Close
Log Ind Opret Bruger

Min oplevelse med abort

  • 30 september 2022, 20:59

    Hej med jer. Jeg ved det bliver et ret langt indlæg, men jeg havde brug for at komme ud med det, og jeg vidste ikke rigtig hvor, så jeg deler min historie her.

    Tak til jer der læser med hele vejen.

    Jeg er gravid i 11. uge. Lørdag d. 27/8-2022 om aftenen begynder jeg at bløde. Jeg bliver urolig og vi ringer til barselsgangen. De siger, at det ikke er dem vi skal tale med og derfor ringer vi til lægevagten. Ligeså siger de, at det ikke er dem, men lægen vil tage kontakt til en gynækolog og ringe tilbage, om at jeg kan komme ind og blive tilset af en læge. Vi kommer derind og jeg bliver scannet. Det viser sig ved scanningen at der ikke er noget foster. Det skærer i mit hjerte. Selvom vi har 3 børn i forvejen og denne graviditet ikke var planlagt, var det et ønskebarn, som gav os nye drømme. Som nu er knuste💔

    Vi havde fortalt børnene om graviditeten og de glædede sig ligesom vi. Det gjorde ondt at fortælle dem at babyen ikke var der mere.

    Jeg bliver sendt hjem igen med cytotec, som gør at livmoderen trækker sig sammen og tømmer sig.  Jeg får at vide at for de fleste sker det efter 2-3 timer. Jeg tager dem søndag tidlig formiddag og venter. Ingenting sker. Først tirsdag aften begynder det at bløde mere end menstruation, men samtidig tænker jeg: var det bare det?!. Efterfølgende bløder jeg ikke så meget før den følgende aften, onsdag, hvor jeg taler i telefon med min lillesøster og pludselig får følelsen af, at jeg skal tisse. Jeg rejser mig fra sengen og det styrter ud med blod i sengen, på gulvet, over det hele. Jeg skynder mig ud på toilettet og så er jeg virkelig ikke i tvivl. Men samtidig urolig, da det sker to aftener i træk. Er det normalt tænker jeg. Vi ringer ind til ambulatoriet for kvindesygdomme og sygeplejersken undrer sig, men siger, at vi skal se det an og ringe igen en time efter. Vi ringer igen og det har stilnet af. Så de siger, at vi ikke skal gøre mere.
    I 6 dage har det blødt menstruationsagtige mængde, men så begynder jeg pludselig at bløde voldsomt igen. Igennem bind, underbukser og bukser ned på gulvet. Igen må jeg ud på toilettet og det står på i 10 min. Vi ringer igen til ambulatoriet for kvindesygdomme og de siger at jeg bare skal se det an, da jeg jo om torsdagen har en blodprøvekontrol. Jeg er frustreret, men godkender det for hvad skal jeg gøre?
    Blodprøvekontrolen ser fin ud og HCG daler som den skal, så jeg får tid til ny blodprøvekontrol ugen efter. Den ser også fin ud og daler som den skal. Jeg får endnu en blodprøvekontrol. I alt 4 uger går der med aftagende HCG-værdier.

    I går d. 29/9 fik jeg taget en 5. blodprøvekontrol om morgenen og fik at vide, at en læge ville ringe til mig i løbet af dagen med svar herpå.

    Jeg tager på arbejde og mens jeg er der, får jeg pludselig en styrtblødning igennem bind og tøj. Jeg når lige at få øjenkontakt med en kollega og må skynde mig ud på toilettet uden rent tøj eller noget. Kollegaen kommer ud og spørger om de kan gøre noget for mig, og jeg får hende til at finde rent tøj til mig. Jeg ringer til ambulatoriet for kvindesygdomme og fortæller dem, hvad der er sket og spørger hvad jeg skal gøre. En sygeplejerske fortæller mig at en mandlig læge vil ringe til mig, når han har læst min journal. Ok siger jeg. Min telefon ringer lidt tid efter, men det er så en kvindelig læge, der vil fortælle mig om min blodprøve. Hun siger, at den er faldet som den skal og at det ser rigtig fint ud. Jeg fortæller hende at jeg lige har ringet til ambulatoriet for kvindesygdomme, fordi jeg begyndte at bløde kraftigt. Hun siger det er helt ok og meget normalt? Jeg siger, at jeg fik at vide at en mandlig læge ville ringe tilbage til mig, hvortil hun siger, at hun også er læge. Ok. Jeg tænker, at jeg taler med den mandlige læge om det, for hun virker ikke til at forstå hvad jeg siger. Mens jeg taler med hende kan jeg høre, at der er en anden der ringer. Når mit opkald med hende er slut, lytter jeg til den talebesked, der er blevet indtalt, mens jeg talte med den kvindelige læge.

    Det er den mandlige læge, der ringer og siger, at han ringede for at tale med mig, men nu tog jeg ikke telefonen så han vil ringe igen om aftenen.
    Jeg er ked af det og fortvivlet, for det var jo ikke med vilje at jeg ikke tog hans opkald.
    Jeg aftaler med mine kollegaer at jeg kører hjem og ikke kommer dagen efter. Inden jeg kører, ringer jeg til min mand og fortæller det hele og jeg er grædefærdig.
    På vej hjem i bilen (der er 35min hjem) begynder jeg at bløde igen. Jeg må holde ind til siden. Jeg får lidt kvalme og oplever let svimmelhed. Ringer stadig grædefærdig til min mand og siger jeg bløder igen og det bliver ved. Vi aftaler at jeg ringer til ambulatoriet for kvindesygdomme. Det gør jeg, men der er optaget. Jeg ringer fortvivlet til min mand og spørger, om jeg skal ringe 112. Vi bliver hurtigt enige om at det må være det rigtige at gøre. Jeg ringer 112 og får fat på alarmcentralen. En sundhedsfaglig spørger ind til mig og jeg fortæller det hele. Hun siger, at de sender en ambulance og at den kører stille og roligt, da jeg ikke har ondt eller sveder. Hvis jeg bliver dårlig skal jeg ringe igen.

