Close
Log Ind Opret Bruger

mor til 2…. snart 3 :-(

  • 21 april 2019, 17:02

    Hej med jer

    jeg har en helt forfærdelig påske😔 Efter et risikotal på 1:4 fik vi en moderkagebiopsi og i onsdags, lige inden påsken officielt blev skudt i gang, fik vi at vide, at vores barn har Downs Syndrom. Men pga påske kan vi ikke få abort før i næste uge.😱😢😱

    Vi er slet ikke i tvivl om at vi skal have en abort. Mit ældste barn har særlige behov, og hans problemer er intet ved siden af Downs. Men det har stadig en stor indvirkning på vores familie. Desuden har min fætter 2 handicappede børn. Og deres familieliv er absolut ikke ideelt.

    Derudover har jeg en veninde med en dødfødsel bag mig. Og jeg synes der er så mange omkring os, hvis børn har komplikationer etc. Så egentlig skulle vi slet ikke have flere børn. Jeg turde ikke, min mavefornemmelse omkring det var ikke god, og jeg syntes vi havde rigeligt at se til. Vores børn er 4 og 7 nu, og roligt kom lysten alligevel til en nr. 3. Men jeg har simpelthen været sådan o tvivl om jeg turde. Til sidst gav jeg efter for mit og mandens ønske, og nu står jeg så i den her forfærdelige situation😢

    påsken er alt alt for umenneskelig lang og jeg har det så dårligt og barnet er begyndt at sparke😢😔😢). Jeg ved at jeg på tirsdag skal ansøge om abort (og møde op der hvor alle de glade gravide skal ind og scannes) og bagefter sluge den forfærdelige pille. Hvordan gør man lige det uden at knække fuldstændigt😔? Og på torsdag skal jeg føde mit døde barn (14+3). Og det er mig som har taget beslutningen om det. Om at slå mit barn ihjel.

    Og jeg er SÅ bange for det! Jeg er bange for smerterne og for om de kan smertedække mig ordentligt (morfin virker ikke på mig) Jeg har to kejsersnit bag mig. Det første akut og det andet planlagt pga foranliggende moderkage. Det har været en stor sorg for mig ikke at komme til at føde normalt. Men jeg har forenet mig med tanken – ikke mindst op til at vi valgte at få et barn mere (med to kejsersnit i bagagen skal de efterfølgende børn også forløses ved kejsersnit). Og nu står jeg så i en situation, hvor jeg pludselig skal have veer og føde selv. Jeg er SÅ angst for det, og om det kan betyde jeg ikke kan blive gravid igen. Men de har sagt at jeg skal føde barnet!

    Min mand tager det hele meget stille og roligt og jeg er nærmest lidt sur på ham over det, og over at hverdagen (påsken) egentlig bare går videre for ham. For ham har vi blot været uheldige og skal bare have det overstået. For ham er det bare en mislykket graviditet. Og han bliver ved med at sige, at jeg skal være forberedt på, at folk måske ikke kommer til at synes det er den store ulykke fordi det sker så relativt tidligt i graviditeten.

    Sikke en lang, forfærdelig påske💔💔💔

    21. april 2019 kl. 17:35

    Kære du

    Det gør mig uendelig trist at høre om tabet af jeres baby. Det er så mange ting man mister, når drømmen knækker på forfærdeligste vis. Kender du landsforeningen for spædbarnsdød? De støtter alle som mister efter uge 14 og ingen fordømmer dit tab for ikke at være “alvorligt nok” – du er så berettiget i alle dine følelser og din kæmpe sorg, også selvom du måske vil opleve at omverdenen ikke altid forstår. De som selv har prøvet det, vil forstå. Du skulle være mor, det er dit barn du skal sige farvel til. Det er ulideligt svært.

    Jeg har ikke prøvet at føde på det tidspunkt i en graviditet du er i nu. Men det er min erfaring igennem andre, at personalet på sygehuset vil gøre alt for at hjælpe jer igennem: smertedække alt det de kan, bistå med beslutning om hvad det bagefter skal ske, osv. Tal med dem om din angst.

    Du og din mand sørger forskelligt allerede. Han skal videre og brug for at det ikke var et “rigtigt barn” I mistede, alt imens du slet ikke ser og føler noget andet end den frygtelige afsked du står overfor, tvivl og afmagt, frygt og sorg. Det er rædsomt, men ikke unormalt, at man føler sig meget alene og bliver vred på den anden. Tal og lyt, selvom det er svært. I behøver ikke at have det ens, men blot at forsøge at rumme den andens perspektiv.

    Jeg ønsker jer alt det bedste, selvom intet trøster i den nuværende situation. Sorg skal have tid og ret til at leve, og I står foran en meget svær tid. Jeg vil blot slutte af med at sige, at synes at det er en meget kærlig beslutning at træffe et valg om abort, både overfor jeres nuværende børn og overfor barnet i maven, når omstændighederne er som de er. Gode tanker til jer!

    21. april 2019 kl. 17:35

    Det er sådan en forfærdelig situation at stå i. Kæmpe kram! 

    I april fødte jeg vores døde datter. Jeg har to kejsersnit bag mig, men bad selv om at føde normalt – hvilket de også synes var bedst. De var dog i tvivl pga. de to kejsersnit. Jeg fødte vores datter 23+0. Hun havde dog været død i min mave i nogle dage.

    Det var en hård fødsel, men jeg føler mig taknemmelig over, at jeg fik lov til at føde vaginalt – selvom jeg selvfølgelig tusind gange hellere ville have fået et levende barn og derved kejsersnit. 

