Close
Log Ind Opret Bruger

Rugemor.

Tagget: 

  • 17 august 2019, 09:21

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    Avatar
    Anonym
    17. august 2019 kl. 09:40

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    For det første – lad være med at kalde andre. Det er er dårligt udgangspunkt for at debattere! 

    Jeg taler ikke om adoption men om en rugemor hvor børn ikke boradopteres efter et halvt år eller 1 1/2 år.

    Og ja jeg mener det er bedst for et barn at have to kærlig forældre (hvor man er blevet givet videre lige efter fødslen til et par kærlige forældre, end at man vokser op uden en mandlig rollemodel. Det vil i min øjne præge barnet langt mere end at der er en anden kvinde,der oprindeligt har født dem. I forbindelse med rugemødre er der jo ikke tale om at en mor “opgiver” sit barn pga ydre omstændigheder…. men en kvinde der hjælper er andet par. 

    17. august 2019 kl. 11:08

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Hun nævner ikke adoption.

    Det er to forskellige ting.

    17. august 2019 kl. 11:10

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    I forhold til adoptin så er der tale om et barn, som allerede eksisterer – og hvor alternativet måske er, at barnet skal vokse op på et børnehjem.

     

    17. august 2019 kl. 11:32

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    En god opvækst hos gode adoptivforældre – og man skal huske at der er tale om et barn, som allerede er på vej ellerede eksisterer – er jo for det meste alt andet lige bedre, end at barnet skal vokse op på et børnehjem. Eller have forældre, der ikke har mulgihed for at tage sig ordentligt af det.

    Et barn, der er bortadopteret som spæd, kan sagtens få brug for at opsøge sine biologiske forældre, men det vil ikke nødvendigvis foretrække den kvinde, der har født det.

    Det kan føle et svigt fra den biologiske mor. Og det kan have behov for at få en forklaring på, hvorfor hun gav det fra sig, men det betyder ikke altid, at det ville ønske, at det var vokset op hos sin biologiske mor.

    Med den viden jeg har i dag – så er jeg ikke sikker på, at jeg ikke hellere ville vokse op i en god familie som adoptivbarn end at mangle en far gennem hele min opvækst. Men jeg har jo netop en far og ved derfor, hvad det har betydet – for mig.

     

     

    17. august 2019 kl. 12:07

    Forårspigen skrev :

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    En god opvækst hos gode adoptivforældre – og man skal huske at der er tale om et barn, som allerede er på vej ellerede eksisterer – er jo for det meste alt andet lige bedre, end at barnet skal vokse op på et børnehjem. Eller have forældre, der ikke har mulgihed for at tage sig ordentligt af det.

    Et barn, der er bortadopteret som spæd, kan sagtens få brug for at opsøge sine biologiske forældre, men det vil ikke nødvendigvis foretrække den kvinde, der har født det.

    Det kan føle et svigt fra den biologiske mor. Og det kan have behov for at få en forklaring på, hvorfor hun gav det fra sig, men det betyder ikke altid, at det ville ønske, at det var vokset op hos sin biologiske mor.

    Med den viden jeg har i dag – så er jeg ikke sikker på, at jeg ikke hellere ville vokse op i en god familie som adoptivbarn end at mangle en far gennem hele min opvækst. Men jeg har jo netop en far og ved derfor, hvad det har betydet – for mig.

     

     

    Trallalej skriver netop intet om helt at mangle sin far, men om at vokse op hos en enlig mor. Det er jo to forskellige ting. Og jo, ifølge de fagpersoner der beskæftiger sig med nyfødte, såsom jordemødre, så ved barnet godt hvem dets mor er når det kommer ud. Det føler fra starten af en tilknytning til den kvinde der har født det, ligesom det gør mens det stadig er inde i maven. Så adoption er ikke i barnets tarv medmindre de biologiske forældre ikke magter forældrerollen. Og rugemoderskab kan aldrig være i barnets tarv uanset hvad. Det er jo netop som du selv siger planlagt, så der således ikke er tale om et barn der alternativt ville være endt på et børnehjem. Jeg håber virkelig at Danmark ikke bukker under for presset og ender med at lempe juraen omkring rugemoderskab. Ellers håber jeg at det i det mindste vil blive gjort til et lovkrav at der skal bevares en form for kontakt med rugemoren, sådan som for eksempel Dennis Knudsen har valgt at gøre det. Men i barnets tarv bliver det aldrig efter min mening. Man kan jo så ligeledes diskutere om donorskab er i barnets tarv, men i de tilfælde bevarer barnet jo i hvert fald tilknytningen til kvinden der har født det. Derfor er der stor forskel på et barn der er født af en rugemor og et barn der er blevet til vha donor, selvom begge børn måske har en stærk moder- og faderfigur. Det første barn vil både komme til at mangle en del af sit ophav og den første omsorgsperson det har knyttet sig til, det sidste barn vil kun mangle det første. 

