Close
Log Ind Opret Bruger

Jamen lad mig så spørge de damer…

  • 27 september 2011, 11:14

    Hvad er jeres tanker omkring hele det her donor sæd emne? Jeg mener, fortæller I folk omkring jer I bruger donorsæd, er I bange for nogle folks reaktion, hvordan har I tænkt jer jeres kommende barn skal vide det..?? 

    Personligt er det kun meget få der ved vi er i behandling, og lige så få der får af vide det er med donor. Vi er meget nervøse for hvordan min mands forældre vil takle det, hvis de ved det ikke er deres biologiske barn vi forhåbentlig skal have næste år.. Vi har jo to børn i forvejen, min ældste søn på snart 13 og vores fælles søn på 7 år. Og selvom de har kendt mig og min ældste søn siden han var 2 år, så er det tydeligt deres biologiske barnebarn der betyder noget for dem. Så deres reaktion er jeg nervøs for.

    Vi har egentlig ikke rigtigt tænk os at fortælle andre end dem der ved det nu, at det er donor, og der kommer også til at gå noget tid før en evt. baby skal have det af vide.. Men hvordan og hvorledes ved jeg ikke.

    Det er også lidt svært, for vi håber jo hele tiden at det er min mands sæd der klarer turen, der er bare ikke så mange soldater. Men de får et forspring aftenen før, og igen næste morgen. Så selvom sandsynligheden for at det er donor der bliver bio far, så er chancen der jo for at det bliver min mand… Kan I følge mig.

    Det vil derfor kun være hvis barnet ønsker en DNA test, at vi kan vide det med sikkerhed..

    Nå det blev en lang smøre.. Nu ville jeg jo indvie det nye forum, selvom jeg også huserer ovre i den anden gruppe..

     

    27. september 2011 kl. 12:09

    Jeg har haft nøjagtig samme tanker. Dog ved vores venner og familie at det med stor sandsynlighed ikke ville lykkedes med min mands sæd. Af den årsag har vi faktisk også holdt hemmeligt at vi nu har haft 2 IUI-D, men det bliver sværere og sværere og holde hemmeligt. Derfor ved vores nærmeste familie faktisk også at vi nu har et forsøg med donor.

    Men jeg kører lidt samme princip som dig, man kan jo faktisk ikke være 100 {3bd075c709de1f131f0fe124cafa82ea599a44dde3ac24c396314c41c55548b1} sikker på at det er donor som er BIO far uden at få taget en blodprøve.

    jeg har langt hen af vejen været 100 {3bd075c709de1f131f0fe124cafa82ea599a44dde3ac24c396314c41c55548b1} sikker på at barnet skulle vide forløbet, men efter nu at være insemineret tæt på 3 gange (skal insemineres 3 gang imorgen), ja så er jeg faktisk gået over i den modsatte grøft. Inderst inde føler jeg virkelig bare det er et eller anden medicinsk præperat som vi anvender i lighed med alle andre ting jeg har budt min krop. Jeg føler virkelig det 100 {3bd075c709de1f131f0fe124cafa82ea599a44dde3ac24c396314c41c55548b1} er min mands barn som en dag forhåbentlig kommer ud af det. Og når barnet kommer til vil jeg seriøst tro at det med donor er tæt på noget af vi glemmer. Så jeg tror faktisk ikke jeg har tænkt mig at fortælle barnet det.

    Desuden får vores forældre og familie heller ikke ad vide om det lykkedes af egen vilje eller med donor – altså med mindre det lykkedes i den her omgang.

    Gav min lange smøre lidt mening ? 

     

    27. september 2011 kl. 12:22

    Det gjorde den skam..

    For jeg må jo indrømme at grunden til jeg ikke syntes at det var en god ide at dele IUI gruppen op i IUI-H og IUI-D var, at jeg faktisk slet ikke tænker på det som at vi bruger donor. Min mand og jeg laver jo en baby sammen. Både dagen før, på dagen og når vi er til insemination.

    Så det bliver helt op til barnet om det vil vide med 100{3bd075c709de1f131f0fe124cafa82ea599a44dde3ac24c396314c41c55548b1} sikkerhed om far nu også er bio far eller ej.. Men hvornår vi siger noget ved jeg ikke. Jeg er bare ikke til det der med at sidde med en bog fra de er små, og snakke donor med en 3 årig, som jeg så på nettet der var en der foreslog…

    27. september 2011 kl. 13:07

    jeg syntes også det er lige brutalt nok at sidde og læse historie om hvordan det hele foregår. Jeg føler lidt det netop får barnet til at føle sig anderledes, hvilket det i mine øjne overhovedet ikke er.

    Og jeg er faktisk lidt enig i din holdning til grupperne. Igår da jeg så det følte jeg mig faktisk lidt anderledes, hvilket jeg slet ikke havde brug for. Jeg vil gerne føle mig på niveau med IUI-H, da jeg personligt ikke syntes at det gør den store forskel for hvor sæden kommer fra.