    Jeg vil anbefale dig at kontakte landsforeningen for spædbarnsdød. Jeg ville ønske, at jeg havde fået info fra dem, da jeg gik hjem og vidste, at jeg dagen efter skulle føde mit døde barn, så jeg havde kunne kontakte dem. 

    Avatar
    Anonym
    21. april 2019 kl. 17:39

    Kære søde dig. 

    Din historie lyder som en tro kopi af min, og det gør mig så utroligt ondt, det du nu skal igennem. 

    For præcis 1 år siden fik vi risiko 1:4 for T21, og en moderkagebiopsi bekræftede, at vores lille pige var syg. Vi rendte også ind helligdage, så jeg var så langt, at barnet skulle fødes. Jeg kunne slet ikke rumme det, men den dag i dag, er jeg glad for, at jeg fødte hende og så hende. Det fortjente hun, frem for en udskrabning. 

    Jeg kan næppe sige meget, der kan lindre din smerte pt. Jeg kan kun sige, at man kommer igennem det. Ikke at det bare går i glemmebogen, for det gør det ikke. Tror aldrig helt, man bliver den samme efter sådan en oplevelse, men man kommer dog videre – for mig tog det bare lang tid, og jeg kan stadig have dage, hvor jeg kigger på hendes billede og bare tuder. 

    Jeg kæmper især (stadig) med tanken om pillen, som du også nævner. At jeg skulle sluge den, at jeg aktivt skulle slutte hendes liv. Det var jo hverken lægerne eller min mand, men mig. Det er det sværeste, jeg nogensinde har prøvet, og selvom min mand har været forstående (og ked af det), så er der bare visse aspekter af dén graviditet, han aldrig vil kunne forstå 100{87694d52ecd746222963ae30fea862762073b708b4f37a929cf057e79b892d15}. 

    Smerterne skal du ikke være bange for. Jeg frygtede dem også, men det var ikke (så) slemt. Jeg mærkede kun kraftige smerter op til vandet gik (omkring en times tid vel), og jeg fik Panodil, og senere Kodipar (mener jeg de hed). Sidstnævnte er styrkemæssigt en mellemting ml. Panodil og Morfin. De er meget gavmilde med smertestillende, så det skal du ikke frygte. Jeg fik aldrig behov for Morfin. 

    For mig tog det over et døgn, før hun var født. Og fra vandet gik, tror jeg der gik omkring en time, før hun var ude. MEN de fortalte, at de fleste mødte ind omkring kl. 9, og så havde de som regel født 6-7 timer senere, så jeg var bare atypisk. 

    Jeg var ikke sikker på, at jeg turde se hende. Men alle anbefalede det, og i dag er jeg (vi) simpelthen så glade for, at vi valgte at se hende. Hun var så fin – så slet ikke spor “alien” agtig ud (som jeg havde frygtet). Hun lignede bare en fredfyldt lille pige, der manglede at vokse sig stor og stærk. På en eller anden måde tror jeg, at det gav mig lidt ro, og det gav mig en form for afslutning. 

    Hospitalet tilbød mig at deltage i en sorggruppe for forældre, der har mistet, og set i bakspejlet har det hjulpet meget. Der var andre folk, der kunne relatere til sorgen og tabet. For det kan “almindelige” folk generelt bare ikke rigtigt, og hvordan skulle de dog også kunne det. Jeg kæmpede (og kæmper stadig) meget med, om jeg overhovedet må føle sorg – om min sorg er berettiget, når nu vi selv valgte det. Det har folk generelt også en holdning til. Men intet ved dén beslutning var let, og jeg tror, det er vigtigt at huske på, at et sådan valg lige så vel kan være truffet i kærlighed. 

    Jeg håber, at du og din mand kan finde en form for fælles forståelse i denne svære tid. Her ramte det nok for alvor min mand, da barnet skulle fødes, og han efterfølgende så hende. Men ellers kan jeg anbefale Landsforeningen Spædbarnsdød. Både selve foreningen, men også deres FB gruppe. 

    Du er velkommen til at sende mig en privat besked, hvis der er noget, du vil vide mere om.

    Stort kram

    22. april 2019 kl. 14:03

    Tak fordi I allerede har svaret mig og delt jeres historier. Jeg er helt overvældet❤️ 

    Er du her ikke snart: jeg har læst din blog mange gange i forbindelse med det her forløb. Og jeg vil bare sige tusind tak fordi du deler alt så hudløst ærligt. Det har virkelig hjulpet mig.

    landsforeningen spædbarnsdød har jeg tænkt mig at kontakte så snart de åbner efter påsken i morgen. Jeg glæder mig til at snakke med en fagperson om det her. Påsken har været så rædsom og jeg er bange for jeg er ved at knække helt. Er gået fra choktilstand, hvor jeg knoklede rundt ude i haven og det hele bare skulle overståes og til totalt apati.og sorg over at skulle miste det lille barn i maven, som ligger og sparker allerede.

    min mand og jeg sørger helt sikkert forskelligt. Jeg kan allerede nu mærke at han synes jeg overreagerer på hele situationen. Han har svært ved at rumme at jeg pludselig er så ked af det. Han bliver ved med at sige at det snart er overstået så vi kan komme over på den anden side. Og komme videre. I starten af påsken var jeg enig med ham. Men nu har jeg en fornemmelse af, at det først lige starter nu! Jeg er jo stadig gravid og kan mærke barnet. Når det er ude og der er tomt, er jeg meget spændt på min reaktion!

    22. april 2019 kl. 14:20

    Lotten skrev :

    Kære søde dig. 

    Din historie lyder som en tro kopi af min, og det gør mig så utroligt ondt, det du nu skal igennem. 

