Close
Log Ind Opret Bruger

føler kæresten svigter under fertilitets forløbet

  • 19 marts 2021, 11:32

    Kære jer på min mave

    Fertilitets behandling kan være enormt hårdt for parforholdet, og det synes jeg bestemt vi mærker hjemme hos os lige for tiden. 

    Egentlig skyldes det nok mest at jeg går rundt med en følelse af at min kæreste svigter. Og samtidig har jeg enormt svært ved at sætte ord på, hvorfor det er jeg føler mig svigtet og forladt i forløbet. 

    Jeg tror det bunder i at det har taget min mand lang tid at blive klar til at få børn, og jeg har inden vi gik igang med baby projektet vente over 3 år på at han skulle blive klar. Dengang var det også lige ved at ødelægge vores forhold at han ikke rigtig turde tage det sidste skridt for at springe ud I baby projektet.

    Vi havde endda en lille pause i forholdet (godt nok under en uge, men alligevel) før vi rigtig fandt hinanden i det igen, og blev enige om at prøve at skabe en familie sammen. Dengang op til vores pause i forholdet, følte jeg mig meget svigtet og holdt for nar af ham. Da han flere gange hvade givet udtryk for at han var klar til børn når vi igen flyttede sammen (vi har boet sammen i mange år, men jeg arbejdede i en periode på Sjælland, hvor han blev i Jylland, og jeg skulle have noget erfaring indenfor mit erhverv, før det var muligt for mig at finde job i jylland). Så dengang arbejdede jeg meget hårdt på at finde job i Jylland og på at få råd til at flytte sammen med ham igen, da en kæmpe motivation for mig også var at så skulle vi endelig igang med at få børn sammen og skabe en familie. Noget jeg har været klar til siden jeg var 23 år, men så var der lige uddannelse, job og en kæreste der ikke var klar til det endnu. 

    Da jeg så endelig fandt jobbet i Jylland og muligheden for at vi kunne flytte sammen igen var der, fortalte han mig at han alligevel ikke var klar til børn endnu, og at han skulle bruge mere tid. Den besked havde jeg fået fra ham så mange gange inden, men han havde ellers virkelig overbevist mig om at han var klar denne gang. Derfor kunne jeg ikke mere  jeg følte et kæmpe svigt over at han havde stillet mig det i udsigt igen, når han vidste hvor meget det betød for mig, og han vidste hvor langt jeg ville gå for at få et barn. Derfor endte jeg med at slå op med ham på det tidspunkt. Vi var dog som sagt kun fra hinanden i 2-3 dage, før vi fandt ud af det og fik snakket det hele igennem og blev mere enige om hvornår vi skulle igang med baby projektet. 

    Siden har vi så forsøgt I 2 år uden held, og er nu ved at være igennem udredningen i det offentlige, hvor det har vist sig at min mands sædkvalitet er meget meget lav. Så lav at vi har fået af vide at vi skal have donersæd bestilt hjem som back-up når vi om lidt går igang med icsi. Det har selvfølgelig og fuldt forståeligt været en rigtig hård besked for min mand at han måske aldrig bliver biologisk far til vores børn, og det har taget os noget tid at skulle forholde os til. Men undervejs i den proces har jeg følt mig meget alene, og det har været svært helt at mærke om han stadig vil børne projektet, også hvis det ender med et donor barn. Han siger at han gerne vil, men problemet er bare at jeg ikke rigtig kan mærke at han mener det lige for tiden. Jeg synes han bliver mere og mere fraværende når jeg er i nærheden. Han bruger mange timer på sit arbejde, sin familie og på at spille computer, samt snakke med sine venner over computerspillet. Så jeg føler ikke der er meget tid til at pleje forholdet lige for tiden. Jeg synes også jeg trækker læsset meget alene på hjemmefronten i forhold til indkøb, madlavning, rengøring og tøjvask. Og når jeg har brug for at snakke om fertilitets projektet så trækker han sig også fra det meget hurtigt efter at han har læsset sine frustrationer af på mig. Han er frustreret over lægerne, behandlingsmuligheder og hele forløbet indtil nu, så det er enormt svært for os at få en snak hvor vi ser fremad og ser på de muligheder vi har, og kommer igang med at få valgt en donor og kommer igang med behandlingen. 