    DERFOR kigger jeg også stadig med i IUI-H..

    27. september 2011 kl. 13:24

    Hejsa

    Jamen da vi fandt ud af, at vi ikke have andre mulighed en donor og ikke helt vidste om det var noget vi skulle gøre eller ej – fortalte vi vores forældre og søskende at hvis vi skulle have en chance for at blive forældre var det via donor. Og vi fik stor opbakning ikke at vi er sikker på at alle forstår os, men det var det som gjorde at vi kunne tage beslutningen om at bruge donor. Efter jeg så er blevet gravid er det kun nogle af dem som har spurgt til om det så var donor….det er lidt de kvindelig familiemedlemmer som har spurgt. Er sikker på at vores fædre faktisk ikke ønsker at vende det mere, men det er ikke noget som vil påvirke deres glæde til deres nye barnebarn kan vi mærke.

    Ellers er der heller ikke rigtig flere der ved det – jo et par venner måske og det er ikke fordi vi vil holde det hemmeligt men vi ser ikke nogle årsag til at præsenterer os selv som donor forældre overfor vores omgangskreds. Til gengæld falder snakken på det så siger vi det også. Så vi prøver at være åbne overfor det som muligt – til tider ville jeg da ønske at jeg kunne glemme at det  er en doner men sådan er det bare ikke.

    Med barnet har vi planer om at indvie ham i den verden så snart vi kan læse bøger eller fortælle han historier, så emnet ikke er ukendt for ham – og vi håber på den måde at kunne give ham en så naturlig vinkel til vores valg og at min mand selvfølgelig er far.

    Jeg kan da godt forstå at I ikke umiddelbart siger noget hvis i ikke med sikkerhed ved at det er donoren som har befrugtet så ville jeg også afvente.

    Min mand og jeg laver også et barn sammen og min mand elsker ham allerede, men vi kan desværre ikke ligge det længere væk end at det altid vil være i vores tanker. Nu hvor jeg er gravid føler jeg mig da som medlem af IUI gruppen generelt, men under behandling må jeg indrømme at det da godt kunne gøre lidt ondt at jeg ikke have mulighed for at bruge min egen mand – så selv om behandlingen er det sammen så ville jeg have været glad for denne gruppe på det tidspunkt. Det kan godt være jeg er lidt følsom på dette punkt men jeg føler mig stadig lidt anderledes end dem som har mulighed for at få deres mands bio. barn.

    Til gengæld glæder mig os helt vildt til at blive forældre og vi er glade for muligheden – så hvorfor skulle der ikke også være en gruppe for heldige os

     

    Avatar
    Anonym
    27. september 2011 kl. 20:40

    Nu tillader jeg mig at læse her i den anden gruppe…

    Hvis din mand har sædceller, som fungerer, hvorfor er I så ikke gået til IVF eller microinsemination? jeg er sikker på, at der er et godt svar, men det troede jeg umiddelbart var løsningen?

    Alt held & lykke og gode vibrationer !

    27. september 2011 kl. 20:49

    Vi snakkede om det da vi startede i behandling. Og det er dels fordi det er et større indgreb end IUI, og med to børn i forvejen ville vi ikke gennemgå det (selvom jeg nu efter flere måneder i behandling godt kunne være villig på det, så det tror jeg vi skal snakke om hvis den er negativ på lørdag), dels fordi det ikke var sikkert at min mands sædceller var gode nok til IVF/ICIS ifølge lægen, og sidst men ikke mindst fordi min mand foretrak denne behandlingsform..

    Men som sagt, jeg tror ikke der er nogle af os der er så afvisende over for et forsøg med IVF mere. Men sker der ikke noget snart, så stopper vi helt med PB. Det skal ikke gå ud over drengene at vi er i behandling, og det har ikke været nemt at skjule det for dem..

     

    Avatar
    Anonym
    28. september 2011 kl. 20:06

    … vi prøver at svare på. Puha.

    Har allerede gjort mig mange tanke om det. Og jeg har det på samme måde som Sisse77 – dog ikke gravid endnu –  at jeg vil fortælle barnet så tidligt som muligt at han/hun er et donorbarn og hvorfor. Jeg synes at barnet har ret til at kende sin historie. Desuden kan det godt være at det "pludselig" dukker op at barnet er et donorbarn, når nogen, som kender til det, fortæller det barnet, hvis der er sygdomme i familien eller så noget simpelt som en blodtest i skole, og jeg har ikke lyst til at barnet finder ud af det på den måde. Den hjemmeside, hvor donorbørn fortæller deres historie gjorde indtryk på mig (http://www.andreasnilsson.dk/donorbarn/index.php/Forside.html) og støttede mig i mine tanker om at fortælle barnet sandheden. Det som nok gjorde mest indtryk er de to piger som fandt ud af det, da de var voksen og som blevt dybt rystet og fik en identitetskrise.

