Close
Log Ind Opret Bruger

Nu med to englebørn.

  • 30 november 2019, 12:00

    At miste et barn er forfærdeligt. At miste to er ubærligt.
    Den 8. juli fødte jeg vores døde søn, Mini, i uge 19. Han havde været død siden uge 15.
    I begyndelsen af august bliver jeg gravid igen. Jeg er 43 år og sund og rask. Min mand
    Martin og jeg er lykkelige, stolte og lettede. Tænk, at det lykkedes! Vi turde dog ikke sige noget til nogen. Ikke engang vores datter på 6 år Johanne vidste det. Vi turde ikke, hvis nu det gik galt igen. Vi tude ikke for alvor håbe. Jeg blev fulgt tæt af gynækologer og læger. Alt så fint ud, den lille, som vi kaldte Spire, trivedes og voksede. Det samme gjorde jeg. Johanne spurgte om jeg havde en baby inde i maven. Jeg benægtede og sagde at jeg bare var tyk. Nakkefoldsscanningen i uge 13, den 1. november 2019 gik fint. Spire var fuld af liv og havde ikke Downs Syndrom, men så helt fin og normal ud med god hjertelyd. Jeg græd af lettelse og glæde. Jordemoderen anbefalede en scanning første dag i uge 16, så jeg ligesom var ovre den kritiske uge 15, hvor Mini døde. Om fredagen kom Johanne med en af sine bøger, om en pige, der bliver storesøster, og viste mig et billeden af moren, der var gravid. "Mor, du ligner altså hende her". Så kunne Martin og jeg ikke holde det hemmeligt længere, og fortalte Johanne at hun skulle være storesøster den 11. maj. Når æbletræerne i haven stor i fuldt flor ville Spire komme ud til hende. Johanne blev henrykt og sagde at hun ville være den bedste storesøster. Hele weekenden gik hun og talte med Spire gennem min mave og nussede den. Mandag den 25. november skulle Martin og jeg til scanning tidligt. Farmor kom og fulgte Johanne i skole, hvor hun begejstret fortalte de gode nyheder.
    Samtidig blev jeg scannet på hospitalet.
    Lille Spire var død.
    Han lå helt stille, ingen hjertelyd.
    Martin og min verden brød sammen for anden gang på 5 måneder. Vi havde mistet endnu et barn.
    Vi hentede Johanne direkte fra skole, og fortalte hende de forfærdelige nyheder. Hun havde lige glædet sig, hun fik to dage med glæde og forventning. Hun brød helt sammen.
    Jeg fik en pille, der fik min livmoder til at trække sig sammen.
    Tirsdag aften fik jeg veer og vi tog på hospitalet, mens farmor passede Johanne.
    Sent tirsdag aften fødte jeg Spire. Han vejede kun 30 gram og er nok død kort efter nakkefoldsscanningen. Han var på længde med min langefinger.
    Jeg var udmattet af manglende søvn, chok og dertil blødte jeg kraftigt. Jeg blev sendt til udskrabning. Jeg mistede en liter blod før operationen og en liter efter.
    Det ekstra ulykkelige var, at Mini skulle have været født onsdag den 27. november. Jeg lå 5 timer på opvågningsstuen, mens Martin passede på Spire på fødemodtagelsen. Han var blevet dækket af en lille, bitte dåbsklud og lå i en plasticæske. Jeg tog ham op, holdt ham forsigtigt, og ligesom jeg havde gjort med både Johanne og Mini, sang jeg "Elefantens Vuggevise" for ham. Jordemoderen kom med en lille trækiste, og Martin lagde vores lille søn i den og Spire fik en lok af mit hår, Martins skæg, et stykke Kristtjørn fra haven og en tegning, Johanne havde lavet. Hun havde tegnet en forårshave med blomster, mariehøns og biller på den ene side, og den anden side var en tegning af hende og Spire på en legeplads, hvor de gyngede sammen. Sent om eftermiddagen kastede vi et sidste blik på lille Spire, puttede ham en sidste gang og kørte hjem.
    Jeg er svag af blodtabet og chokket. Jeg savner mine to englebørn. I dag skulle havet været Minis første morgen hjemme. Jeg havde lovet Johanne at hun skulle vælge Spires første sparkedragt. Nu sidder vi og ser på gravsten. Lille Mini, lille Spire, mine pseudotvillinger, mine små englebørn! Sov sødt!

