Close
Log Ind Opret Bruger

hjælp til far med kraftig reaktion efter fødsel

  • 15 marts 2019, 10:47

    Hej alle,

    Jeg har brug for lidt opmuntring/kærlighed/varme tanker/ succeshistorier eller små gode råd.

    Jeg fødte i fredags den dejligste smukke lille pige. Jeg havde et langt forløb med igangsættelse og endte (desværre) på barselsgangen, med kejsersnit, hvor far ikke måtte være. Far var generelt ikke så meget til stede pga sygehuset regler, men stod klar når åbningstiderne var der til det. Vi havde en ubehagelig oplevelse med en sygeplejerske (min kæreste har godt brug for guidning, særlig i denne nye situation- det er vendt med læge og jdm) hvor hun – kunne jeg se- sendte ham ud på dybt vand og blev EKSTREMT nervøs/bange. Jeg endte med søndag at trampe hjem da jeg ikke kunne holde ud til at se på hvad hun gjorde ved far (ja jeg burde ha gjort noget der jeg har ikke brug for at få peget fingre). 

    Mandag har far et angstanfald og siger han ikke kan rumme hende og har ikke lyst til være i nærheden af hende og ikkke har nogen tilknytning til hende. Vi tager alt med og flytter hjem til mine forældre og det letter lidt (sys jeg) – tirsdag får han endnu et og jeg får akutbesøg ved læge og han får udskrevet antidep og beroligende. Igår havde vi besøg af sp hjemme (som løbende er opdateret om situationen) hvor angsten kom igen. Vi endte på psyk skadestue, der tilbød en indlæggelse og sagde problemet lå i kommunen (da min kæreste har en diagnose). Vi havde brugt 5! Timer væk fra vores datter så jeg var sur og og vi var enige om at det ikke gør noget ved den dårlige samvittighed.

    Nu venter vi besøg af familierådgiver og sp om lidt. Jeg håber sådan på at høre nogle succeshistorier hvor far HAR fået tilknytning efter lang tid, for far kan ikke selv se det og mor er så ked af det fordi far er dårlig… 

    For en god ordens skyld har han ikke tanker om at gøre noget ved hende eller sig selv. Han frygter bare følelsen ikke kommer og han så derfor også mister mig… knus ❤️

    15. marts 2019 kl. 10:49

    trætmor skrev :

    Hej alle,

    Jeg har brug for lidt opmuntring/kærlighed/varme tanker/ succeshistorier eller små gode råd.

    Jeg fødte i fredags den dejligste smukke lille pige. Jeg havde et langt forløb med igangsættelse og endte (desværre) på barselsgangen, med kejsersnit, hvor far ikke måtte være. Far var generelt ikke så meget til stede pga sygehuset regler, men stod klar når åbningstiderne var der til det. Vi havde en ubehagelig oplevelse med en sygeplejerske (min kæreste har godt brug for guidning, særlig i denne nye situation- det er vendt med læge og jdm) hvor hun – kunne jeg se- sendte ham ud på dybt vand og blev EKSTREMT nervøs/bange. Jeg endte med søndag at trampe hjem da jeg ikke kunne holde ud til at se på hvad hun gjorde ved far (ja jeg burde ha gjort noget der jeg har ikke brug for at få peget fingre). 

    Mandag har far et angstanfald og siger han ikke kan rumme hende og har ikke lyst til være i nærheden af hende og ikkke har nogen tilknytning til hende. Vi tager alt med og flytter hjem til mine forældre og det letter lidt (sys jeg) – tirsdag får han endnu et og jeg får akutbesøg ved læge og han får udskrevet antidep og beroligende. Igår havde vi besøg af sp hjemme (som løbende er opdateret om situationen) hvor angsten kom igen. Vi endte på psyk skadestue, der tilbød en indlæggelse og sagde problemet lå i kommunen (da min kæreste har en diagnose). Vi havde brugt 5! Timer væk fra vores datter så jeg var sur og og vi var enige om at det ikke gør noget ved den dårlige samvittighed.

