Fertilitetsbehandling – Forældreegnethed

Min kæreste og jeg er blevet henvist til forældreegnethed inden vi kan starte i fertilitetsbehandling pga. tidligere psykiske diagnoser. Vi er kort ud sagt, ret nervøse efter vi har læst al den kritik der har været omkring forløbet i nyhederne, hvor at der ses bort fra udtalelser fra fagpersoner, ting man sagde fra 10 år siden til sin psykiater stadig ses som et faktum i dag og at der ingen personlige samtaler er hvor at de kan få et indtryk af hvordan man er som personer samt meget strengere krav end folk der bliver forældre naturligt.

Det er vigtigt for mig at påpege at jeg er helt enig I at man skal vurderes, men jeg er nervøs for forløbet hvor man ikke bliver forhørt i sagen. Da 2 personer med samme barndom/psykiske problemer kan være vidt forskellige mennesker i dag.

Jeg håbede egentlig at nogle havde prøvet noget lignende og kan berolige os da ventetiden er ca. 10 måneder… Jeg vil fortælle kort og vores situtation og håber andre kan fortælle om deres forløb med en godkendelse.

Kort om os:

Mig:

• Jeg er 29 år og blev første gang henvist til psykiatrien som 17 årig pga. hypokondri som formentlig stammer fra da jeg blev fejldiagnostiseret med sprængt blindtarm som 12 årig og var ved at dø. Jeg kom dog aldrig afsted da jeg selv følte at jeg havde det okay under kontrol, når jeg ikke var i stressede episoder i mit liv.
• 2 år senere som 19 årig bliver jeg henvist til psykiatrien igen pga. og denne gang vælger jeg at tage afsted. Jeg bliver diagnostiseret med mild generaliseret angst uden angstanfald. Jeg starter på Sertralin for at dæmpe nervøsiteten.
• Et halvt år senere bliver jeg trappet ud da min læge mente at det er en fejldiagnose taget I betragtning af at det er mildt, det påvirker ikke min hverdag eller fraholder mig fra at gøre ting. Det er udelukkende bekymringer som jeg godt kan se bort fra og ikke lade mig styre af dem. Jeg kontaktede blot læge og hun mente det var fint at tale med en psykiater for at få nogle redskaber til at styre min nervøsitet.
• Fast forward 10 år og jeg har ingen gener til hverdag udover jeg måske bekymre mig mere end det gennemsnitlige menneske, som nok kan ses i dette opslag.
• Stabil økonomi, godt job, god omgangskreds og familie.

Min kæreste:

• Min kæreste er 27 år og har mildt sagt haft en rigtig dårlig barndom. Hendes forældre er mentalt udfordrede og har få ressourcer at gøre godt med, hvilket har afspejlet sig I at hun skulle være den voksne og generelt omsorgssvigt. Min kæreste har ingen kontakt med sine forældre i dag.
• Det har givet nogle hårde tidlige teenageår med psykiske problemer i form af moderat depression, angst, spiseforstyrrelser, mild cutting (ingen ar i dag) og 1 tvangsindlæggelse.  Hun bliver startet op på anti-depressiv og er egentlig det de næste 10 år af hendes liv med få samtaler med psykologer og psykiater, men kommer aldrig decideret i behandling.
• Min kæreste har haft pædagogisk støtte fra kommunen i barndommen, som hun har knyttet et tæt bånd med også efter den “faglige” del stoppede. Det samme gør sig gældende med en mentor i gymnasiet, som hun også stadig ses med.
• Min kæreste ville gerne I et behandlingsforløb fra 3 år siden i psykiatrien, da hun aldrig havde fået behandling udover få samtaler og medicin.
• Hele forløbet igennem beskrives hun som ressourcestærk, empatisk, god omgangskreds og en der har brudt den sociale arv. Hun aftaler med dem at hun stopper på medicinen og tager kontakt hvis hun får tegn på depression igen. Hun har nu været ude af medicinen I et år og har det rigtig godt.
• Hun er dog på handicaptillæg til SU mens hun studerer for at mindske risikoen for tilbagefald, men er nu også klar til at træde ud af dette og ved at søge studiejob.
• Der er ingen tegn på hun skal andet end at arbejde fuldtid efter studiet – Eventuelt deltid hvis det lykkes os at få et barn.
• Studerende, god omgangskreds og god kontakt til resten af familien udover forældrene.