    17. august 2019 kl. 12:59

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem 

    17. august 2019 kl. 13:02

    Ulle8 skrev :

    Forårspigen skrev :

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    En god opvækst hos gode adoptivforældre – og man skal huske at der er tale om et barn, som allerede er på vej ellerede eksisterer – er jo for det meste alt andet lige bedre, end at barnet skal vokse op på et børnehjem. Eller have forældre, der ikke har mulgihed for at tage sig ordentligt af det.

    Et barn, der er bortadopteret som spæd, kan sagtens få brug for at opsøge sine biologiske forældre, men det vil ikke nødvendigvis foretrække den kvinde, der har født det.

    Det kan føle et svigt fra den biologiske mor. Og det kan have behov for at få en forklaring på, hvorfor hun gav det fra sig, men det betyder ikke altid, at det ville ønske, at det var vokset op hos sin biologiske mor.

    Med den viden jeg har i dag – så er jeg ikke sikker på, at jeg ikke hellere ville vokse op i en god familie som adoptivbarn end at mangle en far gennem hele min opvækst. Men jeg har jo netop en far og ved derfor, hvad det har betydet – for mig.

     

     

    Trallalej skriver netop intet om helt at mangle sin far, men om at vokse op hos en enlig mor. Det er jo to forskellige ting. Og jo, ifølge de fagpersoner der beskæftiger sig med nyfødte, såsom jordemødre, så ved barnet godt hvem dets mor er når det kommer ud. Det føler fra starten af en tilknytning til den kvinde der har født det, ligesom det gør mens det stadig er inde i maven. Så adoption er ikke i barnets tarv medmindre de biologiske forældre ikke magter forældrerollen. Og rugemoderskab kan aldrig være i barnets tarv uanset hvad. Det er jo netop som du selv siger planlagt, så der således ikke er tale om et barn der alternativt ville være endt på et børnehjem. Jeg håber virkelig at Danmark ikke bukker under for presset og ender med at lempe juraen omkring rugemoderskab. Ellers håber jeg at det i det mindste vil blive gjort til et lovkrav at der skal bevares en form for kontakt med rugemoren, sådan som for eksempel Dennis Knudsen har valgt at gøre det. Men i barnets tarv bliver det aldrig efter min mening. Man kan jo så ligeledes diskutere om donorskab er i barnets tarv, men i de tilfælde bevarer barnet jo i hvert fald tilknytningen til kvinden der har født det. Derfor er der stor forskel på et barn der er født af en rugemor og et barn der er blevet til vha donor, selvom begge børn måske har en stærk moder- og faderfigur. Det første barn vil både komme til at mangle en del af sit ophav og den første omsorgsperson det har knyttet sig til, det sidste barn vil kun mangle det første. 

    I tilfælde af adoption så ER alternativet ofte, at barnet skal vokse op på et børnehjem.

    Og i mange tilfælde så får barnet en bedre opvækst ved at blive adopteret.

    Min fætters biologiske mor var kun 17 år, og hun sagde, at hun var bange for, at hun ikke ville kunne blive en bedre mor end hendes egen mor var, og så ville hun hellere give ham fra sig.

    Min kusine følte et svigt fra sin biologiske mor og havde brug for at møde hende. 

    Og førhen handlede det ikke altid om, hvorvidt man magtede forældrerollen. 

    Min søsters svigerforældre bortadopterede deres første barn. De var meget unge og dengang var der ingen hjælp at hente.

    Da barnets adoptivforældre var døde, opsøgte han sine biologiske forældre.

    De har en rigtig god kontakt, og han har været med dem på skiferie, og var med til min søsters bryllup og min nieces konfirmation.