    30. november 2019 kl. 12:26

    Jeg er helt opløst af din historie. Har ingen ord. Sender kram. 

    Avatar
    Anonym
    30. november 2019 kl. 12:38

    Kære Maria

    Det gør mig så ondt på dine og jeres vegne, jeg sidder med tårene trillende ned af kinderne efter at have læst din ubærlige historie. Det er godt nok uretfærdigt x2 og jeg ville ønske at ingen medsøstre skulle opleve og leve med de oplevelser.

    Vi ved ikke om der er en mening med det der sker – eller hvad den er – men jeg håber at du og I med tid finder en måde at leve med smerten og savnet på. 

    Og så håber jeg at I får hjælp fra Landsforeningen Spædbarnsdød.

    Stort knus og varme tanker!

    30. november 2019 kl. 13:59

    Jeg har ikke ord for hvilken sorg I må føle. Jeg sidder med min nyfødte datter i armene og tårene triller ned ad mine kinder. Jeg sender al den kærlighed jeg kan jeres vej

    30. november 2019 kl. 14:20

    Tusind tak. Stort, stort tillykke med jeres lille pige!
    Den 29./1. skal vi til efterfødselssamtale. Nu vil jeg efterhånden godt at svar på, hvorfor mine børn dør. Det er ikke sikkert, at der kan gives et svar og så vil vi ikke forsøge igen. Men får jeg en forklaring og en måde at undgå noget tilsvarende på (Nej, der gives desværre ingen garantier for sunde graviditeter), så vil vi gerne prøve igen. For jeg kan jo tilsyneladende godt blive gravid.
    Jeg ønsker dig det bedste for din nye familie.
     

    30. november 2019 kl. 15:28

    Årh nej ???? 

    Har ingen ord! 

    1. december 2019 kl. 11:53

    Kære mor til 2 englebørn

    Jeg blev virkelig ramt af din historie, og måtte hulke 2 gange undervejs, men læste alligevel til ende. Hvor har jeg ondt af dig og din lille familie, sikke en uretfærdighed!! Jeg håber og ønsker inderligt at det lykkes jer at få en fuldbåren baby ud af det, og jeg ønsker at i kommer igennem sorgen, for det er simpelthen det værste man kan opleve! 

    Jeg giver min 12 dage gamle datter ekstra mange møsser, jeg var så bange igennem graviditet og fødsel men her lykkedes det trods alt. 

    God vind fremover, og alt kærlighed fra mig til dig yes

    1. december 2019 kl. 18:34

    Nej hvor har jeg grædt over din historie broken heart 

    Det må være helt ubærligt <3 Jeg håber at det snart vil lykkes jer, at få et levedygtigt barn. 

    Avatar
    Anonym
    1. december 2019 kl. 19:21

    Forfærdelig historie. Jeg håber at I får en masse varme og kram af venner og familie ????

    Risikoen for at noget går galt i forbindelse med graviditet når man er 43 er jo desværre en hel del højer end ved kvinder i 20'erne eller blot 30'erne. Min svigerinde oplevede flere aborter og måtte gå igang med donoræg. Jeg håber virkelig ikke at jeg støder dig. Men der er en del i din alder der let kan blive gravide men hvor barnet netop ikke udvikler sig normalt pga alderen. 
     

    alle gode tanker og håb fremover.

    1. december 2019 kl. 21:01

    Jeg er absolut ikke stødt, og det er da også min første mistanke i forhold til, hvorfor det er gået galt 2 gange. Mine æg er 43 år gamle! Min mistanke nr 2 er ændrede hormoner, igen pga. af alder. Jeg håber meget, at jeg kan få et svar på, hvorfor mine børn er døde, men ved også at det slet ikke er sikkert. Lige nu skriger min krop bare på at være gravid igen – jeg savner det! Men til foråret kan det godt være, at jeg har accepteret, at jeg aldrig får et barn mere og ikke tør forsøge mig igen. Det kommer an på, hvad lægen kan anbefale/tilråde. Jeg ved heller ikke, om jeg psykisk holder til at blive scannet og igen se et dødt barn. Det jeg vil høre nu er: "Der er en overvejende sandsynlighed for at dine børn er døde fordi…..vi kan tilbyde dig den her behandling og du kan godt prøve at blive gravid igen, men jeg kan ikke garanterer at det går godt".

