Rugemor.
Tagget: Rugemore
-
17 august 2019, 14:47
Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere.
Helt enig i det du skriver.
Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.
Jeg er uenig med dig.
I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.
I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).
Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde…
i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder.
Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved.
At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side.
Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem
Du skriver jo netop til sidst, at ingen børn skal bortadopteres mm de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Det er nogenlunde det jeg også har skrevet?
Du skrev, at adoption ikke var i barnets tarv og at det er bedre at vokse op hos en biologisk enlig mor end hos to adoptivforældre.
Og Midlertidig profil skriver, at hun hellere vil vokse op hos to adoptivforældre der virkelig ønskede hende end hos en enlig mor, hvor hun var uønsket af faderen.
Det vil altid være individuelt.
Mange gange giver den biologiske mor barnet fra sig af nød eller af kærlighed til barnet, fordi hun ønsker et bedre liv for barnet.
Mht rugemodre er jeg enig med dig i, at lovgivningen i Danmark ikke skal laves om.
Ja, men hun skrev samtidigt til sidst at hun ikke synes at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres. Det er den del jeg har svaret på. At hun så personligt ville foretrække at blive bortadopteret fremfor at vokse op hos en enlig biologisk mor kan jeg ikke se har nogen relevans for spørgsmålet om hvornår det generelt er i børns tarv at blive bortadopteret.
17. august 2019 kl. 14:49Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere.
Helt enig i det du skriver.
Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.
Jeg er uenig med dig.
I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.
I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).
Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde…
i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder.
Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved.
At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side.
En god opvækst hos gode adoptivforældre – og man skal huske at der er tale om et barn, som allerede er på vej ellerede eksisterer – er jo for det meste alt andet lige bedre, end at barnet skal vokse op på et børnehjem. Eller have forældre, der ikke har mulgihed for at tage sig ordentligt af det.
Et barn, der er bortadopteret som spæd, kan sagtens få brug for at opsøge sine biologiske forældre, men det vil ikke nødvendigvis foretrække den kvinde, der har født det.
Det kan føle et svigt fra den biologiske mor. Og det kan have behov for at få en forklaring på, hvorfor hun gav det fra sig, men det betyder ikke altid, at det ville ønske, at det var vokset op hos sin biologiske mor.
Med den viden jeg har i dag – så er jeg ikke sikker på, at jeg ikke hellere ville vokse op i en god familie som adoptivbarn end at mangle en far gennem hele min opvækst. Men jeg har jo netop en far og ved derfor, hvad det har betydet – for mig.
Trallalej skriver netop intet om helt at mangle sin far, men om at vokse op hos en enlig mor. Det er jo to forskellige ting. Og jo, ifølge de fagpersoner der beskæftiger sig med nyfødte, såsom jordemødre, så ved barnet godt hvem dets mor er når det kommer ud. Det føler fra starten af en tilknytning til den kvinde der har født det, ligesom det gør mens det stadig er inde i maven. Så adoption er ikke i barnets tarv medmindre de biologiske forældre ikke magter forældrerollen. Og rugemoderskab kan aldrig være i barnets tarv uanset hvad. Det er jo netop som du selv siger planlagt, så der således ikke er tale om et barn der alternativt ville være endt på et børnehjem. Jeg håber virkelig at Danmark ikke bukker under for presset og ender med at lempe juraen omkring rugemoderskab. Ellers håber jeg at det i det mindste vil blive gjort til et lovkrav at der skal bevares en form for kontakt med rugemoren, sådan som for eksempel Dennis Knudsen har valgt at gøre det. Men i barnets tarv bliver det aldrig efter min mening. Man kan jo så ligeledes diskutere om donorskab er i barnets tarv, men i de tilfælde bevarer barnet jo i hvert fald tilknytningen til kvinden der har født det. Derfor er der stor forskel på et barn der er født af en rugemor og et barn der er blevet til vha donor, selvom begge børn måske har en stærk moder- og faderfigur. Det første barn vil både komme til at mangle en del af sit ophav og den første omsorgsperson det har knyttet sig til, det sidste barn vil kun mangle det første.
I tilfælde af adoption så ER alternativet ofte, at barnet skal vokse op på et børnehjem.
Og i mange tilfælde så får barnet en bedre opvækst ved at blive adopteret.