    Han ønsker ikke, at det havde været anderledes. Han betragter sine adoptivforældre som sine forældre, og dem ville han ikke have undværet.

    Så i hans tilfælde kan man ikke sige, at det ikke var barnets tarv.

    En rugemor er noget helt andet. Der planlægger man at sætte barnet i verden, og det giver rigtig mange etiske dilemmaer. 

     

     

     

    17. august 2019 kl. 13:18

    Spørgsmålet er også, om man i rugemoder-debatten ikke skaber flere problemer end man løser? Men fordi man typisk skaber problemerne for socialt meget dårligt stillede kvinder (jo, den lykkelige altruistiske rugemoder findes, men er ikke det mest almindelige) til gengæld for at løse problemer for meget velstillede familier, synes rugemoderskab attraktivt. 

    Men INGEN jura kan løse, at der vil være rugemødre og ruge-børn, der knytter sig til hinanden. Og skal man med loven i hånden kunne flå en nyfødt ud af armene på en nybagt mor? 

    Avatar
    Anonym
    17. august 2019 kl. 13:42

    At vælge at benytte sig af rugemorskab er for mig den ultimativt mest egoistiske metode at blive forældre på. Og det er det alene af den årsag, at en graviditet kan have en dødelig udgang for den gravide kvinde. Ethvert oplyst menneske er udmærket klar over, at den gravide kvinde, der er gravid med donoræg, er i højrisiko for at udvikle svangerskabsforgiftning. Derudover er der jo en hel række andre risici for livslange komplikationer. Ved at benytte sig af en rugemor er man altså villig til at ofre en anden kvindes liv eller førlighed for egen vindings skyld. 

     

    Avatar
    Anonym
    17. august 2019 kl. 13:59

    Abracadabra skrev :

    massie85 skrev :

    Ja det er rigtigt den store pige virkede ikke særlig glad ved at barnet skulle væk. Men jeg er sikker på med tiden og med gode snakke, samt en større alder, så ser hun anderledes på det hele.

    Hos der nu blev lavet en lovgivning på dette område ville mange af disse dilemmaer i nævner forsvinde. Der vil jo på forhånd være indgået en bindende kontrakt på en masse kritiske punkter, Som retten til barnet f.eks. og nej det skal aldrig være et lønnet job! Det skal gøres af hjertet. Så sorterer man også de kvinder fra som ikke har gjort sig de store og svære tænker omkring det at give barnet videre. 

    Jeg ser nok ikke alle de dilemmaer i nævner fordi jeg kun har oplevet de gode historier omkring det at være rugemor. Men ja man skal være en speciel støbning for at kunne gøre dette. Jeg ville personligt ikke kunne gennemføre det lige meget hvor meget jeg gerne ville hjælpe nogen.

    Og med henblik på ts sygdom så er der en far i billedet også. Ingen kan vide sig sikre på fremtiden og inden hun overhovedet kommer i gang med dette projekt her vil der ihvertfald være gået noget tid. Det er en lang process! Så hun ville sagtens kunne erklæres rask inden dette. 

    Så lad os forestille os, at en rugemor bliver gravid med et barn, der til NF viser sig at have downs. Rugemor nægter abort, de biologiske forældre nægter at få et sygt barn. Hvad så?

    Eller at rugemor i sidst graviditeten får et stort herpesudbrud på kønsdelene, men nægter det anbefalede kejsersnit, og barnet får en hjernebetændelse og bliver dybt hjerneskadet. Hvad så?

    Eller at de biologiske forældre pludselig bliver skilt under graviditeten og ikke vil have barnet. Hvad så?

    Der er 1000 faldgrupper! En meget stor økonomisk kompensation kan gøre meget, men er etisk særdeles vanskelig. 

    Jeg tror på, at der findes få lykkelige ludere. Der er sikkert også lykkelige rugemødre. Men så er der ALLE de andre, som fortjener vores beskyttelse. 

    (Der er også meget få mennesker, som med glæde giver deres ene nyre til værdigt trængende fremmede – men der er også et stort sort marked for organer, perspektiverne er skræmmende!)

    Jeg er meget enig her!

    Der er alt for mange etiske spørgsmål der gør, at man ikke bare bør kaste sig ud i det af godt hjerte. 

