Close
Log Ind Opret Bruger

Kan du li at være mor?

  • 12 juni 2018, 21:09

    Det er mega tabu. Men du er bestemt ikke alene og der er intet i vejen med dig. 

    Jeg havde det på samme måde med min datter. De første 4-6 mdr. var sindsygt hårde og jeg var blev simpelthen i tvivl nogen gange, om jeg havde taget den rigtige beslutning da jeg valgte af blive mor. Jeg følte mig til tider ulykkelig, isoleret og bare af h til! Jeg havde min kæreste, som selvfølgelig gik på arbejde, men ellers havde jeg ingen anden form for aflastning – og når jeg tænker tilbage, havde det nok været en stor hjælp hvis der var nogen som kunne hjælpe og tage lidt over, så jeg kunne få noget søvn, et bad eller bare gå en tur helt for mig selv. 

    Min datter er nu 1 år og 8 mdr. og jeg kan fuldt ud sætte mig ind i hvad folk mener, når de siger at de knuselsker deres børn. Hun er det vigtigste i mit liv, jeg vil gøre ALT for hende og jeg elsker hende ubeskriveligt! Og jeg elsker den alder hun har, den passer meget bedre til mig end en baby. Nu venter vi så en lillesøster til Oktober og jeg glæder mig faktisk ikke… for jeg frygter den første tid. Men denne gang ved jeg heldigvis, at alt bliver meget bedre med tiden 🙂

    12. juni 2018 kl. 21:43

    Jeg sætter selv stor pris på de ærlige indlæg, og synes også der er for mange “glansbilleder” og generelt meget ensidige beskrivelser af det at få et barn. 

    Nr. 2 – altså lillebror i maven – er klart et ønskebarn. Lidt mere “med vilje” end sin storesøster. 😉 Faktisk ønsker jeg mig muligvis allerede nr. 3 og 4  hehe???????? Men som skrevet, glæder mig ikke nødvendigvis til at have en “baby” igen. Glæder mig derimod til at se et menneske forme sig, til at se relationen mellem de to skabes og alt det andet. Måske er det også lidt derfor vi skynder os med at få en mere, for at få hele den “babyperiode” hurtigere overstået. 

    – og PS det er MEGA fedt med en halvandetårig. Er vild med det, og det bliver kun sjovere. 

    12. juni 2018 kl. 23:28

    Hvis du er medlem af en terminsgruppe for det område du bor i kan du jo prøve og lave en mødregruppe selv ☺️ den Mødregruppe jeg er i med min søn fra marts 17 har vi selv lavet mere eller mindre vi blev sat sammen 4 Pers men endte med kun og være tre så vi fandt selv yderligere 2 personer så vi blev 5 ☺️ vi er meget åbne og vi snakker om alt også det man normalt ser som et tabu og som man "ikke" snakker om ???? kan være hvis du efterlyser nogle der har brug for en gruppe hvor i virkelig kan være hudløs ærlige og virkelig kan snakke om hvordan i har det at der dukker nogle søde og rare kvinder op der mangler det samme som dig i en Mødregruppe ????

    Avatar
    Anonym
    12. juni 2018 kl. 23:43

    Hmmm… jeg synes det er sådan lidt.. svært.. det her med "hvorfor er folk ikke bare ærlige" "hvorfor skal det pakkes så pænt ind".. har du overvejet at lige præcis de kvinder du sidder sammen med, simpelthen bare ikke er med i gruppen af kvinder der har det problem? 

    Jeg selv elskede mine unger og det at være nogens mor, fra første færd! Jeg har aldrig grædt over at de vågnede om natten eller at de græd i 2,5 time. Har jeg været småfrustreret over ikke at kunne hjælpe dem? Ja. Men det er vidst også dét. 

    Jeg ELSKER symbiosen med en lille baby! Jeg ville aldrig kunne fortælle dig andet end "nej" hvis du spurgte mig om jeg ikke synes det var rocker hårdt med en lille baby i huset. For det synes jeg faktisk ikke.. 

    til gengæld synes jeg det er hårdt med en 2årig..og en 5årig.  det kan være du synes de faser er meget nemmere end jeg 🙂 

    men husk på, at bare fordi de ikke kan følge dig, betyder det ikke at de lyver eller holder det inde. Alle følelser er lige rigtige, sande og legitime 🙂 

    Avatar
    Anonym
    14. juni 2018 kl. 17:14

    Ja, jeg elsker det! Men nu har jeg også tre.

    Jeg vil sige jeg var i kærligheds-babybobbel med de første 2. Ved den første var jeg overvældet af lykke, vildt forelsket i min mand og alt var bare fantastisk. Der var det her stærke bånd fra starten. Nummer 2 var nem at falde for, for hun lignede SÅ MEGET mig.

