Close
Log Ind Opret Bruger

Selvmordsforsøg og afskærelse

  • 7 maj 2022, 10:04

    Hej alle jer kvinder (og mænd ?)

    Jeg har brug for noget hjælp og nogle råd til hvad jeg gør herfra.

    Jeg er mand, og vil gerne frabede mig bedømmende svar, da jeg i forvejen ligger rigtig dybt nede.

    I april måned fødte min nu eks vores fælles søn. Et forløb som ikke gik specielt godt og som endte med at blive et ret turbulent forløb. Efter flere dages indlæggelse blev vi udskrevet til vores hjem, og jeg kunne tydeligt mærke at der var noget indeni mig som ikke var rigtigt længere. Under indlæggelsen var der flere inklusiv mig selv der bemærkede en markant ændring af min personlighed. Dagene derefter var jeg trist, orkede ikke noget, trak mig fra min søn, min kæreste og alt omkring mig – Det eneste der fungeret var sofaen og serie.

    Vi endte desværre i en diskussion op til min eks kærestes mors fødselsdag, som endte med at jeg ikke tog med, og blev hjemme.
    Min eks vendte ikke hjem om aftenen, tydeligt sur og mærket havde min kæreste besluttet sig for at overnatte hus hendes forældre uden at give mig besked. Jeg blev ked af det, og tænkte straks hun ikke ville mig mere; Det resulteret desværre i at jeg pakkede alle mine ting og skred efter hun var enig i det, i en sms.

    Jeg fortrød selvfølgelig, og ønskede at komme tilbage, men det var allerede for sent og min eks havde slået hånden fuldstændig af mig og ønskede ikke længere kontakt. Det drev mig fuldstændig til vanvid at gå i uvisheden og det drev mig desværre til et selvmordsforsøg, som inkluderet min bil og et skilt. Bilen endte på siden, blev totaltskadet og heldigvis skete der intet med mig – Udover endnu et hak i situation hus ekskæresten. Når står jeg her, har prøvet igennem længere tid at nå familie og få dem i tale, men de alle har udelukket mig og ingen af dem ønsker længere kontakt. Jeg har været så desperat at jeg har forsøgt at opsøge dem af flere omgange og med politiet til følge.

    Jeg sidder her og fortryder hele situationen, men jeg er også klar over at jeg ikke har handlet rationelt, højest sandsynligt fordi jeg har fået en fødselsdepression, eller psykose – Som flere sundhedsfolk allerede har kommenteret på.

    Jeg sidder her nu og føler mig mega tabt i tabet over både min knap 1 måneder gammel søn, og selvfølgelig mest af alt min kæreste. Det skal siges at jeg i mange mange år har ønsket mig et barn og en kernefamilie, da jeg og en tidligere eks har været i fertilitetsbehandling igennem 8 år. Jeg føler mig fortabt, fuld af fortrydelse og vrede mod mig selv.

    Prøver desperat af få hende i tale og få hende til at forstå situationen, men det forværre kun det hele og skubber hende længere væk.

    Jeg er ikke selv kvinde, eller nybagt mor, jeg ved derfor ikke hvad der går igennem hende.

    Men er der nogen af jer der har råd til mig, som kan genforene mig med min familie? Kan jeg overhovedet blive genforenet, er det realistisk efter mit nummer? Og hvad tænker hun mon?
    – Hun siger gang på gang at det aldrig bliver hende og jeg igen, dog kan jeg læse fortrydelsen i hendes øje og synes jeg føler at hun ikke mener det, men er ligeså ked af det hele som jeg er.

    Please kom med nogle råd. Og ikke blot “Søg noget professionel hjælp” – for det ved jeg, og jeg har søgt det . Men det hele virker bare så ligegyldigt uden hende og den kæmpe kærlighed vi havde i vores forhold.

    7. maj 2022 kl. 10:53

    Puha sikke det må være hårdt for jer begge.
    Jeg har aldrig prøvet det samme men hvis det var mig som kvinde, tror jeg personligt at jeg ville have brug for lidt luft/ro til lige at falde oven på (lyder som om det lige er sket).

    Måske dit fokus også skal være at blive rask før du kan være der 100% for din familie 🙏 Al held og lykke ❤️

    7. maj 2022 kl. 11:05

    Hej Chca,

    Tak for dit venlige svar. Det ER hårdt for os begge, uden tvivl.
    Det er blevet til katten efter musen nu, hvor jeg føler at jeg løber hovedløst ind i væggen – Jeg er blokeret, og det er jeg blevet overalt.

    Det svære er manglen på dialog – Der er nemlig igen, og jeg sidder tilbage og føler mig utrolig forladt. Jeg kan ikke forstå at vi får et barn sammen og så vælter det hele bare.

    Tror du ro og tid er det eneste rigtige nu?
    Kan jeg overhovedet gøre noget for at vinde hende tilbage?

