MA ved naturlig graviditet – IVF næste løsning?

Du vil ikke kunne komme i behandling offentligt før efter 6 mdr. forsøg i din alder, mener jeg. Men privat kan du selvfølgelig godt købe dig nogle forsøg!

nu får du min ærlige beretning og personlige erfaring, dermed ikke sagt at der findes mindst ligeså mange oplevelser som der findes par/enlige i behandling.

Jeg er 28, 27 da vi startede. Jeg blev meget påvirket af hormonbehandlingen og fik det dårligt fysisk og psykisk. Jeg var træt, ked af det, vilde humørsvingninger, på grænsen til depressiv og bare ked af det. Det var helt almindelig og ikke “voldsom” mængde hormoner jeg fik.

Ægudtagning er det mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet, trods 3 x morfin, lokalbedøvelse og ekstra beroligende. Men min krop var i alarmberedskab og mit nervesystem på grænsen til max stresset. Andre beretter om smertefri og næsten hyggelige ægudtagninger – det kan altså virkelig variere!

Efter udtagning var jeg brugt, ked af det og meget modløs. Jeg var sygemeldt i to dage og kunne intet, min krop var mærket. Der blev to blastocyster, en kom på frys, en retur på 5. dagen. Det blev ikke til en graviditet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at alt det stress og pres der var omkring ægudtagningen var delvis skyld i det. Jeg var ærligt færdig.

Jeg ville IKKE rejse efter ægoplægning, og heller ikke de første uger af en evt graviditet. Man er super sårbar. Om man kan/må, det ved jeg ikke. Men man skal til div blodprøver og tests, muligvis fortsætte på visse hormoner osv.

Jeg er så lykkeligvis 3 mdr. efter ægudtagningen blevet gravid på vores lille fryseblastocyst der blev lagt op slut februar. Min krop var i en helt anden ro, jeg havde fået akupunktur og gået til kranio sakral for at få styr på krop og psyke.

Det blev langt, og om du kan bruge det til noget, det aner jeg ikke. Men var jeg dig, ville jeg måske kontakte en klinik for at høre mulighederne, men samtidig give det et par måneder. For.. i min verden.. så er det en hård omgang at udsætte sig selv, sit parforhold og generelt liv for sådan en omgang fertilitetsbehandling.

De 6 mdr er vel også gået lige om lidt?

Jeg kan sagtens forstå dine tanker. Man har bare ikke al tid i verden i vores alder.
Jeg er selv 40 og vi forsøger at få vores 3. Barn.
Jeg skal ikke kloge mig i, hvordan det er at være i fertilitetsbehandling. Til gengæld har jeg prøve en meget hård fødsel, et hårdt efterforløb, en krop der var ‘gået i stykker’ med den konsekvens, at jeg overhovedet ikke kunne overskue, at der skulle ske noget i den afdeling før nu.
Og jeg fortryder. Jeg fortryder, at jeg ikke ‘kæmpede’ noget mere for at blive klar, da jeg var 36-37 og står nu som 40-årig med 3 aborter på 6 mdr.

Jeg vil bare sige, at jeg i hvert fald sagtens kan forstå, at du ikke bare tænker, det skal være op til naturen. Jeg ville kontakte egen læge. Eller evt ringe til en fertilitetsklinik og høre, hvad de tænker. Dem jeg har talt med har været enormt søde og gode til at give råd og vejledning.

Tusind tak! Sammenlagt var vi i behandling i 8 mdr., ca., men de 3 mdrs pause fra selve fertilitetsbehandlingen suppleret med alternative behandlere var alt værd for mig.

Man kan jo aldrig sige hvad der sker, hvordan du reagerer på hormoner, læger, scanninger osv. Det kan sagtens være helt anderledes for dig! Jeg er meget sensitiv og bekymrer mig let, så jeg blev nemt påvirket af alt i hele forløbet.

For mit vedkommende var det ekstra hårdt, fordi vi havde prøvet i næsten 2 år og havde mislykket IUI (insemination) i bagagen. Vi fik hele tiden at vide vi er unge, det er uforklarligt/vi burde sagtens kunne blive gravide uden hjælp osv., og det gjorde det hele ekstra uoverskueligt. Især fordi jeg aldrig havde oplevet en graviditet/positiv test – så jeg var dødbange for overhovedet ikke at kunne blive gravid. Jeg følte virkelig at jeg svigtede og min krop var en tom, dum skal uden nogen nytte.