    For præcis 1 år siden fik vi risiko 1:4 for T21, og en moderkagebiopsi bekræftede, at vores lille pige var syg. Vi rendte også ind helligdage, så jeg var så langt, at barnet skulle fødes. Jeg kunne slet ikke rumme det, men den dag i dag, er jeg glad for, at jeg fødte hende og så hende. Det fortjente hun, frem for en udskrabning. 

    Jeg kan næppe sige meget, der kan lindre din smerte pt. Jeg kan kun sige, at man kommer igennem det. Ikke at det bare går i glemmebogen, for det gør det ikke. Tror aldrig helt, man bliver den samme efter sådan en oplevelse, men man kommer dog videre – for mig tog det bare lang tid, og jeg kan stadig have dage, hvor jeg kigger på hendes billede og bare tuder. 

    Jeg kæmper især (stadig) med tanken om pillen, som du også nævner. At jeg skulle sluge den, at jeg aktivt skulle slutte hendes liv. Det var jo hverken lægerne eller min mand, men mig. Det er det sværeste, jeg nogensinde har prøvet, og selvom min mand har været forstående (og ked af det), så er der bare visse aspekter af dén graviditet, han aldrig vil kunne forstå 100{87694d52ecd746222963ae30fea862762073b708b4f37a929cf057e79b892d15}. 

    Smerterne skal du ikke være bange for. Jeg frygtede dem også, men det var ikke (så) slemt. Jeg mærkede kun kraftige smerter op til vandet gik (omkring en times tid vel), og jeg fik Panodil, og senere Kodipar (mener jeg de hed). Sidstnævnte er styrkemæssigt en mellemting ml. Panodil og Morfin. De er meget gavmilde med smertestillende, så det skal du ikke frygte. Jeg fik aldrig behov for Morfin. 

    For mig tog det over et døgn, før hun var født. Og fra vandet gik, tror jeg der gik omkring en time, før hun var ude. MEN de fortalte, at de fleste mødte ind omkring kl. 9, og så havde de som regel født 6-7 timer senere, så jeg var bare atypisk. 

    Jeg var ikke sikker på, at jeg turde se hende. Men alle anbefalede det, og i dag er jeg (vi) simpelthen så glade for, at vi valgte at se hende. Hun var så fin – så slet ikke spor “alien” agtig ud (som jeg havde frygtet). Hun lignede bare en fredfyldt lille pige, der manglede at vokse sig stor og stærk. På en eller anden måde tror jeg, at det gav mig lidt ro, og det gav mig en form for afslutning. 

    Hospitalet tilbød mig at deltage i en sorggruppe for forældre, der har mistet, og set i bakspejlet har det hjulpet meget. Der var andre folk, der kunne relatere til sorgen og tabet. For det kan “almindelige” folk generelt bare ikke rigtigt, og hvordan skulle de dog også kunne det. Jeg kæmpede (og kæmper stadig) meget med, om jeg overhovedet må føle sorg – om min sorg er berettiget, når nu vi selv valgte det. Det har folk generelt også en holdning til. Men intet ved dén beslutning var let, og jeg tror, det er vigtigt at huske på, at et sådan valg lige så vel kan være truffet i kærlighed. 

    Jeg håber, at du og din mand kan finde en form for fælles forståelse i denne svære tid. Her ramte det nok for alvor min mand, da barnet skulle fødes, og han efterfølgende så hende. Men ellers kan jeg anbefale Landsforeningen Spædbarnsdød. Både selve foreningen, men også deres FB gruppe. 

    Du er velkommen til at sende mig en privat besked, hvis der er noget, du vil vide mere om.

    Stort kram

    Aug18: det må næsten være fordi du er længere henne, at de var bekymrede for om du skulle føde igen? Det er i hvert fald noget jeg skal have afklaret i morgen på hospitalet! Jeg sagt vil jeg nødigt have at jeg får skader som gør jeg ikke kan få flere børn. Jeg håber stadig at kunne få barn nr 3. Hvis jeg havde været i tvivl før, så er jeg i hvert fald helt sikker nu!

    Lotten: tak fordi du svarede mig! Det er rart at høre fra en som har prøvet det samme. Hvordan tog du påskedagene? Jeg kan snart ikke holde sammen på mig selv mere????

    Jeg er også glad for at barnet skal fødes af mig. For dets egen skyld. Det er helt sikkert det mest humane for mig. Men derfor er jeg stadig hundeangst og har en følelse af, at min krop ikke kan føde og at det går galt – ligesom med  mit første barn, som endte med akut kejsersnit. Generelt føler jeg bare at intet er normalt når jeg er gravid eller føder. Eller angående komplikationerne bagefter. Jeg er altid blandt de 1{87694d52ecd746222963ae30fea862762073b708b4f37a929cf057e79b892d15} som oplever et eller andet ekstraordinært eller anderledes.

    Men jeg er glad for det du skriver om at være smertedækket! Det har beroliget mig rigtig meget! Og det eneste gode omkring al den ventetid her i påsken har også været, at jeg er helt afklaret med at jeg skal se babyen. Min mand vil egentlig ikke, men han har sagt at han gerne vil gøre det for min skyld. Håber det også bliver en god oplevelse for ham.

    Lotten: må jeg spørge dig om hvor længe du var sygemeldt bagefter? Jeg kan mærke jeg får behov for en periode før jeg skal ud i hverdagen igen. Men hvor længe, kan jeg ikke svare på. Mit job er meget mentalt krævende, og jeg skal ofte undervise, formidle etc. Og det kan jeg SLET ikke lige nu. Bare tanken om det giver mig tårer i øjnene.

    og havde du nogen komplikationer bagefter? Fik du en udskrabning? Jeg synes der er mange som får en udskrabning bagefter, specielt dem som ikke er så langt henne. Og hvad med mælken? Løb den til? Jeg vil gerne have de mælkestoppende piller uanset hvad, for jeg har allerede mælk, og kan slet ikke forestille mig at få mælkefyldte bryster i weekenden. Men det skal nok passe det sker!

