Gravid, jeg ønsker det min partner gør ikke

Kære alle,

Jeg skriver dette i en enorm tvivl, og jeg ved godt I ikke kan hjælpe med at beslutte, men jeg har bare brug for at høre nogen uvildige synspunkter.

Jeg er blevet gravid, uplanlagt, men vi har ikke brugt prævention, og han har hele tiden vidst dette. Så vi er jo selve udenom denne graviditet og skulle have taget vores forholdsregler.

Min partner vil rationelt ikke have barnet, og han mener at hvis jeg vælger at beholde barnet, så kan han ikke gøre det med god samvittighed, hverken økonomisk, fremtidsrettet eller overfor bores 2 børn, han skal nok være der, men det er ikke hans ønske. Han mener jeg vil tvinge ham ud i økonomisk presset situation. Og jeg trækker noget ned over hovedet på ham, som han ikke ønsker. Da vi vil være nødt til primært at leve for hans indtægt. Omvendt føler jeg han trækker noget ned over hovedet på mig som jeg ikke ønsker, han er generelt meget mere rationel styret end jeg er, så hans tanker overrasker mig ikke. Men jeg er enormt bekymret for at ødelægge vores forhold hvis jeg beholder barnet og omvendt bange for at ødelægge min tillid og kærlighed til ham hvis jeg får en abort, fordi jeg føler det bliver presset ned over mig. Var det min beslutning alene beholdte jeg barnet, og  håndterede den modgang der måske ville komme.

Vi har kendt hinanden i 14 år, været et par siden jeg var 18 år, og har to dejlige børn sammen, og har haft en samlivsophørelse på 4 år, og er næsten lige flyttet sammen igen, (2 måneder) og det hele går rigtig fint, men det naturligvis en omvæltning for vores børn på 6 og 7 år, men alt i alt går det godt. Mindste har flyttet skole, og tager det rigtig godt.

Jeg er kun 4+5 uger henne, men jeg ønsker barnet inderligt, men føler også det er en meget egoistisk beslutning. Og jeg er bange for han aldrig vil tilgive mig det, og det vil skade vores forhold. På den anden siden kan jeg mærker en dyb vrede mod at han ikke ønsker det her, og at han ikke kan glæde signover det, selvom det ikke lige er jordens bedste timming, selvom jeg sagtens rationelt kan se, det er et dårligt tidspunkt. Men jeg har meget svært ved at forlig mig med tanken om en abort.

Jeg er midt i mit studie, og med gennemførelse af denne graviditet vil jeg først være færdig udannet som 31 årig (jeg er 28, min mand er 36 nu)

På mange punkter kan jeg sagtens se og mærker at beholde barnet vil være egoistisk, og jeg også bange for min mand har ret i at det vil tage for meget fra vores to andre børn, som kun lige er ved at vænne sig til at mor og far bor sammen igen. På den anden siden tror jeg på det hele nok skal gå, men jeg er også evigt optimistisk, og jeg har naturligvis heller ikke lyst til at han i en årrække skal føle vi er økonomisk presset på et grundlag som han ikke har været enig i. Det vil jo være at tvinge ham. Hvilket ikke ville være fair, og måske vil være ødelæggende.

I bund og grund føler jeg er det en kamel jeg må sluge, få den abort også komme mig over det… for ikke at ødelægge vores familie, men det er jeg bange for jeg ikke kan tilgive ham for.

ihh jeg er så fortvivlet, vil I prøve at dele  jeres tanker? Og fortælle hvordan I ser det? Måske en af jer har en synsvinkel jeg ikke har tænkt på?

jeg har været ved lægen i dag, og har en tid igen i næste uge, hvor vi enten skal sende anmodning om abort eller lade graviditeten være.

kærlig hilsen, den utrolig fortvivlede gravide