Close
Log Ind Opret Bruger

føler kæresten svigter under fertilitets forløbet

  • 24 marts 2021, 14:22

    Nyverden20 skrev :

    vinterogfrost skrev :

    Kære jer på min mave

    Fertilitets behandling kan være enormt hårdt for parforholdet, og det synes jeg bestemt vi mærker hjemme hos os lige for tiden. 

    Egentlig skyldes det nok mest at jeg går rundt med en følelse af at min kæreste svigter. Og samtidig har jeg enormt svært ved at sætte ord på, hvorfor det er jeg føler mig svigtet og forladt i forløbet. 

    Jeg tror det bunder i at det har taget min mand lang tid at blive klar til at få børn, og jeg har inden vi gik igang med baby projektet vente over 3 år på at han skulle blive klar. Dengang var det også lige ved at ødelægge vores forhold at han ikke rigtig turde tage det sidste skridt for at springe ud I baby projektet.

    Vi havde endda en lille pause i forholdet (godt nok under en uge, men alligevel) før vi rigtig fandt hinanden i det igen, og blev enige om at prøve at skabe en familie sammen. Dengang op til vores pause i forholdet, følte jeg mig meget svigtet og holdt for nar af ham. Da han flere gange hvade givet udtryk for at han var klar til børn når vi igen flyttede sammen (vi har boet sammen i mange år, men jeg arbejdede i en periode på Sjælland, hvor han blev i Jylland, og jeg skulle have noget erfaring indenfor mit erhverv, før det var muligt for mig at finde job i jylland). Så dengang arbejdede jeg meget hårdt på at finde job i Jylland og på at få råd til at flytte sammen med ham igen, da en kæmpe motivation for mig også var at så skulle vi endelig igang med at få børn sammen og skabe en familie. Noget jeg har været klar til siden jeg var 23 år, men så var der lige uddannelse, job og en kæreste der ikke var klar til det endnu. 

    Da jeg så endelig fandt jobbet i Jylland og muligheden for at vi kunne flytte sammen igen var der, fortalte han mig at han alligevel ikke var klar til børn endnu, og at han skulle bruge mere tid. Den besked havde jeg fået fra ham så mange gange inden, men han havde ellers virkelig overbevist mig om at han var klar denne gang. Derfor kunne jeg ikke mere  jeg følte et kæmpe svigt over at han havde stillet mig det i udsigt igen, når han vidste hvor meget det betød for mig, og han vidste hvor langt jeg ville gå for at få et barn. Derfor endte jeg med at slå op med ham på det tidspunkt. Vi var dog som sagt kun fra hinanden i 2-3 dage, før vi fandt ud af det og fik snakket det hele igennem og blev mere enige om hvornår vi skulle igang med baby projektet. 

    Siden har vi så forsøgt I 2 år uden held, og er nu ved at være igennem udredningen i det offentlige, hvor det har vist sig at min mands sædkvalitet er meget meget lav. Så lav at vi har fået af vide at vi skal have donersæd bestilt hjem som back-up når vi om lidt går igang med icsi. Det har selvfølgelig og fuldt forståeligt været en rigtig hård besked for min mand at han måske aldrig bliver biologisk far til vores børn, og det har taget os noget tid at skulle forholde os til. Men undervejs i den proces har jeg følt mig meget alene, og det har været svært helt at mærke om han stadig vil børne projektet, også hvis det ender med et donor barn. Han siger at han gerne vil, men problemet er bare at jeg ikke rigtig kan mærke at han mener det lige for tiden. Jeg synes han bliver mere og mere fraværende når jeg er i nærheden. Han bruger mange timer på sit arbejde, sin familie og på at spille computer, samt snakke med sine venner over computerspillet. Så jeg føler ikke der er meget tid til at pleje forholdet lige for tiden. Jeg synes også jeg trækker læsset meget alene på hjemmefronten i forhold til indkøb, madlavning, rengøring og tøjvask. Og når jeg har brug for at snakke om fertilitets projektet så trækker han sig også fra det meget hurtigt efter at han har læsset sine frustrationer af på mig. Han er frustreret over lægerne, behandlingsmuligheder og hele forløbet indtil nu, så det er enormt svært for os at få en snak hvor vi ser fremad og ser på de muligheder vi har, og kommer igang med at få valgt en donor og kommer igang med behandlingen. 

    Jeg ved det er svært for ham at være den der bære problemet i forhold til vores barnløshed, og jeg gør virkelig alt hvad jeg kan for at rumme ham, forstå ham og give ham tid og plads til at blive klar til det næste skridt. Men samtidig føler jeg mig også meget overset og holdt tilbage lige nu. Hans frustrationer fylder bare så meget at der ikke rigtig er plads til at jeg kan dele hvordan jeg har det med det hele. Ikke en eneste gang har han spurgt mig hvordan jeg egentlig har det med det hele, og ikke en eneste gang er det ham der har taget initiativ til at kontakte klinikken, eller få snakket om fertilitetsbehandlingen eller få forholdt os til hvilken donor vi gerne vil have klar som bac-up. 

    Jeg føler mig også holdt meget tilbage eller meget låst i situationen, fordi jeg hele tiden venter på at han er klar til at vi rigtig går igang med fertilitets behandlingen, som jeg føler vi kunne have været igang med for længe siden, hvis ikke det havde været fordi jeg først skulle vente 3 år på at han blev klar, vente 2 år på fertilitetsbehabdling og udredning, og nu skal jeg så vente på at han bliver klar til at forholde sig til donor. Jeg føler bare ikke at jeg har mere at give af. Det må sku da snart være min tur til at komme igang. Jeg føler bare at tiden går og går og går, og jeg er altså 31 nu, så det skal snart til at være hvis vi gerne vil have mere end et barn sammen. 

