hvornår skal man give op?

Det lyder som en rigtig trist situation for alle involverede parter. Som du beskriver det, tænker jeg, at det i den grad er et usundt forhold for både dig og jeres søn. Det er en skrøne, at det er bedst for barnet, at forældrene er sammen. Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil have det hele til at fungere, men det lyder umiddelbart ikke som om, at det er en reel mulighed. Tænk på dig selv og tænk i den grad på jeres barn og hvad der er bedst for ham. Det er bedst for ham, at du har det godt og har overskud.

Jeg vil bakke op om hvad de andre skriver, om ikke at blive sammen udelukkende for barnets skyld, hvis/når der ikke er så meget andet positivt at bygge på. Og det siger jeg selvom jeg selv er skilsmisse barn fra da jeg var lille. Så forskellige de var, havde det ikke været et rart sted at vokse op, hvis de havde insisteret på at blive sammen. 

Jeg har gennem min opvækst, været meget tæt på andre hvor forældrene klart burde være gået fra hinanden. Det gjorde intet godt at de blev sammen i et kærligheds løst forhold – for nogen!! 

Har du taget en stille og rolig snak med ham, uden barnet til stede evt lige når han er faldet i søvn, og uden at nogen af jer ryger op i det røde felt og dermed stopper med at lytte? Og lade ham forstå på en sober måde, at det er ved at være sidste udkald, hvis I – evt via noget parterapi – skal gøre en gevaldig indsats begge to, for at få det til at fungere. Du må selvfølgelig også mærke efter hvor meget du kan holde til selv.

Vil slutte af med at sige, det ER verdens hårdeste prøvelse for selv det stærkeste forhold, det I står i lige nu!! Tyndslidte uden søvn, desperate og så også med et kolik barn, det kan få det værste frem i alle, og man KAN næsten ikke andet end at gå hinanden på nerverne… Men gad vide om kolikken ville gå over, hvis han flyttede ud for en stund, så babyen ikke ville være påvirket af dit stress og frustration. 

Pas godt på dig selv. 

Nej, man skal ikke blive sammen for barnets skyld. Men I er lige blevet forældre. Det er et enormt pres at lægge på et parforhold, så jeg ville aldrig kaste håndklædet i ringen i den situation. 

Jeg tænker, at det er rigtigt godt, at du får hjælp til at komme igennem depressionen. Men måske I også kunne trænge til lidt professionel hjælp til forholdet?

Og så vil jeg da sige, at jeg godt kan genkende det. Med enormt søvnunderskud, ny familiesituation og en mild efterfødselsreaktion, kom min mand og jeg også op at skændes en gang i mellem. Jeg følte mig også meget alene, og følte heller ikke, at han altid bakkede mig 100 procent op eller forstod mig. Men jeg overvejede dog aldrig at gå fra min mand 

Det er en vildt sårbar situation, og hormonerne raser rundt, især de første måneder. Når det stadig er så nyt, så ville jeg give forholdet en reel chance. For os blev det milevidt bedre for hver måned, der gik. I dag er vores søn halvandet år, og vores forhold er så stærkt som nogensinde 🙂 

Hej 🙂 

jeg ka kun byde ind med egen erfaring ;

jeg gik næsten et år med en barnefader som aldrig hjalp til, og han mente i øvrigt det var min skyld på alle mulige måder.

jeg havde mere end nok i at gøre 2 forældres arbejde og skulle også høre på hvorfor jeg aldrig gik med makeup, gad sex og altid brokkede mig.

en aften stod jeg med min datter på armen, hun sov endelig, så begyndte vi at skændtes og hun vågnede med et hyl!

i det øjeblik indså jeg at jeg ikke ville byde hende eller mig selv mere. For hun blev jo påvirket af vores skænderier, også selvom de foregik i hviskeleje for det meste.

gik ellers og håbede på det blev bedre, havde hørt man ikke “må” gå fra hinanden de første år. Det bare bullshit efter min mening, så mange finder sig i alt for meget på den konto.

jeg ville ikke vise min datter at det var normen for et forhold, tænk hvis hun selv fik det sådan engang?!

det var vildt skræmmende at blive alene og smide faderen ud, men det er ærlig talt det bedste jeg har gjort.

Tænker bare at så må manden jo vise det?

ja depression skal der hjælp til, men det hele ligger altså ikke på ts skuldre.

man må forvente af en voksen mand at han evner at identificere og gøre noget ved problemet fremfor at også det ansvar hviler på mors skuldre 

SomeSort skrev :

Jeg aner intet om deres forhold… Men kan forstå han kun har været far i 2 måneder så ikke lang tid at lære. ting kan blive bedre. Eller ikke. Men to måneder er ingenting

Enig, men hun har også kun været mor i 2 md.?! Hvorfor skal han have ekstra tid på bekostning af mor?

det forstår jeg ikke.

har selv en fødselsdepression og var ved at brække mig når den fik skylden for alt.

det er ikke depressionens skyld han ikke laver noget og flygter hjem til sin mor når han ikke lige gider.

Eller hendes fødselsdepression. Men det er let at blive sur fordi der ikke er støvsuget når partneren har prioriteret noget andet. Eller haft behov for at ligge på sofaen. Det behov kan jeg også sagtens have