Jeg kan ikke slippe skyldfølelsen…

Hvor føler jeg med dig!!

Du skal ikke gå der alene og tænke alle de tanker inde i dit lille hoved! Jeg håber, at du har en kæreste/mand eller mor, som du kan lufte dine tanker til! Du tænker måske, at det er pinligt, at du som nybagt mor ikke har kunnet være mor det første stykke tid. Jeg kan kun forestille mig, hvor stort et chok det er at gå i fødsel uden egentligt at være til stede! Puha søde..

Dit barn vil med tiden forstå, hvad det er, du har været/er igennem. Det skal du altså ikke bebrejde dig selv! Og du er ikke den eneste, der tænker de tanker! Jeg har mange gange tænkt, at jeg er en dårlig mor, og jeg ved med sikkerhed, at de vil komme igen! Det gør de for alle mødre – ikke kun dig!

Jeg synes, det kunne være en ide at tale med din læge om det, hvis ikke det allerede er gjort, for du skal have noget hjælp!!! Og så håber jeg som sagt, at dine nærmeste er der for dig!!

Du skal nok komme igennem denne svære tid! Og.. DU ER EN GOD MOR!!!

Kæmpe knus..

Kram til dig???? Det lyder som en hård oplevelse som tager lang tid at bearbejde.

livet er langt og du har en dejlig dreng at leve det med????

Jeg har selv haft skyldfølelse overfor min dreng og min pige i himlen fordi jeg har en genfejl som gør at jeg laver dårlige moderkage – så jeg følte i lang tid at jeg var en dårlig mor selvom det ikke er min skyld????????

Jeg fødte mine tvillinger I uge 31. Forløbet op til var enormt langt med sivende fostervand osv osv. Ikke desto mindre var jeg også i chok bagefter, og jeg havde nok ærligt talt nok at gøre med mig selv lige en overgang. 

Tja. For at være helt ærlig.. min kæreste kunne have taget vores tvillinger og være gået med dem i dagene efter fødslen, og jeg ville bare have vinket Farvel til dem uden at gøre andet end det. 

Det er ok at være i chok. Det er frygtelig mange følelser man skal håndterer når man pludselig er blevet mor. 

Du siger at jeres dreng trives, hvilket han her gjort eftersom i ikke havde fået lov til at komme på THO ellers. Det vil sige, at du gør det godt som mor. 

Snak om det. Giv dig selv lov til at tænke tankerne, snakke om det. Det er den eneste vej frem, i stedet for at lade det nage dig. 

Jeg havde termin d. 17/2, men onsdag d. 9/12 ville vores dreng ud til os – 10 uger for tidligt. Jeg fødte ved akut ks, da moderkagen havde løsnet sig, og jeg fik en styrtblødning. Da jeg fødte under fuld narkose, fik jeg ham ikke at se de første godt 17 timer, da de kørte ham til neo-natal afd. I aalborg ( jeg fødte i Hjørring), og det var nogle rigtige grimme timer. Han var heldigvis rigtig fin, men ret lille, og vejede kun 1600 g ved fødslen. 

Vi nåede at være indlagt i godt 8 uger, før de lod os slippe, men i den tid har jeg tit haft rigtigt svært ved at overskue tingene. Han har været i de bedste hænder, men jeg har konstant gået med en følelse af at være i højeste beredskab. På den anden side har jeg haft mega dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne få amningen op at køre trods adskillelige forsøg, og at jeg ønskede barnet eller mig selv hen, hvor peberet bor. Følelsen af på den ene side ikke at slå til, men på den anden side også bare at have lyst til at være ligeglad, det er forfærdeligt. Jeg kom heldigvis til at snakke med en rigtig dygtig psykolog på sygehuset, der midt i mit anfald af uduelighed, mindede mig om, at jeg havde handlet helt rigtigt og holdt hovedet koldt, den aften i december, hvor jeg begyndte at bløde. Jeg kan se, at det er min skyld, at det er gået så godt, som det er, og det er virkeligt værd at holde fast i, når de mørke tanker melder sig. 

