Close
Log Ind Opret Bruger

Hvad gør I med sorgen?

  • 13 juli 2021, 08:45

    Kære Alle!

    Min mand og jeg fik en senabort i uge 15 i onsdags, da barnet havde kromosomfejl.

    Det var en hård fødsel og et langt forløb bagefter, hvor vi endte med at være indlagt i over 2 døgn. Det lyder ikke af længe, men føltes som en evighed. Sygeplejerskerne var søde, men det blev ret kaotisk, da de glemte at tale sammen og dermed blev vi glemt flere gange.

    Hjemme igen tager det tid at bearbejde – både alt det, der er sket de sidste 14 dage og hvad, det betyder. Vi var meget enige om, at vi ikke ville bringe et barn til verden, der for altid med sikkerhed ville være afhængig af professionel hjælp – og alligevel gør det så pokkers ondt.

    Vi valgte at se den lille dreng, som så helt perfekt ud – og vi nåede at se ham flere gange, hvilket gjorde at følelserne eksploderede. Kan ikke finde ud af, om det er dumt, vi gjorde det.

    Hjemme igen synes jeg, det er svært at være sammen med sorgen og hvordan jeg skal håndtere den. Oplevelsen af at føde ham sidder som et kropsligt minde og kan slet ikke styre, hvornår jeg bliver ked af det – og ind i mellem har jeg det ok, og så får jeg også dårlig samvittighed over det. Og står samtidig ved mit valg, så det er meget modstridende.

    Min mand og jeg skulle have været på sommerferie nu, men er blevet hjemme – og det giver en ro, ikke at skulle tænke på at skulle på arbejde før om 2 uger, men det bliver svært, når jeg skal tilbage.

    Jeg ved, det hele tager tid – men jeg bliver snart 39 og har været i fetilitetsbehandling, så vi skal jo heller ikke vente for længe, før vi prøver igen – og jeg er samtidig panisk angst for, at der skal ske noget tilsvarende.

    Puha – en masse tanker fra mig. Mit spørgsmål er, om andre har været i samme situation og hvordan det har været? Er der nogen af jer, der har mødtes med andre fysisk og snakket om det?

    Mange hilsner,
    Julie

    13. juli 2021 kl. 21:04

    Kære Julie,

    Jeg er ked af at høre, at I har måtte træffe det svære valg (men forståeligt. Vi havde det på samme måde, hvis det havde været os). Jeg har ikke været i helt samme situation, men jeg har dog måtte sige farvel til min søn i uge 19. Det var i starten svært for min mand og jeg at være fælles om sorgen, fordi den kom til udtryk på forskellige måder og på forskellige tidspunkter. Men det har været utroligt givende for mig at mødes med andre, som også har mistet i graviditeten.

    13. juli 2021 kl. 22:33

    Kære Anna
    Tak for dit svar. Lyder også som en hård proces for jer.
    Ja – det kan jeg godt genkende, at det også kan være svært for os som par. Vi reagerer også forskelligt.

    Hvor fandt du ligesindede at mødes med?

    14. juli 2021 kl. 06:46

    Jeg fandt et par kvinder gennem en facebook-gruppe, som hørte under det daværende Landsforeningen Spædbarnsdød. Nu hedder det Forældre og Sorg. Derudover kan man også finde et stort netværk på Instagram, hvis du er bruger derinde ❤️ hvor i landet bor du henne?

    15. august 2021 kl. 08:59

    Jeg bor i København – og har haft problemer med siden her de sidste uger, så har ikke kunnet skrive.

    Jeg er startet på arbejde igen, og kan ikke helt finde ud af, om det er for tidligt. Der er ingen, der ved det. På den ene side er det godt med en flugt fra følelserne – på den anden side, er det meget overvældende. Synes også, relationer kan være svære – til veninder og familie.. og kæreste.. Puh..

    15. august 2021 kl. 17:34

    Nu kommer der lige en lang beretning fordi jeg lige har været igennem noget lignende og så kan du måske bruge mine erfaringer – og måske kan du ikke.