    7. maj 2022 kl. 11:07

    Jeg sender dig kram. ❤️

    Mit bedste råd er, at du accepterer situationen. Lige nu kan du hverken gøre til eller fra. Fokusér på dit eget ve og vel, din søn skal du nok komme til at se, og hvis det ikke fungerer med din (eks)kæreste, så husk på, at der findes mange andre kvinder derude, som du kan finde lykken hos.
    Situationen er ikke optimal; du er ked af det, og alt er kaotisk lige nu, men hav tålmodighed, det skal nok blive lysere tider. 😊

    7. maj 2022 kl. 11:17

    Tak lulali.

    Jeg ved at en kernefamilie og sammenhold er hendes største ønske også. Og at vi holdte sammen, jeg tror at jeg har chokeret dem alle efter mit selvmordsforsøg . Men hvis hun ikke kommer tilbage, så skal vores søn være halvt hus mig, og halvt hus hende, og det tror jeg ikke på hun ønsker.  Tror i at hun og hendes familie kan tilgive det jeg har gjort?

    Det skal siges at hendes familie er ret kendte mennesker i den by hvor jeg har gjort det, og er ret velhavende . Jeg frygter om det har ødelagt deres ry, og de tænker på deres ry og derfor ikke vil tale med mig.

    7. maj 2022 kl. 11:35

    Mit råd vil være give hende plads udfra hvad du har skrevet virker det til at for hver gang du har forsøgt at rette op og få kontakt støder du hende bare endnu mere væk. Tror det fordi du agere på dine følelser der ikke har været hensigtsmæssig hvilket virker til direkte at skræmme hende væk. Tror personligt hvis jeg var i din ekskærestes sted havde jeg også lukket af for at beskytte barnet og sig selv.  Indtil du var kommet til fornuft.

    7. maj 2022 kl. 11:40

    Jeg tror du har meget ret mussen.
    Jeg ved jeg skal cutte kontakten, men følelserne bliver ved med at hive i hende – Hvor længe skal hun mon gå, uden jeg kontakter hende, til hun vender tilbage – Og KAN en kvinde overhovedet komme ovenpå efter det der er sket og ønske at være sammen med manden(mig) igen?

    Jeg er helt ødelagt.

    7. maj 2022 kl. 11:55

    Hvor længe der skal gå er ikke til at vide.

    Min anbefaling ville være skriv et brev om hvordan du har det og anerkende at du godt ved du har handlet forkert og du godt kan forstå hun ikke vil se dig samt at du ville gøre alt for at få styr på dine følelser og klar til at give det en chance eller samarbejde om jeres fælles barn når hun er klar og indtil da ville du trække dig og give hende plads og så må hun kontakte dig når hun er klar.

    7. maj 2022 kl. 12:01

    Jeg har selv haft overvejet et brev. Men jeg tror ikke hun vil læse det. Jeg tror faktisk mere hun ønsker at finde en ny, når tiden er rigtig- Jeg har ikke noget sted at bo nu, og det ved hun godt.
    De ringer efter politiet hver gang de ser mig. 🙁

    Hvor mange kvinder ville tilgive mine dumheder?

    7. maj 2022 kl. 12:24

    Puha det lyder hårdt. Jeg ved ikke lige hvor gammel jeres søn er? Hvor længe stod det på at du ikke deltog og bare sad i sofaen? Bare for at vide lidt mere om optakten fremfor kun selve diskussionen som fører til du pakker alle dine ting. Jeg kunne nok godt tilgive manden i mit liv, hvis han fil hjælp, men igen svært at vide. Jeg ville nok være bange for – hvis det var mig – når du ville gå “så vidt”- om hvad det næste evt. ville blive. Tanker om de ustabile/irrationelle handlinger.. så ville nok også tage afstand for at beskytte mig selv og mit barn.. jeg ville dog formentlig ikke blokere overalt. Det kommer nok an på jeres forhold inden også – var det her dråben for hende er svært at vide. Jeg vil sige det var nogle voldsomme handlinger og reaktioner – både at flytte alle ting og derefter selvmordsforsøg. Jeg ville nok bekymre mig om hvad der kunne ske, hvis det kom så langt ud igen. Jeg håber I finder en løsning – I skal jo uanset have kontakt omkring barnet.

    7. maj 2022 kl. 12:34

    Han er fra d. 8 april i går. Så han er ikke fyldt 1 måned endnu – udefra set kan jeg godt forstå frygten, min følelse er dog at jeg synes det er uretfærdigt hvis det virkelig er grundet min fødselsdepression – det er ikke noget jeg selv kan styre 🙁

    Det var nok 1 uge hvor jeg ikke deltog, inden det så eskaleret og jeg pakkede mine ting. Hun bliver ved med at sige det er slut for altid – jeg har dog en oprigtig følelse af vi stadig på en eller anden måde er forbundet. Det skal dog siges at hun er meget styret af hendes mor, og hun bor pt hos moren. Jeg har følelsen af at hun ikke tænker klart og udefra hvad hun vil selv.

    det er mega dumt af mig at jeg pakkede, men jeg troede hun ville komme tilbage. Og ikke slå hånden af mig og ignorere mig som hun har gjort. Er det selvmordsforsøg dødsstøddet. Eller har jeg på en eller anden måde en reel chance?

