Close
Log Ind Opret Bruger

Kan du li at være mor?

  • 12 juni 2018, 10:26

    Jeg har en 4 mdr gammel pige. Jeg lå søvnløs i nat og reflekterede. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men det at få en lille baby er slet ikke, som jeg havde regnet med. Måske har jeg romantiseret det. 

    Jeg synes det har været og stadig er meget overvældende og en kæmpe omvæltning. Det tog mig lidt tid at få følelser for min datter. Jeg holder rigtig meget af hende og har et naturligt behov for at passe på hende. Men hånden på hjertet så knus-elsker jeg hende ikke (endnu). Jeg synes det har været lidt svært med den her mor-rolle og det liv, der følger med. Ens verden er meget lille lige pludselig. Og de dage, hvor trætheden er stor, da er overskuddet naturligvis også derefter. På en måde er jeg ked af det over, at barsel og baby indtil videre ikke er, hvad jeg havde troet. Jeg hører så mange fortælle om, hvordan de går i den her barselsbobbel med deres baby og hvordan de bare ELSKER det her lille menneske ubetinget.

     

    …… og så føler jeg mig forkert, for de følelser har jeg ikke (endnu). Og jeg føler måske ikke, at jeg helt har nok i at gå hjemme på barsel. Savner lidt min hverdag og tid for mig selv… føler mig lidt splittet i den her mor-rolle😕 Faktisk så jeg tænker, at det ikke er sikkert at jeg skal have flere børn, selvom jeg altid har tænkt at jeg i hvert fald skulle have 2.

    Hvordan har I andre det med mor-rollen og baby og barsel? 

    12. juni 2018 kl. 10:54

    Det gør mig ondt at høre du har det sådan… Det gør ondt, for jeg kan 100{0e7b857c143f048d479b03802595066f9aa9c6c6093a8adc15949a72beab5fa2} sætter mig i dit sted. Jeg havde det på samme måde da jeg havde fået min datter. Naturligt behov for at beskytte hende, men jeg havde ingen følelser for hende. da det var værst følte jeg faktisk at hendes tilværelse i vores liv gav mere gene end det gav glæde. 

    Jeg fik psykolog hjælp og kom i snak med hospitalet, her lærte jeg at der sidder absurd mange mødre og fædre, der bare ikke har den der connection med deres nyøfdte, som man går og drømmer om… 

    Jeg lærte også at ved 9 ud 10 gange "går det over". Efter noget tid kommer de følelser- og man ender med at knuselske det bette pus. 

    Jeg håber for dig det snart vender. 

    Du er IKKE alene. Du er bare en af de få der tør sige det højt. 

    Kontakt din sundhedsplejerske. Har du ikke et tæt bånd med hende, kan du bede om at få en anden ud. Som regel har de nogle der er specielt uddannede til at håndtere mødre der har det som dig. 

    Jeg fik en ny sundhedsplejerske og det var med hende at bøtten vendte for mig 🙂

     

    Lykke til smiley

    Avatar
    Anonym
    12. juni 2018 kl. 10:54

    Du beskriver meget fint, hvordan jeg havde det med mit første barn. Dog med undtagelse af det med at savne arbejdet, jeg syntes det var rigtig hyggeligt med babysvømning og mødregruppe. Men kærligheden til mit barn er meget som du beskriver det, også nu her 2. gang hvor jeg sidder og ammer 3,5 måned gamle lillebror. Men det er anderledes positivt denne gang, fordi jeg VED det ændrer sig. Alting bliver bedre og nemmere, og kærligheden vokser i takt med at man lærer dem at kende.

    Jeg tror altså ikke du skal lægge så meget i det, men at det er ganske normalt og naturligt! Og som med alt andet har nogle et behov for at fremhæve og dele alt det rosenrøde. Massevis af fortællinger og fotos af "ihh hvor er vi de mest fantastiske mennesker i det aller bedste kærligheds forhold nogensinde, og vi savner hinanden bare vi går på toilettet, og tager på fantastiske rejser til eksotiske steder og er slanke og smukke med et vidunderligt sexliv og et perfekt indrettet hjem, hvor vi tilbereder økologiske smoothies " osv osv. Vi andre her nede på jorden i leverpostej-land hvor vi er trætte og almindelige og ind imellem kæmper for at huske hvordan det var med forelskelse i starten af forholdet – vi udgør en langt større del af gennemsnittet, men reklamerer bare ikke med det. 