    Jeg ved det er svært for ham at være den der bære problemet i forhold til vores barnløshed, og jeg gør virkelig alt hvad jeg kan for at rumme ham, forstå ham og give ham tid og plads til at blive klar til det næste skridt. Men samtidig føler jeg mig også meget overset og holdt tilbage lige nu. Hans frustrationer fylder bare så meget at der ikke rigtig er plads til at jeg kan dele hvordan jeg har det med det hele. Ikke en eneste gang har han spurgt mig hvordan jeg egentlig har det med det hele, og ikke en eneste gang er det ham der har taget initiativ til at kontakte klinikken, eller få snakket om fertilitetsbehandlingen eller få forholdt os til hvilken donor vi gerne vil have klar som bac-up. 

    Jeg føler mig også holdt meget tilbage eller meget låst i situationen, fordi jeg hele tiden venter på at han er klar til at vi rigtig går igang med fertilitets behandlingen, som jeg føler vi kunne have været igang med for længe siden, hvis ikke det havde været fordi jeg først skulle vente 3 år på at han blev klar, vente 2 år på fertilitetsbehabdling og udredning, og nu skal jeg så vente på at han bliver klar til at forholde sig til donor. Jeg føler bare ikke at jeg har mere at give af. Det må sku da snart være min tur til at komme igang. Jeg føler bare at tiden går og går og går, og jeg er altså 31 nu, så det skal snart til at være hvis vi gerne vil have mere end et barn sammen. 

    Nogle dage har jeg endda overvejet at slå op med ham og fortsætte som solomor. Ikke fordi jeg ikke elsker ham for det gør jeg virkelig, og mit største ønske er at vi skal blive en familie sammen Aller helst ned biologiske børn. Men jeg er bare ved at være så slidt af hele processen, og jeg frygter at alle mine bedste fertile år kommer til at gå med at vente på ham, og det ville jeg bare aldrig kunne tilgive mig selv eller ham for at have tillader ske. 

    Puha det blev langt. Til jer der har læst med så langt her: har i nogle perspektiver på det hele som i synes jeg skal have med i mine overvejelser? Til jer der har været i fertilitets behandling, hvordan har i håndteret det, at passe på sit parforhold imens? Og stod i med nogle af de samme bekymringer? 

    19. marts 2021 kl. 11:56

    Kære du,

    Det lyder virkelig hårdt, og sikke mange ting I hver især og sammen har skulle forholde jer til. Jeg tænker, at du skal skrive alle de her ting ned (evt vise ham tråden) og på den måde fortælle ham hvad du går og tænker på. Nogle gange gør det bare noget for forståelsen at læse tankerne og følelserne på skrift.

    19. marts 2021 kl. 11:56

    Det virker ikke til, at din kæreste er særlig interesseret i at gå i fertilitetsbehandling, og jeg kan da også godt forstå ham – jeg ville heller ikke have børn, hvis jeg ikke kunne bruge min egen dna, og i det hele taget kunne jeg sagtens have været barnløs og mindst lige så lykkelig som med barn. Når folk presser på for at man skal have barn, så har det ofte stikmodsatte effekt – man mister lysten. 

    Måske er det bare på tide at komme videre alene? Din kæreste lader jo til, at han har det fint som tingene er nu med venner, computerspil, arbejde osv. Hvis det kun er din drøm at stifte familie, så go for it – enten med en anden mand eller alene, og gør det, før det er for sent. Det er for dumt at vente på en mand, der virker som om, at han er ret ligeglad.

    Avatar
    Anonym
    19. marts 2021 kl. 12:33

    Kære vinterogfrost. 

    Jeg forstår din frustration, det er en hård kamp at være i. Både fertilitetsbehandling og en kæreste der ikke er klar. Min kæreste og jeg har heldigvis ikke problemer med at blive gravide, men jeg har også 'ventet' på min kæreste og gik faktisk for 1,5 år siden igennem en frivillig abort da min kæreste meget fast sagde at han virkelig ikke var klar. Jeg ønskede ikke den abort, og følte mig faktisk presset til den. Noget der også har siddet som en sten i skoen hos mig lige siden, og har skabt problemer i vores relation. Jeg har heldigvis haft en god psykolog som har kunne hjælpe mig med tilgivelse, bedre selvværd og andre ting som har været lidt nedslidt efter aborten. Måske en psykolog eller en teapeut kunne hjælpe dig af med nogle af dine frustrationer og give dig et rum til at få omsorg og omtanke for alt det du går igennem? 