    Ambulancen kommer og to Falck reddere stiller spørgsmål og hjælper mig over i ambulancen – idet jeg rejser mig, bløder jeg en kæmpe klump.
    Jeg kommer over i ambulancen og imens jeg er der, ringer den kvindelige læge og siger, at hun havde glemt at sige, hvornår jeg skulle til blodprøvekontrol igen. Jeg har lidt svært ved at samle mig omkring det og en af falckredderne tager telefonen og siger, at hun må ringe tilbage senere fordi jeg lige er i en ambulance. Så spørger hun hvorfor, og han fortæller at jeg lige har haft en spontan blødning, men det kan hun ikke forstå. Hun siger, at hun har talt med mig tidligere og at jeg ikke har sagt det, og at hvis jeg blev utryg skulle jeg kontakte dem???

    Han siger til hende at de skal tage sig af mig og kører mig til sygehuset.
    Jeg kommer derind og har hverken lyst til at tale med den kvindelige eller mandlige læge. Jeg var tryg ved Falck redderene, men følte mig utryg ved de læger, jeg havde talt med. Den mandlige læge kommer hen til mig og “slår” på mig og siger, at jeg skal tage telefonen når han ringer. Jeg siger, at jeg talte med en anden læge fra samme sygehus. Han siger: nej det passer ikke. Jeg siger jo det gør og at det var angående blodprøverne. En af falckredderne bekræfter det og siger, at hun ringede igen i ambulancen. Lægen siger ikke mere.

    Der er ikke rigtig nogen der ved, hvor jeg skal hen. De kører mig ind på en stue og jeg kommer over i en hospitalsseng.

    Der kommer en sygeplejerske og hun siger: “Det har været en forfærdelig dag” og så hjælper hun mig af med mit tøj og vasker mig forneden og jeg får en hospitalsskjorte på. En anden sygeplejerske kommer ind og fortæller mig, at de gerne vil undersøge mig. Jeg kommer ind i et rum, hvor der sidder en gynækolog. Hun siger ingenting. Sygeplejersken spørger gynækologen, om hun vil starte med at undersøge mig. Mens jeg bliver undersøgt, kommer den mandlige læge ind. Han siger noget i retningen af, at der har været mange som hedder det samme som mig derinde i dag. Jeg ved ikke om det var en form for undskyldning.
    De scanner mig og taler om, at der er noget i min livmoder som ikke skal være der, formentlig blod. Men de virker usikre. De giver mig flere cytotec, som jeg skal gå hjem og tage. Gynækologen spørger igen og igen om de samme ting og kan ikke forstå at jeg har blødt i en måned. Jeg bliver ved med at fortælle det samme igen og igen. Efter undersøgelsen får jeg at vide at jeg kan tage hjem.
    Jeg ringer til min mand, forvirret og fortvivlet. Han kommer og henter mig.
    I dag fredag har jeg her til morgen taget de 4 cytotec og der er stadig intet sket.

    Nu har jeg efterfølgende tænkt på flere spørgsmål: Hvor meget vil det bløde denne gang? Hvorfor får jeg ikke en udskrabning? Hvorfor har de ikke nævnt noget med en scanning om at tjekke om det hele er kommet ud igen?
    I stedet skal jeg have foretaget den 6. blodprøvekontrol på torsdag. Men blodprøverne siger jo at alt er fint, så hvorfor ikke undersøge mig med en kontrolscanning?

    Jeg har grædt i dag. Jeg føler, jeg havde en rigtig dum oplevelse på sygehuset i går og øv telefonsamtaler med lægerne.
    Jeg kan læse på min sundhedsplatform, at den kvindelige læge jeg talte med, har skrevet i min journal, at jeg sagde i telefonen, at jeg havde blødt menstruations agtigt. Der står intet om, at jeg havde en kraftig blødning gennem mit tøj?
    Jeg er vred, irriteret og frustreret over alt det her.

    30. september 2022 kl. 22:28

    Hold da op💔 kæmpe krammer til dig og din famile. jeg ved slet ik hvad jeg skal sige , jeg er helt rystet på jeres vegne❤️
    Hvor er det en forfærdelig oplevelse i sådan en svært situation du/i står i. Håber virkelig du for den hjælpe du skal have frem ad rettet.

    Føler med dig, ❤️🌸

    1. oktober 2022 kl. 06:20

    Kære dig!
    jeg er vitterlig mundlam over at de kan ignorere så mange kraftige blødninger ..

    1. hvor i landet befinder du dig?
    2. jeg ville ringe til vagtlæge og fortælle hele historien og hører om de kan hjælpe med at du bliver indlagt på en gyn afd hvor de holder øje med dig. Det MÅ ikke bløde så længe og så meget. Alt skriger til at det hele ikke er ude. Jeg ville kræve en udskrabning. Det kan og skal ikke være sådan
    3. Du skal sende en klage til sygehus ledelsen + det der afsnit for kvindesygedomne .. send alt der du har skrevet her og så skal du sende det videre til Patientklagenævnet

    kæmpe kæmpe kram! Hvor er jeg ked af det på dine vegne ..

    1. oktober 2022 kl. 08:13

    Prøv og få en akut tid hos egen læge mandag så han kan henvise dig videre til rette behandling og evt videre til udskrabning.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.