    Jeg tror det samme gælder med nyfødte og barsel 🙂 Det er ben hårdt og kan føles besværligt bare at planlægge en tur i bad, ned at handle, rengøring eller alle andre helt almindelige ting man tager for givet uden et spædbarn, og heldigvis hurtigt glemmer igen, i takt med at de bliver mindre hjælpeløse, leger bedre selv, sover bedre osv. 

    Ordet barselsbobbel er i min verden altså mere et udtryk for den isolation man lever i, afskåret fra resten af den virkelige verden og sin normale hverdag og fra alt der ikke omhandler bleer, snak om amning og motorisk udvikling, søvn mønstre og gylp på skuldrene. 

    Undskyld det blev så langt. Men du skal altså virkelig ikke føle dig alene om tankerne, eller have dårlig samvittighed over dem! Har du en god mødregruppe? Medmindre de selvfølgelig alle er medlem af "rosenrød-klubben" kan det være et rart sted at få delt sine tanker. Og hvem ved om det opmuntrer de andre til også at lukke lidt op og medgive at babyer er dejlige, men også drøn besværlige og tidskrævende 😉 

     

    12. juni 2018 kl. 11:09

    Ja, jeg elsker at være mor. Jeg elskede min søn allerede, da han lå i min mave – følte en meget stærk tilknytning. Og kærligheden er kun blevet større fra første gang jeg så og holdte ham. Elsker ham helt ubeskriveligt højt. Det er fantastisk at opleve.

    Det betyder dog ikke, at jeg ikke er glad for at barslen har en ende! 

    12. juni 2018 kl. 11:20

    Altså selvom jeg følte den kærlighed fra graviditet/fødsel begge gange og ved dem begge har elsket at sidde og putte med dem, synes jeg også det er hårdt af og til og jeg tror det er ret normalt det du beskriver – men de fleste fortæller jo kun om det gode og viser kun den lykkelige side. 

    Jeg synes især de tre første måneder er de hårdeste. Jeg føler man ammer hele tiden, et bad er en luksus og på samme tid har jeg ekstremt dårlig samvittighed og begynder at savne baby hvis jeg synes jeg bruger for lang tid væk, tanker om man gør det godt nok, deres sove tider kan være ret uforudsigelige i starten og man kan nemt komme til at føle sig ensom og lidt isoleret, synes jeg, for det er ikke så nemt bare at komme rundt, og denne gang vil jeg vil gerne både have tid til den store, den lille og at kunne sidde og putte med manden og det er svært at finde tid til. Det er en kæmpe omvæltning med sådan en lille størrelse, det tager lidt tid. Synes først at føle mig helt som mig selv igen ved 5-6-7 måneder første gang. Men alligevel synes jeg det er en dejlig og helt unik tid jeg ikke ville have været foruden, elsker at sidde med dem på min mave, når de smiler ubevidst i søvnd, de små lyde, når de begynder st pludre og smile og grine bevidst. 

    Barslen kan selvfølgelig synes lidt lang af og til, men hvis man sørger for at komme ud og evt melde sig til en mødregruppe og noget gymnastik hjælper det lidt synes jeg, så man har planer for hver dag og ikke bare går.

    Men det er alligevel bare for en kort stund, husk det når det synes hårdest. Og al den energi du ligger i det nu og al den nærhed og al tiden, det betaler sig virkelig. Og prøv at nyd det og gør ting der også gør dig glad, og bare fordi det ligner andre synes at være på en bestemt måde så er der heldigvis ikke noget der er rigtigt eller forkert. Det ville nok også hjælpe at tale med nogen om det? 

    12. juni 2018 kl. 11:27

    Mange mange tak for jeres input – det hjælper lidt at læse, at jeg ikke er så “forkert” igen. 

    Jeg har egentlig været meget åben omkring hvordan jeg har det – netop fordi ikke særlig mange er og jeg synes det er vigtigt at den “virkelige” side også kommer frem, og det ikke kun bliver der rosenrøde. Jeg fornemmer nemlig at VIRKELIG mange har travlt med at fremhæve hvor fantastisk det hele er og fortrænge alt det andet i en grad, hvor jeg synes det bliver lidt sygt. Alt ære og respekt til dem, der faktisk føler sådan, men det er jo langt fra størstedelen.

