Close
Log Ind Opret Bruger

Senabort

  • 6 juli 2021, 07:18

    Senabort – skal vi se fosteret?

    I morgen skal jeg gennemgå min største frygt: en senabort i 15. uge. Vores første barn har kromosomfejl og vi har besluttet os for at afslutte graviditeten. Den sværeste beslutning, vi har skulle træffe nogensinde.

    Siden vi fik den frygtelig høje risikovurdering til nakkefoldskanningen, har jeg haft det svært ved at forholde mig til, jeg havde noget i maven. Jeg har haft en smerte- og kvalmefri graviditet indtil nu, så har ikke rigtig kunne mærke noget til det. Så jeg har simpelthen forsøgt at distancere mig her til sidst og ikke knytte mig for meget – og det har virket, selvom processen stadig er uendelig hård.

    Vi gik gennemgået forløbet for den medicinske abort igår på hospitalet, hvor jeg også skulle tage den frygtelige pille – jeg synes virkelig, det hele er en barsk omgang. Her fortalte sygeplejersken, at vi skulle tage stilling til, om vi vil se fosteret, når jeg har født det. Og jeg er simpelthen så meget i tvivl.

    Instinktivt har jeg ikke lyst til det – jeg er simpelthen bange for, det bliver for hårdt og traumatiserende, men sygeplejersken sagde, de anbefalede det.

    Er der nogen, der har prøvet det samme og hvad valgte I?

    6. juli 2021 kl. 09:15

    Hej Julie,

    Jeg har stået i præcis samme situation for ca. et halvt år siden. Senabort i uge 15 pga. kromosomfejl. Det var ikke ret sjovt.

    Vi valgte ikke at se fosteret, hvilket har været den helt rigtige beslutning for os. Hverken min mand eller jeg er generelt super sentimentale og vi havde behov for at distancere os fra det. Og gøre det så lidt personligt, som muligt. Beslutningen var truffet og så ville vi bare igennem og videre. Tror bestemt ikke, at det er den rigtige beslutning for alle dog.

    De var virkelig søde og meget opmærksomme på hospitalet, og spurgte også flere gange – både før og efter fødslen – om vi havde ombestemt os. Deres erfaring var helt tydeligt, at de fleste vælger at se fosteret og tage afsked på den måde. Der var vi nok lidt atypiske, men det var som sagt rigtigt for os.

    Mange tanker til dig. Det er hårdt.

    6. juli 2021 kl. 09:37

    Jeg tror, vi har det på samme måde som jer. Helt rart at læse, at det ikke kun er os, der har det sådan. Kunne nemlig også godt høre på dem igår, at de syntes, vi skulle se det, men kan bare mærke, at alt i mig stritter imod. Men måske er det anderledes i morgen, når vi har været igennem det.

    og I har ikke fortrudt?

    6. juli 2021 kl. 10:52

    Nej, slet ikke. Kunne ærligt ikke rigtig overskue at skulle forholde mig til det, så det var helt fint på den måde. De var rigtig søde til at sørge for, at jeg/vi ikke så noget. Tror nu ikke min mand kunne undgå det helt, men så godt som.

    Jeg blev gravid igen relativt hurtigt efter, og det har da helt sikkert også hjulpet på processen. Tænker sjældent på det nu, selvom forskrækkelsen og chokket da klart er noget, vi tager med os i denne graviditet.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.