Reaktion efter abort

Jeg har lige oplevet en spontan abort. Jeg var i uge 8+ da det rigtig gik løs. Det var ikke en planlagt graviditet. Vi har en datter på 7, og har hver gang emnet kom op om flere børn, besluttet at vi ikke skulle have flere, ud fra et forsigtighedsprincip. Hver gang blev jeg mega ked af det, men vidste det var det rigtige valg. Men så blev min mands søster gravid igen, hun har i forvejen en datter der 4 mdr ældre end vores, så vi fulgtes lidt ad i vores første graviditeter. Så blev jeg for alvor skruk, og ja, så er vi nok blevet lidt uforsigtige, for i hvert fald blev jeg gravid…præcis 4 mdr efter min svigerinde, lige som sidst. Og jeg var mega lykkelig. Da jeg blev gravid med min datter fik jeg nærmest en fødselsdepression allerede før de to streger, men ikke denne gang. Jeg var sååå glad, og kom ligesom ind i en baby boble og reseachede på livet løs alt det udstyr jeg ville have og begyndte at rydde vores pulterkammer/gæsteværelse og vi var så glade alle 3. Ikke skyggen af depression – faktisk havde jeg aldrig haft det bedre (havde før store problemer med depression op til menstruation) .

Men så kom aborten…den havde værer under opsejling en uges tid med pletblødning og brunligt udflåd, men håbede selvfølgelig at det ikke betød abort. Men da først den rigtig gik i gang, ændrede jeg mig fra det ene øjeblik til det andet. Som om hele min kemiskw sammensætning blev splittet. Jeg ønskede lige pludselig ikke et barn mere alligevel – får faktisk nærmest kvalme ved tanken. Har en kæmpe trang til bare at være samnen med min mand, at nyde den frihed man ikke har med en baby. Alt min skrukhed og baby lykke er bare væk. Det stresser mig vildt, for min mand er så klar til at prøve igen, og det var faktisk aftalen at give det et forsøg mere – og hurtigst muligt for at øge vores chancer. Men lige nu vil jeg bare laaang væk fra alt baby relateret. Når jeg læser om folks reaktioner, så synes jeg mest det handler om sorgen over at miste, og ønsket om at prøve igen. Jeg sørger over at have mistet lysten – er jeg den eneste der har prøvet det? Jeg bløder stadig meget, jeg har ondt, jeg har corona og min datter har været hjemme en uge, så jeg er både fysisk og mentalt godt brugt. Men ved ikke om det nærmest er en fødselsreation jeg har fået – da jeg fødte min datter fik jeg en fødselsreaktion, jeg fortrød nærmest lige til en start, og havde ikke lyst til at være mor alligevel – det kørte rent på instinkter lige til at starte med, og langsomt fandt jeg kærligheden til mit barn og det at være mor. Det var ikke sjovt, det var en decideret krise i mit liv, og nu tænker jeg selvfølgelig at min reaktion på aborten kan betyde at jeg vil få en krise igen hvis jeg får et barn mere….men måske jeg bare lige skal tage den lidt med ro..