Min fætters biologiske mor var kun 17 år, og hun sagde, at hun var bange for, at hun ikke ville kunne blive en bedre mor end hendes egen mor var, og så ville hun hellere give ham fra sig.
Min kusine følte et svigt fra sin biologiske mor og havde brug for at møde hende.
Og førhen handlede det ikke altid om, hvorvidt man magtede forældrerollen.
Min søsters svigerforældre bortadopterede deres første barn. De var meget unge og dengang var der ingen hjælp at hente.
Da barnets adoptivforældre var døde, opsøgte han sine biologiske forældre.
De har en rigtig god kontakt, og han har været med dem på skiferie, og var med til min søsters bryllup og min nieces konfirmation.
Han ønsker ikke, at det havde været anderledes. Han betragter sine adoptivforældre som sine forældre, og dem ville han ikke have undværet.
Så i hans tilfælde kan man ikke sige, at det ikke var barnets tarv.
En rugemor er noget helt andet. Der planlægger man at sætte barnet i verden, og det giver rigtig mange etiske dilemmaer.
Ja, det har engang handlet om meget andet end forældreevne, og dér synes jeg da på ingen måde vi skal tilbage til, selvom dit familiemedlem er glad for at han blev bortadopteret. At der findes lykkelige historier om adoption er altså ikke ensbetydende med at det er sundt for babyer og små børn at blive flået ud af deres nærmiljø og placeret i et andet, hvis et alternativ overhovedet er muligt. Og derfor er der heldigvis den hjælp at hente i dag som der ikke var dengang. Desværre er der bare mange lande hvor vordende forældre ikke er ligeså heldige som her. Så derfor er der masser af børn der har brug for at blive bortadopteret til for eksempel danskere. Men det er stadig ikke ideelt, og mange adoptivbørn tager på den ene eller anden måde skade psykisk. Naturligvis er der undtagelser som i alle andre henseender. Men risikoen er stor.
Det er da helt sikkert en god ting, at der er bedre hjælp i dag.
Men min fætter og kusine har stadig haft en bedre opvækst, end hvis de ikke var blevet bortadopteret.
Og en opvækst på et børnehjem – som ofte er alternativet – er sjældent bedre og er sjældent barnets tarv.
De kan i de fleste tilfælde IKKE blive hos deres biologiske forældre.
Der er ingen der har skrevet at det er bedre for børn at vokse op på et børnehjem end hos en adoptivfamilie.
17. august 2019 kl. 14:56Ulle8 skrev :
midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere.
Helt enig i det du skriver.
Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.
Jeg er uenig med dig.
I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.
I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).
Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde…
i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder.
Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved.
At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side.
Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem
Du skriver jo netop til sidst, at ingen børn skal bortadopteres mm de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Det er nogenlunde det jeg også har skrevet?
Jamen det er da for mødrenes skyld, at jeg har den holdning. Derfor synes jeg heller ikke, at den nugældende lovgivning skal laves om, for jeg synes, at den kvinde som føder et barn skal have ret til at beholde barnet, hvis hun altså vil. Jeg synes, at det ville være skrækkeligt, hvis en rugemor, som havde knyttet sig til barnet, og som derfor har fortrudt sit løfte om at give barnet fra sig, skulle tvinges til at aflevere barnet mod sin vilje. Det ville den kvinde sandsynligvis aldrig komme over. Men jeg er uenig i dit synspunkt om, at et barn, som straks efter fødslen gives videre til et kærligt forældrepar, nødvendigvis tager skade og senere får livskriser osv. Der findes uden tvivl adoptivbørn som har taget skade, men i de fleste tilfælde tror jeg nærmere, at disse skader er opstået som følge af at have levet på børnehjem med sparsom voksenkontakt, end af at være blevet adskilt fra den biologiske mor. Og så ville jeg helt personligt hellere vokse op som ønskebarn i en adoptivfamilie end som barn af en enlig mor uden nogen mandlig rollemodel, men det er jo bare min personlige holdning.
17. august 2019 kl. 15:47midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere.
Helt enig i det du skriver.
Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.
Jeg er uenig med dig.
I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.
I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).
Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde…
i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder.
Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved.
At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side.
Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem
Du skriver jo netop til sidst, at ingen børn skal bortadopteres mm de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Det er nogenlunde det jeg også har skrevet?