    Hvis din kæreste er åben for det, synes jeg faktisk ikke det er en dårlig ide at vise ham denne tråd. Måske vil det sætte nogle tanker og følelser igang hos ham. Måske er han så begravet i hans egne tanker, følelser, behov osv at han rent faktisk glemmer at du også skal spørges ind til. En tendens som nogle mænd desværre besidder. – uden de nødvendigvis mener noget ondt med det. Jeg tror også at vi kvinder 'mærker' ønsket om et barn på en anden måde end mænd gør. Den kraft der er inde i en kvinde nr hun ønsker et barn, den er stærkere end noget andet. Brug den kraft som en styrke når du ser på dig selv. 

    Jeg synes ikke ultimatumer er en særlig rar og god ide, men hvis jeg var dig tror jeg at jeg ville prøve at tale mere direkte til ham. Sige 'jeg vil gerne have at vi beslutter os for hvilken donor vi vil have som back-up' osv. Og hvis du fortsat mærker modstand, så tænk på dig selv. Måske skal du have barn med en anden, måske skal du have et barn alene. 

    Jeg ønsker dig det bedste og håber din drøm snart går i opfyldelse. <3 

    KH 

    19. marts 2021 kl. 12:50

    Det lyder desværre til at din mand ikke er særlig interesseret i at få børn.  Det har han forsøgt at fortælle dig, både direkte og ved sit manglende engagement.

    Hans ageren er typisk for en person som rigtig godt kan lide tingene som de er, men som er stillet overfor valget at få børn eller miste forholdet. Og så vælger han at gå med på projektet men uden egentlig at ønske det. Jrg har set der flere gange i min omgangskreds og de forhold holder desværre aldrig, når barnet så dukker op. For det er en massiv ændring i ens liv ! Børnene er dog alle højt elskede af begge forældre men forholdet står sjældent distancen.

    Og når man så lige kaster et svært behandlingsforløb ind i ligningen så knækker filmen altså for alvor. Især når det for en mand handler om noget så ømt som dårlig sædkvalitet som for mange mænd er næsten ubærligt ! Og jeg tvivler på at din mand ønsker et barn som så oven i købet er med donor.

    Jeg tror du skal stoppe presset på ham og istedet forholde dig til realiteterne ! For han viser dig der jo med al tydelighed ! Og så istedet gøre op med dig selv hvad du ønsker mest: ham eller et barn. Og hvis det er det sidste så erkende at er barn trods alt er bedst tjent med at begge forældre ønsker det fra starten -og så vælge at gå solo med det ! Et projekt barn er ikke et kompromis man skal indgå men noget der skal være højt ønsket af begge parter hvis man er 2 !

    19. marts 2021 kl. 13:13

    Jeg så i programmet rigtige mænd at en af dem gik fra at have 0,67 procent i sædkvalitet (eller hvad det nu var – det er jeg ikke inde i) til at kost og motion fik rykket det op på 31 på få måneder. Det synes jeg er vildt. De var også ved at overveje donor.

    Jeg ville ikke være interesseret i at få et barn med en andens dna. Ikke at der er noget galt med det og det er da fantastisk at muligheden er der for dem der gerne vil men det er måske fordi jeg ikke vildt brændende ønsker mig et barn.

    Kan din kærestes sædkvalitet ændres med kost og motion? vil han gerne være far eller er det noget du har presset ham til? vil du gerne have et barn med en der måske forsætter med computerspil og fravær mens du hænger på pligterne med en baby på armen? Det virker for nogle men hvis din drøm er en anden så skulle du måske finde en mand der vil løbe rundt på legepladsen og gå tur med barnevognen osv. Det kan blive ensomt har jeg set…hvis det kun er den enes drøm.

