Close
Log Ind Opret Bruger

Far med fødselsdepression – hvem spørg ind til mor

  • 29 december 2016, 16:58

    Hej alle, undskyld på forhånd et langt indlæg.

    ved ikke om dette er det rigtige sted at smide denne tråd op – men nu prøver jeg.

    Min datter er knap et år. Da hun kom til verden gik alting ikke helt som planlagt. Det var en lang fødsel (38,5 time), hun trak ikke vejret da hun kom ud, masser af læger, hjertemassage, slanger og en mor der besvimer midt i det hele grundet stort blodtab. Min kæreste stod i midten af alt dette og kunne intet gøre, udover at se til at hans kæreste besvimede og knap kunne komme til sig selv, melding om at jeg skulle under fuld narkose for at få fjernet moderkage og hans nye lille skrøbelige datter, der kæmpede for sit liv – heldigvis med lægernes hjælp.

    Dette har efterfølgende ført til en fødselsdepression til far – formoder vi og mener sp også. resultatet har været at han har været meget lidt hjemme og havde et stort behov for at være alle andre steder, hvilket har ført til at jeg, har stået alene med vores lille spædbarn med kolik og refluks og så har jeg selv haft et forstuvet haleben (læs mange smerter og smertestillende samt meget lav blodprocent 4,2).
    Sagt meget mildt har det IKKE været nemt at være ny mor for første gang og stå alene med det hele.
    Jeg accepterede at min kæreste tog i byen og gjorde hvad han følte for og kun var på vores datter når han magtede det.

    det hele begyndte at blive bedre da hun blev 4-5 mdr og rigtigt godt da hun blev 7-8 mdr. Han vil nu gerne være på hende og føler også han tør elske hende.

    Men nu er det faktisk svært at være mor. for pludselig har han en mening om alting, hvilket jo er naturlig nok. men jeg føler ikke han har 'ret' til at komme og bestemme hvordan og hvor ledes. I princippet siger min logik mig at det har han jo, men føler at nu har jeg kæmpet så utrolig meget (kolik, refluks, alene, haleben, hans depression) i de første mange mdr. og nu har jeg brug for at det hele endelig går stille og roligt og efter mit hoved – men det er han ikke altid enig med mig i.

    han mener jeg pylrer for meget om hende (er ikke enig).
    er for striks med hendes soverytme (hun har ingen rytme haft før 1.12 knap 11 mdr gammel)
    Jeg har ammet og gør det stadig men han mener det er årsag til at han ikke kan putte hende – jeg er af anden overbevisning – netop at han ikke har været der i starten af hendes liv.

    er hun ked af det, træt, pyller eller bare ikke helt glad er der kun 1 der dur og det er mor. hvilket han er frustreret over.

    Jeg kan sagtens følge ham – det må være frustrerende at hun foretrækker mig og han overhoevdet ikke kan putte (hun skriger som en skolden skid hvis han går i et mørkt rum).

     

    Jeg har nok lidt brug for at høre om der er nogen derude med gode råd?
    har stået i noget af det samme?
    kan komme med den gyldne middelvej?
    Bare et eller andet?
    For når ens mand får en fødselsdepression er det ham der bliver spurgt ind til hvordan han har det og ikke hvordan det er at være partneren :'(

    29. december 2016 kl. 17:32

    Min mand havde en fødselsdepression, da vi fik vores første barn. Årsagen var en anden end hos jer, og det startede allerede, inden jeg fødte. Min mand blev tilknyttet Svend Aage Madsens klinik på Rigshospitalet, hvor de er specialister i fædre med fødselsdepression.

    Jeg var involveret i mange af de ting, min mand gik igennem, men jeg kunne ikke være med til det hele. Jeg syntes nogle gange, at jeg opgav nogle ting/oplevelser, så min mand kunne gøre det i stedet, fordi jeg troede, at det ville hjælpe. Jeg var nogle gange meget frustreret over, at det der skulle være den lykkeligste tid i vores liv, for min mand var hans værste. Jeg havde god opbakning fra min familie og sp, og det hjalp mig at sige tingene højt.

    Min datter var næsten 1 år, før jeg kunne lade hende være alene med min mand. Ikke at han ville gøre hende noget, men han kunne simpelthen ikke høre, hvis hun græd, og slet ikke trøste hende, hvis han prøvede. Jeg syntes, at det var dejligt, at min mand kunne komme lidt på banen. Vi var slet ikke enige om alle ting, men vi var forholdsvis gode til at snakke om tingene. Den største forskel var, at han virkelig var til stede, psykisk og fysisk. Der gik vel et par måneder, før det også gik op for min datter, at der var en ekstra omsorgsgivende person. Derefter var der ikke nogen problemer med at få trøstet og puttet for min mand.

