Close
Log Ind Opret Bruger

forbudte tanker og følelser

  • 9 november 2017, 21:49

    Hej… Jeg kæmper med en del "forbudte" tanker og følelser. Jeg har af en psykolog fået at vide de er symptomer på min fødselsdepression, men føler slet ikke det har noget med det at gøre selvom jeg godt ved jeg er hårdt ramt. 

    Problemet er at jeg overhovedet ikke oplever glæde over hverdagen med min søn på knap 7 mdr. Jeg hader at være mor og får dagligt tanken at jeg aldrig burde være blevet det. Ikke at det hjælper noget: jeg kan jo ikke fortryde, og jeg gør mit bedste for at skjule for min søn at jeg ønsker ham hen hvor peberen gror…

    Alt dette kommer som en komplet overraskelse for mig: jeg har mange års erfaring med at passe andres børn (og har været au pair og boet med de børn jeg passede) og har altid elsket børn. Graviditet var planlagt og vi (min kæreste og jeg) var lykkelige da testen var positiv… 

     

    Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det her. Havde bare brug for at dele det med nogen, og håber på nogle måske kan genkende nogle af de følelser og tanker jeg gør mig? Eller måske er kommet ud på den anden side og kan sige om det varer ved?

    9. november 2017 kl. 22:11

    Jeg genkender de følelser ❤ Fik selv en depression efter fødslen.
    Det er bestemt ikke sjovt. Det er så godt at du tør sige det højt. For mig hjalp det rigtig meget at give mig selv lov til at dykke ned i føleksen og virkelig udforske den. Hvad ville jeg gøre, hvis ikke jeg havde fået barn? Hvor ville jeg være i mit æiv, i verden? osv. Og når jeg så var færdig med at forestille mig at jeg var i gang med at backpacke i thailand f.eks. kunne jeg se mere klart på mit barn. Og måske mærke et lille glimt af taknemmelighed over de gode ting et lille smil f.eks.
    Forresten har jeg ofte hulket når hun har sovet og undskyldt for at have bragt hende til verden og at hun skulle leve med mig som mor. Jeg mente oprigtigt at nærmest alle andre ville være bedre egnet. Til gengæld lovede jeg hende, at jeg ville arbejde seriøst på at gøre det så godtsom jeg kunne (heribland blive færdigbehandlet for depression)

    Man siger at græsset er grønnere på den anden side, og det er sandt i dette tilfælde. Jeg er ovre depressionen og kan nu knuselske mit barn på en måde, jeg ikke kunne før. Og det gør det så meget mere værdifuldt, fordi jeg har måtte kæmpe for det 🙂

    9. november 2017 kl. 22:20

    Jeg havde samme tanker efter jeg havde fået den første – de kom dog meget tidligere. Og det er et typisk tegn på fødselsdepression. 

    Her fik jeg det bedre da vi omstrukturerede vores hverdag, så der blev plads og tid til at jeg kunne arbejde med det jeg brænder for og samtidig kæmpe for at udleve min drøm. Og så hjalp det efterhånden som vores datter blev ældre.

    Sjovt nok følte jeg mig først rigtig som mor, da jeg blev gravid anden gang. Før da havde jeg mere følt jeg bare var en person der passede min datter. Det gik dog først op for mig da jeg fuldstændig ændrede tanker omkring alt.

    Det skal så siges at jeg aldrig søgte hjælp, og set i bakspejlet var det det dummeste. – både min mand og jeg er meget opmærksomme på at tingene ikke skal gentage sig nu lillebror er kommet til verden, hvilket betyder at alene tid til mig er prioriterer utrolig højt. (Og alenetid med en så lille størrelse er pt et ekstra langt bad, eller indkøbstur alene)

    9. november 2017 kl. 22:50

    Min dreng er 1,5 år, og jeg er ikke rigtig mor endnu. Jeg kunne i mange måneder ikke forholde mig til mit barn, ikke elske ham, og ønskede at andre ville tage sig af ham. Jeg kunne godt tage mig af ham, men havde svært ved den fysiske kontakt, og jeg var meget mekanisk, fordi jeg jo godt vidste at også det havde en afgørende betydning, så jeg havde af og til en timer sat til, fordi jeg skulle huske at tage ham op og holde ham tæt, fordi det slet ikke faldt mig naturligt. Jeg kunne i hele det første år ikke klare, hvis folk kaldte mig mor, eller spurgte hvordan det var at være blevet mor (for det var jeg ikke i mit hoved)

    Jeg begyndte en gang imellem -kortvarigt – at føle kærlighed til ham… -Den der forelskelse, som mødre siger rammer én, lige når barnet er født…. Her startede det så først, og kun i kortvarige øjeblikke – da han var over 1 år!.