    7. maj 2022 kl. 12:36

    Jeg har selv haft overvejet et brev. Men jeg tror ikke hun vil læse det. Jeg tror faktisk mere hun ønsker at finde en ny, når tiden er rigtig- Jeg har ikke noget sted at bo nu, og det ved hun godt. De ringer efter politiet hver gang de ser mig. 🙁 Hvor mange kvinder ville tilgive mine dumheder?

    Hvorfor ringer de efter politiet? Det er da et meget alvorligt skridt at tage?! Har det været vold i hjemmet? Du behøver ikke svare, hvis du ikke har lyst. 🧡

    7. maj 2022 kl. 12:41

    Jeg har ALDRIG rørt hende – og det kan jeg sige med sikkerhed. Jeg har ikke ansigt på her, så jeg kunne principielt bare sige ja, hvis det stod sådan til – Men nej, der har aldrig været vold, eller optakt til – Jeg tror det er fordi de er usikre på hvor de har mig efter den situation med bilen og selvmordsforsøget – men som jeg forsøger at forsikre dem om, så har jeg ikke til hensigt at skade nogen af dem, det var for at “skade” mig selv. Moren køre alting op i en skids, altid. Som en kammerat så klogt sagde, så finder de jo reelt aldrig ud af hvor “psykisk ustabil” jeg er, når de aldrig tager en snak med mig. Jeg synes også det er ekstremt – for jeg vil kun snakke, og så alligevel så bliver jeg sparket på når jeg ligger ned.

    7. maj 2022 kl. 12:48

    Undskyld mig men med mindre der er noget du skjuler i det her, tænker jeg nærmere om DU kan tilgive DEM? Hvis en kvinde fik en alvorlig fødselsdepression, som det lyder til du har fået, ville alle da tænke hendes mand var en klovn, hvis han behandlede hende sådan! Psykisk sygdom er bestemt ikke noget, man selv kan styre eller skal føle sig skam over. Du har handlet dumt ja, men det er ikke noget, du har kunnet ‘gøre for’, du har tydeligvis været langt ude.

    Hvis jeg var dig, ville jeg udelukkende fokusere på mig selv og på at få det bedre gennem behandling – der må du finde ud af, hvad der virker bedst for dig. Så ville jeg sørge for at få samvær med min søn hurtigst muligt, så du står bedre i fremtiden. Om I ender sammen igen er ikke til at vide, men måske du heller ikke har lyst, hvis hun kommer tilbage, når du har det godt, men ikke vil støtte dig, når du har det svært. Jeg kan godt forstå, det er for utrygt at være sammen med dig for hende lige nu, men at hun slår hånden af dig på den måde, det synes jeg er langt ude. Det ville jeg aldrig gøre, hvis min mand skulle få det så svært!

    7. maj 2022 kl. 12:51

    Hej.

    puha! Det er rigtig hårdt det du går igennem.
    så sender lige et kram☺️

    nu har du fået en masse gode svar.

    jeg vil bare sige at du skal give hende tid hold dig helt væk. Lev dit eget liv i mellemtiden og koncentrere dig om at blive rask fra din depression.
    når tiden er inde og hvis hun oprigtig ikke vil dig mere så det også nemmere for dig at acceptere det.
    lige nu skal du bare hygge dig med folk som forstår dig og kan opmuntre dig lidt.
    hun er sikkert også knust og vred. Vi kender jo kun din side af historien det kan være hun opfatter situationen på en anderledes måde.
    jeg har været gift siden 2007 og i 2008 eskalerede det herhjemme og det endte med at jeg tog vores barn og kom på krisecenter. Han kontaktede mig over alt søgte mig alle vejen og endte også med at lave et selvmordforsøg. Det gjorde mig vred og jeg blev frastødt af hans opførelse. Frastødt af hans egoisme. Jeg havde brug for omsorg og kærlighed og ender anerkendelse også skulle alt bare handle om ham og hvor dårligt han havde det.,men jeg var jo også knust og dårlig.

    Han skrev et langt brev til mig om hvordan han havde det og jeg reagerede ikke. To måneder efter var han kommet til sig selv og vi fik en lang snak  vi råbte skreg og græd og grinte den dag. Vi fik talt om ALT. Og er lykkelige gift stadig her 15 år efter.
    så det der hjalp her var afstanden. For jeg savnede ham utroligt meget. Han største frygt var jeg ville finde en anden. Men den tanke strejfede mig aldrig.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.