    Vi har efterfølgende fået 3 børn til. Jeg har hver gang gået og været en smule bange for, at depressionen skulle vende tilbage, men det er heldigvis ikke sket. Det er bare benhårdt at være pårørende til én, der har en depression, og når man står med en lille ny, er det ikke nemmere. Mit råd til dig er at give din mand så meget tid og plads med jeres datter, han har brug for. Også selvom du så går glip af nogle af de gode oplevelser, så vil det i det lange løb styrke forholdet mellem jeres datter og hendes far. Og hvis der er noget, som du synes, er helt urimeligt, så sæt foden ned. 

    29. december 2016 kl. 18:46

    Først tusind tak fordi du gav dig tid til at læse min lange beretning ????. 

    Jeg synes virkelig også det er dejligt han kommer mere på banen, men hvor kan jeg mærke, at jeg føler at han ikke skal have lov at bestemme. Og når hun eks. skaber sig med gråd har jeg rigtig svært ved at tackle det, hvortil han siger jeg bare skal lade hende – men jeg har været i gråd i de første 4 mdr mere end han overhovedet kan forestille sig grundet kolik – jeg havde 8-16 dage hvor jeg måske have 1/2 – 1 times ro i alt. Ellers gråd! Og dengang kunne jeg intet gøre ved det – det kan jeg idag … men han mener jeg gør hende en bjørnetjeneste – og igen har han nok tildels ret men tror bare ikke han forstår hvad det gør ved mig efter alle de timers gråd. 

     

    Og så synes jeg også at jeg, som du lidt beskriver, ofrede mig rigtig meget i starten netop fordi jeg mente det var det, der skulle til for at han kom sig hurtigere – og nu skriver du, at dit bedste råd er at jeg skal lade ham komme så meget på banen som mulig og bakke lidt væk, trods jeg så går glip af nogle af de gode stunder – og så føler jeg jo at det igen er mig der skal ofre mig ? :/ 

    Kan det virkelig passe ? :'(

    29. december 2016 kl. 18:54

    Min historie minder på nogle områder meget om din. Min fødsel var også meget lang (halvandet døgn), og endte i akut kejsersnit. Min søn havde desværre også kolik og refluks, men gråden stoppede da han var 3 1/2 måned gammel og begyndte på syrehæmmende medicin. Han er 8 måneder i dag, og stortrives. Min mand fik også en fødselsdepression, og hos ham startede det hele også under fødslen, hvor han stod ved siden af, imens alt trak ud og der lige pludselig var en fødselslæge der kom og sagde ´´kejsersnit´´, hvorefter vi kørte af sted op på en operationsstue der var proppet med mennesker. Han knækkede så bare næsten fuldstændig sammen da vi bagefter pludselig stod med en lille baby der skreg noget nær 12 timer i døgnet, og max sov 20 min. ad gangen (ofte kun 2-5 min.). Det var sindssygt hårdt for os alle sammen. Han har desværre aldrig fået noget hjælp, men har også ladet mig gå meget alene med den lille. Han kæmper stadig med tilknytningen til vores søn, og har faktisk aldrig rigtig været alene med ham (han tør ikke rigtig, fordi at han er så bange for at han ikke magter situationen og ikke kan trøste ham). Der er dog ingen tvivl om at han nu elsker ham, og han nyder den dag i dag ofte at være sammen med ham og lege med ham. Det hele går langsomt fremad, og forleden var jeg for første gang ude og handle imens han var alene hjemme med bettemanden. Det er dog lidt kringlet for tiden, fordi at vores søn er meget morsyg (tænker at han oven i er inde i en fase med seperationsangst), og derfor føler min mand sig lidt afvist af ham. Vi har næsten ingen familie, så har stået mere eller mindre alene med ham, så det er meget naturligt at han er mere knyttet til mig. Tænker at det er det samme i jeres tilfælde. 🙂 Jeg har også ofte savnet en at tale med. Det er ikke let at have en partner med en fødselsdepression. 

    29. december 2016 kl. 19:07

    Uviden-ung-:) skrev :

    Først tusind tak fordi du gav dig tid til at læse min lange beretning ????. 