    Nu venter vi besøg af familierådgiver og sp om lidt. Jeg håber sådan på at høre nogle succeshistorier hvor far HAR fået tilknytning efter lang tid, for far kan ikke selv se det og mor er så ked af det fordi far er dårlig… 

    For en god ordens skyld har han ikke tanker om at gøre noget ved hende eller sig selv. Han frygter bare følelsen ikke kommer og han så derfor også mister mig… knus ❤️

    Far har generelt været en kæmpe støtte og gjort mere eller mindre ALT derhjemme, da jeg har døjet med kvalme og bækkenløsning og hvad ved jeg… han er ekstremt kærlig (på sin egen måde) overfor mig ❤️

    15. marts 2019 kl. 11:05

    Hvilken diagnose har far?

    15. marts 2019 kl. 11:14

    Kære jer

    min mand udviklede en efterfødsels reaktion efter fødslen af vores første barn. Men det var først noget der kom snigende efter et par måneder. Jeg har udviklet en efter min anden fødsel af vores datter, og far fil snerten af sin igen, hun skreg virkelig virkelig meget!

    desværre ville far ikke modtage hjælp, så han har aldrig fået det bearbejdet. Men det eneste i nok kan gøre, er at få en henvisning til en psykolog/psykiater, så han kan få noget professionel hjælp, og lærere at håndtere sine tanker og sin frygt.

    prøv at kigge på facebook efter gruppen: fars klub. Han har haft en efterfødsels reaktion og holder åbne cafeer i Københavns området, der ville far kunne måde nogen med samme reaktioner.

    desværre findes der uendelig lidt hjælp til fædrene.

    jeg kan dig trøste med, at farmand i dag har et virkelig godt bånd til vores søn! Men det er først kommet efter at vores søn blev 1 år, og meget langsomt????

    du er velkommen til at skrive, hvis du har nogen spørgsmål????

    15. marts 2019 kl. 11:26

    Far er atypisk autist- han har meget dårlig forestillingsevne. 

     

    Jeg skriver lige til dig mortilEogA når mødet er ovre eller overskuddet er der. Tusind tak ❤️❤️❤️❤️

    15. marts 2019 kl. 11:46

    Du skriver at han har atypisk autisme. Min ældste på 6 år er under udredning, og noget af det som slår ham helt ud er, blandt andet, hvis rutiner brydes for meget eller der stilles krav til ham som han ikke forstår (hvis der tales meget i overført betydning, meget i billedsprog eller hvis krav er uklare). Jeg ved ikke om det også gælder for din mand?

     

    Men først, det er helt normalt at der ikke er den der knugende kærlighed lige fra dag 1. Det er okay at han lige skal lære hende at kende først! Sådan havde jeg det med vores nr 2 – jo jo, jeg ville ham det godt, men helt ærligt, så elskede jeg ham ikke på den måde før vi lærte hinanden at kende. Med rytme og rutiner og da hans personlighed begyndte at kigge mere frem. Så kom det. Sp din mand må endelig ikke tro at der er noget galt med ham, bare fordi han ikke er helt vildt forelsket i hende allerede. Det er lige så normalt og lige så okay, at der går lidt tid. Det kan endda være flere måneder før den kærlighed sniger sig ind i hjertet.

     

    Dernæst, min mand fik en efterfødselsreaktion med vores nr 1 (kolik-barn og nu under udredning for autisme-forstyrrelse. Tegnene har været tilstede siden han var helt spæd.) Han gik til egen læge og kom til psykolog, så de kunne hjælpe ham med hans følelser og hans nye rolle. Det ansvar der følger med, og hvor uendelig afmagt man kan føle ved helt små børn. Han har også haft et par angst-anfald når vi har talt om børnene – to af dem er der noget med, i deres udvikling. Den ene evt Asbergers eller lignende, og nr 2 er udredt med Dyspraksi (lille hjerneskade). Det giver jo en del udfordringer ift familielivet og de ting vi kan i fritiden, samt giver en del træning / fys / ergo / special-læger / sygehus besøg.