Jamen det er da for mødrenes skyld, at jeg har den holdning. Derfor synes jeg heller ikke, at den nugældende lovgivning skal laves om, for jeg synes, at den kvinde som føder et barn skal have ret til at beholde barnet, hvis hun altså vil. Jeg synes, at det ville være skrækkeligt, hvis en rugemor, som havde knyttet sig til barnet, og som derfor har fortrudt sit løfte om at give barnet fra sig, skulle tvinges til at aflevere barnet mod sin vilje. Det ville den kvinde sandsynligvis aldrig komme over. Men jeg er uenig i dit synspunkt om, at et barn, som straks efter fødslen gives videre til et kærligt forældrepar, nødvendigvis tager skade og senere får livskriser osv. Der findes uden tvivl adoptivbørn som har taget skade, men i de fleste tilfælde tror jeg nærmere, at disse skader er opstået som følge af at have levet på børnehjem med sparsom voksenkontakt, end af at være blevet adskilt fra den biologiske mor. Og så ville jeg helt personligt hellere vokse op som ønskebarn i en adoptivfamilie end som barn af en enlig mor uden nogen mandlig rollemodel, men det er jo bare min personlige holdning.
Du har fuldstændigt ret til din personlige holdning, den ændrer bare ikke på fagpersoners viden om tilknytning under graviditeten og lige efter fødslen, samt vigtigheden af genetik og ophav ift følelsen af at høre til i sin familie. Og ift enlig mor vs adoptivfamilie savner jeg fagligt belæg for, at børn af enlige mødre skulle være i ligeså stor eller større risiko for psykisk mistrivsel som adoptivbørn. Hvilket også var grunden til at jeg svarede på trallalejs indlæg til at starte med.
17. august 2019 kl. 17:08Ulle8 skrev :
Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere.
Helt enig i det du skriver.
Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.
Jeg er uenig med dig.
I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.
I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).
Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde…
i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder.
Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved.
At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side.
En god opvækst hos gode adoptivforældre – og man skal huske at der er tale om et barn, som allerede er på vej ellerede eksisterer – er jo for det meste alt andet lige bedre, end at barnet skal vokse op på et børnehjem. Eller have forældre, der ikke har mulgihed for at tage sig ordentligt af det.
Et barn, der er bortadopteret som spæd, kan sagtens få brug for at opsøge sine biologiske forældre, men det vil ikke nødvendigvis foretrække den kvinde, der har født det.
Det kan føle et svigt fra den biologiske mor. Og det kan have behov for at få en forklaring på, hvorfor hun gav det fra sig, men det betyder ikke altid, at det ville ønske, at det var vokset op hos sin biologiske mor.
Med den viden jeg har i dag – så er jeg ikke sikker på, at jeg ikke hellere ville vokse op i en god familie som adoptivbarn end at mangle en far gennem hele min opvækst. Men jeg har jo netop en far og ved derfor, hvad det har betydet – for mig.
Trallalej skriver netop intet om helt at mangle sin far, men om at vokse op hos en enlig mor. Det er jo to forskellige ting. Og jo, ifølge de fagpersoner der beskæftiger sig med nyfødte, såsom jordemødre, så ved barnet godt hvem dets mor er når det kommer ud. Det føler fra starten af en tilknytning til den kvinde der har født det, ligesom det gør mens det stadig er inde i maven. Så adoption er ikke i barnets tarv medmindre de biologiske forældre ikke magter forældrerollen. Og rugemoderskab kan aldrig være i barnets tarv uanset hvad. Det er jo netop som du selv siger planlagt, så der således ikke er tale om et barn der alternativt ville være endt på et børnehjem. Jeg håber virkelig at Danmark ikke bukker under for presset og ender med at lempe juraen omkring rugemoderskab. Ellers håber jeg at det i det mindste vil blive gjort til et lovkrav at der skal bevares en form for kontakt med rugemoren, sådan som for eksempel Dennis Knudsen har valgt at gøre det. Men i barnets tarv bliver det aldrig efter min mening. Man kan jo så ligeledes diskutere om donorskab er i barnets tarv, men i de tilfælde bevarer barnet jo i hvert fald tilknytningen til kvinden der har født det. Derfor er der stor forskel på et barn der er født af en rugemor og et barn der er blevet til vha donor, selvom begge børn måske har en stærk moder- og faderfigur. Det første barn vil både komme til at mangle en del af sit ophav og den første omsorgsperson det har knyttet sig til, det sidste barn vil kun mangle det første.