    Jeg mistede 14+0 i januar måned (et par dage efter en ellers vellykket NF-scanning). Det var en ret traumatisk oplevelse, fordi det skete pludseligt ved at mit vand gik og jeg fødte hjemme og min mand måtte hjælpe med at tage imod og lægge baby i en skål, som vi så kunne tage med på hospitalet.  Jeg havde heldigvis ferie (jeg mistede under semesterets sidste eksamen, som heldigvis var en gruppeeksamen, som min gruppe færdiggjorde og skrev mig på). Jeg havde en del flashbacks efterfølgende, hvor jeg blev ved at se det hele ske for mig, og så ville jeg bare gerne have en ny baby, fordi jeg følte at jeg havde mistet en fremtid, som jeg havde glædet mig til (men babyen var en upser og min mand var ikke indstillet på at prøve igen). Så druknede jeg mig i mit bachelorprojekt, men jeg blev mere og mere udmattet og da jeg endelig afleverede og fik min sidste eksamen overstået opdagede jeg hvor deprimeret og udmattet jeg var blevet. Hele sommeren har jeg haft svært ved at rejse mig fra sofaen. Jeg kommer op, ordner lidt praktisk, lægger mig, op og ordne lidt mere praktisk, lægger mig igen osv. Jeg har taget 15 kg på. Nu er jeg gravid igen og i starten havde jeg intet forhold og ingen følelser om det at være gravid – jeg følte ingenting. Det er først nu her (jeg er i 12. uge), jeg er begyndt at glæde mig, men jo tættere jeg kommer på de 14+0, jo mere angst bliver jeg. Jeg er sikker på at det går galt hver gang jeg mærker en spænding i maven. Jeg er glad for at være færdig med min bachelor, men jeg burde nok have været sygemeldt. Nu skal jeg til at starte på kandidat og det vil jeg rigtig gerne, men jeg tror egentlig jeg burde være sygemeldt, for jeg er først lige begyndt at føle momenter af mening og glæde igen.

    Jeg burde nok også have fået noget psykologhjælp, men jeg har virkelig følt at jeg skulle retfærdiggøre hvorfor det var hårdt at miste. Jeg mødte mange som sagde “der var nok noget galt med fosteret” (hvilket der ikke var) eller “det har jeg oplevet mange gange”. Det gjorde mig enormt vred, fordi jeg følte at mange mennesker gjorde det til noget normalt og fordi de fik det til at lyde som om det var meningen at jeg skulle miste. Jeg har også brugt en del tid på at tænke over om jeg selv har været skyld i mine blødninger og i at mit vand gik tidligt.

    Det har hjulpet mig at tale med nogen der rent faktisk har oplevet noget der minder om. Da vi var til samtale med hospitalet for at få svar på de prøver der var blevet taget af baby og mig, fik vi at vide at det var en pige. Vores billeder fra NF hænger stadig på køleskabet (sammen med et skanningsbillede af den nye reje).

    Det har også hjulpet mig at rumme og acceptere min følelse af at jeg har mistet en lille pige og ikke bare et foster – selvom andre måske synes at det er fjollet.

    For mig var det ikke specielt hensigtsmæssigt at drukne mig i arbejde, for det kom bare snigende senere. Jeg skulle nok have brugt noget mere tid på at dvæle ved det hele, og rummet og accepteret min sorg.

    15. august 2021 kl. 19:04

    Hvis du har lyst til at mødes og snakke en dag, så kommer jeg til København hver dag, da jeg arbejder derinde. Jeg vil i hvert fald gerne høre din historie og tage imod din sorg, som kan være så svært for andre at håndtere og forstå.

    16. august 2021 kl. 08:50

    Kære Anna og Nemo
    1000 tak for jeres omsorg, beretninger og hjælp – ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre uden det netværk, man finder af kvinder, der desværre har haft lignende oplevelser.  Jeg synes, det er så svært at håndtere, da det relaterer sig til alle livets aspekter og relationer. Tror muligvis, jeg har mistet min bedste veninde på det, da hun slet ikke kan sætte sig ind i, hvor svært det er. Og ja – det er svært, hvordan man skal håndtere sit arbejde og hvem, man skal sige det til.

    Jeg har meldt mig til kurset Fertilitets-yoga hos Thilde Vesterby og Familieskolens kursus for kvinder, der har mistet et spædbarn, som jeg har fået kraftigt anbefalet.

    Men jeg vil også meget gerne mødes en dag, Anna?

    Tak til alle herinde for at være her!

    16. august 2021 kl. 11:39

    Hej.
    Jeg/vi står i samme situation. Jeg fødte i sidste uge, mandag, en lille pige med kromosomfejl.

    Vi er blevet henvist til en sorggruppe, og er blevet kontaktet af en sorggruppeleder, en jordmoder. Vi skal til første samtale på sygehuset på onsdag. Jeg håber meget at det er givende – Har i ikke fået tilbuddet om sorggrupper? Samtidig er vi blevet informeret om at vi fra egen læge kan blive henvist til psykolog og få op til 60% tilskud.