     

    igen tak fordi I har svaret mig! Det betyder rigtig meget❤️

    Avatar
    Anonym
    22. april 2019 kl. 15:35

    Sugardisco skrev :

    Lotten skrev :

    Kære søde dig. 

    Din historie lyder som en tro kopi af min, og det gør mig så utroligt ondt, det du nu skal igennem. 

    For præcis 1 år siden fik vi risiko 1:4 for T21, og en moderkagebiopsi bekræftede, at vores lille pige var syg. Vi rendte også ind helligdage, så jeg var så langt, at barnet skulle fødes. Jeg kunne slet ikke rumme det, men den dag i dag, er jeg glad for, at jeg fødte hende og så hende. Det fortjente hun, frem for en udskrabning. 

    Jeg kan næppe sige meget, der kan lindre din smerte pt. Jeg kan kun sige, at man kommer igennem det. Ikke at det bare går i glemmebogen, for det gør det ikke. Tror aldrig helt, man bliver den samme efter sådan en oplevelse, men man kommer dog videre – for mig tog det bare lang tid, og jeg kan stadig have dage, hvor jeg kigger på hendes billede og bare tuder. 

    Jeg kæmper især (stadig) med tanken om pillen, som du også nævner. At jeg skulle sluge den, at jeg aktivt skulle slutte hendes liv. Det var jo hverken lægerne eller min mand, men mig. Det er det sværeste, jeg nogensinde har prøvet, og selvom min mand har været forstående (og ked af det), så er der bare visse aspekter af dén graviditet, han aldrig vil kunne forstå 100{87694d52ecd746222963ae30fea862762073b708b4f37a929cf057e79b892d15}. 

    Smerterne skal du ikke være bange for. Jeg frygtede dem også, men det var ikke (så) slemt. Jeg mærkede kun kraftige smerter op til vandet gik (omkring en times tid vel), og jeg fik Panodil, og senere Kodipar (mener jeg de hed). Sidstnævnte er styrkemæssigt en mellemting ml. Panodil og Morfin. De er meget gavmilde med smertestillende, så det skal du ikke frygte. Jeg fik aldrig behov for Morfin. 

    For mig tog det over et døgn, før hun var født. Og fra vandet gik, tror jeg der gik omkring en time, før hun var ude. MEN de fortalte, at de fleste mødte ind omkring kl. 9, og så havde de som regel født 6-7 timer senere, så jeg var bare atypisk. 

    Jeg var ikke sikker på, at jeg turde se hende. Men alle anbefalede det, og i dag er jeg (vi) simpelthen så glade for, at vi valgte at se hende. Hun var så fin – så slet ikke spor “alien” agtig ud (som jeg havde frygtet). Hun lignede bare en fredfyldt lille pige, der manglede at vokse sig stor og stærk. På en eller anden måde tror jeg, at det gav mig lidt ro, og det gav mig en form for afslutning. 

    Hospitalet tilbød mig at deltage i en sorggruppe for forældre, der har mistet, og set i bakspejlet har det hjulpet meget. Der var andre folk, der kunne relatere til sorgen og tabet. For det kan “almindelige” folk generelt bare ikke rigtigt, og hvordan skulle de dog også kunne det. Jeg kæmpede (og kæmper stadig) meget med, om jeg overhovedet må føle sorg – om min sorg er berettiget, når nu vi selv valgte det. Det har folk generelt også en holdning til. Men intet ved dén beslutning var let, og jeg tror, det er vigtigt at huske på, at et sådan valg lige så vel kan være truffet i kærlighed. 

    Jeg håber, at du og din mand kan finde en form for fælles forståelse i denne svære tid. Her ramte det nok for alvor min mand, da barnet skulle fødes, og han efterfølgende så hende. Men ellers kan jeg anbefale Landsforeningen Spædbarnsdød. Både selve foreningen, men også deres FB gruppe. 

    Du er velkommen til at sende mig en privat besked, hvis der er noget, du vil vide mere om.

    Stort kram

    Aug18: det må næsten være fordi du er længere henne, at de var bekymrede for om du skulle føde igen? Det er i hvert fald noget jeg skal have afklaret i morgen på hospitalet! Jeg sagt vil jeg nødigt have at jeg får skader som gør jeg ikke kan få flere børn. Jeg håber stadig at kunne få barn nr 3. Hvis jeg havde været i tvivl før, så er jeg i hvert fald helt sikker nu!

    Lotten: tak fordi du svarede mig! Det er rart at høre fra en som har prøvet det samme. Hvordan tog du påskedagene? Jeg kan snart ikke holde sammen på mig selv mere????

    Jeg er også glad for at barnet skal fødes af mig. For dets egen skyld. Det er helt sikkert det mest humane for mig. Men derfor er jeg stadig hundeangst og har en følelse af, at min krop ikke kan føde og at det går galt – ligesom med  mit første barn, som endte med akut kejsersnit. Generelt føler jeg bare at intet er normalt når jeg er gravid eller føder. Eller angående komplikationerne bagefter. Jeg er altid blandt de 1{87694d52ecd746222963ae30fea862762073b708b4f37a929cf057e79b892d15} som oplever et eller andet ekstraordinært eller anderledes.

    Men jeg er glad for det du skriver om at være smertedækket! Det har beroliget mig rigtig meget! Og det eneste gode omkring al den ventetid her i påsken har også været, at jeg er helt afklaret med at jeg skal se babyen. Min mand vil egentlig ikke, men han har sagt at han gerne vil gøre det for min skyld. Håber det også bliver en god oplevelse for ham.