I tilfælde af adoption så ER alternativet ofte, at barnet skal vokse op på et børnehjem.
Og i mange tilfælde så får barnet en bedre opvækst ved at blive adopteret.
Min fætters biologiske mor var kun 17 år, og hun sagde, at hun var bange for, at hun ikke ville kunne blive en bedre mor end hendes egen mor var, og så ville hun hellere give ham fra sig.
Min kusine følte et svigt fra sin biologiske mor og havde brug for at møde hende.
Og førhen handlede det ikke altid om, hvorvidt man magtede forældrerollen.
Min søsters svigerforældre bortadopterede deres første barn. De var meget unge og dengang var der ingen hjælp at hente.
Da barnets adoptivforældre var døde, opsøgte han sine biologiske forældre.
De har en rigtig god kontakt, og han har været med dem på skiferie, og var med til min søsters bryllup og min nieces konfirmation.
Han ønsker ikke, at det havde været anderledes. Han betragter sine adoptivforældre som sine forældre, og dem ville han ikke have undværet.
Så i hans tilfælde kan man ikke sige, at det ikke var barnets tarv.
En rugemor er noget helt andet. Der planlægger man at sætte barnet i verden, og det giver rigtig mange etiske dilemmaer.
Ja, det har engang handlet om meget andet end forældreevne, og dér synes jeg da på ingen måde vi skal tilbage til, selvom dit familiemedlem er glad for at han blev bortadopteret. At der findes lykkelige historier om adoption er altså ikke ensbetydende med at det er sundt for babyer og små børn at blive flået ud af deres nærmiljø og placeret i et andet, hvis et alternativ overhovedet er muligt. Og derfor er der heldigvis den hjælp at hente i dag som der ikke var dengang. Desværre er der bare mange lande hvor vordende forældre ikke er ligeså heldige som her. Så derfor er der masser af børn der har brug for at blive bortadopteret til for eksempel danskere. Men det er stadig ikke ideelt, og mange adoptivbørn tager på den ene eller anden måde skade psykisk. Naturligvis er der undtagelser som i alle andre henseender. Men risikoen er stor.
Det er da helt sikkert en god ting, at der er bedre hjælp i dag.
Men min fætter og kusine har stadig haft en bedre opvækst, end hvis de ikke var blevet bortadopteret.
Og en opvækst på et børnehjem – som ofte er alternativet – er sjældent bedre og er sjældent barnets tarv.
De kan i de fleste tilfælde IKKE blive hos deres biologiske forældre.
Der er ingen der har skrevet at det er bedre for børn at vokse op på et børnehjem end hos en adoptivfamilie.
Min pointe er, at det i mange tilfælde ER barnets tarv at blive bortadopteret, hvis alternativet er, at barnet skal vokse op på et børnehjem.
I den ideelle verden findes der ikke børnehjemsbørn og der findes ikke forældre, der ikke kan tage vare på deres børn.
Men den ideelle verden eksisterer ikke.
Og alternativet til adoption er netop tit et børnehjem.
Jeg ved godt, at adoptivbørn kan få psykiske problemer. Jeg kan såmænd bare tage en snak med min kusine.
Men jeg kender også adoptivbørn, der lige som Midlertidig profil ikke har haft behov for at opsøge deres biologiske ophav.
Mange adoptivbørn har brug for at vide hvor de kommer fra, men det betyder ikke, at de har alvorlige psykiske problemer.
Du kan jo prøve at spørge de adoptivbørn, du kender.
Du vil sikkert få mange forskellige svar.
Jeg ville selv hellere adoptere end bruge donor.
Nu kom vi lige lidt væk fra den oprindelige debat, men man kan ikke sammenligne rugemødre med bortadoption, netop fordi man sjældent planlægger at sætte et adoptivbarn i verden.
17. august 2019 kl. 17:18Ulle8 skrev :
midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere.
Helt enig i det du skriver.
Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.
Jeg er uenig med dig.
I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.
I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).
Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde…
i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder.
Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved.
At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side.
Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem
Du skriver jo netop til sidst, at ingen børn skal bortadopteres mm de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Det er nogenlunde det jeg også har skrevet?