Det er en ringe trøst, men du ved at du kan blive gravid, så måske den faktor giver dig lidt mere luft i evt behandling. Samtidig kan et tab gøre det endnu mere smertefuldt – jeg kan egentlig ikke udtale mig om det, da jeg ikke har oplevet det på egen krop (men dog i nærmeste omgangskreds og den er ikke nem..).

Du kan evt undersøge om der findes fertilitets akupunktur nær dig. Det anbefaler blandt andre Peter Humaidan (professor på fertilitetsklinikken i Skive) og Peter Geisling, der begge har set en positiv effekt af akupunktur. Og så vil jeg gerne personligt anbefale det:-) Evt. i kombination med blid massage/kranio sakral. Det kan give lidt ro, når man er presset og ønsker at præstere.

Jeg håber inderligt at det lykkes for dig/jer, ingen kan love nogen noget, men jeg håber det virkelig🫶🏼

Hej

jeg står i fuldstændig samme situation. Netop haft en MA – 40 år. Og overvejer nu kraftigt hjælp via IVF.
– må jeg spørge hvilket klinik du har opsøgt ?

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at dit ur tikker, og du bare er utålmodig.

Tænker du, at du vil gå den private vej? For du kan jo også vælge offentligt, og du vil jo blive henvist efter 6 mdrs forsøg, hvilket må være gået. Så får du det betalt, men jeg kan ikke helt læse mig frem til om det med ægsortering er afgørende for dig, og du kun kan få det privat? Det er jo ikke sikkert at det er dine æg, den er gal med. Som en anden nævner, kan det også være for lavt progesteron, og man får jo progesteronstøtte i ivf-behandling.

Ellers vil jeg gerne fortælle om min oplevelse med behandling. Jeg har været igennem 7x iui som resulterede i 1x SA i andet forsøg. Vi trak den langt, da det jo tilsyneladende kunne lykkes sådan. Men der skete ikke mere, og vi gik over til IVF. Jeg startede da jeg var 30, og vi havde (har) en søn som var lavet naturligt.

Vi gik jo noget op i dosis til IVF, men jeg følte ikke at jeg blev specielt påvirket af hormonerne. Det krævede lidt tilvænning at skulle stikke sig selv i maven hver dag, men det lærte man hurtigt. Dog skulle man på et tidspunkt tage et hormon der hæmmer spontan ægløsning, og det var bare en ond, ond kanyle! Den føltes tyk og sløv, og skulle stikkes ind i den rette vinkel for at komme ind.

Ved første ægudtagning fik jeg beroligende, og fik det virkelig skidt. Jeg følte mig plørefuld. Så det valgte jeg fra anden gang. Her fik jeg derfor kun lokalbedøvelse, og jeg mærkede ikke noget. Kun lige til sidst hvor sygeplejersken måtte presse hårdt på min mave for at de kunne få de sidste æg med. Jeg fik 18 æg ud og var efterfølgende noget oppustet, hvilket er meget normalt. Noget med at der trækkes væske ind i de tomme ægblærer. Jeg tog på arbejde lige efter, og havde ingen andre problemer ud over de normale graviditetsgener, for jeg blev nemlig gravid i den cyklus. Normalt sætter man ikke æg op i samme cyklus som man får så mange æg ud, men jeg blev scannet et par gange inden (jeg kan ikke huske hvad de tjekkede for), men jeg fik lov, og det gik så fint.

Jeg fik taget en blodprøve omkring 4+0, og bagefter tog vi på ferie, og der var ingen problemer her.

Man skal jo tage østrogen og progesteron  efterfølgende, da kroppen ikke selv danner det efter hele ægfolliklen er taget ud. Progesteron kan enten tages som en stikpille eller som en gel, man sprøjter op i skeden. Begge dele er noget juks, og giver det mærkeligste grums i trusserne.

Som du kan læse i tråden, kan man både blive meget påvirket af både det ene og det andet, men jeg oplevede ingen problemer fysisk. Dét, jeg syntes var hårdt, var, at man skulle passe de mange scanninger ind i ens arbejdsliv med meget kort varsel. Måske får du at vide, at du skal komme to dage efter til en ny scanning. Og så uvisheden i, hvornår og om det overhovedet ville lykkedes. Skulle man starte forfra måneden efter, og var alt det hårde arbejde dermed spildt? Det syntes jeg var hårdt. Vi havde jo et barn i forvejen, så jeg tror, det var nemmere end hvis man ikke havde børn i forvejen.

Held og lykke med det hele!