 Sørg for at få snakket med din læge og evt. Kontaktet en psykolog. Det er helt alm. At reagere på et sådant traume. Spørg evt. Om du kan komme til at tale med de jordemødre og læger, der var med ved fødslen, så de kan fortælle lidt mere om, hvad der skete. Det skal jeg i hvert fald. 

De bedste tanker

FrøkenSkruk skrev :

Min dejlige lille dreng blev født den 26. oktober 2015, i uge 30+5.
Vi var indlagt i 4 uger og havde derefter en “Tidlig udskrivelse til hjemmet” periode på 5 ugers tid, hvor sonden fulgte med og 2 ugentlige besøg af en sygeplejerske.

Nu hvor han har det så godt – sonden er væk, han er blevet en stor, flot dreng og vi endelig har en “almindelig baby”….så føler jeg ikke jeg kan hænge sammen mere. Jeg har haft skyldfølelse siden han blev født, ikke længere over det faktum at fødslen gik i gang, men fordi jeg var i så stort et chok i tiden efter, at jeg slet ikke kunne overskue ham. Jeg følte mig ikke som mor i den periode, men mere som en kvinde der ikke længere var gravid. Jeg har aldrig været i så stor en krise som jeg var dér. Da jeg kom op og så ham på neo efter fødslen, følte jeg ingen genkendelse overhovedet. Jeg var så chokeret under fødslen at jeg ikke kunne huske hvordan han havde set ud. Jeg forstod slet ikke hvordan det pludselig var sket. Hvordan det kunne ske så hurtigt og jeg faktisk havde født uden at vide at det var det jeg var i gang med. Jeg kunne slet ikke rumme ham og var derfor ikke så mange timer dagligt hos ham den første 1½ – 2 ugers tid. Jeg ved at jeg ikke kunne gøre det anderledes fordi jeg var så meget i chok, men jeg hader at det var sådan….

Jeg ved ikke hvordan jeg skal slippe min skyldfølelse og selvbrebejdelse. Og hvordan jeg skal slippe tanken om at jeg er er bagud som mor og derfor skal være perfekt i alle henseender fremover.

Jeg havde virkelig brug for at sætte ord på og sige det højt 

Først og fremmest får du lige en kæmpe krammer.

Jeg har ikke oplevet det, men tillader mig nu at skrive alligevel. 

Din krop er gået i chok og det har du ikke selv været herre over og jeg kan godt forstå, at de første uger har føltes som om, at du bare skulle have styr på barnets vægt, holde øje med ham og andet. At det næsten blev som et arbejde, frem for dit eget barn. Jeg tror egentlig det er noget, af den mest naturlige reaktion – som sagt uden jeg ved det 100 {c5f7349c4a730ed1ebffb5801ab1f366a3ee771179c7367b38fbc295f8396722}.

Hvis man sammenligner med andre tilfælde, så hører man også om (måske) uforståelige reaktioner. Min søster opdagede først sin graviditet i uge 19 i en alder af 17 år, fik af vide hun ventede en pige og da hun kom ind på sygehuset, blev fik hun lidt at sove på, da hun ikke skulle føde foreløbig. For det første ville hun have en abort men det var jo for sent (og har været fantastisk mor hele vejen igennem), for det første hun fødte en dreng og for det tredje fødte hun 1 time efter, at hun havde  fået sovemedicinen. Hun græd og græd efter hun havde født. hun havde rendt rundt i 20 uger og forberedt sig på en pige, samtidig med hun ikke var ordentligt til stede  under fødslen, fordi hun havde fået sovemedicin og hendes mor, som skulle have været med til fødslen, var blevet sendt hjem af jordmoderen. Så egentlig kan man jo godt forstå hendes reaktion.

Så jeg tror, at du skal have nogle til hjælpe dig med at bearbejde det, da det lyder som om, du har gået med det længe nu og ikke selv kommet frem til noget konstruktivt. Forstå mig ret. Er der ikke nogle tilbud gennem sygehuset? I så fald ville jeg undersøge det, hvis det var mig. Det er ikke noget nederlag, tværtimod gør du noget godt, når du gør noget aktivt for at komme videre 🙂 

Det kan i hvert fald ikke skade at ringe til et af numrene og høre, hvilke muligheder du har:-) Det er bare med at tage imod hjælpen:-)

Kæmpe kram..