til jer????

    warning Reply
    + Deltag i debatten
    Avatar
    kiwimus
    18. december 2016 kl. 19:59

    Neo i Aalborg havde før i tiden et par "familiestuer" hvor der var plads til begge forældre. Hvis de stadig har det, kunne I måske være heldige at sådan et blev ledigt på et tidspunkt. Så kunne storesøster måske få lov at være noget mere hos dig uden at skulle være stille på de store stuer med andre børn. Håber I kan få lov at få din mand til at gå hjemme lidt, så I kan få lidt luft.

    warning
    Avatar
    hvem
    18. december 2016 kl. 20:10

    Skod arbejdsgiver. 

    Hvis ikke han kan få den §26, så er der kun en vej og det er sygemelding. Sådan en situation er jo noget som kan sætte præ på hele familiens fremtid længe. 

    Min mand er blevet sygemeldt af vores egen læge, pga vores søn på 3 måneder skriger flere timer om dagen. Og jeg er begyndt med at vise tegn på efterfødselsreaktion og vores store pige på 3 også reagere. Og så håber vi at næste uges undersøgelser viser hvor det er han har ondt. 

    Men ville kontakte egen læge hvis ikke i får hjælp fra sygehuset. 

    warning
    Avatar
    momwannabe
    18. december 2016 kl. 23:59

    Puha.. du skitserer hermed et af mine værste mareridt. Vi har dog ikke et sensitiv barn, men 2 børn på 2 og 4 og så en på vej. Så de er små, forstår ikke alt og har meget brug for deres forældre og trygge hverdag. 

    Ud fra dit indlæg læser jeg mellem linjerne at du ved hvad din datter har brug for og du tydeligt kan se hvad dit fravær gør ved hende. Omvendt virker det ikke til du har helt fundet dig til rette i, hvad du skal på børneafdelingen. Måske du ikke er så meget med i plejen af din søn endnu. Men det skulle jo gerne komme hurtigt og derfor skal du være der. Ikke nødvendigvis 24/7, men meget tæt på. Også selvom i ikke er i samme rum. Du er nødt til at være der for ham mest, for her handler det om liv eller død. Selvom din søn kæmper og klarer sig godt, så er odsene stadig hårde og langt fra alle børn klarer så tidlig en fødsel. 

    Så jeg tror du og din mand skal se hinanden i øjnene og tage et bevidst valg. Du kan de næste 3-4 måneder ikke være din datters primære omsorgsperson. Det gør ondt på både dig og hende, men det kan ikke være anderledes. Og jo før i indser det, jo før kan i få skabt en ny hverdag for din datter. Det bliver møj hårdt. Men du kan ikke være 2 steder på en gang. Så enten skal din mand have nedsat tid eller sygemeldes ellers skal i have netværket aktiveret.

     Det her er jo ikke bare en midlertidig lappe løsning, der skal kunne gå nogle uger. Det er jeres virkelighed de næste 4 måneder og det skal i tage alvorligt. I den process kan det også være, at det i en periode er bedre du holder dig helt væk fra hjemme. At mor kun er der kort tid og hele tiden skal gå, kan være meget værre for et barn end at skulle undvære personen helt i en periode. 

    Held og lykke med det hele.

    warning
    Avatar
    tuttelutten
    19. december 2016 kl. 21:28

    Prøver at lade være med at kloge for meget i paragrafferne, for kan ikke huske præcist hvorfor/hvordan, da vi stod i situationen. – Der står bare i mine papirer,(fra §26) at forældrene har RET TIL dagpenge fra kommunen – Du er under §14 (forlængelse af barsel), og din mand burde være under §26.  – Vi havde dog også besvær med mandens arbejdsgiver, og det var først da vi fik en udtalelse fra lægerne, at det gik igennem. – og vær opmærksom på §41, (Om dækning af merudgifter i.f.m indlæggelse af sygt barn) hvis du ikke allerede kender til den. Ganske kort fortalt var jeg medindlagt forælder, og min kæreste var der under hele forløbet (jeg var også meget dårlig størstedelen af tiden efter AKS og efterfølgende brystbetændelser etc, og kunne ikke selv hverken fysisk eller psykisk have klaret det selv).