    Mit største problem med tankegangen, er selve købet. Hvad køber man sig ret til? En anden kvindes krop? En verden hvor det er lovligt, er det jo nok især økonomisk svagere stillet kvinder der stiller op. Kvinder der har børn i forvejen og som håber på lidt ekstra til husholdningen.  Hvad sker der, hvis fødslen går galt og hendes egne børn derhjemme mister deres mor? Kan man virkelig leve med sig selv efterfølgende? 

    Eller hvis rugemor bliver skadet og fx ikke kan varetage sit job efterfølgende? Hvad så? 

     

    17. august 2019 kl. 14:15

    midlertidig-profil skrev :

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem 

    Du skriver jo netop til sidst, at ingen børn skal bortadopteres mm de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Det er nogenlunde det jeg også har skrevet? 

    17. august 2019 kl. 14:27

    Ulle8 skrev :

    midlertidig-profil skrev :

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    Jeg er selv adopteret fra et udenlandsk børnehjem i en alder af 10 måneder. Jeg føler mig enormt priviligeret, fordi jeg var så heldig at få en far og mor som igennem 10 år havde ventet og længtes efter at få et barn. Jeg var så ønsket, og min far har været langt mere engageret i min opvækst end den typiske far i slut 70erne. Han havde ventet så længe på at få lov til at blive far, at han ikke ville gå glip af noget, da jeg først kom, så han var på barsel i flere måneder, og han var og er faktisk stadig enormt engageret i mit og min families liv. Jeg har aldrig følt noget behov for at søge efter mine rødder eller lidt noget afsagn, fordi jeg ikke har kendt mit biologiske ophav. Jeg ville til enhver tid foretrække at være ønskebarn i en adoptivfamilie frem for at være biologisk barn af en enlig mor og uønsket af min biologiske far. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at alle børn af enlige mødre skal bortadopteres, for selvfølgelig skal ingen børn bortadoptere mod deres biologiske forældres vilje med mindre de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem 

    Du skriver jo netop til sidst, at ingen børn skal bortadopteres mm de biologiske forældre ikke er i stand til at tage sig af dem. Det er nogenlunde det jeg også har skrevet? 

    Du skrev, at adoption ikke var i barnets tarv og at det er bedre at vokse op hos en biologisk enlig mor end hos to adoptivforældre.

    Og Midlertidig profil skriver, at hun hellere vil vokse op hos to adoptivforældre der virkelig ønskede hende end hos en enlig mor, hvor hun var uønsket af faderen.

    Det vil altid være individuelt.

    Mange gange giver den biologiske mor barnet fra sig af nød eller af kærlighed til barnet, fordi hun ønsker et bedre liv for barnet.

    Mht rugemodre er jeg enig med dig i, at lovgivningen i Danmark ikke skal laves om.

    17. august 2019 kl. 14:30

    Forårspigen skrev :

    Ulle8 skrev :

    Forårspigen skrev :

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    En god opvækst hos gode adoptivforældre – og man skal huske at der er tale om et barn, som allerede er på vej ellerede eksisterer – er jo for det meste alt andet lige bedre, end at barnet skal vokse op på et børnehjem. Eller have forældre, der ikke har mulgihed for at tage sig ordentligt af det.

    Et barn, der er bortadopteret som spæd, kan sagtens få brug for at opsøge sine biologiske forældre, men det vil ikke nødvendigvis foretrække den kvinde, der har født det.

    Det kan føle et svigt fra den biologiske mor. Og det kan have behov for at få en forklaring på, hvorfor hun gav det fra sig, men det betyder ikke altid, at det ville ønske, at det var vokset op hos sin biologiske mor.

    Med den viden jeg har i dag – så er jeg ikke sikker på, at jeg ikke hellere ville vokse op i en god familie som adoptivbarn end at mangle en far gennem hele min opvækst. Men jeg har jo netop en far og ved derfor, hvad det har betydet – for mig.