    2. december 2019 kl. 06:39

    Jeg er 39 og har to døtre i forvejen. En på 16 år og en på 18 måneder. Jeg har altid tænkt at jeg skulle være færdig med at få børn når jeg blev 40. Og da jeg fandt ud af at jeg var gravid i slutningen af sommeren var det helt perfekt… Desværre fik jeg en SA i oktober og jeg var knust. Man er mor igen det øjeblik der er 2 streger på testen.

    Vi prøver igen, men jeg skal heller ikke miste en gang til, så er løbet også kørt her. Det er så hårdt og det bliver helt sikkert kun sværere jo længere man kommer hen.

    Jeg håber de finder en grund andet end alder og statestik.

    Knus 

    Avatar
    Anonym
    2. december 2019 kl. 09:00

    Hvor er jeg ked af at høre at du har været igennem det 2 gange. Det er ubærligt og så vanvittig hårdt. Jeg håber du passer på dig selv og får hjælp til at komme igennem det. Mange tanker her fra.

    2. december 2019 kl. 11:14

    Hold da op en mavepuster, det er at læse jeres historie. 

    Jeg kan jeg slet ikke forestille mig, hvad I går i gennem lige nu. Hvor er det da fantastisk at I i det mindste har jeres store pige, som I kan få lov at se vokse op. 

    Det er da en ubegribelig smerte, at ens børn dør. Alle mine varmeste tanker og positive energier til jer.

    Hvil i fred, Mini og Spire. Forhåbentligt kan de tage sig af min Peanut, som gik til i uge 6 for nogle år siden – vi så aldrig hjerteblink, så det kan selvfølgelig på ingen måde sammenlignes med jeres situation og oplevelser. Men jeg tænker nu alligevel på den ofte. 🙂 

    5. december 2019 kl. 12:39

    Tak for jeres kærlige tanker og medfølelse!
    Nu vil jeg så stille et spørgsmål og evt. trække på jeres erfaringer.
    Lige nu ønsker jeg intet andet end at blive gravid igen. Jeg skal til efterfødselssamtale den 29/1 2020, hvor jeg skal tale med en læge, der er blevet mig anbefalet for om muligt at få svar på, 1) Hvorfor mine to børn døde og 2) Om det på nogen måde er forsvarligt af mig at blive gravid igen (Forudsat at jeg er sund og rask, naturligvis). Men der er længe til januar og tankerne flyver rundt.
    Lidt om mig: Jeg er 43 år (Fødselsdag i marts), jeg er ikke overvægtig, har aldrig røget, taget stoffer og kan ikke lide alkohol. Blodtryk, iltmætning og puls er fin. Jeg lider ikke af nogen sygdomme, og er blevet undersøgt for mulige sygdomme, der kan skade mit foster: Alt OK. Min mand er 42 og ligeledes sund og rask. Jeg bliver tilsyneladende let gravid (2 gange på 6 mdr) men børnene dør for mig i begyndelsen af 2. trimester. Jeg er mor til en sund og rask 6 årig.
    Må jeg få jeres lægmandsmening? Havde I forsøgt jer igen, hvis I var i mit sted?
    På forhånd, tak.

    5. december 2019 kl. 15:02

    Jeg har en søn på knapt 3 år som jeg fik via fertilitetsbehandling. Vi gik i behandling igen med fryseæg for at få endnu et barn – jeg blev gravid ved sidste forsøg men i uge 10 stoppede det lille hjerte med at banke. Var alt gået godt, så havde jeg haft termin i går….

    Vi har valgt at stoppe efter det og koncentrere os om den søn, som vi er så heldige at have fået. Det tager for hårdt på mig med behandling og for hårdt på psyken, hvis jeg igen skal gennem en udskrabning (2 er det blevet til i alt)

    Jeg er selv enebarn og har haft en dejlig barndom og håber at kunne give min søn det samme – ubetinget opmærksomhed og kærlighed. Og ja, så fik jeg ikke de to børn, som jeg havde håbet på, men heldigvis fik jeg min skønne søn og er så utrolig taknemlig for det…. 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 22 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.