    Det svarer jo så slet ikke på dit spørgsmål, og det kan jeg helt ærligt ikke svare på. – men jeg kan i den grad godt forstå dit behov for at tage hjem til din datter. Jeg har ingen løftede pegefingre og vil egentlig bare håbe på, at du måske tilgodeser dig selv (og dermed din datter) en gang imellem. – Hvis det stritter så meget i én i så lang tid, og man slet ikke får tilgodeset sig selv og sine egne behov, bliver man fuldstændig vanvittig. Her over 1/2 år efter jeg har født, kører mit adrenalin stadig på højtryk. Jeg ville ønske, jeg havde lyttet mere til mig selv end lægerne, og var taget hjem – bare et par timer en gang imellem.Tror man er nødt til at overveje, hvad det gør ved en, hvis man ikke gør lidt af det, man har behov for. 

    Ovenstående er rodet skrevet, og muligvis uforståeligt. Hvis jeg havde skrevet og forklaret på flere a4-sider, var det måske nemmere at finde hoved og hale i crying– men min pointe er bare at jeg efter vores indlæggelse sidder tilbage med en fødselsdepression, mild PTSD og stress – til dels fordi jeg ikke lyttede til mig selv. Selvfølgelig skal du være der for din søn, men husk at dele ud mellem dig og faren – han tager weekender og du tager hverdagene evt.! Du vil umuligt kunne gøre alle glade hele tiden de næste mange uger, og det er så helv….. frustrerende!

    Årh, hvor jeg dog føler med dig!!!

    warning
    Avatar
    atq87
    19. december 2016 kl. 21:42

    Har tænkt sådan på dig mor-mie-musen. Din lille stærke søn og din kære datter. Jeg håber du giver os en lille opdatering når overskuddet er der – om det så først er om nogle måneder. 

     

    warning
    Avatar
    lunisbaby
    19. december 2016 kl. 22:02

    Kære ts. 

    Din mand må sygemelde sig lige med det samme, så I kan prioritere jeres børn. Den lille har brug for en voksen ved sin side alle døgnets timer og som minimum må det de 16 vågne timer være hans far eller mor. Jeg ville aldrig kunne gå fra min baby uden at hans far var der. Jeres datter er dog også i en frygtelig knibe og 4 måneder er ubeskrivelig lang tid at undvære sin mor i den alder, og jeg vil mene, at det kan skade hende meget. Derfor må din mand straks træde i karakter som far og så må I køre skiftehold, så den ene er ved jeres søns side hele dagen og når din datter vågner i dagplejen, så bliver hun hentet og kørt til hospitalet, hvor I skifter plads og den første forældre er sammen med hende. Så kan I spise aftensmad sammen før datter og mor/far kører hjem og den anden går tilbage til sønnen. Sådan ville jeg selv gøre hver eneste dag.

    warning
    Avatar
    cmf
    20. december 2016 kl. 11:22

    Jeg beklager, hvis det er hårdt for dig at høre – for jeg tænker, at du står i en meget svær situation – men helt ærligt; din søns overlevelse afhænger af, at du er der. Du SKAL være der 24/7.

    Din mand må derimod bruge tiden med jeres datter og eventuelt tage frem og tilbage med hende, så I kan være sammen.

    Insister på at få en sygemelding/lægeerklæring/whatever it takes fra sygehuset – og tag ikke et nej for et svar. Hvis du får nej fra en person, så tag den et skridt videre i systemet, indtil du (eller din mand nok snarere) når topledelsen. Du kan jo høre, det kan lade sig gøre. Kontakt kommunen og arbejdspladsen parallelt hermed (på skrift også helst) og forklar situationens alvor. Jeg kender ikke detaljerne, men jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at der ikke er en løsning, så du kan blive på afdelingen. At være født SÅ tidligt, som din søn er, er jo dybt kritisk.

    Hvorfor kan din datter i øvrigt ikke være i institution en hel dag som andre børn?  