Jamen det er da for mødrenes skyld, at jeg har den holdning. Derfor synes jeg heller ikke, at den nugældende lovgivning skal laves om, for jeg synes, at den kvinde som føder et barn skal have ret til at beholde barnet, hvis hun altså vil. Jeg synes, at det ville være skrækkeligt, hvis en rugemor, som havde knyttet sig til barnet, og som derfor har fortrudt sit løfte om at give barnet fra sig, skulle tvinges til at aflevere barnet mod sin vilje. Det ville den kvinde sandsynligvis aldrig komme over. Men jeg er uenig i dit synspunkt om, at et barn, som straks efter fødslen gives videre til et kærligt forældrepar, nødvendigvis tager skade og senere får livskriser osv. Der findes uden tvivl adoptivbørn som har taget skade, men i de fleste tilfælde tror jeg nærmere, at disse skader er opstået som følge af at have levet på børnehjem med sparsom voksenkontakt, end af at være blevet adskilt fra den biologiske mor. Og så ville jeg helt personligt hellere vokse op som ønskebarn i en adoptivfamilie end som barn af en enlig mor uden nogen mandlig rollemodel, men det er jo bare min personlige holdning.
Du har fuldstændigt ret til din personlige holdning, den ændrer bare ikke på fagpersoners viden om tilknytning under graviditeten og lige efter fødslen, samt vigtigheden af genetik og ophav ift følelsen af at høre til i sin familie. Og ift enlig mor vs adoptivfamilie savner jeg fagligt belæg for, at børn af enlige mødre skulle være i ligeså stor eller større risiko for psykisk mistrivsel som adoptivbørn. Hvilket også var grunden til at jeg svarede på trallalejs indlæg til at starte med.
Nu er det jo adoptivbørnene selv, der har den største viden om, om de føler sig knyttede til deres adoptivfamilie.
For rigtig mange adoptivbørn ER adoptivforældrene deres rigtige forældre.
Min kusines issue er, at hun føler, hun blev kasseret af sin biologiske mor – ikke om at hun tror, hun ville have h
17. august 2019 kl. 17:20Forårspigen skrev :
Ulle8 skrev :
midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
midlertidig-profil skrev :
Ulle8 skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Abracadabra skrev :
trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere.
Helt enig i det du skriver.
Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.
Jeg er uenig med dig.
I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.
I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).
Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde…
i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder.
Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved.
At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side.
Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem
Du skriver jo netop til sidst, at ingen børn skal bortadopteres mm de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Det er nogenlunde det jeg også har skrevet?
Jamen det er da for mødrenes skyld, at jeg har den holdning. Derfor synes jeg heller ikke, at den nugældende lovgivning skal laves om, for jeg synes, at den kvinde som føder et barn skal have ret til at beholde barnet, hvis hun altså vil. Jeg synes, at det ville være skrækkeligt, hvis en rugemor, som havde knyttet sig til barnet, og som derfor har fortrudt sit løfte om at give barnet fra sig, skulle tvinges til at aflevere barnet mod sin vilje. Det ville den kvinde sandsynligvis aldrig komme over. Men jeg er uenig i dit synspunkt om, at et barn, som straks efter fødslen gives videre til et kærligt forældrepar, nødvendigvis tager skade og senere får livskriser osv. Der findes uden tvivl adoptivbørn som har taget skade, men i de fleste tilfælde tror jeg nærmere, at disse skader er opstået som følge af at have levet på børnehjem med sparsom voksenkontakt, end af at være blevet adskilt fra den biologiske mor. Og så ville jeg helt personligt hellere vokse op som ønskebarn i en adoptivfamilie end som barn af en enlig mor uden nogen mandlig rollemodel, men det er jo bare min personlige holdning.
Du har fuldstændigt ret til din personlige holdning, den ændrer bare ikke på fagpersoners viden om tilknytning under graviditeten og lige efter fødslen, samt vigtigheden af genetik og ophav ift følelsen af at høre til i sin familie. Og ift enlig mor vs adoptivfamilie savner jeg fagligt belæg for, at børn af enlige mødre skulle være i ligeså stor eller større risiko for psykisk mistrivsel som adoptivbørn. Hvilket også var grunden til at jeg svarede på trallalejs indlæg til at starte med.
Nu er det jo adoptivbørnene selv, der har den største viden om, om de føler sig knyttede til deres adoptivfamilie.
For rigtig mange adoptivbørn ER adoptivforældrene deres rigtige forældre.
Min kusines issue er, at hun føler, hun blev kasseret af sin biologiske mor – ikke om at hun tror, hun ville have h
Hov – det handler ikke om, at hun tror, hun ville have haft en bedre opvækst hos sin biologiske mor.