     

    Igen, at han vendte tankerne med en som ikke var mig, hjalp ham så meget og han har ingen problemer med tilknytningen til nogle af vores 3 børn.

    15. marts 2019 kl. 13:24

    Tak for jeres hurtige svar, det sætter jeg stor pris på ❤️

    Jeg skal nok lige kommentere hvert enkelt når overskuddet er der. Jeg r også nysgerrig på hvordan I når derhen. Altså fra en mand med “problemer” til et godt knyttet bånd. Havde I nogle specifikke løsninger ?

    Avatar
    Anonym
    15. marts 2019 kl. 14:07

    Ej hvor er det bare synd for jer begge. Stakkels din kære mand. Jeg må indrømme, at jeg ikke har den store erfaring på området. Ej heller mht. din mands diagnose ???? 

    Jeg ved dog, at det ikke er helt unormalt at en far kan have svært ved at "acceptere" sit eget barn, hvis fødslen har været hård og traumatiserende. Mange mænd føler sig fuldstændig magtesløse under en fødsel, og mange går i stilhed med angsten om at det går galt, og at de mister deres partner. Det rammer nogle hårdere end andre.

    Det er også meget forkert, at man ikke har støttet din mand ordenligt, som allerede er udsat, midt i al tumulten. Han har jo fået sit livs chok. Arme mand ???? Det er ikke i orden. 

    Men med det sagt…det er ikke umuligt at rette op på! Så længe han får al den støtte, hjælp og tid han har brug for, så er jeg sikker på, at han nok skal komme ud på den anden side. Det kræver "bare" en kæmpe portion tålmodighed og styrke. 

    Tillykke med jeres lille pige ❤ Håber I kommer i de rette hænder, så I snart kan blive en hel familie.

     

    Avatar
    Anonym
    15. marts 2019 kl. 14:27

    Det lyder så hårdt for jer begge. Store kram jeres vej! 

    Jeg har ikke erfaringer med far – kun mig selv. Jeres lille baby er stadig meget meget lille. Din mand kan sagtens nå at komme efter det og få fin tilknytning til barnet. Men det lyder som det er en god ide med lidt støtte – som I allerede har rakt ud efter. Det er super godt. 

    Det er vigtigt at din mand kommer på fode igen – så kan I begynde at arbejde på tilknytningen bagefter. Det kan sagtens nå at komme – I har ikke mistet andet (endnu) end at de første dage i babys liv har været kaotiske for jer. Det behøver ikke definere fremtiden, hvis I får den rette hjælp. Jeg ønsker jer alt det bedste

    15. marts 2019 kl. 21:15

    Kære du, 

    Jeg tror jeg om nogen forstår hvad du står i lige nu. Jeg vil ikke skrive så meget om det, men jeg tror med udgangspunkt i det du skriver trygt du kan stole på at jeg ved hvad jeg taler om når jeg skriver at jeg godt kan forstå din bekymring. Jeg vil sige én ting til dig som er den vigtigste (det var det i hvert fald for mig) du har én opgave nu og det er at give din datter det aller bedste, det gør du ved at passe godt på dig selv (og hende) og derefter din kæreste, som er hendes far❤️ Det tog mig rigtig lang tid at lære at handle på den måde fordi det er svært, så svært at føle at man står alene med det hele. Det har også været rigtig svært for mig at se på at en jeg elsker højt (mit barns far) i perioder har det så dårligt og svært med sig selv. Jeg forsøgte i lang tid at kompencere og hjælpe ham, men i dag ved jeg, at jeg ikke kan tage det væk, men jeg elsker ham stadig og han ér en god far der som tiden går får mere og mere mod på opgaven. ❤️Jeg har valgt at elske ham for den han er med de udfordringer der følger med det. Du må gerne skrive mere til mig i pb.