    Nu føler jeg det ofte. Og jeg kan bedre føle det, når jeg kan se hvor meget han holder af mig, og løber mig i møde i dagplejen med et kæmpe smil og armene oppe, fordi han vil knuses, og når jeg om morgenen synger den "rigtige morgensang"…

    Imidlertid oplever jeg stadig den samme følelse af frustration og ligegyldighed overfor ham, men nu er DEN FØLELSE heldigvis kun i kortvarige øjeblikke.

    Den bedste terapi for mig har været at komme væk. Jeg har skulle være væk fra min søn, og være mig selv, for at kunne være der for min søn og for at elske ham, hvis det giver mening…

    Det hjalp mig at flygte kortvarigt, og at forsøge at huske at nyde de ting, der tidligere betød meget for en, endnu mere – SÅ jo gladere jeg kunne blive alene, jo mere opladet blev jeg, og kunne rumme min dreng på en helt anden måde.

    Desuden hjalp det at have venner, der ikke så det som et tabu, hvor man kunne tage lidt pis på tingene, og sin egen situation, og hvor man kunne tillade sig at sige tingene ligeud! At have ligesindede at snakke med hjalp også!

    Det er sindssygt hårdt at være i – men man kommer over det – Det sker ikke magisk fra den ene dag til den anden, men gradvist.

     

    9. november 2017 kl. 23:26

    Åh hvor er i  dog modige! Jeg har ikke selv haft en fødselsdepression, men jeres tanker og følelser lyder rigtig svære og det må være en sej omgang at komme igennem! 

    Til TS bider jeg mærke i din indledning. Ift. Din psykolog.. har du talt med din SP? Og forbinder du mon fødselsdepressioner med noget andet siden du har svært ved at forbinde dine egne følelser med en depression? ❤

    10. november 2017 kl. 07:57

    Jeg blev forelsket i min dreng det øjeblik han blev lagt på min mave og de første mdr gik lige efter bogen… Og så ramte virkeligheden mig. Jeg har talt med sundhedsplejesken og vi er pt i forbindelse med børnepsykistrisk da han har regulationsforstyrrelser. 

    Jeg brød sammen i sommers og mad om hjælp alle vegne fra: min kæreste, egen læge, sundhedsplejeske og familie…. desværre har vores familie ikke haft meget mulighed for at hjælpe og der var stort set ingen hjælp at hente hos læge/sundhedsplejeske.

    Jeg tror måske grunden til jeg har svært ved at forbinde det med en fødselsdepression er at det ikke kom efter fødselen, men først noget tid bagefter, og trods behandling ( først og fremmest medicinsk og enkelte psykolog timer) bliver mit forhold til min søn kun værre. 

    Som du skriver Tinyblink, kan jeg heller ikke lade være med at have bragt mit barn til verden til sådan en dårlig mor, og har indimellem overvejet om det bedste ikke ville være at give ham til nogle der faktisk kan elske ham…

    10. november 2017 kl. 08:47

    Hvad siger din mand/kæreste til dine følelser? Forhåbentlig oplever din søn stadig en masse kærlighed fra ham? Er det ikke muligt at få en plejefamilie indover, så du engang imellem får lidt tid for dig Selv?

    Det må være en helt forfærdelig situation at sidde i, håber det bedste for dig.

    10. november 2017 kl. 09:33

    Jeg har ikke fødselsdepression men jeg er i så stort et søvnunderskud at jeg også har dage hvor jeg er dårlig mor og ønsker min søn på 9 måneder langt væk og tænker tilbage på de dage hvor jeg ikke var mor. Det der hjælper for mig er at jeg kan komme ud og væk fra hjem og barn (og mand for det sidste jeg har overskud til de dage er at være kone). Har du haft mulighed for det? Bare ud til vejen og stå i 5 min kan virkelig være lykken, det behøver ikke at være middag med vennerne. Det har været 7 måneder men en baby der bare kræver og kræver og ikke rigtigt giver noget igen så det er vigtigt også at få tid til bare at være selv.

    Og du er en god mor for du søger hjælp!

    10. november 2017 kl. 10:04

    Min søn oplever stadig masser af kærlighed fra ham, men kun efter kl 19 på hverdage og så i weekenderne… 

    iflg familie rådgiveren (som vi fik igennem sundhedsplejesken ) er en pleje familie kun til aflastning af barnet, ikke moren, og i det at jeg har kunne tage mig så meget sammen at han endnu ikke er synligt påvirket af min tilstand, er der ikke noget de kan gøre.

    vi har søgt om at få ham i institution men jeg ved ærlig talt ikke om det løser noget…

    Min kæreste kender alt til mine følelser, men er begyndt at holde den for mig selv, da jeg kan mærke hvor ulykkelig han også bliver af at se /hører mig og vide jeg hader hver eneste dag jeg vågner. Når vi taler om det er han ofte så ked af det i flere timer efter at han hverken kan rumme mig eller vores dreng og det gør jo ikke situationen bedre for nogen. 