    Lotten: må jeg spørge dig om hvor længe du var sygemeldt bagefter? Jeg kan mærke jeg får behov for en periode før jeg skal ud i hverdagen igen. Men hvor længe, kan jeg ikke svare på. Mit job er meget mentalt krævende, og jeg skal ofte undervise, formidle etc. Og det kan jeg SLET ikke lige nu. Bare tanken om det giver mig tårer i øjnene.

    og havde du nogen komplikationer bagefter? Fik du en udskrabning? Jeg synes der er mange som får en udskrabning bagefter, specielt dem som ikke er så langt henne. Og hvad med mælken? Løb den til? Jeg vil gerne have de mælkestoppende piller uanset hvad, for jeg har allerede mælk, og kan slet ikke forestille mig at få mælkefyldte bryster i weekenden. Men det skal nok passe det sker!

     

    igen tak fordi I har svaret mig! Det betyder rigtig meget❤️

    Her var det ikke påskedagene, men St. Bededags ferien, der kom i vejen. Dét og så det faktum, at jeg måtte vente en rum tid på moderkagebiopsi, og da de så skulle tage den, så kunne de ikke få taget den, så fik en ny tid. Herefter ventetiden på svaret, så St. Bededag, og først herefter kunne Etisk Råd søges, og fødslen kunne “planlægges”. Hele forløbet strækte sig fra medio april til 3. maj, hvor vores lille datter blev født. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg/vi egentlig kom igennem de uger. Jeg var helt apatisk. 

    Jeg føler også, at jeg altid er den uheldige, når det kommer til graviditet. Hende der hiver statistikkerne i en kedelig retning. Jeg har 3. mislykkede graviditeter bag mig, hvor af dén sidste forår, tog prisen. Pt. er jeg gravid igen, men det er ingen dans på røde roser, både grundet min historik, men også grundet div. komplikationer, så min graviditet er en højrisiko graviditet pt., og jeg er pt. indlagt ????

    Godt du er lidt mere rolig i forhold til smertedækning. Der er jo (desværre) ikke noget barn, der skal tages hensyn til, så der er frit valg på alle hylder mht. smertelindring. Og kan du ikke tåle Morfin, så har de garanteret andet, men som sagt var det ikke (så) slemt. Jeg har også snakket med en, der klarede det på 2 Panodiler. Barnet er trods alt ikke så stort på det tidspunkt, hvilket jeg egentlig ikke bryder mig om at skrive, da det i min optik stadig er et fint og helt lille menneske, men jeg håber, det kan give dig ro på i forhold til smerten. 

    Jeg havde desværre komplikationer efterfølgende (igen hende den uheldige). Jeg fik ikke udskrabning, for de var heeelt sikre på, at moderkagen var hel og fin. Jeg var ikke helt tryg ved det, da jeg i en af de tidligere aborter har oplevet retineret væv efter en udskrabning, så jeg har skulle igennem en efterfølgende hysteroskopi. Men jeg var så drænet for energi der, og valgte at stole på lægerne. 

    Da vi efter omkring 6 uger skal på hospitalet og have det fulde svar på kromosom analysen, så bliver jeg spurgt, om jeg har fået min mens., hvilket jeg ikke har. Lægen scanner mig og ser, at flowet ikke er som det skal være. Andet kan hun ikke se. Så hun beder mig komme 2 uger efter igen, hvor hun forventer, at alt er 10/4. Det er det så bare ikke – de mistænker rest graviditet, men kan ikke se noget på scanningen. Så jeg bliver henvist til hysteroskopi. Får den foretaget, og mens jeg ligger på opvågningen, så kommer overlægen, der opererede mig, og fortæller, at han aldrig før har set så meget fastgroet moderkage. Han har måtte stoppe operationen uden at være færdig, i frygt for at ødelægge min livmoder (hvor moderkagen er vokset ned i). Så vi skal se tiden an, og jeg kan tidl. blive opereret igen efter nogle måneder. Jeg fik så samtidig en udtoppelig blødning, så fik lagt ballon op og blev indlagt. Derefter gik jeg fra juni – aug med konstant blødning, hvorefter jeg endnu engang blev opereret. Det lykkedes at fjerne det meste på nær en lille klump, som de vurderede, ville forsvinde af sig selv. Så ja, det føltes som gaven, der bare blev ved med at give og give. Men heldigvis er jeg jo et særtilfælde. Blot sørg for, at de tjekker dig grundigt for graviditetsrester efter fødslen. 

    Jeg var fuldt sygemeldt fra risikovurderingen og frem til fødslen. Efter fødslen var jeg fuldt sygemeldt 3 uger (her havde man jo ikke opdaget den fastgroede moderkage endnu). Set i bakspejlet var det alt for kort tid uagtet operationerne og komplikationerne. Efter de 3 uger startede jeg langsomt op på job, og trappede timemæssigt op hver uge. Men det var stadig for meget og for hurtigt. Jeg måtte sige fra, og i samråd med lægen blev arbejdstiden ikke øget yderligere, som planen ellers var. Og så var jeg jo selvsagt fuldt sygemeldt igen i en lille periode omkring operationerne. 

    Summasummarum så startede jeg op alt for hurtigt. For nogen er det måske det rette, at komme i gang igen, men ikke for mig. Det var jo en fantastisk sommer sidste sommer, men jeg sad bare og gloede på fuglene, der sang, og en verden der bare kørte videre, som intet var hændt. Jeg kan huske, jeg flere gange tænkte, at jeg ikke forstod, hvordan det var muligt. Pga. blødningerne begyndte jeg først i sorggruppe i august, og det var – også set i bakspejlet – måske for sent. Men jeg havde haft så meget fokus på først alt det praktiske omkring fødslen, og derefter mine fysiske udfordringer samt at forsøge at passe mit job, at det psykiske bare aldrig var 100{87694d52ecd746222963ae30fea862762073b708b4f37a929cf057e79b892d15} i fokus. 

