Fertilitetsbehandling – Mentalt og psykisk

Hej mhbl88,

På forhånd undskyld for den lange tråd 😊

Jeg er selv i fertilitetsbehandling og har været det siden februar i år. Har I mellemtiden været gravid, men mistede det for nyligt (18. uge), så vi skal igang igen når vi på et tidspunkt er klar til det.

Jeg kan sagtens genkende det du skriver! Jeg synes det er så vanvittigt hårdt at jeg flere gange har ville give op!
Jeg har også dage hvor jeg er så grådlabil og ked af det, at jeg intet kan. Og jeg synes at det er helt umenneskeligt at skulle arbejde imens! Altså hvordan har de tænkt sig at jeg skal passe et arbejde når jeg for det første har noget der fylder så meget i privaten og jeg derudover også skal rende til scanninger og insemination hele tiden? Og det ligger selvfølgelig ALTID midt på dagen i arbejdstiden! 😩

Og så føles det som alle andre bliver gravide til højre og venstre. Og det er virkelig virkelig svært at håndtere 😩

Jeg endte med at blive sygemeldt med stress i sommers og jeg følte mig virkelig deprimeret oveni. Min krop kunne simpelthen ikke holde til alt det på en gang, og lukkede totalt ned. Det skal så siges at mit job samtidig blev mere og mere stressende og presset i den periode, så det hjalp jo bestemt ikke på det. Jeg er stadig sygemeldt, men nu også fordi jeg havde en sen abort for nyligt.

Men jeg er enig, jeg synes også at der bliver snakket alt for lidt om hvor hårdt det faktisk er at være i fertilitetsbehandling. Som du siger, så er det en kæmpe sorg man skal håndtere hver eneste dag, samtidig med at man passer alt det andet. Jeg tror slet ikke man kan forstå hvor hårdt det er mentalt, hvis ikke man selv har været i det.

Hvad for en slags fertilitetsbehandling er du i? Og hvor længe har du været det? 😊

Jeg er ked af at høre, at I oplever det på den måde. Jeg har selv været i IVF-behandling og fik en henvisning i november 2022, altså for lidt over et år siden. Jeg startede dog først i behandling i marts 2023. Det er et solomor-projekt med donor, så måske er det derfor, det føles anderledes for mig. Jeg har jo ikke været igennem et år med nederlag først, som mange par har, inden de starter i behandling.

Jeg har været igennem to ægudtagninger og tre ægoplægninger (+ en aflyst ægoplægning) og er lige nu tidligt gravid.

Jeg har helt ærligt været forbløffet over, hvor nemt det hele har været. Jeg har slet ikke reageret på medicinen, og ægudtagningerne har været helt smertefrie, og jeg har været klar til at gå fra sygehuset 10 minutter efter, de blev foretaget.

Det har selvfølgelig været nedslående de gange, behandlingen ikke har virket, men det har også været relativt nemt for mig at komme “op på hesten igen”. Gennem forløbet har jeg fokuseret rigtig meget på, at det overordnet skulle være en god og positiv rejse – selv med nedturene – fordi den (forhåbentlig) munder ud i en lille ønske-baby. Og jeg vil gerne for evigt kunne tænke tilbage på forløbet som en god oplevelse, hvor jeg lavede et kærlighedsbarn.

Jeg vil dog sige, at jeg vil blive meget hårdt ramt, hvis jeg mister den baby, jeg ruger på lige nu. Det er noget helt andet for mig, når nu jeg er nået så langt!

Mit bedste råd, som har virket for mig, er at “leve livet” i mellem behandlingerne, så hele tilværelsen ikke kun kommer til at dreje sig om at blive gravid. Jeg har festet, drukket, røget smøger, spist røde bøffer, datet, knaldet og hygget mig, og jeg tror helt ærligt, at det har givet mig en masse ro i sindet undervejs at huske alle de ting i mit liv, som jeg værdsætter.😊

Jeg er heldigvis ovre behandling efter 1,5 år og kan nu reflektere over, hvordan det var at være i behandling. Kort sagt; jeg var da fuldstændig gak gak. Indre stress og uro. Kunne ikke se på babytøj. Kunne ikke være glad på mine gravide veninders vegne. Så gravide maver og gule kuverter over det hele. Jeg var helt fra den, det kan jeg godt se nu.