Close
Log Ind Opret Bruger

Selvmordsforsøg og afskærelse

  • 14 maj 2022, 04:33

    Okay så det er simpelthen “dit stunt”.. var det et stunt? Altså var det for at dø eller ville du “skræmme hende” for at vise hende hvad hun ville miste? Har su stadig selvmordstanker eller slog det klik i den situation?

    Jeg synes godt nok det er synd at man afskærer pga det.. alle kan jo få det dårligt og det er da der man skal støtte op om den man ELSKER. Jegbsynes det bedste råd som du har fået er hurtigst muligt at få dokumenteret hos en læge at du handlede på baggrund af en fødselsdepression og så søge om samvær. De kan eller skal ikke afholde dig fra din søn. Du har ret til at se din søn og med den rette hjælp så vil du på sigt også få mærkatet “psykisk ustabil” væk.
    Man ved aldrig hvad der sker i fremtiden… men jeg synes faktisk alle fortjener en støttende partner.. der ikke giver op når man rammer bunden.. især ikke hvis man er villig til at arbejde med sig selv. Du er far. Du skal for både din egen og din søns skyld kæmpe og få anerkendt din tilstand.. Det er ikke kun mødre der kan få en fødselsdepression/ reaktion

    14. maj 2022 kl. 09:21

    Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor jeg gjorde det. Har ikke noget fuldstændig brændende ønske om at dø. Men tanken fylder desværre meget lige nu, især efter at have mistet alt det jeg har. Jeg tænker også, der burde være noget mere opbakning omkring mig, og endnu mere vilje nu hvor vi er blevet forældre sammen. Det burde nemlig være altid man kæmper og ikke kun i de gode tider. Jeg føler ikke der er mere at komme efter. Jeg er stadig blokeret overalt og jeg høre ikke fra hende – Hele familien bliver ved med at sige både hende og jeg skal videre og jeg mærker ikke nogen opbakning fra dem overhovedet, tværtimod. Det er forfærdeligt at sidde og “vente” når jeg ikke ved hvad der kommer til at ske. Jeg havde en dyb dyb følelse af at hende og mig passede sammen resten af livet da vi var sammen og nu føler jeg nærmest vi aldrig har mødt hinanden..

    Mails hjælper ikke. SMS, Facebook og opkald er blokeret – og de har tidligere haft fat i politiet når jeg ringer til hende.

    Jeg er fortabt, desperat og aner ikke hvilken ord jeg skal bruge. Eller hvad jeg skal gøre.

    Er nået dertil hvor jeg ikke “magter” at kæmpe for min søn – Hendes familie er meget velhavende og jeg ved de kan hyre den advokat de vil.
    Har aldrig haft så mange følelser oppe i kroppen på én gang.

    14. maj 2022 kl. 15:39

    Det bliver kort nu. Og simpelt. Jeg forstår 100 procent hvor knudret og stort dit problem er. Jeg har ventet i mange år på den mand jeg var forelsket i og det har været kaotisk i mit hoved og hjerte.

    Du kan godt klare dig uden din eks… Man kan blive nødt til at indse at man ikke kommer til at være sammen med sit livs store kærlighed. Og ingen ved hvad fremtiden bringer, måske ender I alligevel sammen men lad hende få fred lidt. Du jagter hende og det er ikke rart…

    Fokuser din energi på det der er vigtigt nu og det er at kæmpe for at holde kontakt med dit barn. Og gør det med en værdighed og tålmodighed du kan være stolt af senere.

    Du kan græde snot ned i puden alene om aftenen ligesom os andre der har fået vores hjerte knust 😉 jeg har også et selvmordsforsøg i bagagen. Du er ikke alene i kulkælderen, i mørket kan vi bare ikke se hinanden men vi er der.

