Min dramatiske fødsel+billed af vidunderet

Kl. 09.30. Mig og min kæreste ankommer til fødegangen. Veerne har nu siden kl. 8 haft et interval af 4-6 minutter. Jeg kommer i et undersøgelsesrum hvor en jordemoder undersøger mig, og det eneste hun siger er: Ja men vi skal bare have en fødselsstue med det samme-du er jo 8 cm åben.. WHAT, tænker jeg bare. 8 cm er jo meget!-havde hele tiden forberedt kæresten på at jeg jo nok kun var 3-4 cm måske hvis vi var heldige, så han kunne godt se frem til en del ventetid. Vi kommer ind på en fødestue og veerne aftager og kommer op på et interval på 6-8 minutter. Jordmoderen tager fostervandet for at sætte lidt skub i det hele igen, men dette hjælper ikke.

Kl.12.30. Jeg får ve-stimulerende drop for at få fødslen igang da jeg stadig kun er 8 cm åben. Veerne med droppet bliver lidt kraftigere men jeg arbejder koncentreret med vejrtrækningen og får dem til at rulle af mig. Min kæreste fortæller en slags vittighed og jg har overskud til at grine og hyggesnakke. Tænker.. det her er da overhovedet ikke så slemt som jeg havde regnet med. Jordmoderen kommer flere gange ind og spørger om jeg ikke har pressetrang .. og niks.. mærker ingenting presse på. Veerne er stadig til at holde ud.

Kl.13.30. Pludselig føler jeg en enorm pressetrang fra det ene sekund til det andet, og bliver både bange, overrasket og råber til kæresten imens jeg holder presset tilbage: Hent dem!! Der er noget galt!!! Han farer ud på gangen og råber på jordmoderen som kommer ind. Hun undersøger mig og vil have mig over på fødelejet. Det eneste jeg tænker på nu er bedøvelse!! Jeg er vildt bange for at presse barnet ud, og denne angst får mig til at holde de første 2 presseveer tilbage. Jordmoderen når at lægge en pudendus blokade i den ene side-og inden hun når at lægge i den anden får jeg en ny presseve. Jeg råber igen bedøvelse, og hun når at få lagt i den anden side efterfølgende. Jeg sveder som en hest og til jer fyre derude.. Den kolde klud på panden er virkelig guld værd! Jeg presser i ca. 5 presseveer og pludselig ligger hun der.. jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, er overrasket, bange og er bare så overrasket. Hun skriger med det samme, og jeg ligger længe med hende på maven.  Hun er født 13.52.

Jeg opfatter at min kæreste pludselig går på toilettet-jeg finder ud af efterfølgende at han er blevet dårlig over alt det blod der ligger på gulvet. Jeg spørger jordmoderen om jeg er bristet forneden-og hun kan fortælle at jeg ikke er bristet udenpå men der er gået hul på en arterie indvendigt som hun er ved at sy. Jeg mistede 1,5 l blod på fødelejet og får det dårligt imens jeg ligger med den lille. Mit blodtryk styrtdykker, jeg får stjerner for øjnene og bliver nærmest døv. Jeg får hurtigt pumpet blod i årene og får det godt igen, og jordmoderen bliver færdig med at sy.

Vi kommer alle 3 på barselsangen pga. Blodtabet. Omkring kl. 22 kommer en sygeplejerske ind og vil have mig op af sengen og ud at tisse. Da jeg kommer op på sengekanten og sidde får jeg det skidt igen og kan mærke at noget fosser ud af mig! I løbet af 5 min står der en masse mennesker på stuen som tjekker bindet og bliver hurtigt enige om at noget er helt galt. Jeg bløder alt for meget! Jeg får af vide at jeg skal på operationsbordet så de kan finde ud af hvad der er galt. Jeg bliver kørt op, og for hver gang sengen kører over et bump kan jeg igen mærke at det bare fosser ud med blod. Jeg er bange og har kun den lille og min kæreste i tankerne som jeg er blevet kørt væk fra. Kommer på operationsbordet og får det igen skidt.. får drop med mere blod, væske osv. Jeg er lam fra livet og ned, men begynder at ryste over det hele i overkroppen – mindes en meget sød operationssygeplejerske som nusser mig på hånden imens.

Lægerne konstatere at den bristning som jordmoderen syede var sprunget op igen og blødte. Og udover det havde min livmoder givet slip igen påtrods af sprøjten på fødelejet-og derfor også står og bløder. De syr mig ordentligt og jeg kommer ned på en opvågningsstue hvor jeg ligger i ca.30min. Jeg kommer herefter tilbage til barselsgangen hvor jeg igen bliver genforenet med den lille og min kæreste. Jeg er nu total sengeliggende med blod, væske og kateter. Min kæreste pusler og sover med den lille resten af natten.

Dagen efter da min kæreste går ned og vil flytte bilen-ligger jeg med den lille i sengen. Jeg begynder pludselig at græde vildt og inderligt over hele oplevelsen, og kan slet ikke kapere alle de følelser som der har fulgt med. Der kommer en læge ind imens for at tjekke min blødning og jeg får grådkvalt fortalt at jeg føler mig dybt traumatiseret over hele oplevelsen, og at jeg føler at jeg er totalt låst fast og ikke engang kan rejse mig og pusle min egen datter. Vi bliver hurtigt enige om at hele oplevelsen skal snakkes igennem med en læge og evt. En jordemoder. Vi ligger på barselsgangen fra torsdag aften til søndag middag, hvor vi bliver udskrevet. Hold kæft jeg er glad for at være hjemme!!! Nu kan hvad der skulle have været en lykkelig start på vores familieliv endelig begynde.