    Da jeg fik nummer 3 var det en drømmefødsel, men jeg led af stress, og det har måske haft en vis indflydelse, for det var bare som om… hun så forkert ud? Hun lignede mig slet ikke. Hun lignede heller ikke sine søstre. Hun var virkelig fin, men jeg havde ikke noget særligt bånd til hende fra starten. Jeg har faktisk ikke engang fortalt min mand om dette, fordi jeg følte mig så forkert. Jeg følte bare ikke noget specielt? Jeg kom mere sådan i tanke om at "nå ja, nu er der jo en mere" som om jeg helt havde glemt, at jeg havde født. Jeg kunne næsten ikke tro, jeg virkelig havde 3. Er det ikke skørt? Men hun var der bare. Jeg legede med hende, snakkede med hende, puslede om hende, men syntes hele tiden på en måde, at hun var en fremmed.

    Båndet kom stille og roligt alligevel, og jeg følte virkelig at nu var hun min. Det hjalp på en eller anden måde også at det gik op for mig, at hun er den eneste af børnene, der helt har min øjenfarve.

    Jeg har holdt af hende helt fra start. Men båndet tog sin tid.

    14. juni 2018 kl. 17:22

    Mit svar på dit spørgsmål “Kan du li at være mor”, NEJ i hvert fald ikke altid og mine børn er 12,10 og 5????

    Jeg er HELT overbevist om, at du er en helt almindelig førstegangs mor med en masse hormoner og nye, ukendte følelser i din krop og sind. Det værste du kan gøre er at slå dig selv oven i hovedet. 

    Du kan jo egentlig heller ikke vide hvordan man skal føle over for et barn, du har jo aldrig prøvet det før. STOL PÅ DIG SELV og dine følelser. 

    Avatar
    Anonym
    14. juni 2018 kl. 17:34

    De fleste dage kan jeg godt lide at være mor – men ikke om natten.

    Og det med ikke at være forelsket i din baby, det er faktisk langt mere almindeligt end hvad de fleste går og tror. Det er nemlig ikke noget, man taler om – ligesom der er andre ting ved graviditet og fødsel, man ikke rigtigt taler om.

    Jeg elskede ikke min første før efter et par måneder, og kærligheden voksede langsomt.

    Denne her gang er kærligheden kommet noget før, men absolut ikke om natten. 

    Det er på ingen måde forkert at have det, som du har det.

    14. juni 2018 kl. 17:52

    Nej jeg elsker ikke at være mor…, jeg elsker min dreng(nu, det tog et par måneder) men jeg elsker ikke barsel, jeg hader det faktisk!! Jeg føler jeg opgiver mig selv fuldstændig og dagene flyder sammen, det er blevet bedere den sidste måneds tid efter min dreng er blevet bedre til at komme med uden for huset, nu kan jeg træne et par gange om ugen og kører ud og handle uden at drengen skriger i flere timer pga overstimulering.. jeg tror dine følelser er meget mere normale end man lige skulle tro, og det er sejt du er åben omkring det..

    14. juni 2018 kl. 19:19

    Det er hårdt jeg har 3 børn på 7 år 2 år og den yngste 7 mdr og ja jeg savner også at have tid til mig selv m.m men sådan er MORLIVET????????????Børnene kommer i første rækken her så må jeg/vi tage den derfra????

    14. juni 2018 kl. 22:45

    Mo22 skrev :

    Hmmm… jeg synes det er sådan lidt.. svært.. det her med "hvorfor er folk ikke bare ærlige" "hvorfor skal det pakkes så pænt ind".. har du overvejet at lige præcis de kvinder du sidder sammen med, simpelthen bare ikke er med i gruppen af kvinder der har det problem? 

    Jeg selv elskede mine unger og det at være nogens mor, fra første færd! Jeg har aldrig grædt over at de vågnede om natten eller at de græd i 2,5 time. Har jeg været småfrustreret over ikke at kunne hjælpe dem? Ja. Men det er vidst også dét. 

    Jeg ELSKER symbiosen med en lille baby! Jeg ville aldrig kunne fortælle dig andet end "nej" hvis du spurgte mig om jeg ikke synes det var rocker hårdt med en lille baby i huset. For det synes jeg faktisk ikke.. 

    til gengæld synes jeg det er hårdt med en 2årig..og en 5årig.  det kan være du synes de faser er meget nemmere end jeg 🙂 

    men husk på, at bare fordi de ikke kan følge dig, betyder det ikke at de lyver eller holder det inde. Alle følelser er lige rigtige, sande og legitime 🙂 

    Du siger slutteligt at "Alle følelser er lige rigtige, sande og legitime :)", men indleder alligevel med at betegne trådstarters følelser som et "problem"?

     

     

    Avatar
    Anonym
    15. juni 2018 kl. 06:29

    Jeg bider lidt mærke i at du har sat denne tråd i katergorien "for tidligt født", men ikke skriver noget om det? Er din datter præmatur? Hvis ja, så hvor meget?