    Jeg synes virkelig også det er dejligt han kommer mere på banen, men hvor kan jeg mærke, at jeg føler at han ikke skal have lov at bestemme. Og når hun eks. skaber sig med gråd har jeg rigtig svært ved at tackle det, hvortil han siger jeg bare skal lade hende – men jeg har været i gråd i de første 4 mdr mere end han overhovedet kan forestille sig grundet kolik – jeg havde 8-16 dage hvor jeg måske have 1/2 – 1 times ro i alt. Ellers gråd! Og dengang kunne jeg intet gøre ved det – det kan jeg idag … men han mener jeg gør hende en bjørnetjeneste – og igen har han nok tildels ret men tror bare ikke han forstår hvad det gør ved mig efter alle de timers gråd. 

     

    Og så synes jeg også at jeg, som du lidt beskriver, ofrede mig rigtig meget i starten netop fordi jeg mente det var det, der skulle til for at han kom sig hurtigere – og nu skriver du, at dit bedste råd er at jeg skal lade ham komme så meget på banen som mulig og bakke lidt væk, trods jeg så går glip af nogle af de gode stunder – og så føler jeg jo at det igen er mig der skal ofre mig ? :/ 

    Kan det virkelig passe ? :'(

    Jeg kan godt se, at jeg fik skrevet det lidt rodet. Men det jeg mener er, at det, der i starten virkede som noget jeg opgav for mig selv, blev vendt til noget, som jeg gav til min mand og vores datter. Altså de gode stunder, som min mand "fik" i starten havde jo alligevel ingen positiv effekt, men det havde det jo i den grad senere. Jeg syntes dengang slet ikke, at han fortjente det. Det er sikkert strengt at sige. Men når man har stået med det sure helt selv, så vil man også have det søde. Men jeg blev ligesom nødt til at sige, at nu starter vi på en frisk. Jeg "tilgav" min mand (han kunne jo ikke gøre for det). Nu kunne han være far, og vi kunne være en familie sammen. Giver det mening?

    29. december 2016 kl. 19:16

    Jeg har ingen råd. Slet ingen. Men tilgengæld har jeg dyb respekt og beundring af dig. Og jeg tror det er mere end normalt, at du bliver frustreret over hans pludselige engagement. Og især når det indebærer at han ubevidst nærmest kritiserer dig. Jeg formoder det i al fald, er den følelse som du har af det. Jeg synes du er skide sej! Er sikker på at i nok skal finde en løsning. Og er helt sikker på at dine følelser, tanker osv er komplet normale.

    Kærlighed herfra.

     

    29. december 2016 kl. 19:18

    Tusind tak for dit svar! 

    Lyder langt hen af vejen som det samme vi står med. 

    Hvor gammel er dit barn? 

    Og ja jeg savner tit en at dele frustrationerne med! 

    Mest fordi jeg jo ikke vil udlægge min kæreste men kan alligevel ikke rumme alt selv :/

    29. december 2016 kl. 19:20

    Det giver rigtig god mening ! 

    Kan godt være jg skal prøve at tilgive og tage den herfra ? 

    men bliver nok en lidt stor kamel at sluge. 

    Selvom jeg selvfølgeligvil ham det bedste er det lidt det med at når jeg stod med så meget alene så skal han ikke bare komme her. 

    Men du har ret han kan ikke gøre For det 

    29. december 2016 kl. 19:27

    Det giver rigtig god mening ! 

    Kan godt være jg skal prøve at tilgive og tage den herfra ? 

    men bliver nok en lidt stor kamel at sluge. 

    Selvom jeg selvfølgeligvil ham det bedste er det lidt det med at når jeg stod med så meget alene så skal han ikke bare komme her. 

    Men du har ret han kan ikke gøre For det 

    29. december 2016 kl. 19:30

    Tusind tak! 

    Et  klap på skulderen er tiltrængt :)! 

     

    Du har helt ret – det føles nemlig som at han kritisere alt.. og det føler jeg ingen ret han har til efter alt jeg har gjort ! 

     

    29. december 2016 kl. 19:46

    Jeg har ingen rigtige råd til dig, bortset fra at jeg vil fortælle, at jeres datter er helt normal! Det er normalt at foretrække mor (babserne) i den alder, især når far ikke rigtig har været der før. Du "forkæler" hende ikke, og du gør hende IKKE en bjørnetjeneste ved at være der og trøste og holde på hendes rutiner. Du er en fantastisk mor! Jeg forstår virkelig godt at du føler dig kritiseret og at det er svært for dig at lade ham komme med meninger, når det er dig, der har taget dig af jeres datter fra dag et. 