17. august 2019 kl. 17:28trallalej skrev :
Selma29 skrev :
Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt.
Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.
Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.
Så adoption er forkert?
… og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on
Nu er det altså ikke alle, der har en gratis holdning til rugemødre.
Så vidt jeg husker har Boyking, der udtrykker stor modvilje mod brug af rugemødre, selv kæmpet med barnløshed.
Det kan nemlig være dybt problematisk.
Abracadabra har stillet nogle relevante spørgsmålstegn ved det.
Jeg har for øvrigt ikke selv børn, men det betyder ikke, at jeg bare kunne gå på kompromis med store etiske dilemmaer.
Anonym17. august 2019 kl. 18:01Jeg siger ikke at der ikke er etiske dilemmaer ved rugemødre. Men at sige at man decideret gør noget der skader børnene ved at et kærligt par kan få et barn fra første åndedræt…det ser jeg bestemt ikke.
Der er mange ting vi gør: enlige mødre, skilte par, forældre hvor den ene arbejder væk fra hjemme i halve år osv som “skader”/ påvirker bores børn i en måske uhensigtsmæssige retning. Og min pointe var at nogle af de valg måske i højere påvirker barnet end hvis det bliver taget imod af et par som som hsr tid og kærlighed.
En anden dimension er dette:
mange lande hvor der er rugemødre er der ikke så ordnede forhold- Sydamerika osv. Der er jo klart nogle etiske problemer her mht at benytte rugemødre. Men i dk er der jo ingen, der ville blive rugemødre fordi de havde brug for penge til at overleve, da vi har et stort sikkerhedsnet samfundsmæssigt.
en stor del kvinder har så stort et ønske om et barn st de så alligevel tager til udlandet, hvis tilbyder ikke findes i dk. Jeg tog selv til Grækenland fordi ægdonation var svært i dk. Hvis ønsket er stort nok bremses man jo ikke. Så hvorfor ikke få det gjort mere under ordnede forhold i eget land.?? Så bidrager man heller ikke til at nogle gør det for penge.
17. august 2019 kl. 18:09trallalej skrev :
Jeg siger ikke at der ikke er etiske dilemmaer ved rugemødre. Men at sige at man decideret gør noget der skader børnene ved at et kærligt par kan få et barn fra første åndedræt…det ser jeg bestemt ikke.
Der er mange ting vi gør: enlige mødre, skilte par, forældre hvor den ene arbejder væk fra hjemme i halve år osv som “skader”/ påvirker bores børn i en måske uhensigtsmæssige retning. Og min pointe var at nogle af de valg måske i højere påvirker barnet end hvis det bliver taget imod af et par som som hsr tid og kærlighed.
En anden dimension er dette:
mange lande hvor der er rugemødre er der ikke så ordnede forhold- Sydamerika osv. Der er jo klart nogle etiske problemer her mht at benytte rugemødre. Men i dk er der jo ingen, der ville blive rugemødre fordi de havde brug for penge til at overleve, da vi har et stort sikkerhedsnet samfundsmæssigt.
en stor del kvinder har så stort et ønske om et barn st de så alligevel tager til udlandet, hvis tilbyder ikke findes i dk. Jeg tog selv til Grækenland fordi ægdonation var svært i dk. Hvis ønsket er stort nok bremses man jo ikke. Så hvorfor ikke få det gjort mere under ordnede forhold i eget land.?? Så bidrager man heller ikke til at nogle gør det for penge.
Altså nu nævner du til sidst at man ikke skal bidrage til at nogen gør det for penge. Rugemoderskab er jo netop ikke ulovligt herhjemme så længe der ikke er penge indblandet. Så hvad er det så du ønsker skal ændres i loven?
Anonym17. august 2019 kl. 18:29Så lad mig omformulere “ undgå at nogen gør det for overlevelse” . Det er immervæk forskel på hvor stort incitamentet er for at blive rugemor i Peru end i dk. Selv om der var nogle penge involveret, er der næppe nogen der ville være gravid for andre end af altruistiske årsager i dk. Der er ikke særlig mange der sulter – igen sammenlignet med f.eks Peru. Jeg har ikke noget imod at dem der bærer et barn får en belønning/ nogle penge for det. Det er en ret stor handling.