    Men nu er vi i den heldige/uheldige situation, at vi med 100{3bd075c709de1f131f0fe124cafa82ea599a44dde3ac24c396314c41c55548b1} sikkerhed ved, at min mand ikke har nogen sædeceller og derfor ikke kan blive bio. far. Men han bliver helt klart faren for barnet. Så det er lidt anderledes end for jer to, raahauge og mskafte, og jeg kan godt forstå at i føler jer lidt i et dilemma med dette spørgsmål. Og jeg desuden også godt forstå hvorfor i føler at i tilhører (også) til IUI-H gruppen her – det synes jeg også er helt i orden. Ved i om i evt. har mulighed for at finde ud af, om barnet bliver jeres mands biologiske barn eller ej? Jeg ved godt at det er et meget følsomt emne, og vil på ingen måde sige jer, hvad i skal og ikke skal gøre. Jeg vil bare dele mine tanker, ideer og erfaringer – og håber i forstår det.

    Jeg ønsker jer alt held og lykke!

    29. september 2011 kl. 07:14

    Jo det kan vi jo godt. Det er en alm. DNA test, med en vatpind i munden osv. 

    Jeg er skam tilhænger af at barnet skal have det afvide, men jeg kan ikke forestille mig at vi fortæller det når barnet er helt lille. Og om barnet vil have afvide at om far nu også er bio far, må være op til barnet selv. Men jeg regner da med vi skal forbi de 10 år før sådanne ting kunne komme på bordet. Min ældste på snart 13 ville ikke kunne forholde sig til sådanne ting lige pt. Jeg har godt set den hjemmeside med de donorberetninger.

    Men lad os nu se om vi bliver gravide. Jeg syntes ikke det mærkes som om der er held i sprøjten denne gang heller med test dag 2 dage væk..  

    Så vi overvejer om vi som et sidste forsøg skulle prøve ICSI, bare en enkelt gang. Og hvis det så heller ikke lykkes, tja så nyder vi de to vi har..

     

    4. oktober 2011 kl. 12:28

     …

    Hvornår tager man beslutningen på egene vejne, og hvornår er det på barnets?

    Vi er to kvinder, så vi er ret sikre på at jeg ikke bliver bio mor til et kommende barn, når min kone skal bære det 

    Derfor vil vores barn jo også hurtigere møde spørgsmål fra omverdenen, og vi er derfor nødt til at tage stilling til hvad vi vil sige og hvordan, og vil nok gøre det tidligere end jer andre, da jeg synes det er ret vigtigt at barnet hører det fra os, før det får spørgsmål fra andre (hi, jeg taler allerede som om der er et barn, er bare SÅ skruk).

    Men vi er f.eks. i et kæmpe dilemma lige nu med om vi skal vælge åben eller anonym donor. Der er en masse argumenter for og imod begge dele, men i sidste ende skal vi tage en beslutning der vil følge vores kommende barn resten af dets liv (og den søskend vi også regner med at skulle have). Pyha, det er et stort ansvar på ens skuldre synes jeg. Og jeg føler virkelig også at vi skal have argumenterne i orden ift. resten af verden, og jeg er så bange for at have dårlig samvittighed resten af mit liv.

    Jeg tænker at det er rigtig fint at jeres barn selv kan tage stilling til om det vil vide det med sikkerhed. Nogle børn vil måske føle det behov, mens andre nok vil tilfreds med at vide at det har to forældre der elsker det 

    6. oktober 2011 kl. 10:06

    Hej tøser.

    Vi er et par, mig og min skønne gemal. Han er desværre 100 {e65ca27fccf312ba1cfceb2b31901c820b2ffba66b6af772d00cbe7d90cd65e2} steril, pga en voldsom sygdom som spæd mener de. MEN, han bliver verdens bedste far, om det er bio eller ej *S*

    Her hos os ved familie, venner osv, at vi skal have en donor, og folk kigger ikke underligt på os af den grund. 

    De glæder sig på vores vejne og håber inderligt at det lykkeds for os.

     

    Ang behandlingen: Ja folk ved jo godt hvad vi skal igennem. Sådan da. Dog er diverse datoer osv ikke offentlig gjort, da det jo skal være en overraskelse for alle hvornår jeg forhåbentlig har en lille spire i mig. 

    Så lidt bliver der holdt skjult for ALLE andre :o)

     

    Skal barnet have af vide at den er donorbarn:.
    JA helt sikkert. Men barnet skal jo også vide at FAR er den der er der i dagligdagen. Det er den far der elsker barnet over alt i verden.  

    Hvornår vi fortæller det, det må tiden vise. Torr man ved hvornår når tiden er ;o). Jeg læste et sted på cyperspace, et par der skriver det så godt: De manglede en reservedel, derfor havde de lånt en et andet sted. ( og så selvfølgelig en uddybende forklaring ). Lidt ligesom en bil der mangler noget i motoren ;o).

     

    Krydser mine små finger og tæer for at det lykkeds for os alle. :o)
     

     

     

    Viser 11 indlæg - 1 til 11 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.