     

     

    Trallalej skriver netop intet om helt at mangle sin far, men om at vokse op hos en enlig mor. Det er jo to forskellige ting. Og jo, ifølge de fagpersoner der beskæftiger sig med nyfødte, såsom jordemødre, så ved barnet godt hvem dets mor er når det kommer ud. Det føler fra starten af en tilknytning til den kvinde der har født det, ligesom det gør mens det stadig er inde i maven. Så adoption er ikke i barnets tarv medmindre de biologiske forældre ikke magter forældrerollen. Og rugemoderskab kan aldrig være i barnets tarv uanset hvad. Det er jo netop som du selv siger planlagt, så der således ikke er tale om et barn der alternativt ville være endt på et børnehjem. Jeg håber virkelig at Danmark ikke bukker under for presset og ender med at lempe juraen omkring rugemoderskab. Ellers håber jeg at det i det mindste vil blive gjort til et lovkrav at der skal bevares en form for kontakt med rugemoren, sådan som for eksempel Dennis Knudsen har valgt at gøre det. Men i barnets tarv bliver det aldrig efter min mening. Man kan jo så ligeledes diskutere om donorskab er i barnets tarv, men i de tilfælde bevarer barnet jo i hvert fald tilknytningen til kvinden der har født det. Derfor er der stor forskel på et barn der er født af en rugemor og et barn der er blevet til vha donor, selvom begge børn måske har en stærk moder- og faderfigur. Det første barn vil både komme til at mangle en del af sit ophav og den første omsorgsperson det har knyttet sig til, det sidste barn vil kun mangle det første. 

    I tilfælde af adoption så ER alternativet ofte, at barnet skal vokse op på et børnehjem.

    Og i mange tilfælde så får barnet en bedre opvækst ved at blive adopteret.

    Min fætters biologiske mor var kun 17 år, og hun sagde, at hun var bange for, at hun ikke ville kunne blive en bedre mor end hendes egen mor var, og så ville hun hellere give ham fra sig.

    Min kusine følte et svigt fra sin biologiske mor og havde brug for at møde hende. 

    Og førhen handlede det ikke altid om, hvorvidt man magtede forældrerollen. 

    Min søsters svigerforældre bortadopterede deres første barn. De var meget unge og dengang var der ingen hjælp at hente.

    Da barnets adoptivforældre var døde, opsøgte han sine biologiske forældre.

    De har en rigtig god kontakt, og han har været med dem på skiferie, og var med til min søsters bryllup og min nieces konfirmation.

    Han ønsker ikke, at det havde været anderledes. Han betragter sine adoptivforældre som sine forældre, og dem ville han ikke have undværet.

    Så i hans tilfælde kan man ikke sige, at det ikke var barnets tarv.

    En rugemor er noget helt andet. Der planlægger man at sætte barnet i verden, og det giver rigtig mange etiske dilemmaer. 

     

     

     

    Ja, det har engang handlet om meget andet end forældreevne, og dér synes jeg da på ingen måde vi skal tilbage til, selvom dit familiemedlem er glad for at han blev bortadopteret. At der findes lykkelige historier om adoption er altså ikke ensbetydende med at det er sundt for babyer og små børn at blive flået ud af deres nærmiljø og placeret i et andet, hvis et alternativ overhovedet er muligt. Og derfor er der heldigvis den hjælp at hente i dag som der ikke var dengang. Desværre er der bare mange lande hvor vordende forældre ikke er ligeså heldige som her. Så derfor er der masser af børn der har brug for at blive bortadopteret til for eksempel danskere. Men det er stadig ikke ideelt, og mange adoptivbørn tager på den ene eller anden måde skade psykisk. Naturligvis er der undtagelser som i alle andre henseender. Men risikoen er stor. 

    17. august 2019 kl. 14:36

    Ulle8 skrev :

    Forårspigen skrev :

    Ulle8 skrev :

    Forårspigen skrev :

    Ulle8 skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Abracadabra skrev :

    trallalej skrev :

    Selma29 skrev :

    Jeg synes det er en interessant debat, og jeg er helt enig i at der er alt for mange faldgruber. Jeg er imod brug af rugemødre, af den simple årsag at jeg synes vi glemmer det allervigtigste – børnene!! Al forskning viser at barnet knytter sig til sin mor allerede i fosterstadiet: det lærer hendes stemme at kende, hendes lyde og bevægelser, og det er dette som barnet finder tryghed i når det er blevet født ind i en stor fremmed verden hvor alt er nyt og ukendt. 

    Jeg synes ligeledes det er dybt problematisk hvis rugemoren modtager betaling, for lige netop dette gør barnet til en vare, og det synes jeg er dybt problematisk. Ikke alt bør være til salg.  