    Som en sportsudøver med et erhvervet handicap så besluttede jeg at leve det bedste liv jeg kan med et knust hjerte. Ville jeg gerne bytte det med et der ikke var knust? Ja! Men sådan er livet nu engang og jeg ser det positive i den ekstra empati jeg har fået ved at mærke smerten og den livserfaring jeg er rigere. Og det faktum at jeg er heldig at jeg har elsket så højt.

    Lad være med at begå selvmord når du har allermest lyst det er simpelthen forbudt. Græd tårerne, kom igennem natten og så er det ud af døren og leve livet

    14. maj 2022 kl. 15:58

    Tak for dit svar somesort.

    du nævner at jeg skal kæmpe for mit barn. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre det, når al forbindelse er kappet og der ikke er kontakt igennem hendes far, som ellers var aftalen. Jeg er lige blevet far og jeg ser ikke min søn.. – Mine tanker bliver ved med at kræse om at jeg kunne forstå alt det her “hvis” jeg havde gjort min søn eller hende noget. Men det har jeg aldrig gjort. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, udover at sætte mig ned og vente på mirakler. Mirakler som umiddelbart ser MEGET sorte ud, når end ikke hendes familie ønsker at vi finder sammen igen.

    Der er et kæmpe savn. Og mine umiddelbare tanker er, at det slet ikke ligner hende at være sådan her. Jeg vil gerne opnå kontakt, men jeg gider heller ikke at der bliver ringet efter politiet hele tiden fordi jeg blot forsøger at skabe kontakt. Det er et totalt jerngreb der er taget om mig, hvor jeg hverken kan gøre det ene eller det andet, andet end så er det forkert og har konsekvenser for mig. Og jeg tænker umiddelbart om de gør alt det her for at have det noteret ned hos politiet, så det senere kan bruges mod mig for at få fjernet mine rettigheder til at se min søn.

    14. maj 2022 kl. 16:40

    Godt, jeg gør også det her kort. For hold nu op, hvor bliver jeg rasende på din x. Hvad fanden bilder hun sig ind.! Jeg ville til at starte med, da jeg læste dine og de andres mange indlæg/svar, sige, at du skulle skrive et brev med alle følelser, tanker osv. Og skrive, at du giver hende fred (OG IVERHOLDE DEN AFHOLDENHED FRA HENDE). Præcis, som en anden skrev. MEN, nu har tingene udviklet sig.

     

    Du skal helt glemme hende, ja. Desværre.

    Hvad angår din søn, og her bliver det vigtigt, der skal du kæmpe. Det fortjener din søn og det er din ret.

    Du skal for det første politianmelde din x for at tilbageholde din søn fra dig. Vigtigt!

    Og så skal du ansøge om samvær i familieretshuset. Simpelthen starte en sag. For ja, hun kan da sagtens søge om og MÅSKE få forælderrettigheden (det kan I begge), men retten til at se sit barn er en helt anden sag. Forældreretten giver ikke automatisk ret til mere samvær, men virker i forbindelse med, at man f.eks. må flytte barnets bopælskommune imod den anden forældres ønske. Så det skal du ikke være lige så “bange” for, som f.eks. manglende samvær.

    Men hurtigt, få samlet dig nolge familiemedlemmer ell. som kan hjælpe dig i den retning, og så ønsker jeg dig alt det bedste 🙂

    14. maj 2022 kl. 16:55

    Jeg bliver også godt nok rasende på dine vegne.

    Jeg må sige jeg er enig med @baby-3.

    også må du meget gerne huske hendes far på at din søn er DIN familie.

    Hold kæft hvor er de frække og trække den så langt ud. Det virker som om de bare har ventet på det sagde “klik” på dig.

    Saml dig og gøre handling. Anmeld, skaf bolig kontakt familieretshuset osv. Ikke stå stolle skab dig en ny fremtid. Glem hende og fokusere på dig selv og din søn.

    Held og lykke med alt.