    Nogle dage har jeg endda overvejet at slå op med ham og fortsætte som solomor. Ikke fordi jeg ikke elsker ham for det gør jeg virkelig, og mit største ønske er at vi skal blive en familie sammen Aller helst ned biologiske børn. Men jeg er bare ved at være så slidt af hele processen, og jeg frygter at alle mine bedste fertile år kommer til at gå med at vente på ham, og det ville jeg bare aldrig kunne tilgive mig selv eller ham for at have tillader ske. 

    Puha det blev langt. Til jer der har læst med så langt her: har i nogle perspektiver på det hele som i synes jeg skal have med i mine overvejelser? Til jer der har været i fertilitets behandling, hvordan har i håndteret det, at passe på sit parforhold imens? Og stod i med nogle af de samme bekymringer? 

    Det er så hårdt på mange måder at være i fertilitetsbehandling 😔

    Jeg vil dele noget, min kæreste sagde til mig, da vi begyndte at tale om børn. For det første, så var vi heller ikke helt enige i starten. Det var en kort periode, men jeg var meget frustreret og ret vred, for det var reelt ligegyldigt, om han var klar i mine øjne. Han måtte bare se at blive klar, for jeg var 32. Og det mener jeg stadig. Mange mænd må simpelthen blive voksne og tage ansvar for en fremtidig familie på lige fod med kvinden. Det er ikke bare mænds skyld, det er vores samfund, der lader mænd være "unge" langt op i 30'erne, mens kvinder lever i frygt for ikke at kunne få børn. Nå men pointen var, at da vi så virkelig fik talt sammen, gik det op for mig, at min kæreste følte, at jeg bare ville have et barn og at der var mindre fokus på, at jeg ville have med ham! Nu er vi så i fertilitetsbehandling. Hvis så hans sædkvalitet havde været vildt lavt og donorsæd var på tale og vi IKKE havde fået talt de her ting igennem, kan jeg forestille mig, at følelsen i ham var vokset.

    Jeg ved ikke, om den slags er i din kærestes hovede? Men jeg tror, at det er vigtigt at tale om detaljerne. For os betød det også at tale om, hvor langt vi er villige til at gå.

    Der er ikke tvivl om, at mit inderlige ønske er en anelse større end min kærestes, men vi er enige om, at vi vil gå ret langt. Jeg tror, du skal fortælle ham om, hvorfor du ønsker børn med ham og hvad det betyder.

    Når du skriver, at du næsten overvejer livet som solo mor, kan jeg også tænke, at det måske handler mere om et barn end ham? 
     

    Men hold da op, hvor forstår jeg godt dine følelser!! Fertilitetsbehandling er meget hårdt især for kvinden, som skal gennemgå det fysiske. Og det er vigtigt, at partneren har forståelse for den proces. 
     

    Sender i hvert fald en masse tanker ❤️

     

     

    Det er så hårdt på så mange måder at være i fertilitetsbehandling. Det er nok noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. 

    Jeg synes du kommer med nogle gode pointer i forhold til at manden nogle gange kan føle at man vil barnet mere end man vil ham. Og det har vi også haft snakke omkring dengang det var svært at blive enige om hvornår vi skulle igang med baby projektet. Og det kan jeg godt tænke kan blive forstærket af at det for mig til sidst var en dealbreaker i forholdet. Men inden da lå der jo også mange snakke, og tidsudsigter som han hele tiden udskud, uden at tage ret meget ansvar for hvad det også gør ved modparten hele tiden at få noget stillet i sigte som så bliver udskudt eller rævet helt af bordet igen. Og det var mest af alt det der fik mig til at vælge at gå fra ham dengang. Jeg kunne simpelthen ikke holde til den behandling mere. Så havde det været bedre at han havde sagt til mig at han aldrig ville have børn eller at han først var klar om 5 år. For så havde jeg da vidst hvad jeg kunne regne med. Men min tillid til ham blev gentangene brudt i den periode, da han hver gang sagde om et år. Men så når vi nærmede os, så var det lige om et år mere. Det fik jeg altså nok af efter 3 år på den måde. Der må også være en rimelighed i at respektere sin partners ønsker og drømme for fremtiden nok til at kunne melde lidt mere klart ud, eller respektere at vedkommende til sidst går andre veje. 

    Vi har så siden flyttet vores forhold et helt andet sted hen heldigvis, og jeg tror ikke at han er i tvivl om at jeg ønsker både ham og et barn. Jeg har sagt mange gange til ham, at det jo er ham jeg ønsker at få et barn med. Og har selv haft svært ved at vænne mig til tanken om donor da jeg jo inderligt ønsker et biologisk barn med den mand jeg elsker. 

    Det er rigtigt at jeg skriver i mit oplæg at tanken slår mig nogle gange, at blive solomor med donorbarn på de aller mørkeste dage. Jeg tror ikke det er fordi jeg har et realet ønske om at gå den vej overhovedet, men man kan bare blive så fyldt af sorg og frustrationer i det her forløb, og man kan få nogle meget dystre tanker omkring hvordan man også bare kunne komme en anden vej ud af det hele. Det betyder slet ikke at jeg har tænkt mig at gøre alvor af de tanker. 

    Det er komplekst det ved jeg godt. Men jeg synes de seneste dages snakke med min mand har givet mig mere ro, jeg synes vi er lidt mere samme sted i processen igen nu, og bedre kan snakke om det efter at donor er taget lidt af bordet igen. Det er helt klart det der har presset ham og fået ham til at trække sig meget.

    Viser 31 indlæg (af 31 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.