Close
Log Ind Opret Bruger

Meget social 3-årig. For meget? Hvordan ellers?

  • 17 maj 2021, 09:43

    Vores dejlige friske 3,5 årige dreng har altid været meget socialt anlagt. Og ekstrovert. Mere end os forældre. Det er rigtig dejligt og hyggeligt, at han har en fest med andre mennesker også. Udover os. Mit problem er lidt, at jeg godt kan føle mig pinligt berørt når han prøver at åbne snakke op med fremmede, både voksne og børn – især større drenge i skolealderen, elsker han at snakke med. Men de elsker bare ikke rigtig at snakke med ham. Så får jeg helt ondt i maven.
    Han siger også ting, som er svære at åbne dialoger op med. Siger fx ting i sådan et børnehave-legende-blærende toneleje: “Jeg har en mønt her, som kommer fra en skat og som er lavet af metal”… fordi han havde fået en ti’er, som jeg havde i lommen. … Hvad skal folk lige svare til det. Andet end ‘nå’ og ‘weird’… Lige i denne situaiton var skoledrengen på ca. 10 meget sød og overbærende og svarede sådan voksen-agtige tilbage med ‘nå, hvor er du heldig’ …

    Det kan også være “Jeg ser bare Gurli Gris derhjemme og så siger Hr. Tyr “I kan ikke komme forbi her”” … også i sådan et blærende toneleje, som om det er noget man bør være misundelig på… Øhm… så føler jeg, at det er lidt pinligt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre…

    Hvad tænker I om det? Det er altid, når vi går udenfor. Til naboer, i butikker, alle steder. Selv med 20 meters afstand, hvor nogen går ved stranden osv. Hans ynglings spørgsmål er ellers “Hvad hedder du?” Og det er jo en ellers glimrende åbningsbemærkning som 3-årig. Men når det er også lidt overvældende (for mig. Og måske også for andre, sådan at blive spurgt om det i underlige situationer).
    Han går i børnehave og til familiespejder og vi ser bedsteforældre, familie og venner sådan relativt jævnligt synes jeg. Er han socialt understimuleret? Synes ellers vi voksne er snarere socialt overstimuleret. Han har også som regel en ugentlig legeaftale med en dreng fra børnehaven, hvor de skiftes til at være hjemme ved hinanden. Men nu har vi lige fået en lillesøster i huset, så er alt lidt på stand-by. Men det her med at tale med alle, har han altid gjort. Nu hvor hans ordforråd er større, føler jeg bare, at det stikker lidt af. Synes jo, at jeg bør lære ham noget med, hvordan man skaber kontakt til fremmede mennesker. Men som regel ville jeg jo ikke åbne dialoger op med alle og enhver på en legeplads, i Kvickly osv.

    17. maj 2021 kl. 10:33

    Altså…det lyder da herligt. Er det egentlig ikke sørgeligt, at flere børn ikke er sådan i dag? Jeg var selv et meget snaksagligt barn der gerne havde lange og dybe samtaler med fremmede i bussen og sådan noget… og jeg har egentlig ikke tænkt over hvor meget børn bare er ‘inde i sig selv’ og kun er trygge ved skærme eller deres forældre/søskende.

    Man kan jo sige at hvis han har et så godt udviklet socialt gen helt naturligt, skal han nok også selv lære at fornemme når andre gider ham og når de ikke gør. Men indtil da, især når han kun er 3 (!), er det så ikke lidt andres problem hvis de ikke kan finde ud af at snakke tilbage?? Du kan sagtens gøre noget for at lære ham at være høflig, men jeg synes personligt det ville være synd at lære ham at man ikke skal eller må tale med fremmede. Det er godt for hans udvikling og tilfredsstiller nok også det sociale behov han ellers ikke kan få opfyldt.

    17. maj 2021 kl. 10:35

    PS Jeg er selv meget introvert som voksen, og ville da ønske den åbne sociale imødekommende fremmed-interesse ikke var blevet pillet af mig (eller rettere: jeg pillede det nok af mig selv da jeg blev buttet og begyndte at gemme mig bag fjernsynsskærmen). At være social er ikke pinligt – men lidt skræmmende at vi som voksende kan føle det sådan.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.