læbespalte

Til vores scanninger blev der ikke levnet meget håb. Spalten var helt klart dobbeltsidig og man var tilsyneladende så sikker på ganenspalten, at vi simpelthen  fik at vide til hver scanning, at den var der.

Så især jeg forberedte mig på alt muligt. Sondemadning, vejrtrækningsproblemer, specialflasker, operationer, yderligere defekter osv. Men….. jeg forberedte mig ikke på at få et normaltfungerende barn.

Det viste sig så, da vores dreng blev født, at alle disse hårrejsende studier var spild af energi og især nerver. Han havde kun en bilateral læbegummespalte og han var rent faktisk i stand til at sutte. Han var mere eller mindre et brystbarn i ti uger- indtil første operation.

Jeg havde rent fagligt og sagligt forberedt mig på det værste og sat mig ind i alle mulige scenarier. Men det er rent psykisk det slår hårdt. Kunne man slå følelserne fra, kunne man meget lettere tackle både operationer, følgevirkninger og problemer. Dem kunne jeg ikke rigtig forberede mig på. Uanset hvor meget jeg forsøgte. Også selv om jeg, længe inden han blev født, vidste at han skulle opereres mange gange, så var jeg ved at gå op i limningen da tiden nærmede sig og jeg ved det vil ske igen.

Nu hvor han er fjorten måneder, er det kun de små ar på overlæben, der minder om, at han er blevet opereret 2 gange. Der er intet i hans adfærd og udvikling, der tyder på at han har været udsat for to operationer, hvilket også var en ting der nagede mig meget i sin tid. Men nej, hans udvikling tyder bestemt ikke på, at han har været udsat for to operationer. Fx. begyndte han at gå uden støtte som 10½ måneders og han har bestemt ikke været mere syg end andre børn.

Det er bestemt ikke ovre for hans vedkommende. Der vil komme flere grimtlydende operationer såsom fx knogletransplantation, men jeg kan ikke ændre på det og det bedste jeg kan gøre for både hans og også min egen skyld, er at fokusere på det der er væsentligt i øjeblikket.