    Jeg fik piller til at stoppe mælkeproduktionen, men blev rådet til at tage en meget stram sports BH 24 timer i døgnet de første par dage, og det var nok for mig (omend de var ekstremt ømme). 

    Det er meget normalt, at mænd og kvinder ikke sørger ens. Det har jeg erfaret ved at tale med andre i samme situation, samt min deltagelse i sorggruppen. Det vigtigste er, at I accepterer og rummer hinandens form for sorg. Hvor jeg blev helt apatisk og helst bare ville være hjemme på matriklen, så kunne min mand næsten ikke få nok aftaler i kalenderen. Jeg skulle bruge lidt tid på at forstå det. Men det var hans måde, at håndtere det på – at snakke med sine venner og holde sig beskæftiget. Det som jeg ved, har været særligt svært for ham var, at når folk hørte om det, så var folk bekymrede for mig, for hvordan jeg havde det fysisk og psykisk. De glemte lidt, at han også havde mistet noget dyrebart, så jeg gjorde og gør stadig et stort nummer ud af at nævne, hvor svært det har været for os begge. 

    Men en ting jeg vil forberede dig på – hvis de ikke allerede har nævnt det på hospitalet – er, at I vil blive bedt om, at tage stilling til, hvordan barnet skal begraves. Det var jeg SLET ikke forberedt på, som i slet ikke!! Hospitalerne tilbyder at kremere barnet (sammen med børn der har lidt samme skæbne) og sprede asken på de ukendtes grav på den nærliggende kirkegård. Alternativt kan man selv stå for nedgravningen, skulle man have et ønske om dette. Til dette yder Udentaling Danmark begravelseshjælp på omkring 9.000kr. Sidste mulighed er at barnet bliver destrueret som hospitals affald. Jeg kunne slet ikke rumme de valg efter fødslen, og ville ønske, at jeg havde vidst mere om det på forhånd. 

    Jeg håber, at det hele vil gå let og smertefrit. Husk at alt det, du føler, er helt legalt. Der findes ikke noget rigtigt eller forkert, men det er vigtigt, at du lytter til dig selv, og hvis du føler behov for det, får den nødvendige støtte. Husk også, at både manden og kvinden får 12 x psykolog i forbindelse med en senabort. 

    Stort kram. 

    22. april 2019 kl. 16:17

    Ja, det spillede sikkert ind, at jeg var så langt henne – og, at de på afdelingen ikke har de store erfaringer med to gange KS og så vaginal fødsel.

    Min mælk løb til, selvom jeg havde fået piller til at stoppe det. Det var et ekstra slag i ansigtet. Sørg for at kontakte dem med det samme, hvis du oplever det samme. Og (som du selv skriver) få pillerne fra start. 

    For os har det været vigtigt, at vores datter har været her. Måske er det ikke vigtigt for jer lige nu (eller bliver det), men hav det evt. i en lukket kasse (måske en lille bamse, englesprutte, fod og hånd aftryk, billede), så har I det, hvis behovet er der.

    26. april 2019 kl. 06:55

    Så er det overstået????????

    I tirsdags kl 09 skulle vi møde ved ultralyd for gravide for at ansøge om abort. Jeg var så led og ked af situationen at vi endte med at vente ude ved et kioskområde. Jeg kunne simpelthen ikke sidde i venteværelset sammen med gravide der skulle til diverse scanninger!

    Lægen kom og hentede os, og vi blev ført ind i et lokale, hvor vi snakkede kromosonfejlen igennem. Vi havde allerede taget beslutningen om senabort. Så bagefter ansøgte vi (jeg “tvang” min mand til at skrive under på lige fod med mig) om abort.

    Bagefter tog vi hjemad. Jeg var SÅ lettet over at vi ikke skulle op til ultralyd mere og færdes blandt gravide, idet selve senaborten foregik på gynækologisk.

    kl 14 blev vi ringet op. Aborten var gået igennem (formelsag når det drejer sig om downs). Så vi fik tid kl 16 til at skulle møde på gynækologisk.

    Her blev vi præsenteret for den sødeste sygeplejerske. Hun var simpelthen så god til at forklare det hele, ung og smuk som dagen var lang, mild og forstående. Selvom det var tydeligt hun endnu ikke havde alderen til selv at have børn, så havde hun (desværre) rigtig god erfaring med senaborter, og hun var så rolig omkring det. Og da jeg var klar, slugte jeg pillen, og jeg kunne mærke den begyndte at virke allerede. Det var sådan en hæslig oplevelse at mærke hvordan effekten af pillen virkede. Jeg fik hurtigt en fornemmelse af ikke at være gravid længere, og min mave blev oppustet og rumlede løs hele aftenen, som i øvrigt gik med en masse praktisk fordi vi jo havde babysittere der skulle afløse hinanden. Så vi sørgede for mad, indkøb, hygge med ungerne etc. Jeg gik rundt i en døs og kunne ikke rigtig fokusere på noget. Men vi endte med at fortælle ungerne, at jeg skulle have en harmløs operation, og at vi derfor ikke vidste hvornår vi kom hjem. Det beroligede dem meget at få en årsag til hvorfor jeg var så ked af det. 