    19. marts 2021 kl. 15:35

    Kære du

    Sikke en svær situation. Jeg får lyst til først lige at lave en slags disclaimer, som handler om at jeg på egen krop har mærket hvad årelang ufrivillig barnløshed og behandling gør ved både parhold og psyke. Og at jeg ved, hvordan ønsket om et barn kan blive så altoverskyggende, at man intet andet kan se. 

    Men når alt det er sagt, med min varmeste medfølelse, så får jeg også lyst til at skrive, at jeg synes du stiller meget svære krav til din partner. Jeg læser hvordan du i årevis har presset på for en agenda, som primært har været din egen og ikke hans. Du har krævet at han blev klar, truet med at gå, næsten gå og så alligevel selv vælge at blive. Og samtidig forlanger du af ham, at han skal ville projektet – og nu også fertilitetsbehandlingen præcis lige så meget som dig. Han skal føle stærkt for det, kæmpe for det, have den samme investering i projektet som du – og tage vare på dine følelser i forløbet undervejs. Men det lyder jo ikke som om det her rigtig på noget tidspunkt har været et reelt fælles projekt? Det lyder som dit projekt – som han på sin vis er gået med til, eller er blevet presset med til for ikke at blive forladt.

    Selvfølgelig måtte han ideelt set stå på mål for jeres aftale om børn, alternativt have moder til at melde klar fra. Men der er sikkert meget langt fra at blive presset til at sige "ok, hvis du insisterer på et barn, så går jeg med på det" – og måske føle at man godt kan leve med en sådan beslutning. Og så til nu at skulle til at forholde sig til, at man muligvis slet ikke kan blive forælder til barn i biologisk forstand, at man skal igennem lang og slidsom behandlng, at man ikke ved hvor det ender, osv.

    Jeg forstår jo godt, hvis han har fået kolde fødder? Og det er jo helt reelt og i orden, hvis man ikke har lyst til at få børn. Om det så giver dig smertefuld anledning til at forlade manden du elsker, fordi jeres ønsker i livet er for forskellige. Og det er smerteligt, at denne beslutning måske skulle være blevet truffet for år tilbage, men det står jo ikke til at ændre nu. Jeg håber at I kommer godt videre uanset i hvilken retning – og måske det ville være en rigtig god idé at få vendt det hele med en professionel?

    Held og lykke med det hele. 

    19. marts 2021 kl. 16:02

    Flere af jer læser mit opslag som at min mand aldrig har villet have børn eller ønsket børn. Så jeg har nok ikke fået formuleret mig helt klart og tydeligt nok på dette punkt. 

    Men han er blevet klar, meget klar endda. Det er helt rigtig at han slet ikke var klar for 6 år siden, men det har vi haft rigtig mange gode snakke om siden. Og fordi vores forhold var så stærkt, og han virkelig indså alvoren i om han ville det ene eller det andet dengang jeg gik, så fik vi også snakket det hele igennem og fundet et kompromis som vi begge kunne leve med. Vores kompromis var at vente yderligere et år da jeg kom hjem fra Sjælland,før vi gik igang. Så jeg har altså strukket mig rigtig langt for at kunne give ham tid til at blive klar, og det blev han heldigvis også. 

    Ikke alle mænd er klar til at blive fædre så hurtigt som kvinder, og nogen bliver først rigtig klar når de står med barnet i armene. Men min mand havde dengang rigtig meget brug for at føles sig så klar at han faktisk var klar hvis jeg skulle blive gravid i første hug. 

    Det blev vi jo så desværre ikke, og vi har siden snakket meget om at han har fortrudt at han ventede så længe, og at det havde han ikke valgt at gøre hvis han havde vidst at det skulle blive svært for os at opnå en graviditet. Han har også i den forbindelse sagt til mig at han har dårlig samvittighed over at han lod mig vente så længe, især nu hvor det viser sig at udfordringen ligger hos ham. Så han er helt klart plaget af både den lave sædkvalitet og de psykiske belastninger der følger med, og af det forløb vi inden har gået igennem. 

