Melder mig på banen + frustration

 Hej piger.

Rigtig dejligt med et forum for hjemmefødere og andre med interesse i hjemmefødsel. Jeg har skrevet herinde før, men vil lige sige rigtig hej herinde. Desuden vil jeg gerne dele mine frustrationer med jer over alle de negative reaktioner jeg møder i forbindelse med mit valg. Det er vist blevet lidt langt, men håber I vil læse det alligevel.

Jeg er 26 år og førstegangsgravid med termin til oktober og håber rigtig meget på en hjemmefødsel. Jeg er dog stadig i gang med at overbevise min mand om idéen. Han ved intet om fødsler udover det man ser i Hollywoodfilm dvs. fødsler for ham er noget farligt og dramatisk som foregår på et hospital omgivet af bekymrede og autoritære læger… Ikke lige min drøm om en fødsel.

Ved at fremlægge ham diverse statistikker samt argumentere det bedste jeg har lært for hvorfor en hjemmefødsel er det bedste for mig er han dog langsomt ved at åbne lidt op for hjemmefødsel som en mulighed. Indtil min storesøster – mor til tre børn – kom på besøg i går!

Hun så at jeg havde Bogen og hjemmefødsel liggende og spurgte straks om jeg VIRKELIG havde tænkt mig at føde hjemme for det ville hun i hvert fald ALDRIG i livet turde. Jeg forklarede stille og roligt hvorfor jeg ikke troede at en hospitalsfødsel var noget for mig samt fremlagde desuden argumentet med at statistikkerne viser at det ikke er mere risikabelt osv. Hun var ikke overbevist og kunne desuden slet ikke forstå hvordan jeg kan få mig selv til at føde i en lejlighed – alle naboerne kan jo høre mine skrig og hun skreg altså konstant i 20 timer ved sin første fødsel. Desuden ville hverken hende eller barnet have overlevet hvis de ike havde været på hospitalet. Osv. osv.

Her kigger jeg over på min mand (som sidder og ser fodbold ved siden af os) som stille og roligt er blevet mere og mere bleg. Og jeg ved hvad han tænker: "Hvad ved en førstegangsfødende som min kone egentlig om fødsler når sådan en rutineret føder sidder og fortæller om sin fødsel som om det var liv eller død?"

Jeg forsøger naturligvis at argumentere at det er yderst sjældent at en fødsel er så hård at man skriger i 20 timer og at HVIS det er tilfældet skal jordemoderen nok få én overflyttet til hospitalet for så tyder det nok på at det bliver en kompliceret fødsel, men at komplikationer altså sjældent opstår ud af det blå.

Men min søster er bare ikke til at skyde igennem. Det er som om hun bliver fornærmet over at JEG kan tillade mig at tro at jeg kan føde hjemme når HUN havde sådan en hård første fødsel (som VAR en meget hård fødsel, uden tvivl). Som om jeg dermed underminerer hvor hårdt det er at føde. Men det eneste jeg siger er jo at JEG ikke har lyst til at føde på hospitalet og at en hjemmefødsel er det rigtige for MIG –  ikke at alle dem der føder på hospital er helt forkerte på den. For i modsætning til min søster og alle de andre der kritiserer mit valg så respekterer jeg faktisk deres valg af fødested!!

Nå, men i hvert fald fik hun skræmt min mand fra vid og sans og nu kan jeg så starte forfra med alle mine argumenter. ØV! Hvorfor skal folk være så fordømmende og fordomsfulde overfor mit ønske om fødested? Hvorfor kan de ikke bare anerkende at jeg som voksen kvinde godt selv – i samråd med min jordemor – kan træffe den rigtige beslutning om hvor det er bedst for mig at føde?

Undskyld det blev lidt langt, havde sådan brug for at dele det med nogen. Håber I kan forstå mine frustrationer.

De bedste hilsener

Minxy