    Jeg kondolere og sender dig et kæmpe knus, det gør mildest talt pisse ondt her i tiden efter. <3

    16. august 2021 kl. 11:43

    Jeg har lidt problemer med at finde ud af hvordan jeg skal sende dig en privat besked herinde på min-mave. Det er som om hele systemet er lidt udueligt 😅 men vil du sende mig en mail på freddiemerciless@gmail.com ? Så kan vi aftale videre der.

    16. august 2021 kl. 13:27

    Jeg vil også gerne dele min historie med dig/jer, og fortælle hvad der har hjulpet os.

    Jeg blev første gang gravid ved hjælp af IVF behandling, men mistede desværre i uge 14 pga. en blødning. Jeg blev gravid igen 2 måneder senere, også ved hjælp af IVF, og endte med at føde en lille pige, igen pga. en blødning, i uge 23 – desværre alt for tidligt til at hun kunne overleve.

    Det er nu 4 måneder siden, og det er desværre stadig enormt hårdt at være i. Tiden har gjort rigtig meget for sorgen, og det bliver en lille smule nemmere at være i hver dag, men det er selvfølgelig med op og nedture. Mig og min kæreste har meget forskellige behov i forhold til hvordan vi håndterer sorgen. Jeg har den med mig hele tiden, hvor det fungerer bedre for ham at lægge den til side og så tage den frem af og til. Vi har også været til psykolog sammen for netop at italesætte de forskelle der er, som kan være svære at håndtere i situationen, når én af os bliver ramt at sorgen og den anden ikke er. Vi har ikke mødtes med andre der har prøvet det samme endnu, men det tror jeg helt sikkert er en god idé. Det er meget svært for folk der ikke har prøvet det at sætte sig ind i det, og jeg oplever at folk hurtigt kan komme til at sige velmenende ting, men som faktisk er meget sårende. Derfor holder jeg mig også tilbage med at snakke med veninder osv. om det, fordi jeg simpelthen er så bange for at de kommer til at sige noget forkert som så vil såre mig.

    16. august 2021 kl. 15:04

    anirah, hvor er jeg ked af at læse om jeres tab, og at du ikke føler, at du kan snakke med dine veninder om det af frygt for at blive såret. På et tidspunkt i sorgprocessen kan man måske finde overskuddet til at sige til folk, “Hey, det var faktisk vildt sårende, det der.” Men det er dælme svært.

    Har du haft samtaler med en rådgiver fra Forældre & Sorg?

    16. august 2021 kl. 15:22

    Kære Anna,

    Tak, jeg er også ked af at I har skulle det igennem – det ønsker man virkelig ikke for nogen.

    Jeg tænker helt sikkert at jeg på et tidspunkt får mentalt overskud til at turde at tage “chancen” og snakke med folk, selvom det indebærer risikoen for at blive såret. Folk siger jo alt i bedste mening, det er bare rigtig svært at vide hvad man skal sige tænker jeg.

    Ja, det har jeg og er så glad for det. Har du også haft kontakt med dem? Har overvejet at være med i en sorggruppe, men har svært ved at finde ud af om det er noget for mig eller ikke. Er det noget du har erfaring med?

    16. august 2021 kl. 16:50

    Det er nemlig rigtigt svært. I min optik bør folk måske også generelt lære, at man i virkeligheden ikke behøver sige så meget. Det er bedre at bare lytte ❤️

    Jeg har haft en del samtaler med en rådgiver fra landsforeningen, og det har været så godt. Bedre end psykolog. Jeg har ikke erfaring med sorggruppe, for der var ikke tilbud om det i det område, hvor jeg bor. Derudover var min mand ikke interesseret, og jeg kunne slet ikke overskue at skulle afsted alene.

    16. august 2021 kl. 17:22

    Ja – opskriften er bare at lytte, rumme og acceptere én, som man er med mange, svære følelser og og & ned-ture. Men selvfølgelig også svært at sætte sig ind i, men er bare blevet enormt skuffet over, at min veninde slet ikke var der eller anerkendte, at det er et stort tab, selvom han kun var 15 uger.

    Min kæreste har heller ikke samme behov, som jeg for at tale – og det kom faktisk også bag på mig, at jeg ikke helt kan håndtere det selv. Skulle nok have ringet til Landsforeningen – har hørt, de skulle være rigtig gode. Selv starter jeg her: https://familieskolen.dk/efter-fodsel/i-form-igen/h-efterfodsel-for-kvinder-der-har-mistet-et-spaedbarn/id/211547

    Er lidt nervøs for det – er ikke vant til at tale om noget så følelsesmæssigt med andre..

    Anna – jeg skriver til dig. Og I andre må sige til, hvis I også har lyst til at være med.

  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.