    Han har mange gange siden og undervejs i det 1,5 hvor vi har prøvet at lave en baby i soveværelset og ikke vidste at noget var galt, været en kæmpe støtte, været meget engageret i projektet,og glædet sig meget til at blive far. Så det er nok mest det engagement jeg kan mærke har været faldene imens vi har været igang med fertilitetsbehandlingen. Og det er det faldende engagement fra hans side som gør mig usikker og i tvivl omkring det hele, og vækker nogle gamle følelser frem fra tidligere. Følelser som ellers har været glemt og begravet i den mellemliggende periode fra jeg flyttede tilbage til Jylland og frem til fertilitetsbehandlingen. 

    Jeg håber det her giver lidt bedre indblik i situationen, jeg har ikke gået rundt og følt mig svigtet af ham igennem 6 år uden at gøre noget ved det. Havde det været tilfældet så var jeg gået for længe siden 😊

    19. marts 2021 kl. 16:43

    Øv det er ikke nemt. Min mand var også klar til børn et par år senere end jeg ønskede det og jeg pressede også på for et tidsperspektiv pg det var noget vi havde en del konflikt om. Han gik med til at gå igang det efter et par år, men var i starten nok heller ikke super engageret i det, for han havde ikke travlt. Dog skal det siges, at han aldrig har været i tvivl om at han gerne vil have børn, han mente bare det kunne vente længere.

    Som jer endte vi også i udredning og fertilitetsbehandling og min mand havde stærkt nedsat sædkvalitet. Det husker jeg også som lidt ensomt og svært at tale om og det var klart mig der skulle tage initiativ til behandling og kontakt til klinikken og han satte sig meget lidt ind i, hvad der skulle ske. Dog bakkede han fuldt op da vi gik igang og deltog i alle møder med klinikken. Og da vi stod med en positiv test var han (næsten) ligeså glad som jeg.

    Og ja det med at det måske er donorsæd, havde min mand  meldt pas på. Det var ikke rigtigt på tale da vi fik nr 1. Men ved nr 2 forslog klinikken det efter mange mislykkede forsøg da de ikke troede det kunne lykkes med hans sæd. Det afviste han fuldstændigt.

    Det endte med at lykkes med nr 2 med min mands sæd efter mange forsøg. Men det var svært at være I, at vi havde forskellige grænser for, hvad vi ville gøre for at få nummer 2 og i at behandling bare ikke fylder det samme som ham, som for mig. Vi havde en MA undervejs, som slog mig helt ud og jeg synes generelt det var vildt hårdt at være I, mens det fyldte meget lidt for min mand undervejs. Han holdt slet ikke styr på aftaler, hvor vi var i forløbet med mere og orkede ikke at snakke ret meget om behandling.

    Så jeg kan godt genkende en del af det du oplever. Det er virkelig svært at være I som par. 

    Min mand er en meget engageret far til 2, som elsker familielivet og når først jeg er blevet gravid har han været helt på. Men selve processen var han ikke særligt deltagende i og for hans skyld kunne vi godt have ventet et par år mere.

    Så jeg tænker det er vigtigt at du finder ud af om han gerne vil børn og familieliv, men bare ikke har travlt eller om han kun gør det for din skyld. Hvis han deler drømmen om en familie på sigt kan det sagtens ende godt når børnene er der, selvom man ikke var enige om timing og havde forskelligt engagement i processen

    Og ja så er det ekstra svært,  at det måske skal være donorsæd. Det synes jeg ikke man kan presse ned over hovedet på nogen så jeg tænker også du skal sikre dig, at han er ok med det. Hvis han vil børn og er ok med donorsæd må du nok acceptere at det ikke er hos ham du kan få stillet dit fulde behov for at snakke børn og behandling og i stedet benytte veninder eller fora som dette.

    Rigtig meget held og lykke 

    Avatar
    Anonym
    19. marts 2021 kl. 17:18

    vinterogfrost skrev :

    Flere af jer læser mit opslag som at min mand aldrig har villet have børn eller ønsket børn. Så jeg har nok ikke fået formuleret mig helt klart og tydeligt nok på dette punkt. 

    Men han er blevet klar, meget klar endda. Det er helt rigtig at han slet ikke var klar for 6 år siden, men det har vi haft rigtig mange gode snakke om siden. Og fordi vores forhold var så stærkt, og han virkelig indså alvoren i om han ville det ene eller det andet dengang jeg gik, så fik vi også snakket det hele igennem og fundet et kompromis som vi begge kunne leve med. Vores kompromis var at vente yderligere et år da jeg kom hjem fra Sjælland,før vi gik igang. Så jeg har altså strukket mig rigtig langt for at kunne give ham tid til at blive klar, og det blev han heldigvis også. 

