Close
Log Ind Opret Bruger

Min mand har det svært

  • 13 november 2018, 09:02

    Hej alle. Jeg skal lige ud med nogle tanker. Hvis I har nogle råd, må I gerne komme med dem.

     

    Min mand har det svært. Og deraf har jeg det også svært. Det startede da vores datter kom i december '17, og han samtidig fik en del ansvar på sin elevplads. Han endte med at stoppe her i oktober, fordi han simpelthen ikke kunne mere. Han var grædefærdig over at skulle afsted, panikkede… Han fandt en psykolog, men nu er vi flyttet kommune og han leder efter en ny. Eller…. det har stået lidt i stampe det sidste stykke tid, fordi han gerne ville nyde at han havde det godt en stund. Han havde det godt fordi han ignorerede kendsgerningerne, det indrømmede han i nat.

     

    Ja og så i nat… Vores datter er ved at få hjørnetænder og en kindtand.. Hun ville ikke sove, og græd og græd, selvfølgelig stakkels pige, det gør ondt. Panodil virkede ikke, men hun sad da stille når hun så Gurli Gris og faldt da også i søvn klokken 4…. (hun er startet i vuggestue, men har også lige haft omgangssyge, så hun har været en del hjemme)… Men ja. Min mand panikkede, græd, var helt ude af. Snakkede om at hoppe i Åen, forsvinde, at han fortrød at få hende, at han hellere end gerne ville spole tiden frem til hun skulle flytte hjemmefra!! Jeg var som forstenet… Jeg har hørt smøren før, han siger det altid, når han får det sådan… men i nat græd jeg også, det blev for meget! Og nu har han lovet at finde en psykolog… Jeg synes det er så svært at være i….. Når der ikke er noget med hende, så er han jo glad. Eller det virker sådan… Føler virkelig at han har fortrudt både ægteskab, datter og hele molevitten…. det gør mig så ked af det…. Vi havde engang drømme om rejser ud i verden osv. Jeg kan slet ikke se mig selv med en mand, der bare får det dårligere og dårligere….. og jeg gør virkelig alt for at forstå, være anerkendende, lyttende, presse på når det passer ind, være hård og blød, sige de rigtige ting…. men jeg tror også hans mor har en del af "æren" for det her… Hun pylrer om ham…. har hun altid gjort… overkompenserer for hans forældres skilsmisse og sin egen fødselsdepression… min egen mor og far er i den anden grøft.. de mener at han har fået i hoved og røv hele livet, og nu viser livet sig fra den "hårde" side – og det kan han ikke klare, så han ønsker bare at bakke ud…. Min mand snakkede også om i nat, om han kunne få pauser fra os, altså mig og vores datter, og det var jeg ret kritisk overfor, for enten er man sammen ellers er man ikke… og der lukkede han helt af, det blev han sur over at jeg sagde… han har haft flere pauser før på 1-5 dage, hvor han har kunnet koble af, og spille playstation eller whatever, men det har aldrig nogensinde hjulpet…

     

    Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, andet end at vente på han får det bedre, når hun får fat på en psykolog.

    13. november 2018 kl. 11:22

    Vil bare give dig et kram. Står selv k en lidt lignende situation. Mind mand er ikke så “langt” ude som din, men han er presset. Børnene var ikke hans store drøm, huset er kaos, han bliver presset når han går ind ad døren osv. Han ønsker det var anderledes, men hvordan finder man tid og overskud i en hverdag? Jeg aner det ikke 

    men husk dig selv. Det er sygt hårdt at lægge ryg til de beskyldninger og udbrud der kan komme. Ind imellem kan jeg ikke. 

    13. november 2018 kl. 11:40

    Stort kram! Det er svært at være pårørende til en der har det svært psykisk. Jeg vil dog lige sige at det ikke hjælper at få af vide at man skal tage sig sammen eller ikke er stærk nok (dine forældre er ude på et sidespor…). Man er heller ikke immun overfor en depression fordi man har haft en hårdt liv, så det er simpelthen ikke fair over for din mand at antyde at han har fået en depession, fordi han er blevet forkælet af sin mor. Han har brug for hjælp og der kan man godt sætte krav til at han skal søge læge eller psykolog. Du kan også beslutte at det er for hårdt. Måske ville det hjælpe hvis du også talte med en terapeut? For at få luft for nogle af de tanker du går med. 

    13. november 2018 kl. 13:59

    Tusind tak for svar 

    Jeg har i dag fået ham til at ringe til sin egen læge, hvor han fik en akut-tid i morgen!! De skal tale om, hvilken vej han skal terapeutisk og medicinsk. Min mands mors familie har en lang historie med depression, og de får alle medicin, da det simpelthen er så voldsomt. Og så har han ringet til Kommunens Familieafdeling, og de vil kontakte en socialrådgiver, som vil kontakte min mand her en af dagene… puha det går stærkt, når man rækker ud. Jeg tog det første step ved at ringe til lægesekretæren, og så fik min mand blod på tanden og ringede selv de andre steder….. Tak for skubbet ladies 🙂 Ser frem til at høre fra socialrådgiveren……. og at det ikke kun er mig der skal agere "container" for diverse 

    Avatar
    Anonym
    15. november 2018 kl. 12:54

    Jeg kan tænke… din tanke om, enten er man sammen om det eller også er man ikke.. kunne der være nuancer? Fx. kan jeg tænke.. ville i kunne bo hver for sig i EB periode og stadigvæk være en familie. Tænker bestemt heller ikke at 5 dage ændrer noget som helst. 

    Mht læge er det jo også rigtig godt at få afklaret om han er til fare for barnet… 

    16. november 2018 kl. 19:54

    Jeg tror, at din mand har brug for, at du fx ringer til hans læge for ham. Jeg kan genkende mig selv i ham, og når man har det sådanne tanker, så har man slet ikke overskud til at gøre noget selv. Din mand har brug for hjælp. 

    Viser 6 indlæg - 1 til 6 (af 6 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.