    15. marts 2019 kl. 21:40

    Hejsa
    Jeg kan måske relatere på to måder. Ved vores andet barn endte jeg på intensiv og blev altså afskåret fra vores datter i flere dage. Da jeg kom ned til hende, virkede det helt mærkeligt, at min mand sad med det her barn. Jeg følte intet for hende. Det var som om, at det var en andens barn. Jeg skulle spørge min kæreste om mange ting omkring hende, for han havde jo lært hende at kende på de dage, hvor jeg kun havde set hende meget kort. Min veninde havde været igennem det samme, så hun forklerede, at det nok skulle komme. Det gjorde det også efter niget tid. Men det krævede at jeg gjorde det selvom jeg ikke følte det. Fake it until you make it. Jeg elsker vores datter megahøjt nu og der er intet. Det tog bare lidt ekstra tid.

    Mht. fødselsdepression, så fik far en ved nr. 1. Han sagde ikke noget men blev bare mere og mere usynlig og vi gled fra hinanden. Jeg var bare frustreret på ham, for jeg følte, at han ikke gad os. På et tidspunkt aftalte vi at gå fra hinanden, fordi der bare ingen kommunikation eller noget var imellem os. Han kom så stortudende krybende da han havde kigget på lejlighed og sagde, at det var os han ville men han var bare så ked af det og følelsesløs, men han ville ikke smide alt på gulvet. Han nægtede behandling, men han trådte i karakter og gjorde alt det, som han mente var rigtit, og så forsvandt fødselsdepressionen langsomt. Han har et fint bånd til begge børn i dag 🙂 Det er 6,5 år siden og vi er stadig sammen på 13. år og venter nr. 3 🙂 Det skal nok gå, bare ros ham og anerkend hans følelser og lad ham styre noget omkring baby, så det er HAM der har taget på en bestemt ting, hvor han føler sig sikker og føler ansvaret 🙂  

    16. marts 2019 kl. 16:04

    Til Strain:

    Tusind tak for dit svar ❤️

    Hold da op, det lyder godt nok til at I er/har været udfordret på hjemmefronten. Du har helt ret i at han ikke er alene- desværre tror far bare ikke på det når han får det af vide. Jo flere jeg fortæller om vores forløb jo flere fortæller st de også har prøvet lignende…

    min kæreste har heldigvis allerede fået en henvisning, nu skal han bare ha kontakt til en psykolog- jeg er bange for at der er aaaaalt for lang ventetid og min kæreste har lidt svært ved lige at finde ud af hvem og hvordan (han fik ikke andet end henvisningen). 

    Hvordan kommer jeres familie igennem hverdagen? Har I kogle aftaler eller lign så far ikke står med barn(børn)? Du er også velkommen til st svare mig privat. På forhånd tak ❤️

    16. marts 2019 kl. 16:17

    Zindy-Lykke skrev :

    Hejsa
    Jeg kan måske relatere på to måder. Ved vores andet barn endte jeg på intensiv og blev altså afskåret fra vores datter i flere dage. Da jeg kom ned til hende, virkede det helt mærkeligt, at min mand sad med det her barn. Jeg følte intet for hende. Det var som om, at det var en andens barn. Jeg skulle spørge min kæreste om mange ting omkring hende, for han havde jo lært hende at kende på de dage, hvor jeg kun havde set hende meget kort. Min veninde havde været igennem det samme, så hun forklerede, at det nok skulle komme. Det gjorde det også efter niget tid. Men det krævede at jeg gjorde det selvom jeg ikke følte det. Fake it until you make it. Jeg elsker vores datter megahøjt nu og der er intet. Det tog bare lidt ekstra tid.