     

    I min mødregruppe er der et par stykker, der dyrker alt det perfekte ved at have en lille baby. Én af mødrene har en lille dreng, der ofte græder en del, når vi er sammen og er lidt urolig. Hun poster massevis af billeder på Instagram med tekster om, at lille x altid er ih og åh så glad og smilende. Det ved jeg jo ikke er rigtigt… hvad skal det til for????? Jeg har prøvet at komme med nogle af mine tanker i mødregruppen, men boldene bliver ikke grebet, så at sige. Og jeg fornemmer helt ærligt ikke, at de kan følge mig eller at de kæmper hårdt for ikke at åbne op for de tanker selv. Jeg er et helt normalt kærligt menneske – jeg kan da ikke være den eneste ud af os 6 i mødregruppen, der græder af søvnmangel og synes det kan være hårdt?!?

    Det virker sådan – desværre. Så nu er jeg holdt op med at snakke om det og har faktisk lidt mistet lysten til at komme til mødregruppe – fordi jeg kan mærke et behov for at SNAKKE om de virkelige ting, og det er der åbenbart ingen af de andre der har. Og så føler jeg mig jo endnu mere forkert. 

     

    Når jeg åbner op for det hos veninder m.m, så bliver boldene heller ikke grebet. Jeg har 1 veninde, som er hudløst ærlig og forstår mig, og som har haft det på samme måde og gladeligt fortæller om, hvor hårdt hun synes det var og er. Men kun 1. Veninde snakker om det….

    Mine følelser for min lille pige bliver helt sikkert større for hver dag. Min frustration går egentlig på, at jeg føler mig alene med de her følelser og derfor også utilstrækkelig. Hvis det nu var lidt mere normalen at man kunne snakke om det – og andre i eks. ens mødregruppe havde det på samme

    måde og var ærlige om det, så ville jeg nok føle mig mindre forkert. Men det er ikke tilfældet…

    12. juni 2018 kl. 12:03

    mammafeb skrev :

    Mange mange tak for jeres input – det hjælper lidt at læse, at jeg ikke er så “forkert” igen. 

    Jeg har egentlig været meget åben omkring hvordan jeg har det – netop fordi ikke særlig mange er og jeg synes det er vigtigt at den “virkelige” side også kommer frem, og det ikke kun bliver der rosenrøde. Jeg fornemmer nemlig at VIRKELIG mange har travlt med at fremhæve hvor fantastisk det hele er og fortrænge alt det andet i en grad, hvor jeg synes det bliver lidt sygt. Alt ære og respekt til dem, der faktisk føler sådan, men det er jo langt fra størstedelen.

     

    I min mødregruppe er der et par stykker, der dyrker alt det perfekte ved at have en lille baby. Én af mødrene har en lille dreng, der ofte græder en del, når vi er sammen og er lidt urolig. Hun poster massevis af billeder på Instagram med tekster om, at lille x altid er ih og åh så glad og smilende. Det ved jeg jo ikke er rigtigt… hvad skal det til for????? Jeg har prøvet at komme med nogle af mine tanker i mødregruppen, men boldene bliver ikke grebet, så at sige. Og jeg fornemmer helt ærligt ikke, at de kan følge mig eller at de kæmper hårdt for ikke at åbne op for de tanker selv. Jeg er et helt normalt kærligt menneske – jeg kan da ikke være den eneste ud af os 6 i mødregruppen, der græder af søvnmangel og synes det kan være hårdt?!?

    Det virker sådan – desværre. Så nu er jeg holdt op med at snakke om det og har faktisk lidt mistet lysten til at komme til mødregruppe – fordi jeg kan mærke et behov for at SNAKKE om de virkelige ting, og det er der åbenbart ingen af de andre der har. Og så føler jeg mig jo endnu mere forkert. 

     

    Når jeg åbner op for det hos veninder m.m, så bliver boldene heller ikke grebet. Jeg har 1 veninde, som er hudløst ærlig og forstår mig, og som har haft det på samme måde og gladeligt fortæller om, hvor hårdt hun synes det var og er. Men kun 1. Veninde snakker om det….