     

    warning
    Avatar
    cmf
    20. december 2016 kl. 11:24

    …din mand kan selvfølgelig også være på hospitalet, det jeg mener er blot, at en af jer skal være der 24/7.

    warning
    Avatar
    mor-mie-musen
    20. december 2016 kl. 20:34

    Nu har jeg i et par dage siddet og stuvet lidt over hvordan jeg skal formulere det hele, så jeg ikke hverken træder nogen over tæerne eller kommer til at få det til at lyde som om jeg er "ligeglad" med min søn – for det er jeg bestemt ikke.

    Først og fremmest så er vi i gang med at kæmpe for at manden kan få orlov så han kan være mere med. Han er på sygehuset om aftenen, fra vores "store" (som jo stadig er lille) er puttet om aftenen og til han tager afsted på arbejde om morgenen. Af hans valg – ikke mit.

    Jeg har ingen intentioner om at skulle være på sygehuset 24/7. Der er mange årsager til at jeg ikke vil have det sådan, men ingen af dem er at jeg ikke ved at det er vigtigt for min søn at jeg er der. Jeg har her de sidste par dage (hvor jeg nu har fået lov) haft ham ude at ligge hos mig i 3 timer og hans far gør det samme om aftenen – mere må den bette purk ikke have lov til at komme ud og den tid der er imellem, må vi have hænderne inde i kuvøsen hos ham for at skifte ble, vaske og andre praktiske ting. Der er ikke noget nussen eller noget, andet end at trøste ham mens der bliver puslet.

    Som det er nu, er endten manden eller jeg der til alle bleskift/måltider og til at have ham ude de to gange i døgnet han må, så jeg ser absolut ingen årsag til at udsætte min datter for det stress det ville være at undvære sin mor, "bare" for at sidde i venteposition på sygehuset. Det er skide hårdt ikke at være der, for tænk nu hvis (Gud forbyde) at der skulle ske noget mens jeg ikke var der, MEN det ville jo være for MIN skyld at jeg ville være der, ikke hans. Hvis det skulle være at noget gik galt, ville jeg alligevel ikke kunne være der for ham, fordi der ville være sygeplejersker og læger over ham på et splitsekund og hvis vi når dertil, er mine hænder ganske bestemt ikke velkomne i kuvøsen.

    Vores "plan" bliver revurderet efterhånden og min datter er stille og roligt ved at blive kørt ind til at skulle "bo" ovre hos mine forældre mens alt dette står på (så jeg kan komme i stilling til at begynde amning, når vi når dertil), men det er noget der skal gøres langsomt, så hun ikke bliver stresset. For min datter er ikke bare "mor-pylret" når jeg skriver at hun har brug for at jeg er der – hun er decideret farlig for sig selv. Jeg har før skulle sidde med en stor-hylende pige der desperat langede ud efter alt hvad hun kunne få negle og tænder i – inklusiv hendes eget ansigt, arme og ben – i timevis, "bare" fordi hun var blevet overstimuleret.

     

    Så tak for jeres bekymring for min søn, men vi skal nok selv finde ud af det alligevel, så der er ikke behov for flere svar.

    warning
    Avatar
    Anonym
    20. december 2016 kl. 20:48

    warning
    Avatar
    maaskegravid
    22. december 2016 kl. 14:26

    Jeg er glad for at høre at I er ved at arbejde jer frem til en løsning med din datter. Når din mand er ved jeres søn aften og nat, så er jeres søn heller ikke så alene, som jeg i første omgang troede. Den detalje må jeg have misset.

    Jeg håber I alle kommer hele igennem forløbet og på en eller anden måde finder en ro i situationen. De bedste tanker herfra.

    Og nej jeg synes ikke du virker ligeglad med din søn, du virker som en mor til TO i en vanskelig situation.

    warning
    Avatar
    comemini-me
    24. december 2016 kl. 00:07

    Alt det bedste til jeres lille familie laugh

    warning
    Viser 13 indlæg - 31 til 43 (af 43 i alt)
    1 2 3
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.