    Mht. fødselsdepression, så fik far en ved nr. 1. Han sagde ikke noget men blev bare mere og mere usynlig og vi gled fra hinanden. Jeg var bare frustreret på ham, for jeg følte, at han ikke gad os. På et tidspunkt aftalte vi at gå fra hinanden, fordi der bare ingen kommunikation eller noget var imellem os. Han kom så stortudende krybende da han havde kigget på lejlighed og sagde, at det var os han ville men han var bare så ked af det og følelsesløs, men han ville ikke smide alt på gulvet. Han nægtede behandling, men han trådte i karakter og gjorde alt det, som han mente var rigtit, og så forsvandt fødselsdepressionen langsomt. Han har et fint bånd til begge børn i dag 🙂 Det er 6,5 år siden og vi er stadig sammen på 13. år og venter nr. 3 🙂 Det skal nok gå, bare ros ham og anerkend hans følelser og lad ham styre noget omkring baby, så det er HAM der har taget på en bestemt ting, hvor han føler sig sikker og føler ansvaret 🙂  

    Hej Zindy-Lykke,

    tusind tak for dir svar ❤️

    Puha sikke en historie du kan fortælle. Hvor lang ekstra tid gik der? Man kan selvfølgelig nok ikke sige en specifik dag eller tidspunkt men om der gik år eller lign ?

    jeg hæfter mig også ved at I skal ha nr 3- jeg har i denne uge helt afskrevet nr2 da tanken om at skulle opleve dette igen- begge dele knuser mig fuldstændigt… I må opleve en kæmpe kærlighed til jeres børn ❤️

    Jeg vil forsøge at rose ham (har jeg altid gjort), men han har svært ved at tage imod komplimenter/ros og generelt tage imod hjælp.

    16. marts 2019 kl. 16:21

    Pax.animi1419 skrev :

    Ej hvor er det bare synd for jer begge. Stakkels din kære mand. Jeg må indrømme, at jeg ikke har den store erfaring på området. Ej heller mht. din mands diagnose ???? 

    Jeg ved dog, at det ikke er helt unormalt at en far kan have svært ved at "acceptere" sit eget barn, hvis fødslen har været hård og traumatiserende. Mange mænd føler sig fuldstændig magtesløse under en fødsel, og mange går i stilhed med angsten om at det går galt, og at de mister deres partner. Det rammer nogle hårdere end andre.

    Det er også meget forkert, at man ikke har støttet din mand ordenligt, som allerede er udsat, midt i al tumulten. Han har jo fået sit livs chok. Arme mand ???? Det er ikke i orden. 

    Men med det sagt…det er ikke umuligt at rette op på! Så længe han får al den støtte, hjælp og tid han har brug for, så er jeg sikker på, at han nok skal komme ud på den anden side. Det kræver "bare" en kæmpe portion tålmodighed og styrke. 

    Tillykke med jeres lille pige ❤ Håber I kommer i de rette hænder, så I snart kan blive en hel familie.

     

    Det har været en hård omgang ja❤️ Især fordi han har gjort hvad han har kunne men han er så bange for hun går “i stykker”…

    Vi har sat det helt store i gang både ved kommunen og ja alle steder. Men jeg tror det eneste han har brug for er kærlighed, guidning, ro og så psykolog- og selvfølgelig tid til at medicinen virker… 

    16. marts 2019 kl. 16:23

    anjabanja skrev :

    Det lyder så hårdt for jer begge. Store kram jeres vej! 

    Jeg har ikke erfaringer med far – kun mig selv. Jeres lille baby er stadig meget meget lille. Din mand kan sagtens nå at komme efter det og få fin tilknytning til barnet. Men det lyder som det er en god ide med lidt støtte – som I allerede har rakt ud efter. Det er super godt. 

    Det er vigtigt at din mand kommer på fode igen – så kan I begynde at arbejde på tilknytningen bagefter. Det kan sagtens nå at komme – I har ikke mistet andet (endnu) end at de første dage i babys liv har været kaotiske for jer. Det behøver ikke definere fremtiden, hvis I får den rette hjælp. Jeg ønsker jer alt det bedste

    Tusind tak Anjabanja ❤️

    Jeg håber ogeå snart lidt ro og held vores vej❤️

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 25 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.