    Mine følelser for min lille pige bliver helt sikkert større for hver dag. Min frustration går egentlig på, at jeg føler mig alene med de her følelser og derfor også utilstrækkelig. Hvis det nu var lidt mere normalen at man kunne snakke om det – og andre i eks. ens mødregruppe havde det på samme

    måde og var ærlige om det, så ville jeg nok føle mig mindre forkert. Men det er ikke tilfældet…

    Jeg har så meget kunne følge dig!! 

    Min datter er 16 mdr. Jeg har fået hende med donor, og er derfor alene med hende. Så da hun blev født, og jeg ikke syntes det hele var så fantastisk som jeg havde drømt om, fik jeg en kæmpe skyldføelse, og turde næste ikke snakke med nogen om det, for havde jo selv valgt at tage springet som solo-mor, og så lå jeg jo som jeg havde redt (Var jeg sikker på folk tænkte) De første 2 måneder græd jeg nok hver dag, HALLELUJAH for mine forældre!! laugh Ca. da hun var 2 måneder kom jeg i en mødregruppe med 4 andre 1. gangsmødre, og det var SÅ godt for mig, vi havde det alle sammen forskelligt, men vi kunne snakke sammen, og lytte til hinaden – Den gruppe af mødre gav mig så megen energi – Vi mødes stadig herefter vi alle er begyndt på arbejde. Det gør mig trist at høre du ikke rigtig bliver hørt i din mødregruppe, for der skal altså være plads til forskellighed!!

    Det har efterhånden vendt rigtig meget for mig, Jeg glæder mig hver dag til jeg skal hente min datter i vuggestuen, hun er altid glad for at se mig, giver mig kram og mys – Og en masse grå hår!! kiss For hun er kommet i den alder hvor et NEJ ikke falder i god jord ved damen, og hun har et hidsigt temperament. Men tiden arbejder for mig! Syntes helt klart perioden med hende nu er bedre, jeg har i hvert fald fundet ud af at de helt små babyer altså ikke er så meget mig – Jeg vil gerne spole lidt i deres udvikling. 

    Oenikøbet er jeg nået dertil hvor jeg ser frem til hun skal have en lillebror eller lillesøster engang smiley Jeg venter liiiiige lidt endnu, men at jeg er nået dertil troede jeg ikke! Var sikker på hun blev enebarn.

    Men du er bestemt ikke alene! 

    12. juni 2018 kl. 12:36

    Vi er alle forskellige, og nogen synes at små babyer er det mest fantastiske i denne verden og elsker symbiosen mellem den lille og sig selv. Andre kan ikke vente til at den lille klump bliver et mere selvstændigt væsen med personlighed og som man kan kommunikere med. Ingen af delene er forkerte eller rigtige, det er forskellige mennesker.

    For nogen er der måske også et større behov for at holde den fine facade og glansbilledet af den perfekte barsel (jeg forstår dem ikke, men jeg har heller ikke noget behov for at dele mit liv med en masse perifere bekendtskaber på facebook og instagram). Måske har kampen for at få barnet været lang og hård, og så er det dælme svært at indrømme at det ikke er så perfekt og vidunderligt som man håbede eller måske elsker de bare livet som spædbarns mødre.

    Det kan jo også være svært at åbne sig i en mødregruppe med kvinder man slet ikke kender, ikke alle har lige nemt ved det heller ikke selvom nogen tager 1. skridt.

    12. juni 2018 kl. 12:55

    Ja. I dag kan jeg. Men i hvert fald de første 4 mdr af min datters liv, var det ofte jeg fortrød, eller i hvert fald genovervejede om det var den rette beslutning. . For det første var det bare HÅRDT! Hun skreg halvdelen af sin vågne tid. Sov dårligt. Spiste dårligt. Kom senere i behandling for refluks og det gjorde en verden til forskel, men hun var jo stadig en lille baby der ikke kunne noget, som jeg var bundet til mens verden farede forbi udenfor – uden mig. Jeg følte mig fanget, og “morskabet” var for mig en meget klaustrofobisk følelse  

    Det var det rette for os at hun startede i dp 8 mdr gammel så jeg kunne komme tilbage på job  det gav mig følelsen af at være menneske igen  

    Jeg havde heldigvis en rigtig god mødregruppe, og håber virkelig jeg får en god gruppe igen nu hvor lillebror melder sin ankomst i september. Jeg gruer allerede for de første 6 mdr, for jeg bryder mig ikke om babyer – men denne gang ved jeg at det har en ende, at kødklumpen bliver til et rigtigt menneske, man skal bare være tålmodig. 