    14. maj 2022 kl. 16:55

    Lille sidenote. Jeg kender til depressioner, da en af mine forældre havde det og stadig lider af det idag. Min forælder (køn ikke nævnt) forsøgte mere end 1 selvmorsforsøg da jeg var barn. Det som startede det første, var, at forholdet var ved at ende. Det næste var under skilsmissen, i desperation over, at forholdet ville ende. Det resulterede i, at den anden forældre tot total afstand, og ikke ville have personen tilbage, fordi det var for hårdt at være sammen med en og elske en, som kunne finde på at tage sit eget liv- SÅDAN HER. Som et knips med fingrene. DET gav faktisk bagslag for min forælder, at forsøge og begå selvmor i råb om hjælp og for at få personen tilbage. Det blev dødsstødet. De har så heldigvis altid snakket fint sammen, støttet hinanden og alt er godt, men de endte deres forhold der.

     

    Jeg lever idag sammen med en mand med on/off depression. Vi har kun været sammen nogle år og har et barn på 6 mdr. Han led virkelig, virkelig meget af depression i mere end et årti, og var ikke på toppen da jeg mødte ham. Han var flyvende og lykkelig da vi fandt sammen, men LIGE NU, som i de her uger, der er han nede i et hul. Det er møg hårdt, og jeg har nogle overlevelsesmekanismer og hårførhed med mig fra min barndom/ungdom og voksenliv, hvor jeg står som pårørende til min forælder, som stadig on/off lider af dette, så jeg er ikke så nem at skræmme væk. Men for satan det er hårdt. Vi skal nok komme igennem det, men “utaknemmeligheden” når jeg pisker rundt, tager mig af den lille, ordner ALT og vi har andre børn også og man er slidt hel ned er hård, når han bare ligger på sofaen, ikke smiler, ikke orker noget, ikke snakker. Og ja, han kan ikke gøre for det, og vi kommer igennem det! Jeg tager slæbet nu, og gerne en anden gang, for det bliver ikke sidste gang, og det kan måske blive værre en anden gang, men hvad har man en partner for?

    Jeg synes faktisk, at du er den, som fortjener bedre. Og jeg er sikker på, at du kan samt at du er en fantastisk forælder, når først du er i bedring og senere på toppen, for ingen ville kunne give 100 procent af sig selv, med en depression.

    Kæmpe kram til dig i denne svære tid, hvor er din x-svigerfamilie bare onde imod dig i denne her tid.

    14. maj 2022 kl. 18:57

    Tak for jeres svar alle sammen. Det varmer at der trods alt er nogen der kan se at hun gør noget forkert. Har hele vejen igennem følt at det var mig, i og med jeg har kørt galt i min bil – Jeg er desværre selv bange for at dødsstødet skete dér.

    Hvis flere har noget at tilføje er i mere end velkomne. Det er lidt svært at finde hoved og hale i hvad jeg gør med mit liv nu fremadrettet.

    14. maj 2022 kl. 19:54

    Først og fremmest forstår jeg hvor hårdt det du står i er, men jeg kan altså også til en hvis grad følge din kæreste.

    Hun har også været igennem en hård omgang med fødsel og indlæggelse og hele omvæltningen med at blive mor og nu have en lille som er 100% afhængig af hende (og alle de hormoner osv der følger med det)- derudover så har hun fået en kæreste som har fået en depression og meldt sig helt ud af familien, da i endelig kom hjem fra hospitalet og efterladt hende alene med baby og alt det andet – derefter vælger han at forlade hende efter et skænderi (ja hun valgte at blive en nat hos mor, men altså måske trængte hun også til lidt omsorg og hjælp til baby) (og det lyder ikke til det er første gang det bliver brugt som problemløsning af kæresten eller i alle fald truslen om at forlade hende) og som prikken over i’et vælger kæresten også at forsøge at tage sit eget liv.

