Close
Log Ind Opret Bruger

Sorgen omkring dødstidspunktet

  • 26 juli 2020, 22:56

    Hej

    Jeg ved godt at dette er meget individuelt, men jeg vil gerne høre andres oplevelse af, hvornår sorgen bliver til at bære omkring dødstidspunktet. 
     

    Lige om lidt er det 5 år siden at jeg mistede mit ufødte barn, kun 2 dage før termin. Han blev født dagen efter ved igangsættelse. 

    Jeg synes stadig at tiden op til hans død og fødsel er helt ubærlig. Det er blevet bedre med tiden, hvor jeg nu "kun" er helt fra den en uges tid før og en uges tid efter, men det er stadig virkelig lang tid når jeg også har 2 skønne børn at tage mig af, og en hverdag der skal hænge sammen. Jeg kæmper dog stadig med sorgen på andre tidspunkter også. 
     

    Jeg forsøger at bearbejde og acceptere, men jeg kan godt mærke at både jeg selv og min omgangskreds har en forventning om at det burde aftage nu, sorgen altså. At jeg burde kunne fejre min fødselsdag et par dage før hans fødselsdag, at jeg burde fokusere på livet og leve med sorgen, uden at lade den fylde så meget som den gør. 
    Jeg ville SÅ gerne kunne mindes ham med kærlighed frem for sorg, og "behandle" ham som andre døde familiemedlemmer – I ved, så sorgen ikke fylder til hverdag, men man mindes med kærlighed i stedet, besøger gravstedet til højtider og fødselsdagen og fungerer normalt på alle tidspunkter af året, fremfor at ligge på sofaen med tårer i øjnene det meste af tiden 2 uger om året. Men er det overhovedet realistisk? Er jeg dømt til for evigt at sørge, på et plan der forstyrrer min hverdag? Hvad har andre oplevet og erfaret? 
     

    Jeg håber ikke at jeg støder nogen med mine tanker. Selvfølgelig skal min førstefødte også fylde i mit liv, selvom han ikke er her. Jeg håber bare at han en dag vil fylde, uden at forstyrre. 

    Avatar
    Anonym
    26. juli 2020 kl. 23:21

    Først vil jeg sige, at jeg er virkelig ked af at du har mistet din baby. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, udover at det må være så forfærdeligt og st det er enhver mors største frygt. 

    Jeg tænker på om du har fået hjælp efter din baby døde? Psykolog, talt med andre i samme situation eller lign? 
     

    hvor meget fylder han/hun til hverdag? Jeg kan tænke om der bliver lagt låg på alle følelserne resten af året og så vælter de frem når tidspunktet nærmer sig? 

    27. juli 2020 kl. 00:37

    jeg kan anbefale at snakke med en psykolog og jeg ved ikke hvor i landet du er man jeg kan anbefale Lennart Holm i Faxe.

    Jeg snakker med ham engang imellem selvom jeg er flyttet langt væk og det er netop at få noget positivt ind i en ikke så god historie så man kan mindes med noget glæde og kærlighed. Jeg er ikke i mål endnu men det går fremad og jeg synes han har en god måde at gribe det an på som passer til mig. Han forklarer også hvad der sker i hjernen og hvor problemet er og hvordan man arbejder med det hvilket jeg godt kan lide.

    Andre psykologer kan sikkert gøre det samme så held og lykke med at finde et godt sted at mindes din søn og din kærlighed til ham. Der vil nok altid være sorg…men der vil også være meget kærlighed 

    27. juli 2020 kl. 11:33

    Åh kære du stort stort kram, jeg kan bestemt ikke se, at nogen kan blive stødt over, at du deler din sorg og tanker om et liv, der også skal leves med sorgen som følgesvend.

     

    Min historie er ikke som din, for min eksmand og jeg måtte sige farvel under graviditeten pga sygdom, men jeg kan genkende dine tanker om ønsket om en sorg, der ikke overskygger alt, så jeg håber, det er okay med dig, at jeg skriver.

    Først, som de andre skriver, så snak med en god psykolog. Dernæst synes jeg, du skal give dig selv 'lov til' at sørge, for som jeg læser det, forventer du selv og andre, at du er færdig med sorgen. Er det muligt med en fridag f.eks på selve fødselsdagen, hvor du kan tage på kirkegården og tude igennem?

    Selv gør jeg det på min datters fødselsdag, at jeg tager på kirkegården med blomster, snakker og synger lidt og så kører jeg til Vesterhavet en times tid væk og bliver blæst igennem. Derude råber jeg af bølgerne, af livets uretfærdighed, af vreden, af alt det jeg mistede og klatrer rundt i klitterne – for mig gør det godt at komme ud og sætte lyd og krop på. 

    Jeg er så usandsynligt heldig, at jeg som du efterfølgende er blevet mor, og det første år forsvandt min sorg lidt – sønnike var 7 uger – men året efter troede jeg, at jeg skulle aflevere ham i dp, men det kunne jeg bare ikke den dag – så nu er han med på tur, hvilket gør, at jeg ikke den dag får tudet, men vi kan så sammen råbe vildt højt og klatre/kravle i klitterne; han bliver 3 lige om lidt <3 Så tager jeg min tudetur på kirkegården dagen før/efter eller om aftenen, når sønnike sover. 

    Jeg arbejder i øvrigt stadig med smerten over, at min datter bliver glemt af mine nærmeste som også var om mig dengang: Ikke min mand og faren til min søn, som er fantastisk, og som ved, at han i de dage ikke skal forvente overskud fra mig, men snarere en gang take-away og en stille tudetur ved hans skulder. Kan du og din mand dele smerten og savnet og støtte hinanden, selv om I sikkert ikke sørger på samme vis?

    Jeg håber mit skriv kan bruges <3

    Det er 15 år siden til september.

    Kærlige hilsener Musin

     

    Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.