    Jeg elsker min datter højt, men min mand er stadig nummer 1 på den liste. Om ikke andet, så er hun jo et produkt af vores kærlighed. <3 Jeg nyder at være hendes mor, men det er ikke “med stort M” eller særligt definerende for hvem jeg er. Og glæder mig stadig til hun bliver endnu større, kan mere og ikke mindst til at man kan tale rigtigt med hende, og ikke bare til hende. 

    12. juni 2018 kl. 14:38

    BruxellesBaby: tak for dit ærlige indlæg!! Det sætter jeg stor pris på. Jeg tror også, at jeg er én af dem, der glæder sig til at baby er lidt større:) 

    Nu når du skriver som du gør, så er jeg lidt nysgerrig… har du haft brændende lyst til en 2’er? Eller er det mere tanken om 2 børn (at de har hinanden m.m), der har været det der vægtede ift at skulle have et barn til?

    12. juni 2018 kl. 15:07

    Da jeg fik min datter, var jeg heller ikke som sådan dybt forelsket i hende fra start. Jeg var fascineret af hende og elskede hende fordi hun var min datter. Men nu elsker jeg hende ligeså meget fordi hun er et helt fantastisk menneske, der er både klog, sjov og interessant. For langt de fleste, så kommer det heldigvis.

    I forhold til det med at fremhæve det positive og lyserøde – det kan jo også være at folk gør det fordi de har brug for at have fokus på de gode ting og ikke dvæle ved de hårde ting. Mennesker er forskellige og nogle har brug for aktivt at have fokus på de gode ting, så de ikke synker hen i en følelse af, at alt er træls. Andre har brug for at tale om de trælse ting, så de kommer af med det og ikke føler sig så alene eller forkerte. Der skal være plads til det hele.

    12. juni 2018 kl. 18:52

    Kan godt genkende følelsen her selv og det er der intet galt med.

    Tænker kunne du nævne det for din mødregruppe det med at man kunne lave en form for evaluering på gruppen og om man kunne tage en runde med hvad der fylder for de forskellige og hvad hver især har brug for / kunne tænke sig at gruppen kunne bruges til og her kunne du jo komme med det at du har brug for et sted hvor du kan lufte dine frustrationer og det kan være de ikke er enige men måske kan hjælpe dig med at komme igennem det så 

    Husker ret tydeligt at da hun var omkring 11 mdr – at hun gjorde noget sødt på daglig basis der gjorde at man mærkede kærligheden til hende være meget stor, hvilket var en stor ændring for mig. Siden der har jeg faktisk vidst at jeg gerne ville have en til.  Har bare accepterede at jeg nok ikke er så meget til når de er meget små. Synes det i det små vendte omkring da hun var 6-7 mdr 

    12. juni 2018 kl. 19:51

    Jeg kan genkende stort set alle dine tanker. Gennem min graviditet og i hans første par måneder oplevede jeg en stor beskyttertrang, men den der vilde kærlighed alle taler om følte jeg bare ikke. Og jeg følte mig SÅ forkert! Men jeg var meget åben omkring det og det gjorde at mange faktisk blev meget ærlige “i retur”. Mange kunne godt genkende mine følelser. Så det hjalp mig virkelig at være åben omkring det.

    Som dig følte jeg mig også helt vildt splittet imellem mor-rollen og så resten af mig. Nogle gange gør jeg det stadig, i dag hvor vores søn er tre år. Men det er når jeg sammenligner mig med det billede af en god mor, som jeg føler er dominerende mange steder. Og der føler jeg ikke at jeg passer ind. Men for det meste føler jeg at jeg har fundet mig tilpas i morrollen og fundet den måde som jeg er mor og den bedste mor for min søn. Jeg er ikke bare MOR, jeg er også så meget andet. Jeg nyder at være sammen med min søn, men jeg nyder altså også min alenetid og jeg savner ikke min søn så snart han er gået ud af døren. Lige nu går jeg hjemme med ham og ja, det er super dejligt at jeg har den tid med ham. Men jeg blev altså også glad da vi fik den ønskede børnehaveplads her til august, for jeg glæder mig til at komme ud på arbejdsmarkedet og bruge min uddannelse, og jeg glæder mig til daglig kontakt med andre voksne.