17. august 2019 kl. 18:30trallalej skrev :
Jeg siger ikke at der ikke er etiske dilemmaer ved rugemødre. Men at sige at man decideret gør noget der skader børnene ved at et kærligt par kan få et barn fra første åndedræt…det ser jeg bestemt ikke.
Der er mange ting vi gør: enlige mødre, skilte par, forældre hvor den ene arbejder væk fra hjemme i halve år osv som “skader”/ påvirker bores børn i en måske uhensigtsmæssige retning. Og min pointe var at nogle af de valg måske i højere påvirker barnet end hvis det bliver taget imod af et par som som hsr tid og kærlighed.
En anden dimension er dette:
mange lande hvor der er rugemødre er der ikke så ordnede forhold- Sydamerika osv. Der er jo klart nogle etiske problemer her mht at benytte rugemødre. Men i dk er der jo ingen, der ville blive rugemødre fordi de havde brug for penge til at overleve, da vi har et stort sikkerhedsnet samfundsmæssigt.
en stor del kvinder har så stort et ønske om et barn st de så alligevel tager til udlandet, hvis tilbyder ikke findes i dk. Jeg tog selv til Grækenland fordi ægdonation var svært i dk. Hvis ønsket er stort nok bremses man jo ikke. Så hvorfor ikke få det gjort mere under ordnede forhold i eget land.?? Så bidrager man heller ikke til at nogle gør det for penge.
Undskyld men du kan jo ikke dømme i, hvor stort ønsket er for andre.
Dit ønske om et barn er ikke nødvendigvis større end andres.
Man kan også godt være nyresyg og have brug for et nyt organ. Det betyder ikke, at man er parat til at tage til udlandet og købe et organ af en fattig person.
Og hvordan vil du sikre ordnede forhold ?
Prøv at læse nogle af de spørgsmål, der er stillet tidligere i tråden.
Kan du svare på dem alle ?
Anonym17. august 2019 kl. 18:37Forårspigen skrev :
trallalej skrev :
Jeg siger ikke at der ikke er etiske dilemmaer ved rugemødre. Men at sige at man decideret gør noget der skader børnene ved at et kærligt par kan få et barn fra første åndedræt…det ser jeg bestemt ikke.
Der er mange ting vi gør: enlige mødre, skilte par, forældre hvor den ene arbejder væk fra hjemme i halve år osv som “skader”/ påvirker bores børn i en måske uhensigtsmæssige retning. Og min pointe var at nogle af de valg måske i højere påvirker barnet end hvis det bliver taget imod af et par som som hsr tid og kærlighed.
En anden dimension er dette:
mange lande hvor der er rugemødre er der ikke så ordnede forhold- Sydamerika osv. Der er jo klart nogle etiske problemer her mht at benytte rugemødre. Men i dk er der jo ingen, der ville blive rugemødre fordi de havde brug for penge til at overleve, da vi har et stort sikkerhedsnet samfundsmæssigt.
en stor del kvinder har så stort et ønske om et barn st de så alligevel tager til udlandet, hvis tilbyder ikke findes i dk. Jeg tog selv til Grækenland fordi ægdonation var svært i dk. Hvis ønsket er stort nok bremses man jo ikke. Så hvorfor ikke få det gjort mere under ordnede forhold i eget land.?? Så bidrager man heller ikke til at nogle gør det for penge.
Undskyld men du kan jo ikke dømme i, hvor stort ønsket er for andre.
Dit ønske om et barn er ikke nødvendigvis større end andres.
Man kan også godt være nyresyg og have brug for et nyt organ. Det betyder ikke, at man er parat til at tage til udlandet og købe et organ af en fattig person.
Og hvordan vil du sikre ordnede forhold ?
Prøv at læse nogle af de spørgsmål, der er stillet tidligere i tråden.
Kan du svare på dem alle ?
Spar mig din tone…. altså
Jeg tro så at man gør meget hvis man er ved at dø.
jeg har da aldrig talt om mit ønske om børn er større eller mindre end andre. Jeg kan bare se at mht ægdonation så hjalp en meget restriktiv lovgivning bestemt ikke til at kvinder ikke to til udlandet i store antal. Så ja – jeg tror mange gør meget for at få børn – også at tage til udlandet.
Nej det er da ikke alle svar jeg har. Men det fungerer i USA i rigtig mange tilfælde blot som eksempel. Og hvis rugemoren behandles godt,kan jeg ikke se problemet.
