Close
Log Ind Opret Bruger

Lige det vi frygtede

  • 12 april 2021, 15:12

    Vi startede med at prøve på et fælles barn i januar 2020. (Jeg har en datter på 3,5 år, fra tidligere forhold)

    6 gange i løbet af 2020 oplevede vi at have positiv graviditetstest, men allerede 1-2 dage senere startede menstruation. Vi blev henvist til “klinik for gentagne aborter”. Jeg blev undersøgt og der var intet unormalt at finde, ud over lidt for tynd slimhinde. Jeg blev derfor sat i gang med lutinus behandling. Efter 5 måneder var vi stadig ikke kommet videre med hverken graviditet eller svar.
    I februar 2021 bankede jeg i bordet og blev henvist til en laperoskopi. Den blev så endelig foretaget den 8.4.2021. Det har resulteret i at jeg er kommet hjem uden begge mine æggeledere.

    Jeg er helt knust, i kæmpe identitetskrise og har aldrig oplevet så stor en sorg..

    Hvordan i alverden skal jeg nogensinde komme videre herfra? Hvordan får jeg fred med aldrig at kunne blive naturligt gravid? Hvordan bliver jeg glad igen? Vil jeg nogensinde kunne forene mig med min krop igen?
    Jeg er 21 år gammel og steril.. Det havde jeg godt nok aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg skulle sige.

    Vi vil gerne i gang med fertilitetsbehandling, men jeg kan slet ikke se mig selv i det. Jeg er bare så ked af det.

     

     

     

    13. april 2021 kl. 07:41

    Det lyder virkelig hårdt! Hvordan kan det være du kom hjem uden æggeledere?

    Jeg kan godt forstå at det må være en virkelig hård oplevelse og det betyder meget for ens identitet. Kan du måske blive henvist til noget psykolog? Gruppeforløb? Tænker det er alt for hårdt at gå med selv.

    13. april 2021 kl. 21:42

    Kære du…

    Jeg har ikke nogle gyldne råd – jeg vil bare gerne skrive noget i retning af, at jeg tror jeg forstår. Jeg var godt nok 30 da jeg måtte vinke farvel til begge æggeledere grundet gentagne GUL. Men følelsen .. sorgen over aldrig selv at kunne… åh, hvor jeg kender den! Selv flere år (og i øvrigt to velskabte IVF-børn) senere niver det stadig i maven at vide, at jeg aldrig vil kunne hoppe under dynen med min mand og lave en “tilfældig” romantisk kærlighedsbaby. At det kræver planlægning, behandling, blod sved og tårer – fuck!!

    Giv sorgen tid og plads, er mit eneste råd. Og vid at du godt kan få børn alligevel, trods at metoden ikke er den du drømmer om. Det er okay at være ked af det!

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.