    Næste morgen da jeg vågnede, var der ingen aktivitet fra livmoderen. Ingen smølfespark og gulfiskesmæld med halen???? Jeg havde jo forventet det, men det var stadig ubehageligt og trist. Men processen var ligesom i gang og vi skulle have ungerne afsted i skole/børnehave. Mens de kom afsted med svigermor og far, fik jeg skrevet et lille brev til bloppen. Og helt symbolsk var vores tulipaner sprunget ud i haven den morgen. Så jeg plukkede en tulipan som kunne komme med i kisten.

    oppe på hospitalet græd jeg da jeg så vores stue. Den var bare så trist og hospitalsagtig. Og der stod allerede en bækkenstol på værelset. Og synet af den gjorde mig simpelthen så bange og modløs. Der skulle blop komme til verden????. Men igen var sygeplejerskerne bare så søde og forstående. De fik os indlogeret og vi fik lov at spise en solid morgenmad inden jeg fik de første piller sat op, sammen med en smertecocktail. Abortpillerne havde minimal effekt, men da næste hold piller blev sat op, begyndte det hurtigt at murre, og vi begyndte på en endeløs vandring rundt på hospitalet for at fremskynde processen. Ellers lå vi og forsøgte at få det bedste ud af situationen. Og fordi de var så søde og rolige, slappede vi også af. Alle toiletbesøg skulle foregå på bækkenstolen, just in case, så jeg fik da vænnet mig til den.

    To timer efter anden portion piller (nu var klokken 16) begyndte det at nive for alvor, og jeg fik en srærkere morfinlignende pille. Og her begyndte min vandring for alvor. Jeg vandrede op og ned af gynækologisk afdeling (opdagede knap nok den hektiske aktivitet der var på stedet lige der. Der stod en hel familie stimlet sammen midt på gangen, og det var først efter et par timer det gik op for mig, at de formentlig var der af alvorlige årsager). Og mens gik jeg der, med tydelige veer og en gravid mave der var alt for lille og på en helt forkerte afdeling. Et hospital er bare et offentligt sted lige meget hvordan man vender og drejer det. 

    Nu var den søde og forstående sygeplejerske fra dagen før mødt ind på aftensvagt, og hun lagde drop på mig så jeg evt kunne få noget mere smertestillende. Og jeg fik 3. portion piller kl 17. Og allerede ved 18 tiden fik jeg brug for det, hvorefter jeg fik en hel sprøjte morfin ind i droppet. Den gjorde mig groggy og afslappet, hvilket var det som skulle til for at få yderligere skub i veerne som kl 19 begyndte at virke RIGTIG meget, hvilket kom bag på mig. Jeg var ikke klar over smerterne var så veagtige! Jeg kunne kun ligge i sengen og gispe af smerte og veerne kom hele tiden og jeg fik vestorm som blev ved med at intensiveres. Jeg talte ned til morfinsprøjterne, som jeg til sidst fik med 20 minutters mellemrum, og de tog kun toppen af veerne! De var både gode og dårlige de veer. De gjorde mig så bange for intensiteten. Det havde jeg simpelthen ikke regnet med så tidligt henne i graviditeten. Samtidig fik de mig også til at se frem til at min lille baby kom ud så smerterne gik væk (selvom det betød jeg ikke ville være gravid længere). Og det var nok hvad jeg havde brug for at tænke, for jeg tror jeg ubevidst holdt på lille blop.

    De næste to sprøjter som blev givet med 20 minutters mellemrum, gjorde mig så groggy, at jeg nærmest faldt i søvn mellem veerne, og pludselig gik vandet med et plop. Og sammen med det kom en kæmpe blødning og jeg blev bedt om at komme op på den frygtede bækkenstol. Min mand gik udenfor! Det var ellers ikke hans intension, men jeg kunne mærke han havde behov for det, og jeg havde sygeplejerskens hånd at holde fast i, så det var okay.

    Til trods for blødninger og vand, kom der intet andet ud af mig, og jeg begyndte at ryste som et espeløv over hele kroppen. Mine tænder klaprede i munden på mig, og sygeplejersken fik mig op og lægge og undersøgt for at se hvorfor det gjorde så ondt. Hun sagde jeg rystede fordi smerterne var så intense, kunne ikke finde nogen forklaring, og gav mig en kæmpedosis morfin igen. Og da den virkede kom jeg over på stolen en gang til. Her kunne jeg pludselig mærke bloppen slap og kom ud af mig. Det var en forfærdelig følelse, men også rar, for jeg vidste jo godt det betød, at nu var det overstået. Jeg hulkede over at have mistet mit barn og min graviditet????. 

    Max et minut senere kom moderkagen og jeg kom over at ligge i sengen igen. Smerterne var gået helt væk. Min kæreste kom chokeret tilbage, og lige der blev vi enige om, at vi måtte fåeventyret om projekt barn til at slutte mere lykkeligt, og prøve igen.

    Min mand havde hele tiden sagt, at han også gerne ville se barnet hvis jeg ville. Og jeg havde brugt dagene op til aborten på blandt andet at overveje hvad jeg havde lyst til. Jeg havde besluttet mig for gerne at ville se, selvom det var meget skræmmende! Men jeg kunne mærke min mand gik helt i baglås over det. Jeg havde det virkelig svært over hvis jeg ville være den eneste som kiggede, men da sygeplejersken sagde at det var helt normalt, kunne vi mærke det var den helt rigtige beslutning for os. Så hun gjorde barnet klar og kom ind med den lille til mig. Og den var så fin og lille og perfekt. Den lå på et lille strikket svøb og så meget fredfyldt ud. Sygeplejersken tog sig tid til at sidde sammen med mig og snakke om den. Hun kunne godt se downs på den. Hun synes den havde et fladt baghoved. Og der var også noget med næsen. Jeg synes ærlig talt den var ret perfekt den lille, men jeg kunne godt se nogen af tingene også. Blandt andet kunne jeg godt se den fortykkede nakkefold. Og det var faktisk rart at man kunne det. For aborten blev ligesom legitim lige der.