    10. november 2017 kl. 12:42

    Hold op hvor lyder det hårdt…. Kan slet ikke forestille mig at have det på den måde… men synes det lyder helt vildt, at I ikke kan få mere hjælp. Det kan da ikke være rigtigt at der først er hjælp at hente, når din søn er gået hen og blevet påvirket…

    Jeres familie eller venner kan ikke tage sig af ham et par dage en gang i mellem så du kan få tid til dig Selv? Håber du får intensiv psykologhjælp med det her…. Det lyder ikke til, at det går over af sig selv.

    10. november 2017 kl. 13:20

    Jeg har desværre ikke noget netværk udover familien men vores forældre prøver at hjælpe til, de er bare kun omkring 50 og er for alvor gået i gang med karrieren efter alle børnen er fløjet fra reden, så i hverdagen har de desværre ikke mulighed for at være der.

    Jeg har en tid hos psykolog ca hver 14 dag (noget vi selv har fundet og betaler). Jeg er også overrasket over hvor lidt hjælp der er at hente, specielt med at de steder man ser/hører at man skal kontakte sin sundhedsplejeske eller læge hvis man har det svært, og det eneste jeg har fået er en masse medicin og det har jeg ikke fået det specielt bedre af…

    10. november 2017 kl. 13:24

    Chikka skrev :

    Jeg blev forelsket i min dreng det øjeblik han blev lagt på min mave og de første mdr gik lige efter bogen… Og så ramte virkeligheden mig. Jeg har talt med sundhedsplejesken og vi er pt i forbindelse med børnepsykistrisk da han har regulationsforstyrrelser. 

    Jeg brød sammen i sommers og mad om hjælp alle vegne fra: min kæreste, egen læge, sundhedsplejeske og familie…. desværre har vores familie ikke haft meget mulighed for at hjælpe og der var stort set ingen hjælp at hente hos læge/sundhedsplejeske.

    Jeg tror måske grunden til jeg har svært ved at forbinde det med en fødselsdepression er at det ikke kom efter fødselen, men først noget tid bagefter, og trods behandling ( først og fremmest medicinsk og enkelte psykolog timer) bliver mit forhold til min søn kun værre. 

    Som du skriver Tinyblink, kan jeg heller ikke lade være med at have bragt mit barn til verden til sådan en dårlig mor, og har indimellem overvejet om det bedste ikke ville være at give ham til nogle der faktisk kan elske ham…

    Først et kram…det må være så superhårdt at stå i…har ikke selv haft en fødselsdepression, er disponeret for det, men fik det aldrig, men der har været seje perioder(ikke som for dig, prøver ikke at sammenligne)…så et kram til dig fordi du er så ærlig overfor dig selv, og modig nok til at tale om det…det syntes jeg er sejt.

    Du skriver han har regukstionsforstyrrelser…er det så som autisme? Er de ting du tumler med noget der er dukke up da I fandt ud af at jeres dreng har regulationsforstyrrelser? For det kan jeg nemt forstille mig ville kunne udløse sådanne følelser.

     

    10. november 2017 kl. 13:31

    Først og fremmest – det kan ikke passe, at der ikke er hjælp at hente, når du har det, som du beskriver det her. Er du sikker på, at du har været 100{5ab9fa0539e7e94172f9ab14b80da43e67f1a4927ac1b8d172e0ab00d95b7333} ærlig overfor læge, SP mm.? 

    Jeg er også bekymret for dit barn. Du skriver, at barnet får kærlighed fra faderen i hverdage efter kl. 19 og i weekenderne. Det er jo slet, slet ikke nok for sådan en lille én og jeg tænker, at det kan give varige mén og tilknytningsproblemer. Det er jo ret alvorligt. 

    Hvis du ikke selv er i stand til det, så må din mand banke i bordet og få noget hjælp! Hurtigt! 

    10. november 2017 kl. 13:34

    Nej han har (så vidt vi ved ) ikke autisme, men han er disponeret for det da jeg er asperger. Hans regulartions forstyrrelse betyder at han har svært ved at finde ud af sin døgnrytme og hvornår han skal sove/ være vågen og spise (nogle nætter sover han ikke mere end 5-10 min af gangen og aldrig mere end 1/2 time før han vågner) han kan kort sagt ikke selvregulerer 

    10. november 2017 kl. 13:46

    Er du tidligere blevet udredt af en psykolog / psykiatrien? Jeg synes det er rigtig godt at du tage bladet fra munden, men jeg tænker bestemt ikke at det er normalt ifm fødselsdepression. Jeg siger det ikke for at være nedern, men for at understrege passenheden af at du insisterer på at få hjælp. Du behøver ikke at svare her men, elsker du dig selv? Dit barn er jo en del af dig.

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 29 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.