Close
Log Ind Opret Bruger

At føle sig som en fiasko…

  • 12 oktober 2015, 16:27

    Hej…

    Er jeg den eneste der føler mig som en kæmpe fiasko for ikke at kunne det man burde kunne som kvinde? Altså bære et barn i 40 uger og derefter føde normalt?

    Historien er den, at jeg har født for tidligt og ved akut kejsersnit i alle mine tre graviditeter. 1. gang i uge 25, 2. gang i uge 36 og 3. gang i uge 35. Alle tre gange pga svangerskabsforgiftning.. Jeg føler mig simpelthen som en kæmpe fiasko for ikke at kunne gå tiden ud og føde normalt.. Jeg ved godt at det ikke er min skyld, og at jeg ikke har kunnet gøre noget anderledes som ville have gjort nogen forskel.. Alle tre børn har det godt, og er sunde og raske, hvilket jo er langt det vigtigste, men jeg har virkelig svært ved at acceptere at jeg ikke kunne gå tiden ud og at det alle gange endte med aks, svangerskabsforgiftning og neonatalafdelingen.. 

    At man så af og til får at vide at man er heldig for at man ikke skulle gå over tid og ligge og have ondt i mange mange timer, og at et kejsersnit er "den lette løsning" gør det bare endnu svære at acceptere.. 

    5. november 2015 kl. 21:33

    Kan til dels godt forstå dig. 

    Jeg fødte 4 uger for tidligt 2. gang og har da tænkt, at hvad pokker gjorde jeg galt?! Og kunne jeg have gjort noget anderledes – er det min skyld?

    Jeg fornemmede på de første par sundhedsplejerskebesøg, at hun fiskede efter "skyld" (altså spurgte meget til levevis, alkoholvaner osv.) Måske var jeg nærtagende (overtolkning?), men det føltes ubehageligt, at hun prøvede at gøre mig skyldig.

    Nu er min søn – som dine børn – sund og rask, så jeg prøver at sige til mig selv, jeg har gjort hvad jeg kunne i graviditeten (levet sundt og normalt) – så kan man altså ikke gøre mere, og så er det ikke "min skyld".

    Håber du kan bruge svaret.

    5. november 2015 kl. 21:35

    Og i øvrigt er kejsersnit ikke en nem løsning! For mig var det tværtimod. Fik kejsersnit 1. gang og fødte "normalt" 2. gang. Foretrækker helt klart det sidste…. Synes det er træls, når folk påstår andet.

    5. november 2015 kl. 23:12

    Jeg kender kun den følelse alt for godt. Jeg har født i uge 34, en søn der desværre var dødfødt, og så mine tvillinger i uge 31 der snart bliver 6 måneder. 

    Jeg har skammet mig. Været ked af at være en belastning for alle (min følelse), og at jeg har fejlet i forhold til at give min kæreste den  "optimale" familie. 

    Historien med vores søn var at han uforklarligt døde i min mave og fødslen derfor gik i gang. 

    Med mine tvillinger havde jeg sivende fostervand allerede fra uge 21+5, som så stoppede igen ca 3 uger efter. Ugen op til fødslen var jeg til tjek lørdag, indlagt mandag til tirsdag grundet plukveer der nev og afkortet livmoderhals, til tjek onsdag og igen torsdag hvor mit fostervand var begyndt at sive igen. Sendt hjem kl 15 uden noget svar på, hvad der var i gang. Veer hjemme kl 20 og derefter på vej mod fødegangen. Kejsersnit og børnene taget ud kl 00.18 og 00.19. Og hvor jeg dog hadede det Kejsersnit. Har aldrig, aldrig prøvet noget så ubehageligt. Efterfølgende tilbragte jeg 5 dage i et smertehelvede fordi de havde strammet huden for meget med de agraffer så jeg kunne ikke strække mig, vende mig, næsten ikke komme op at stå eller ned at sidde. Så jeg synes bestemt ikke, at kejsersnit var en nem løsning, men den løsning der var bedst for mine børn. 