    Ikke alle mænd er klar til at blive fædre så hurtigt som kvinder, og nogen bliver først rigtig klar når de står med barnet i armene. Men min mand havde dengang rigtig meget brug for at føles sig så klar at han faktisk var klar hvis jeg skulle blive gravid i første hug. 

    Det blev vi jo så desværre ikke, og vi har siden snakket meget om at han har fortrudt at han ventede så længe, og at det havde han ikke valgt at gøre hvis han havde vidst at det skulle blive svært for os at opnå en graviditet. Han har også i den forbindelse sagt til mig at han har dårlig samvittighed over at han lod mig vente så længe, især nu hvor det viser sig at udfordringen ligger hos ham. Så han er helt klart plaget af både den lave sædkvalitet og de psykiske belastninger der følger med, og af det forløb vi inden har gået igennem. 

    Han har mange gange siden og undervejs i det 1,5 hvor vi har prøvet at lave en baby i soveværelset og ikke vidste at noget var galt, været en kæmpe støtte, været meget engageret i projektet,og glædet sig meget til at blive far. Så det er nok mest det engagement jeg kan mærke har været faldene imens vi har været igang med fertilitetsbehandlingen. Og det er det faldende engagement fra hans side som gør mig usikker og i tvivl omkring det hele, og vækker nogle gamle følelser frem fra tidligere. Følelser som ellers har været glemt og begravet i den mellemliggende periode fra jeg flyttede tilbage til Jylland og frem til fertilitetsbehandlingen. 

    Jeg håber det her giver lidt bedre indblik i situationen, jeg har ikke gået rundt og følt mig svigtet af ham igennem 6 år uden at gøre noget ved det. Havde det været tilfældet så var jeg gået for længe siden 😊

    Jeg har ikke selv prøvet fertilitetsbehandling, men jeg forståe virkelig godt af det er en mundfuld for begge parter.

    og jeg forstår både dig og ham i den proces I er i nu.

    Det jeg tænker er, om det muligt for jer at få snakket med en psykolog enten hver for sig eller sammen, måske begge dele, der har lidt forstand på det at gå igennem fertilitetsbehandling. For det lyder som om din kæreste er meget hårdt ramt lige nu, og forståeligt nok. Jeg ved ikke hvordan jeg ville reagerer hvis jeg fik at vide at jeg måske ikke blev biologisk forælder til mit eget barn – men jeg forestiller mig at den kan være rigtig hård. Samtidig forlanger du, også helt forståeligt, hans støtte og visen engagement i det hele og måske er det bare for meget for ham? Så mit umiddelbare gæt vil være at få lidt hjælp udefra til at tale om og bearbejde hele den proces I står i. 

    19. marts 2021 kl. 20:31

    H

    19. marts 2021 kl. 20:58

    Jeg tror, at en del kvinder i behandling oplever, at de er den mest engagerede part. Det er de lavpraktisk også i og med, at det er kvinden, der tager harmoner, skal til scanning i tide og utide m.m.

    I 2010 fik vi at vide, at min mand havde gode sædceller som i 1, 2, 3 – nej, ikke 1, 2, 3 mio., men som vitterligt i 1, 2, 3…. Vi har ved første barn skullet tage stilling til donorbackup – og ved et forsøg skulle vi tage helt konkret stilling til det, da klinikken ikke var sikker på, at de fandt nok sædceller til æggene, som netop var taget ud.. Men det gjorde de! – og i det forsøg kom 1. barn. Siden har donor ikke været på tale – for det kan lykkes med den dårlige kvalitet, og vi har aldrig fået aflyst ægopsætning pga. ingen egnede æg.

    Vi venter nu barn nr. 4, og alle graviditeter er blevet til via ICSI. Så vi har altså været møllen igennem ad 4 omgange (vi har ingen tvillinger), men det er det hele værd, og det kan sagtens lykkes, selvom vejen er mere besværlig. Jeg ville ikke spilde tid på folks velmenende råd om vitaminer m.m. – min erfaring er, at det ikke hjælper noget som helst. Min mand er i øvrigt ikke-ryger, dyrker meget motion, er super slank m.m. – men siden 2010 og frem til nu har kvaliteten stadig været lige dårlig uanset, hvad vi har stillet op. Men det kan lykkes! Skriv gerne PB, hvis du synes, at det er relevant. 