    I dag elsker jeg min søn så forfærdeligt højt. Kærligheden kom snigende stille og roligt, og det er faktisk helt normalt :). Vi vil gerne have en nummer to. Ikke kun fordi vi vil give ham en søster eller bror, men fordi vi gerne vil have endnu et barn. Min mand har været klar længe, men jeg skal lige tage tilløb… For jeg er altså heller ikke det store baby-menneske. Jeg syntes ikke barsel var særlig fedt, men heldigvis havde jeg verdens bedste mødregruppe og vi har alle indrømmet at det at vi havde hinanden var årsag til at vi overlevede barslen :D. Jeg kan godt lide at være mor, men det er ikke 100{0e7b857c143f048d479b03802595066f9aa9c6c6093a8adc15949a72beab5fa2} lykke og lyserøde skyer hele tiden. Det er for mig hårdt arbejde og pissedejligt i én stor blanding :).

    12. juni 2018 kl. 20:14

    Jeg skrev det her i en tråd for små 4 år siden – min søn er 11 år i dag – så nej du er ikke alene:

     

    Åhhh hvor jeg husker det.

     

    Min den ældste er 7 år gammel nu, men da vi lige havde fået ham følte jeg det præcist som dig.

     

    Jeg følte mig fanget, følte jeg mistede mig selv fuldstændig – alt drejede sig om hans behov døgnet rundt. Jeg savnede mit gamle liv ubeskriveligt – og hånden på hjertet – havde jeg kunne fortryde og gå tilbage til mit gamle liv havde jeg gjort det.

     

    Jeg havde heller ingen vild kærlighed til ham til at starte med – kan kan endda huske min lette overraskelse over at der virkelig var en baby i maven lige da jeg fik ham op på min mave aller første gang. Totalt åndssvagt – jeg ved det godt – for jeg vidste jo godt det var en rigtig baby, han var ønsket og planlagt og jeg havde glædet mig sindssygt – men alligevel var det bare meget overvældende og uvirkeligt. Efter en måneds tid fik han kolik og begyndte at skrige og sov elendigt og det gjorde jo ikke tingene bedre.

     

    Jeg glædede mig også til at barslen var slut, for jeg trængte så meget til at føle at jeg udrettede andet end "bare" at være mor, så det var så fedt at komme tilbage til jobbet igen og få lov til at savne ham vildt og inderligt og glæde mig til at hente ham. Og nej det er ikke fordi jeg ikke elsker mine børn – det gør jeg – jeg syntes bare omvæltningen var stor og uoverskuelig og det tog mig noget tid at vænne mig til mit nye liv som mor.

     

    Men jeg følte mig ikke deprimeret og tror bestemt ikke det var en fødselsdepression. Men principielt set kan man jo godt kalde det at få et barn en livskrise, for alt hvad du kender bliver vendt 180 grader på hovedet. Man går fra at være ekstremt selvoptaget og navlebeskuende – som man jo er før man får børn sad – til pludselig at skulle stå til rådighed 24/7 for et lille krævende væsen der intet giver igen. Det ER sgu da hårdt. Tror mange har det på samme måde, det er bare meget forbudt at tale om, for så er du med det samme en dårlig mor eller har en fødselsdepression.

     

    Så vil egentlig bare sige, at du ikke er den eneste, der har haft det sådan. Kærligheden skal nok komme – det tager bare lidt tid for mange af os – men det betyder ikke, at vi er ringere mødre eller elsker vores børn mindre – tværtimod. 

     

    no

    12. juni 2018 kl. 20:41

    Da det der lille menneske blev klasket op på min mave var jeg jordens sejeste mor og jeg elskede det lille menneske. Jeg har aldrig elsket nogen som min baby. Hverken før eller siden.

    Men det jo ikke det du efterspurgte men der en pointe. 

    Efter et par måneder og hverdagen var indtrådt. Jeg følte mig så forkert for man skal jo elske sin baby og det følte jeg ikke at jeg gjore. Der gik yderlig et par måneder inden jeg indså at jeg havde haft en stormende forelskelse i min baby og nu elskede min baby.

    Jeg tror på at vi kvinder skal øve os på at verden og moderskabet er meget mere gråt end sort og hvidt. At det kan gøres på mange måder. 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 28 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.