    Og hold da op hvor jeg misunder dem der får lov til at være gravid i 38+! Det ville jeg da 100 gange hellere end jeg ville have haft mine guldklumper så små og sårbare så man næsten ikke turde røre ved dem men bare stod med trynen trykket mod kuvøsens glas og kiggede på en baby der ikke var andet end hue, slanger og en ble der gik op til brystkassen på dem! 

    Jeg føler mig lidt snydt for det sidste af en graviditet hvis jeg skal være ærlig. Og for lidt mere af forventningens glæde. Men, jeg ved at jeg (min krop) klarede det godt ved at "holde på" vores børn i så mange uger efter fostervandet var begyndt at sive. Det minder jeg mig selv på nu, når jeg føler mig som en fiasko.

    Mine tvillinger udvikler sig heldigvis også godt. De trives, og har ingen komplikationer på trods af deres hårde start på livet. 

    Du skal IKKE føle dig som en fiasko! Hvis du har 3 dejlige børn, så er du en god mor – uanset hvor lang tid, eller kort tid, de havde muligheden for at være inde i din mave! 

    Avatar
    Anonym
    6. november 2015 kl. 07:02

    Sikke nogen latterlige mennesker der mener kejsersnit er den lette udvej! De burde selv prøve det! 

    Jeg har ikke født for tidligt, men hold da kæft jeg kender godt til din fiasko følelse! Her er vores søn født 39+2, han blev taget ved hyper akut kejsersnit, fordi JEG er for lille i fødselskanalen til overhovedet at føde (ikke engang et præmatur barn kan komme igennem) og min søn brugte str 44 den første månedstid. Jeg har lige tabt en graviditet, og når jeg endelig er gravid har jeg så voldsom bækkenløsning at jeg hverken kan gå eller stå.. Det bare slet ikke noget der får en til at følels som en kvinde 🙁 men jeg ligeglad nu. Min søn kom til verden på en anderledes måde, men er sund og rask, jeg lyder nok selvfed nu, men jeg syntes tilgengæld jeg en bedre mor end mange andre jeg har mødt, og det syntes jeg er vigtigere end hvordan man bærer en graviditet eller føder et barn 🙂 

    jeg er sikker på du er en FANTASTISK mor med kærlighed til op over begge øre! Du må ikke blive slået ud af at have født anderledes og for tidligt<33 så længe dine børn har det godt.. 

    Avatar
    Anonym
    6. november 2015 kl. 07:08

    Mai89 skrev :

    Jeg kender kun den følelse alt for godt. Jeg har født i uge 34, en søn der desværre var dødfødt, og så mine tvillinger i uge 31 der snart bliver 6 måneder. 

    Jeg har skammet mig. Været ked af at være en belastning for alle (min følelse), og at jeg har fejlet i forhold til at give min kæreste den  "optimale" familie. 

    Historien med vores søn var at han uforklarligt døde i min mave og fødslen derfor gik i gang. 

    Med mine tvillinger havde jeg sivende fostervand allerede fra uge 21+5, som så stoppede igen ca 3 uger efter. Ugen op til fødslen var jeg til tjek lørdag, indlagt mandag til tirsdag grundet plukveer der nev og afkortet livmoderhals, til tjek onsdag og igen torsdag hvor mit fostervand var begyndt at sive igen. Sendt hjem kl 15 uden noget svar på, hvad der var i gang. Veer hjemme kl 20 og derefter på vej mod fødegangen. Kejsersnit og børnene taget ud kl 00.18 og 00.19. Og hvor jeg dog hadede det Kejsersnit. Har aldrig, aldrig prøvet noget så ubehageligt. Efterfølgende tilbragte jeg 5 dage i et smertehelvede fordi de havde strammet huden for meget med de agraffer så jeg kunne ikke strække mig, vende mig, næsten ikke komme op at stå eller ned at sidde. Så jeg synes bestemt ikke, at kejsersnit var en nem løsning, men den løsning der var bedst for mine børn. 