    Børn er ikke en menneskeret, og vi har ikke “ret til” at blive forældre på bekostning af børnene.

    Så adoption er forkert? 

    … og sjovt nok kan du tillade dig sådanne holdninger med to børn selv. Ej – come on

    Adoption skal jo være med barnets interesser for øje: Man bortadopterer børn, der ikke kan være hos deres forældre. Men det ER et stort traume for mange børn at blive revet bort fra deres vante omgivelser og sendt til måske et nyt land, med andet klima, sprog og skal bo hos reelt fremmede. Mange, mange af børnene får livslange problemer… men hvis alternativet er et børnehjem eller en rendesten, er valget jo lettere. 

    Helt enig i det du skriver.

    Min pointe var blot at jeg synes argumentet mht at barnet knytter sig til en i maven, som et argument for at man ikke skal/bør bruge rugemødre, er tyndt. Adoption er jo netop mere indgribende og praktiseres i stor stil.

    Jeg er uenig med dig. 

    I tilfælde af adoption sker det som følge af den biologiske families tragedie, der gør, at barnet ikke kan vokse op hos sine biologiske forældre. Man har barnets interesse for øje – for børnehjem er sjældent sundt for småbørn.

    I tilfælde af rugemoderskab PLANLÆGGES at fjerne barnet fra den kvinde, det har en tilknytning til. Man har IKKE barnets interesse for øje – men de ressourcestærke forældre (altså dem med æg/sæd).

     

    Ok – ja så misforstod jeg dig. Jeg mener at den største tilknytning sker efter fødslen og ikke fordi man har være i livmoderen hos en bestemt kvinde… 

    i forhold til at sikre barnes tarv… hvor skal grænsen så være. Det bedste er måske to forældre som bliver sammen og passer deres barn. Men man giver jo f.eks. Behandling til enlige kvinder. 

    Personligt synes jeg det er et større tab for et barn kun at have en mor end at det lige fra fødslen bliver omsorgsfuldt taget sig af et par (efter at være født af en anden kvinde). Og jeg synes alligevel ikke man skal forbyde hjælp til enlige overhoved. 

     

    At du mener at den største tilknytning sker efter fødslen ændrer ikke på, at barnet instinktivt vil foretrække den kvinde der har født det, af ren og skær overlevelsesmekanisme. Det er ignorant og uvidende at skrive at et barn har bedre af at blive bortadopteret til et barnløst par end at forblive hos sin enlige mor. Når et barn af en enlig mor bliver voksent vil det (forudsat at det ingen eller en ringe relation har til sin far) højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt få en krise over at mangle sin far, men et adoptivbarn vil højst sandsynligt få en krise over at mangle hele sit biologiske ophav, OG det vil mangle den tilknytning til mor som det var blevet frarøvet. Mange adoptivbørn er selv imod adoption, fordi de på egen krop har mærket de meget sandsynlige konsekvenser. Så adoption bliver aldrig ideelt, selvom det i nogen tilfælde er bedre end alternativet. Men at foretrække det ene og alene fordi moren er enlig synes jeg er en problematisk holdning at have. Der skal meget tungere faktorer i spil såsom omsorgssvigt eller manglende overskud til (flere) børn fra de biologiske forældres side. 

    En god opvækst hos gode adoptivforældre – og man skal huske at der er tale om et barn, som allerede er på vej ellerede eksisterer – er jo for det meste alt andet lige bedre, end at barnet skal vokse op på et børnehjem. Eller have forældre, der ikke har mulgihed for at tage sig ordentligt af det.

    Et barn, der er bortadopteret som spæd, kan sagtens få brug for at opsøge sine biologiske forældre, men det vil ikke nødvendigvis foretrække den kvinde, der har født det.

    Det kan føle et svigt fra den biologiske mor. Og det kan have behov for at få en forklaring på, hvorfor hun gav det fra sig, men det betyder ikke altid, at det ville ønske, at det var vokset op hos sin biologiske mor.

    Med den viden jeg har i dag – så er jeg ikke sikker på, at jeg ikke hellere ville vokse op i en god familie som adoptivbarn end at mangle en far gennem hele min opvækst. Men jeg har jo netop en far og ved derfor, hvad det har betydet – for mig.