    20. marts 2021 kl. 08:46

    Jeg kan sagtens huske dig fra tidligere her på sitet og det har været en lang kamp for jer med mange skuffelser undervejs. Jeg tror, at der for mange mænd ligger noget prestige i at kunne lave en baby i soveværelset. Det er nok de færreste mænd der vil være ved det, men jeg har i hvert fald kunne mærke på min egen mand, at han inderst inde var lidt stolt af sig selv, hver gang jeg kom med en positiv test. Jeg har haft 3 bioer, inden vi fik vores baby nr. 2 og især i de cykli som var umiddelbart efter en bio oplevede jeg, at han var særligt opsat på at skulle "levere varen", fordi vi havde været så tæt på at nå vores mål i sidste cyklus. Det gav ham ligesom blod på tanden, at han netop havde fået bekræftet, at han i hvert fald godt kunne gøre mig gravid, og jeg har altid følt mig lidt som en "dårlig høne", efter en bio, fordi min krop ikke kunne finde ud af at holde på graviditeten, hvilket selvfølgelig også har gjort ham ekstra opsat på at give mig en ny graviditet. Så vidt jeg husker, så har du flere gange selv ment, at du havde fanget en bio. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har kunne se en ekstra streg på de tests som du har lagt op, men det kan også svært at fange på kamera. Jeg kan kun forestille mig, hvordan min egen mand ville have reageret, hvis han, efter at have troet, at han faktisk havde gjort mig gravid hele 3 gange på et år, fik at vide, at han havde stærkt nedsat sædkvalitet. Det ville virkelig have været et hårdt slag for ham, og jeg tror godt, at han kunne have reageret på samme måde som din mand. Altså ved at trække sig ind i sig selv og forsøge at skærme sig fra "projektet" og alt det der gør ondt følelsesmæssigt. Han ville sandsynligvis have gjort præcis som din mand, fordybet sig i arbejde, computerspil og venner, mens han "slikkede sine sår". I modsætning til de andre, så tror jeg ikke, at din mand aldrig har haft lyst til at få børn. Om han har lyst til at få børn som ikke er hans egne biologiske børn, det ved jeg ikke, for det er jo meget individuelt, hvordan man har det med det. Har i overhovedet talt om det? Eller har du bare taget det som en selvfølge, at i selvfølgelig skulle finde en backup-donor? At gå fra at tro, at man har super sæd (pga flere bioer på et år) til pludselig at skulle stå og vælge en donor, er virkelig en stor omvæltning for nogle mænd… måske skal du starte med at spørge ham, om han vil være interesseret i at få hjælp fra en donor i stedet for blot at sige, at nu skal i have valgt en donor… Min egen personlige erfaring er, at kvinder ofte ønsker sig børn for at få nogen at give omsorg og kærlighed, mens mænd ønsker sig børn for at føre deres gener videre, men når først barnet er født, så tror jeg, at det er fuldstændig ligemeget, om man er biologisk far eller ej.  
    Jeg håber inderligt, at i får opfyldt jeres ønske om et barn.

    20. marts 2021 kl. 11:06

    Vi har haft mange snakke løbende i den her proces, og jeg synes egentlig at vi er rigtig gode til at snakke om tingene, når vi lige får taget hul på emnet. 

    Jeg er ikke et sekund i tvivl om at min mand virkelig ønsker sig børn lige så brændende som jeg gør. Det har han vist mange gange, nærmest dagligt i en periode. Både den måde han snakker om det på, den måde han glæder sig til det på, og de snakke vi har haft omkring hvordan vi gerne vil opdrage og indrette vores liv på. 

    Men om han er ligeså indstillet på donor barn, det kan jeg være mere usikker på. Og jeg ville aldrig kræve af ham at han skulle sige ja til at blive far til et donor barn hvis han ikke ønskede det. Jeg ved heller ikke hvordan jeg selv ville have haft det med det hvis det var omvendt og jeg skulle have et donor æg, men jeg er slet ikke et eneste sekund i tvivl om at det ville være svært, og at der nok ville komme nogle reaktioner på det. 