    Og hold da op hvor jeg misunder dem der får lov til at være gravid i 38+! Det ville jeg da 100 gange hellere end jeg ville have haft mine guldklumper så små og sårbare så man næsten ikke turde røre ved dem men bare stod med trynen trykket mod kuvøsens glas og kiggede på en baby der ikke var andet end hue, slanger og en ble der gik op til brystkassen på dem! 

    Jeg føler mig lidt snydt for det sidste af en graviditet hvis jeg skal være ærlig. Og for lidt mere af forventningens glæde. Men, jeg ved at jeg (min krop) klarede det godt ved at "holde på" vores børn i så mange uger efter fostervandet var begyndt at sive. Det minder jeg mig selv på nu, når jeg føler mig som en fiasko.

    Mine tvillinger udvikler sig heldigvis også godt. De trives, og har ingen komplikationer på trods af deres hårde start på livet. 

    Du skal IKKE føle dig som en fiasko! Hvis du har 3 dejlige børn, så er du en god mor – uanset hvor lang tid, eller kort tid, de havde muligheden for at være inde i din mave! 

    Seje kvindemenneske! Det godt nok en vild historie. Hvor er jeg ked af tabet af din søn :'( det er så uretfærdigt når sådan noget sker.. Dejligt at dine tvillinger overlede den tidlige start på livet. Jeg beundre virkelig dit mod. <3 held og lykke på din vej. 

    Avatar
    Anonym
    6. november 2015 kl. 20:57

    Jeg havde det også som om jeg ikke havde bestået gravid/mor-prøven, da jeg fødte min første 4 uger for tidligt (var ved at komme 8 uger før tid men fik det heldigvis stoppet). Tænkte egentlig ikke så meget over det lige efter fødslen, nok fordi alt gik godt og vores datter var fin og stor så der var ikke noget med indlæggelse eller komplikationer.

    Men da jeg så blev gravid med nr. 2, så begyndte det at fylde en del i mit hovede. Om det virkelig var tilfældigt eller om min krop bare ikke kunne gå en graviditet ud. Da jeg så også døjede med blødninger i starten og mindst lige så mange plukveer i slutningen og endnu flere fysiske gener end første gang, ja så begyndte jeg lidt at tro at min krop bare ikke kunne klare den belastning en graviditet er, og det blev det nærmest en konkurrence med mig selv om jeg kunne gå tiden ud. Jeg fødte 10 dage før tid, så det kunne jeg 🙂

    Du er bestemt ikke en fiasko, men jeg tror tankerne er naturlige. De veninder jeg kender der har fået kejsersnit, har også været kede af ikke at kunne føde naturligt men alle siger at de sørme stadig har FØDT – bare en anden slags fødsel som kræver mindst lige så meget af kvinden – og jeg vil vove at påstå at det kræver endnu mere EFTER fødslen når man har født ved kejsersnit.

    6. november 2015 kl. 22:42

    Stort kram fra mig og sikke da nogle klamme kommentarer som du har fået… At "ligge og lide" og gå over tiden, er da vand i forhold til at føde for tidligt og dramatisk, i mine øjne er en helt almindelig vaginal fødsel til tiden, da KLART den letteste måde at blive mor på… Javist gør det ondt, men det gør et kejsersnit også (dog mest bagefter), plus alle de følelser og tanker, når ens barn skal på neo.. <3

    28. december 2015 kl. 22:49

    Nu er indlægget jo ikke helt nyt, men svare nu alligevel.