    Selvfølgelig har du ret til at se dit barn og selvfølgelig skal hun ikke afskære dig fra samvær – men hun har et lille barn som har brug for ro og omsorg og hun også selv brug for at finde sit stå sted som forælder – og kan faktisk godt forstå hun ikke orker mere drama og trusler om at blive forladt efterfulgt af fortrydelser og undskyldninger. Hvordan har hun reageret på alt det i har været igennem – du har fortalt meget om dig selv, men meget lidt om hvordan hun har taget det hele inden skænderiet.

    Og var jeg hendes forældre ville mit primære fokus nok også være på mit barn og barnebarn og sørge for deres ro og tryghed.

    Men selvfølgelig skal du se dit barn og have et forhold til ham – men jeg tror også du skal komme overens med at det ikke bliver som en familie – men som en delefamilie og nok også med at det kommer til at tage tid at genvinde hendes tillid – hvem ville føle sig helt tryg ved at overlade deres barn til en som lige har forsøgt at tage livet af sig selv uanset grunden – og det lyder jo til at bølgerne også før barnet godt kunne gå ret højt hjemme ved jer.

    Så få arbejdet med dig selv og din depression og få fat i mødrehjælpen (ja de hjælper også fædre) eller andre som kan vejlede dig i hvordan du bedst får stablet et forhold til dit barn på benene og hvad du skal sørge for og har ret til, måske skal i også i parterapi ikke for at finde sammen, men for at få talt alt det her igennem, så i kan få et godt samarbejde op at køre omkring jeres fællesbarn uden alle disse skeletter i skabet. Og find nogle som er i dit ringhjørne og kan hjælpe dig igennem – indstil dig på at i ikke finder sammen og planlæg efter det – find en bolig osv.

    14. maj 2022 kl. 20:07

    Jeg forstår hvor du vil hen. Drabo. Og jeg erkender også at det har været fejt af mig at gå, set i bakspejlet skulle det aldrig været sket, og slet ikke så tæt på hun havde født. Det har været sket nogle gange desværre, og hun har egentligt forsøgt at kæmpe for at få mig til at blive – Hvilket jeg også er. Det er vigtigt at sige at vi faktisk aldrig har skændes, råbt højt eller andet af hinanden. Forholdet har været meget roligt, udover de episoder hvor jeg har været “gået” . Jeg sidder jo også med en følelse i krop over at jeg har handlet forkert, men i min optil er det stadig ret voldsomt at låse mig ude, de burde nærmere også give mig en chance i den situation her, hvor jeg bestemt heller ikke har det let. En terapeut ville være en rigtig god ide, som jeg også godt kunne tænke mig at forslå; Men det hjælper ikke noget når jeg ikke kan komme i kontakt med hende – Det er dén del der er rigtig svær. Men efter det du har skrevet tænker jeg også anderledes. Jeg har dummet mig, men igen, da jeg aldrig har gjort hende eller vores søn noget, synes jeg alligevel det er voldsomt at tage min store drøm fra mig. Jeg har været i fertilitetsbehandling med en tidligere eks igennem 8 år hvor det ikke lykkedes for os (mig) at få børn, og nu lykkedes det mod alle odds og nu får jeg ikke lov til at opleve hvordan det er at være blevet far. Mit ønske og drøm var at hun kæmpede noget mere for mig. Og jeg ville ønske at hun vendte tilbage når hun har mere overskud. Men både hende selv og hendes forældre har flere gange nu sagt det aldrig sker, fordi alt det der er sket har været for voldsomt. I en situation med en fødselsdepression og en kæmpe følelse af at blive forladt (selvom jeg forlod hende) burde de også bare tænke noget mere på mig. Vi havde faktisk et rigtig kærligt og forstående forhold hvor vi var rigtig tætte inden det her skete.

    15. maj 2022 kl. 07:54

    Jeg har siden dag 1 haft en stærk følelse af hun er min soulmate, og det har vi snakket om flere gange. Er der nogen som tror på det slags og som har prøvet at finde hinanden igen selv efter en masse skidt?