    Efter et kvarter gik sygeplejersken og sad jeg selv alene og snakkede med den. Jeg holdte den og fik taget billededeaf den. Lagde brevet ned under svøbet og fik til sidst pakket svøbet fint rundt om den og lagde tulipanen hed siden af den. Det var så rart at sidde og pusle om den, og jeg var helt rolig imens. Da jeg var klar, lagde jeg låget på og kaldte min mand ind.

    Resten af forløbet gik ok. Jeg kom lidt op at gå hvorefter en kæmpe koagel faldt ud af mig. Det har jeg aldrig prøvet før. Og pga blødningen blev vi der til kl 01, hvor vi fik lov at køre hjem.

    Jeg var stadig groggy da jeg vågnede i går morges, men jeg fik også enormt meget morfin. Det var rart at være groggy, for da det forsvandt, gik der ikke lang tid før jeg begyndte at tude hele tiden. Min mand var igen i haven hele dagen. Han er meget påvirket af det, og jeg kan mærke han har dårlig samvittighed over at han ventede ude på gangen da den kom, og at han ikke har set babyen. Alt det er ok, men jeg mp indrømme jeg synes det er svært atgrædesammen med han. Han ved slet ikke hvad han skal gøre og giver mig oftest en hånd eller arm at støtte mig op af. Bad om et knus i stedet her til aften, og det blev han næsten sur over. Han prøver at være der for mig, men han har også svært ved det. Jeg tror han er bange for også at bryde sammen, for hvem skal så holde sammen på familien.

    Det sidste jeg vil sige er, at jeg savner babyen helt vildt! Det er kommet meget bag på mig at jeg har sådan et fysisk savn til den.Jeg har kigget på billederne af den flere gange i dag, og jeg er så glad for at jeg fik dem taget, og fordi jeg fik sagt ordentligt farvel til den❤️ Og hvis min mand fortryder, så kan han også se den❣️

    26. april 2019 kl. 11:59

    Hold nu op en flot og nærværende beretning! Jeg er virkelig ked af jeres tab, ingen bør gennemleve sådan en oplevelse.

    Jeg tror det er rigtig godt, at du får skrevet en masse. Du er god på skrift, og det tror jeg er en hjælpende hånd til at få hverdagen op at køre igen ❤️

    Avatar
    Anonym
    26. april 2019 kl. 18:10

    Søde Sugardisco,

    Jeg er ked af at høre, at det gjorde så ondt på dig, men det lyder til, at de gjorde alt for at smertedække dig. 

    At læse din beretning, er som at gennemleve min egen, for selvom de ikke er helt identiske, så er de tæt på. Jeg sidder her med tårer i øjnene og tænker på dig og din lille baby. Det er så hårdt og uretfærdigt.

    Jeg glædes ved, at du fik set den lille. Jeg tror, at det betyder meget for sorg processen/helingen. Det gjorde det (og gør det) i hvert fald for mig. 

    Det er svært, når man sørger forskelligt. Jeg husker, at min mand ville til konfirmation 2 dage efter. Han ville væk, han ville glemme. Vi kom næsten op at skændes, men han endte dog med at blive hjemme. Som jeg skrev tidligere, så bearbejdede min mand tabet ved at holde sig max beskæftiget, og ellers tale med sine venner. Det tog noget tid for mig, at acceptere og forstå, at vi sørgede på 2 vidt forskellige måder, men at det ene ikke var mere rigtigt end det andet. Jeg håber, du mærker efter, hvad du har brug for. Fortæl alle der gider lytte om det – det hjalp mig meget. Og ellers som en anden skriver, så skriv dine tanker og følelser ned, hvis det mere er dig. Benyt dig af de tilbud der er for folk, der har mistet. Udover at tale om det, så er det der har givet mig mest, at finde andre, der har været det samme eller lignende igennem. De kan forstå en, og de kan relatere. Det kan folk, der ikke har prøvet det bare ikke (og heldigvis for det på en måde). Selv ens nærmeste kan have svært ved at sætte sig ind i det. 

    På fredag er det et år siden, jeg fødte vores lille pige, og jeg savner hende stadig helt vildt. Det går nok aldrig væk, og jeg ønsker det egentlig heller ikke. Hun fortjener, at blive husket, også selvom hun kun var her et kort øjeblik.

    Pas på dig selv og hinanden ????

    26. april 2019 kl. 18:38

    hvor er Jeg ked af at høre du skal det igennem. Jeg var fuldstændig det samme igennem lige inden påske. Også med mit 3 barn.  Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har behov for det. Stort kram til dig og din familie! 

    27. april 2019 kl. 04:26

    Jeg kom helt tilbage til min datters fødsel. 

    Er ked af at høre, at du havde så mange smerter.

    Det kan være en meget svær tid nu, men der kan også være lette stunder. Dem kan man nogle gange acceptere og andre gange, så kan det føles forkert eller overvældende. Alle reaktioner og følelser er rigtige.

    Det kan lyde tosset, men min fysiske mangel kæmpede jeg meget med – den tomme mave. Min mand havde fundet en Theo bamse (dem fra Tryg), da vores søn havde fået en ved fødslen, så betød det meget for ham, at vores datter også fik en. Den brugte jeg til at fylde det fysiske savn ud. Og kan stadig, et år efter, bruge den ved behov.

    Mange tanker til dig

     

    Viser 13 indlæg - 1 til 13 (af 13 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.