    Du er bestemt ikke ene om at føle dig som en fiasko. Jeg tror det er noget man skal have prøvet for at forstå hvad det er man føler. Fik min dreng da jeg var 17år, født i uge 27, jeg vidste ikke jeg var gravid før jeg blev indlagt med svangerskabsforgiftning. To dage senere blev han taget ved hypermoderne akut kejsersnit. Har lige fået min datter for 8måneder siden (er nu 24) i uge 30, vidste jeg var gravid gik til alle kontroller og alle læger sagde det var bare guld og grønne skove, lige indtil jeg pludselig bliver indlagt og igen to dage senere kigger på min datter i en kuvøse. Jeg begyndte at bløde få minutter før jeg skulle udskrives fra opvågninge af, og så derfor ikke min datter i de første 38timer. Da jeg endelig kom op og så hvor hun var, jeg har aldrig følt verden brast så meget sammen! Hvordan kunne jeg gøre det igen? Hvordan var dette det bedste jeg kunne tilbyde hende at ligge på en larmende forstyrrende stue med slanger og måler og ilt for at overleve. Jeg græd så meget og intenst at jeg til sidst blev bedt om at gå(hvilke er mig okay, skal jo være rolig omkring dem). Hver gang jeg gik fra hende og 'opdagede' hvor vi var mistede jeg vejret i angst og fortvivlse. Jeg tænkte tv'et en dag og opdagede at der var nyheder, verden udenfor hvor ikke gået i stå, krig holde ikke pauser og folk døde stadig rundt omkring? Jeg kunne ikke magte at alle ikke var gået i stå med mig. Heldigvis var personalet opmærksom og grundet tidligere fødselsdepression fik vi stadig talt ud om de ting jeg havde det skidt med. Dagene gik og det uvirkelige blev hverdag, og vupti måtte vi komme hjem. Til endnu en omgang stress, for hvis jeg ikke kunne gøre min simpel opgave med at bære hende i maven i 40uger, hvordan fonden skulle jeg så lige passe hende og være en god mor???! 

    Det gik heldigvis bedre end jeg frygtede og vores piger viser ingen tegn på præmatur 'skavanker'. Men tager stadig mig selv dagligt i at sidde og kigge på hende med en klump i halsen og frygte for hvordan fremtiden skal komme til at se ud. 

     

    Okay, lang smører. Det skulle lige ud. Blev meget sårbar over at læse din titel. For jeg synes bestemt ikke du er en fiasko! Det er jo ikke et valg du tog. Og havde du muligheden er jeg sikker på alle mødre sætter deres egne helbred over styr for deres børn skyld. Men når jeg sidder med mig selv og tankerne vandrer, så er det heller ikke rosende ord jeg har tilovers for mig selv. Jeg virkelig håber du finder trøst I at vide at andre har det som du, for det er en abnorm byrde at bære på sig at man er skyld i ens børns uheld. Som jeg fik at vide af en rigtig old-school sygepjerske "de tanker gør dig ikke til en bedre mor", og rigtig nok. Vi gør alle vores bedste med det vi har, og det plager altid at være mere end godt nok.

    29. december 2015 kl. 08:11

    Jeg kan kun tilslutte mig.. Har født begge mine præmature og sidder også med en følelse af "kan min krop ikke finde ud af at bære et barn" eller er der noget jeg gør helt forkert?! 

    Har også mødt kommentarer som "hva pokker, du kan da ikke holde på de børn hva?" Altså sagt i sjov med glimt i øjet og det hele, men når man sidder i vores stol så er sådan en sætning bare noget der går lige i hjertet ????

    Avatar
    Anonym
    9. januar 2016 kl. 19:24

    Jeg fødte ved akut kejsersnit for 3 uger siden 35+2 – pga pludselig opstået svær svangerskabs forgiftning hvor både min lever, nyre og blodplader var påvirket (men med normalt blodtryk)..

    Føler mig også som en kæmpe fiasko! Og jeg føler mig SNYDT for oplevelsen af fødsel – som jeg ellers havde glædet mig til at opleve! Vi skal efter planen kun have dette ene barn, så tanken om at jeg ikke fik lov til at føde den nager mig rigtig meget…

    Har haft en rigtig træls graviditet, med kvalme hele vejen igennem… Men for søren hvor er jeg ked af at jeg ikke fik den sidste vilde nedtælling med og oplevelsen af fødsel…

    Vores datter er heldigvis slet slet ikke påvirket af at være kommet 5 uger for tidligt.. Har klaret sig uden indlæggelse på sygehuset, uden Cpap osv… var indlagt 10 dage på patient hotel og  Det eneste hjælp hun fik var sonde i 8 dage – og så er jeg nød til at amme med suttebrik da hun ellers bliver frustreret… 

    Viser 11 indlæg - 1 til 11 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.