17. august 2019 kl. 18:45trallalej skrev :
Forårspigen skrev :
trallalej skrev :
Jeg siger ikke at der ikke er etiske dilemmaer ved rugemødre. Men at sige at man decideret gør noget der skader børnene ved at et kærligt par kan få et barn fra første åndedræt…det ser jeg bestemt ikke.
Der er mange ting vi gør: enlige mødre, skilte par, forældre hvor den ene arbejder væk fra hjemme i halve år osv som “skader”/ påvirker bores børn i en måske uhensigtsmæssige retning. Og min pointe var at nogle af de valg måske i højere påvirker barnet end hvis det bliver taget imod af et par som som hsr tid og kærlighed.
En anden dimension er dette:
mange lande hvor der er rugemødre er der ikke så ordnede forhold- Sydamerika osv. Der er jo klart nogle etiske problemer her mht at benytte rugemødre. Men i dk er der jo ingen, der ville blive rugemødre fordi de havde brug for penge til at overleve, da vi har et stort sikkerhedsnet samfundsmæssigt.
en stor del kvinder har så stort et ønske om et barn st de så alligevel tager til udlandet, hvis tilbyder ikke findes i dk. Jeg tog selv til Grækenland fordi ægdonation var svært i dk. Hvis ønsket er stort nok bremses man jo ikke. Så hvorfor ikke få det gjort mere under ordnede forhold i eget land.?? Så bidrager man heller ikke til at nogle gør det for penge.
Undskyld men du kan jo ikke dømme i, hvor stort ønsket er for andre.
Dit ønske om et barn er ikke nødvendigvis større end andres.
Man kan også godt være nyresyg og have brug for et nyt organ. Det betyder ikke, at man er parat til at tage til udlandet og købe et organ af en fattig person.
Og hvordan vil du sikre ordnede forhold ?
Prøv at læse nogle af de spørgsmål, der er stillet tidligere i tråden.
Kan du svare på dem alle ?
Spar mig din tone…. altså
Jeg tro så at man gør meget hvis man er ved at dø.
jeg har da aldrig talt om mit ønske om børn er større eller mindre end andre. Jeg kan bare se at mht ægdonation så hjalp en meget restriktiv lovgivning bestemt ikke til at kvinder ikke to til udlandet i store antal. Så ja – jeg tror mange gør meget for at få børn – også at tage til udlandet.
Nej det er da ikke alle svar jeg har. Men det fungerer i USA i rigtig mange tilfælde blot som eksempel. Og hvis rugemoren behandles godt,kan jeg ikke se problemet.
Nu har jeg altså selv "været ved at dø", men det fritager mig ikke nødvendigvis for moralske skrupler.
Hvad hvis barnet har Downs eller en anden alvorlig hjerneskade ?
Og hvad hvis rugemoderen får alvorlige skader af graviditet og fødsel ?
Hvad hvis parret bliver skilt under forløbet ?
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.
-
Gaveideer til børnedåb
Skal du til barnedåb? Se vores ønskeliste med de bedste gaveideer til barnedåb.Kirke barnedåb mindekasse
299,00 kr.Moulin Roty gyngehest
1399,00 kr.Dyr fra Green Rubber Toys
499,95 kr.Gamcha Uro
329,95 kr.-
Graviditetsmails
Få Min-Maves daglige mail om din og babys udvikling under graviditeten Debatter
- At miste
- Baby (0-12 mån)
- Babysitting
- Børn (1+ år)
- De kreative forældre
- Debatter opdelt efter landsdele
- Familie
- Fertilitetsbehandling
- Forældregrupper
- Fødslen
- Generelle debatter
- Gravid
- Iværksætternes klub
- Køb og salg
- Lukkede grupper – Blandet
- MM taberklubben
- Om Min-mave
- Ønsker graviditet
- Terminsgrupper
- Vi har BRUG for rene linjer!
-
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Ja tak, tilmeld mig Min-Mave.dks ugentlige Nyhedsbrev.
Jeg tilmelder mig også Blognyhedsbrevet samt Særnyhedsbrev, der begge udsendes i ny og næ. Nyhedsbrevet omhandler bl.a. graviditet, familieliv, relevante og nye artikler, samfundsdebatter og konkurrencer. Vi behandler dine personlige oplysninger som beskrevet i vores persondatapolitik, som kan læses her.
- Der er ingen kommende begivenheder.