Splittet mellem børnene

Jeg er enig med mange af de andre. Du bliver nødt til at være hos din søn lige nu, han har sådan brug for dig og vigtigst af alt, jeg tror ikke du vil kunne tilgive dig selv hvis der sker din søn noget og du ikke er der. Det ville jeg aldrig kunne leve med. Jeres netværk må hjælpe med din datter. Udfra det du skriver, tænker jeg at hun nok skal klare sig, det er svært i starten fordi alt er lavet om lige nu, men det er da sårbart år hun ikke spiser eller sover når du ikke er i nærheden. Men du bliver nødt til at sige til dig selv, at det er sådan det er lige nu og så må du trække på alt du kan i din omgangskreds. Jeg synes din mand skal sygemelde sig for lige at få ro på i jeres lille hjem. Men tag nu ind til din søn og vær hos ham hele tiden. Da mine brødre (for snart 30 år siden) blev født 3 mdr for tidligt, kom min far ind på hospitalet med mig, så var min mor sammen med mig derinde i kantinen eller legeområdet ,mens min far var hos mine brødre. Og når min mor tog hjem til mig, var min far hos mune brødre. Jeg var 2 år. Og det var også svært for mig at undvære (især) min mor. Jeg synes at ens børn er lige vigtige,men når den ene er syg eller som sin søn har et kæmpe behov for dit nærvær er den ham der skal have dig lige nu <3 Du må endelig ikke tage det som kritik!

Og selvfølgelig tillykke med din lille søn <3

altea skrev :

S1986: netop fordi de ikke er på samme stue som barnet, kan store søskende godt komme og være sammen med fx den ene forælder. Der er indrettet legerum på afd, netop fordi det er familier. Så det er ikke for at knytte bånd – men for samvær…

Vi skulle ligge hud mod hud alt hvad vi orkede – det var omkring 15 timer i døgnet, vi kørte skiftehold. Det lille pus er jo vant til mors hjerte hele tiden, og det er utrolig vigtigt for videre udvikling.

Forklaringen var nu mere ment til hende der mente, at storesøster skulle tilbringe tid på hospitalet for at knytte bånd til lillebror, så hun blev mindre irriteret på lillebror osv. Min veninden måtte slet ikke have sin søn ude af kuvøsen i så mange timer, da han var helt nyfødt. Han blev født i uge 24. Så vidt jeg husker var han adskillige uger gammel før han kunne "holde til" at være ude af kuvøsen og ligge hud-mod-hud i det omfang. Men det kan selvfølgelig være, at de har ændret retningslinjer i løbet af de sidste 3 år. De bliver jo hele tiden dygtigere.

Kære TS, 

sikke en svær situation. Jeg håber det bedste for dig og din familie. 

Jeg ved intet om præmature børn, men jeg ved noget om sensitive to-årige og det at blive mor til to. 

Min datter er også følsom og tæt knyttet til mig – og især til sine rutiner. Verden er noget møg for hende, når der bliver rod i rutinerne. 

Og når man bliver mor til en mere, så tror jeg, at mange inkl mig selv savner den store helt vildt, fordi man pludselig ikke kan kramme og være tæt på den store så meget, som man plejer. Din situation er selvfølgelig ekstrem, men måske kan det være rart at vide, at grundfølelsen af svigt fra mor/frustration over ændrede rutiner og mors afsavn er helt almindelige i forbindelse med en familieforøgelse. 

Jeg tror, at du er nødt til at indse, at du skal være sammen med din søn og din datter skal have sig en ny rutine. Fokuser på genkendelighed for hende og lad det erstatte, at hun ikke får i nærheden af den mortid, som hun plejer. Det bliver svært for hende, men hun skal nok klare den. Og hun vil blive mere rolig så snart der tegner sig en ny rutine. Min datter fik revet sin far ud af hendes liv i 4-5 måneder pga sygdom, men det gik ikke ud over deres bånd.

Tro på, at det nok skal gå og at I kan reparere jeres tilknytning og liv, når der falder mere ro på. Og så sæt alt din energi ind på at redde din søn.