     

     

    Trallalej skriver netop intet om helt at mangle sin far, men om at vokse op hos en enlig mor. Det er jo to forskellige ting. Og jo, ifølge de fagpersoner der beskæftiger sig med nyfødte, såsom jordemødre, så ved barnet godt hvem dets mor er når det kommer ud. Det føler fra starten af en tilknytning til den kvinde der har født det, ligesom det gør mens det stadig er inde i maven. Så adoption er ikke i barnets tarv medmindre de biologiske forældre ikke magter forældrerollen. Og rugemoderskab kan aldrig være i barnets tarv uanset hvad. Det er jo netop som du selv siger planlagt, så der således ikke er tale om et barn der alternativt ville være endt på et børnehjem. Jeg håber virkelig at Danmark ikke bukker under for presset og ender med at lempe juraen omkring rugemoderskab. Ellers håber jeg at det i det mindste vil blive gjort til et lovkrav at der skal bevares en form for kontakt med rugemoren, sådan som for eksempel Dennis Knudsen har valgt at gøre det. Men i barnets tarv bliver det aldrig efter min mening. Man kan jo så ligeledes diskutere om donorskab er i barnets tarv, men i de tilfælde bevarer barnet jo i hvert fald tilknytningen til kvinden der har født det. Derfor er der stor forskel på et barn der er født af en rugemor og et barn der er blevet til vha donor, selvom begge børn måske har en stærk moder- og faderfigur. Det første barn vil både komme til at mangle en del af sit ophav og den første omsorgsperson det har knyttet sig til, det sidste barn vil kun mangle det første. 

    I tilfælde af adoption så ER alternativet ofte, at barnet skal vokse op på et børnehjem.

    Og i mange tilfælde så får barnet en bedre opvækst ved at blive adopteret.

    Min fætters biologiske mor var kun 17 år, og hun sagde, at hun var bange for, at hun ikke ville kunne blive en bedre mor end hendes egen mor var, og så ville hun hellere give ham fra sig.

    Min kusine følte et svigt fra sin biologiske mor og havde brug for at møde hende. 

    Og førhen handlede det ikke altid om, hvorvidt man magtede forældrerollen. 

    Min søsters svigerforældre bortadopterede deres første barn. De var meget unge og dengang var der ingen hjælp at hente.

    Da barnets adoptivforældre var døde, opsøgte han sine biologiske forældre.

    De har en rigtig god kontakt, og han har været med dem på skiferie, og var med til min søsters bryllup og min nieces konfirmation.

    Han ønsker ikke, at det havde været anderledes. Han betragter sine adoptivforældre som sine forældre, og dem ville han ikke have undværet.

    Så i hans tilfælde kan man ikke sige, at det ikke var barnets tarv.

    En rugemor er noget helt andet. Der planlægger man at sætte barnet i verden, og det giver rigtig mange etiske dilemmaer. 

     

     

     

    Ja, det har engang handlet om meget andet end forældreevne, og dér synes jeg da på ingen måde vi skal tilbage til, selvom dit familiemedlem er glad for at han blev bortadopteret. At der findes lykkelige historier om adoption er altså ikke ensbetydende med at det er sundt for babyer og små børn at blive flået ud af deres nærmiljø og placeret i et andet, hvis et alternativ overhovedet er muligt. Og derfor er der heldigvis den hjælp at hente i dag som der ikke var dengang. Desværre er der bare mange lande hvor vordende forældre ikke er ligeså heldige som her. Så derfor er der masser af børn der har brug for at blive bortadopteret til for eksempel danskere. Men det er stadig ikke ideelt, og mange adoptivbørn tager på den ene eller anden måde skade psykisk. Naturligvis er der undtagelser som i alle andre henseender. Men risikoen er stor. 

    Det er da helt sikkert en god ting, at der er bedre hjælp i dag.

    Men min fætter og kusine har stadig haft en bedre opvækst, end hvis de ikke var blevet bortadopteret. 

    Og en opvækst på et børnehjem  – som ofte er alternativet – er sjældent bedre og er sjældent barnets tarv.

    De kan i de fleste tilfælde IKKE blive hos deres biologiske forældre.

    Viser 15 indlæg - 31 til 45 (af 96 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.