    Vi har gået nogle lange ture før hen, hvor vi har snakket meget om det hele, og hvor vi også fik en god snak omkring donorbørn lige efter vi fik beskeden om at det måske bar i den retning. Der var vi meget enige om at vi ville gøre alt hvad vi kunne i første omgang for at få det til at lykkedes med et biologisk barn, og udtømme de muligheder der var for det først. Derefter ville vi overveje donor. Og vi var enige om at vi ville komme til at elske et donor barn mindst ligeså højt som et biologisk, og at han gerne ville have den oplevelse af at blive far og påtage sig farrollen også selvom det ikke var biologisk. Så egentlig synes jeg at han har håndteret den del af det vildt godt og været meget stærk i det.jeg tror bare at det er hans reaktion at trække sig meget fra tingene når noget er svært at acceptere eller at være i. Og ud fra det i skriver så kan jeg høre at han ikke er den eneste mand der har det sådan. 

    Jeg tror også jeg skal blive bedre til at respektere at det er sådan han reagere og give ham den ro han har brug for, for at bearbejde det. Jeg kan godt blive lidt for ivrig og målbevidst når der er noget jeg virkelig ønsker mig så højt. Så den dynamik imellem os er ikke altid god for os. Jeg skubber for meget på og han trækker sig for meget væk. 

    Tak for jeres gode perspektiver på det hele, det har fået mig til at reflektere og tænke over det. Og det resulterede også i at jeg tog initiativ til at vi fik snakket det hele godt igennem igår. Og vi er blevet enige om at vi skal se om vi kan finde en dygtig par terapeut som kan se vores dynamikken lidt udefra, og hjælpe os med at passe på vores parforhold imens vi er i den her svære proces. 

    Jeg ved det har været en hård proces for ham og jeg ved at det også ville blive hårdt for os begge hvis det ikke kan lykkes med et biologisk barn. Det er ikke sådan bare lige at sige farvel til sin egen genetik, heller ikke selvom målet er et sund og raskt barn og muligheden for at blive forældre. Der er ikke noget jeg hellere ville end at få et biologisk barn. Der er jo en grund til at jeg har valgt lige netop ham, og jeg ønsker virkelig også at det er alle hans gode gener der kommer videre til et barn. Jeg ved selvfølgelig godt at det er meget sværer for ham end for mig, men jeg må også i drømme at det også har taget mig lang tid at skulle acceptere at jeg måske skal dele gener med en donor, og ikke med den mand jeg elsker. Der er altså bare noget helt særligt over at få lov at blande hans og mine gener sammen, og se hvilket dejligt barn med vores forskellige enskaber, der kommer ud af det. Noget i at kunne kende sider af sig selv i det barn og også kunne genkende sin partner i det barn. Jeg tror det er noget der ligger meget dybt og biologisk i os, så derfor tror jeg også at sorg processen er svær, når man skal erkende at det ikke nødvendigvis bliver som man havde ønsket det. 

    Og jeg er virkelig ikke ude i at ville tvinge ham til et donorbarn, det kunne jeg aldrig drømme om. Det er bare sådan at han måske på en god dag har 5 sædceller der kan bruges til ICSI og derfor vil klinikken lave det der hedder split. Det betyder at man befrugter mine æg med hans sædceller altså dem de nu kan få frem som kan bruges, og skulle der være flere æg til overs så befrugter man dem med donor sæd. Derfor er vi nød til at have fundet en donor og bestilt donorsæd hjem inden vi kan tilmelde os behandling og ægudtagning. Derfor holder det selvfølgelig også mig lidt tilbage at han ikke er klar til at forholde sig til donor, da det betyder vi ikke kan tilmelde os behandling endnu. 

     

    21. marts 2021 kl. 22:05

    prøv punalpin. Måske det kan booste din mands sædkvalitet

     Samt mobil op af lommen, begræns alkohol, røg, energi drik og forarbejdet kæd. Mindst 30 min motion om dagen.

     

    http://www.punalpin.dk

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 31 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.