Det er møg-uretfærdigt, at I skal igennem denne tur. Find gerne en, som kan give dig lov til at være vred og ked af det over det. F.eks en veninde du kan ringe til, når du er ved at få spat af hospitalslivet og dit afsavn. 

Alt det bedste til jer. 

Mor-mie-musen : på min profil ligger nu billeder af vores paragraf 26 aftale – kan ikke lige sætte dem ind fra mobilen.

Kære TS, 

Jeg kan (måske bedre end de fleste) forstå at din splittelse er større og hårdere end hvad andre kan sætte sig ind i! Jeg er enig med de andre i at din søn har ubeskriveligt meget brug for dig lige nu – og i lang tid. Jeg synes også som de andre skriver at han skal have en forælder ved sin side så meget som overhoved muligt. Ingen tvivl om det! 

Men din datter har også brug for sin mor – udover hvad andre jævnaldrende børn har brug for. Hun er ikke "bare" mor-pylret. Som særligt sensitiv (hvis diagnosticeret rigtig.. Mange "misbruger" det begreb.. Ikke tilfældet her!) har hun et overreagerede centralnervesystem. Og har derfor brug for tryghed og faste rammer/ personer ud over hvad jævnaldrende har. Hvis der ikke tages hensyn til dette kan det medføre mange uheldige reaktioner (TS ved det, men nævner luge nogle så andre måske bedre forstår din situation.) Det kan medføre indelukkedhed, sproglig eller motorisk tilbagegang, selvskade, søvnløshed og meget mere. (Siger bestemt ikke det sker og meget af det er "i værste tilfælde".. Men det er for at sige, at det skal tages alvorligt!)

Men det er selvfølgelig ikke livstruende, og lillebrors behov må betegnes som værende langt større og vigtigst! Men Nøj hvor din situation skær i hjertet på mig <3 

Som andre forslår håber jeg din familie kan hjælpe til? Og var vores familie i jeres situation var min mand blevet sygemeldt! Det er jo en krisesituation. Der må skrues ned for alle krav og forventninger til din datter og hun må have en mor-erstatning hos sig. Fx. en bedstemor – men den samme bedstemor hvis muligt da skift ikke vil hjælpe hende. 

Med bedste tanker til dig og din familie <3 

Og tillykke med jeres lille seje gut <3

Hvor er det en hård situation at stå i!

Jeg kender et par der havde to for tidligt fødte børn indlagt og faderen fik naturligvis fri til dette. Jeg forstår simpelthen ikke den arbejdsgiver din mand har, han er da direkte umenneskelig ikke at lade din mand sygemelde! Hvis jeg var ham, din mand altså, ville jeg sige "jamen så farvel og tak" så jeg kunne være der 100 {52d33629519194be87f591eb76deb8f33f416e23e899e7a2a01eff17dd2f24de} for familien. Kan han ikke få en lægeerklæring? Jeg kan huske at der var konstante op- og nedture hos vores venners børn. Så var den ene stabil, og så var den anden pludselig i livsfare. Puha, så stressende og usikker en start fortjener ingen! 🙁

Det er ikke den store fysiske kontakt man kan have med sådan en skrøbelig størrelse, man må vel knap nok røre dem i de første uger, men det at man er der, lægger sin hånd omkring ham og taler stille til ham danner bånd og skaber tryghed, som den lille har så stor brug for.

Jeres søn er første prioritet lige nu, men din datter har også brug for tryghed, og måske kunne I trække lidt på nogle bedsteforældre eller andre i jeres netværk, der kan gøre hverdagen mere stabil for hende?

Håber alt det bedste, og at jeres søn fortsat vil være stærk.

Nu har jeg ikke læst det hele, men paragraf 26 dækker kun den ene part, medmindre sygehuset siger begge forældres tilstedeværelse er påkrævet. Den indlagte forældre får den tid på sygehuset lagt oven i barsel ved endt indlæggelse. Jeg ville dog checke med om i kunne dele paragraffen, så faderen f.eks har fri 2 dage i ugen til at være på sygehuset, og du kan tage dig af din datter. I kan søge om tabt arbejdsfortjeneste hos kommunen til din kæreste, måske er han dækket af paragraf 42..