    Jeg har en søn, som er født 4 måneder før tid. Han er nu 1,5 og jeg er først – sådan rigtig – begyndt at få virkelige, kærlige følelser for ham indenfor det sidste halve år, men jeg er stadig langt fra dér, hvor jeg knus-elsker ham, på samme måde som jeg gør med hans storesøster (som i øvrigt er 3,5).

    Der ligger rigtig meget i at få et præmaturt barn, udover "bare" indlæggelsen i starten og check på sygehuset og jeg tror at man nemt – specielt som førstegangsmor – kan 'glemme' at alt dette ikke er normalen.

     

    (Beklager hvis dette allerede var nævnt, men jeg havde ikke lige tid til at læse hele tråden)

    15. juni 2018 kl. 09:19

    Jeg er så en af dem, der elsker at være smpbarnsmor, men dermed ikke sagt, at det ikke er megahårdt hele tiden – og at jeg selvfølgelig ville ønske, jeg bare kunne gøre, som før jeg blev mor ret ofte. Nummer et på min ønskeseddel er en hel nats søvn på 10 timer i streg!

    Jeg blev ikke overrasket over hvor hårdt, det har været, det t havde jeg allerede tænkt, at det ville blive. Men det er en helt ny måde at have det hårdt på. Fx ikke længere at kunne bestemme, hvornår man skal sove eller om det lige passer med ens egne behov, at baby har sine behov. Og isolationen må være svær for mødre, der går hjemme alene, jeg deler en stor del af barslen med min kæreste, så vi går hjemme og er to om at passe vores pige på 4 måneder, hvilket letter en del, selvom jeg ammer.

    Og selvom jeg elsker hende den lille himmelhøjt, så er der også tidspunkter, hvor jeg siger til min kæreste, at nu skal han tage hende, ellers ryger hun ud af vinduet (specielt når hun har grædt og grædt og grædt I evigheder), og der er dage, hvor jeg føler mig som verdens værste mor. Det tror jeg desværre bare er en del af jobbet. Vi er jo mennesker, så vi kan ikke være perfekte for vores børn hele tiden. Fx syntes jeg, det var vigtigere at komme ud og shoppe i går aftes end det var at overholde baby's sovetid…. Jeg havde bare ikke tænkt over det, fordi det var lige det, jeg selv havde lyst til, så der fik jeg lige en reprimande fra kæresten og måtte så blive hjemme og amme, imens han shipped for mig. Æv… 

     

    Pointen er, at det er hårdt. Det er livsomvæltende. Og hvis du har det rigtig svært med at have de følelse, du har – som virker helt normale, så er det bedste du kan gøre for dig selv og din datter at tale med nogen om det, fx spy, som de andre nævner. 

    Og så gør dig selv en tjeneste at gør sig det så behageligt som muligt derhjemme. Fx hav mad i fryseren, så du ikke skal lave mad, men bare kan tage noget op. Se dine yndlingsserier imens du ammer/giver flaske, besøg veninder og hyg dig.det hjælper I hvert fald mig sad

    Avatar
    Anonym
    15. juni 2018 kl. 09:36

    BabyLu skrev :

    Mo22 skrev :

    Hmmm… jeg synes det er sådan lidt.. svært.. det her med "hvorfor er folk ikke bare ærlige" "hvorfor skal det pakkes så pænt ind".. har du overvejet at lige præcis de kvinder du sidder sammen med, simpelthen bare ikke er med i gruppen af kvinder der har det problem? 

    Jeg selv elskede mine unger og det at være nogens mor, fra første færd! Jeg har aldrig grædt over at de vågnede om natten eller at de græd i 2,5 time. Har jeg været småfrustreret over ikke at kunne hjælpe dem? Ja. Men det er vidst også dét. 

    Jeg ELSKER symbiosen med en lille baby! Jeg ville aldrig kunne fortælle dig andet end "nej" hvis du spurgte mig om jeg ikke synes det var rocker hårdt med en lille baby i huset. For det synes jeg faktisk ikke.. 

    til gengæld synes jeg det er hårdt med en 2årig..og en 5årig.  det kan være du synes de faser er meget nemmere end jeg 🙂 

    men husk på, at bare fordi de ikke kan følge dig, betyder det ikke at de lyver eller holder det inde. Alle følelser er lige rigtige, sande og legitime 🙂 

    Du siger slutteligt at "Alle følelser er lige rigtige, sande og legitime :)", men indleder alligevel med at betegne trådstarters følelser som et "problem"?

     

     

    Arh så et vi vidst ude i lidt flueknepperi. 

    Når jeg skriver sådan kan du vel regne ud at jeg ikke mener det bogstaveligt som et problem, men ts virker jo til selv at føle det er problematisk at hun ikke bare elsker tilværelsen. Jeg synes også det er problematisk at jeg synes det er pissehårdt med mine lidt større unger. Jeg ville da ønske det føltes ligeså let som da de var små.. 🙂 men det indikerer ikke at følelsen er forkert eller usand. 

    Viser 13 indlæg - 16 til 28 (af 28 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.