    15. maj 2022 kl. 10:03

    Du skal henvende dig til din læge og spørge om du kan få en henvisning til en psykolog. Det skal du ikke gøre for at fortælle hende om det! Det skal du gøre for at ende et godt sted hvor du har styr på dig selv og har det godt.

    Og lad din eks være nu. Det må gå igennem det offentlige. Ikke kontakte hende eller hendes familie. Du skriver at de kontakter politiet.

    18. maj 2022 kl. 11:13

    Er der noget nyt, TS?

    18. maj 2022 kl. 11:37

    Nej desværre. Har stadig ikke hørt fra hende, og det gør så ubeskriveligt ondt. Jeg har sendt et link til hende til denne tråd i håbet om hun så ville forstå det. Men stadig intet – har meget svært ved at forstå og accepterer at vi har fået et barn sammen og der slet ikke er noget at komme efter. 😞

    18. maj 2022 kl. 13:50

    Det her kommer nok til at lyde mere hårdt end det er ment. Jeg har ikke set tråden før i dag, men kan se, at den er startet for lidt tid siden, så jeg undrer mig over, om du overhovedet ikke i den tid har gjort noget af det, du er blevet rådet til her i tråden, for der er nogle gode råd?

    Det er jo helt åbenlyst for os andre udenforstående, at det ikke nytter noget at blive ved med at kontakte din eks. Hendes familie kontakter politiet hver gang, så du er godt i gang med at opbygge et billede af dig selv som stalker og det sammen med dit selvmordsforsøg kan skade din sag for at se din søn. Hvis du giver indtryk af at være psykisk ustabil, kan Familieretshuset vurdere, at du ikke er egnet til samvær også selv om du aldrig har skadet hverken din eks eller din søn fysisk.

    Du er nødt til at stoppe med at kontakte din eks og i stedet bruge dine kræfter på at få noget hjælp. Ikke for at se godt ud over for hende, men for at kunne komme videre og være mentalt klar til at være der for din søn.

    Der er en meget stor risiko for, at din drøm om en kernefamilie er væk og jo mere du presser på ved at kontakte din eks jo mere risikerer du i virkeligheden at skubbe hende væk. Du virker mere fokuseret på at genskabe kernefamilien end at få et forhold til din søn, og er din eneste handling at blive ved at forsøge at kontakte din eks, så kommer du i stedet længere væk fra at skabe et bånd til din søn.

    Så kort action liste som jeg godt ved er enormt svær når man har en depression, men forhåbentlig har du nogen, der vil hjælpe dig:

    1.       Kom op fra sofaen

    2.       Få noget hjælp til din depression. Kontakt din læge

    3.       Skab dit eget hjem

    4.       Kontakt Mødrehjælpen for rådgivning og Familieretshuset for at få samvær med din søn

    5.       Kontakt evt. jeres sundhedsplejerske og bliv screenet for fødselsdepression, da sundhedsplejerskerne er eksperter på området

     

    Jeg håber virkelig at du kommer ovenpå og i gang igen, da din søn fortjener at have sin far i sit liv, når du kan være der for ham og sætte ham først, men du er nødt til at kæmpe for ham lige nu og ikke for din eks, da hun har truffet hendes valg lige nu. Måske ændrer hendes valg sig, hvis du igen bliver den mand, du var før fødslen.

    Det jeg skriver er nemmere sagt end gjort, når man er nedlagt med depression, men jeg håber virkelig at du kommer i gang med at få hjælp og ikke gror fast til sofaen. Det har jeg desværre set en kammerat gøre efter en depression for nogle år siden og han sidder der desværre endnu uden nogen kontakt til hans børn. De er så store, at de nu selv har valgt ham fra, da han ikke er i stand til at være der for dem og samvær med ham kun var at sidde på sofaen og se tv.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.