    Vores søn er 12,5 måned og far putter ikke. Jeg ammer ham i søvn, og putningen er nem og kort på den måde. Det fungerer, og far ved at han en dag kommer til at putte – men ikke lige nu. Til gengæld er badet fars tid med baby. Siden V var 3-4 måneder gammel er det stort set kun far, der har badet ham – det er deres ting sammen. Jeg bader ham kun, hvis far har aftenvagt, og der er kommet aftensmad i alle folderne :p Prøv at forklar din mand, at det er svært for dig at skulle til at dele forældrerollen, men at du prøver. Forklar ham, at det ikke er din eller amningens skyld, men at han skal vinde jeres datters tillid ved at være der. Skifte bleer, spise med hende, bade, fluvetur, kilde, lege, pjatte, vugge. Han skal nok komme til at putte hende en dag. En ting af gangen 🙂

    29. december 2016 kl. 20:13

    Tusind tak Kristina ! 

    Må se om ikke jeg kan tage snakken med ham en dag igen uden at blive for oprevet :/ ! 

     

    Ellers må jeg prøve at skrive det til ham. Det virker nogen gange bedre for mig … så kan jeg bedre tackle alle mine frustrationer :/

    29. december 2016 kl. 20:26

    Uviden-ung-:) skrev :

    Det giver rigtig god mening ! 

    Kan godt være jg skal prøve at tilgive og tage den herfra ? 

    men bliver nok en lidt stor kamel at sluge. 

    Selvom jeg selvfølgeligvil ham det bedste er det lidt det med at når jeg stod med så meget alene så skal han ikke bare komme her. 

    Men du har ret han kan ikke gøre For det 

    Ingen råd som sådan. Men har du overvejet at sige det til ham? For det har jo også påvirket dig, at han  at han har været syg, og det kan ingen bebrejde dig, lige som ingen kan bebrejde ham det.

    Så du må gerne være sur på situationen, men du kan prøve at de på det, som at det er hans depression du er sur på, og ikke ham. Og så få sagt til ham, hvor sur du er på den, og at du har stået alene med så meget, så nu skal du altså sluge en kæmpe kamel, når du pludselig ikke står alene mere, og pludselig skal dele det hele på lige fod. Du skal jo også have tid til at finde ud af, at det er okay at give lidt slip. Det er ikke sådan bare lige til 🙂 

    Intet ondt om din mand. Sådan håber jeg ikke det opfattes. 

    29. december 2016 kl. 22:00

    Jeg har ingen erfaring med fødselsdagen depression, men hvor kan jeg godt forstå dig. Jeg tror at han forventer mere af jeres barn end barnet kan leve op til. Han har jo ikke været med fra starten og har har nok svært ved at sætte sig ind i hvor lille et barn i har.

    Når han siger at du bare skal lade hende græde osv er jeg sikker på at det er uvidenhed. Hvis din mand er til videnskab, kan du eventuelt Google harmful effects of crying it out. Der kan fra en videnskabelig vinkel se at du gør det helt rigtige. Måske hjælper det lidt på forståelsen. 

    Min mand og jeg måtte afstemme vores forventninger til opdragelse med hinanden mange gange og kommer nok til det igen, men det er efter min mening bedst at tage den så direkte som muligt. Forældreskab er noget der tager tid at lærer og han er først lige begyndt at tage ansvaret på sig. Men giv ham tid til at lærere og lad ham begå sine egne fejl (selvfølgelig intet alvorligt, men alle forældre begår fejl) og så er jeg sikker på at han nok skal blive en god og kærlig far med tiden. 

    29. december 2016 kl. 22:28

    PiMa skrev :

    Uviden-ung-:) skrev :

    Det giver rigtig god mening ! 

    Kan godt være jg skal prøve at tilgive og tage den herfra ? 

    men bliver nok en lidt stor kamel at sluge. 

    Selvom jeg selvfølgeligvil ham det bedste er det lidt det med at når jeg stod med så meget alene så skal han ikke bare komme her. 

    Men du har ret han kan ikke gøre For det 

    Ingen råd som sådan. Men har du overvejet at sige det til ham? For det har jo også påvirket dig, at han  at han har været syg, og det kan ingen bebrejde dig, lige som ingen kan bebrejde ham det.

    Så du må gerne være sur på situationen, men du kan prøve at de på det, som at det er hans depression du er sur på, og ikke ham. Og så få sagt til ham, hvor sur du er på den, og at du har stået alene med så meget, så nu skal du altså sluge en kæmpe kamel, når du pludselig ikke står alene mere, og pludselig skal dele det hele på lige fod. Du skal jo også have tid til at finde ud af, at det er okay at give lidt slip. Det er ikke sådan bare lige til 🙂 

    Intet ondt om din mand. Sådan håber jeg ikke det opfattes. 

    Min mobil kan ikke rigtig finde ud Af at mit svar skal blive i tråden … men pima jeg opfatter det bestemt ikke som om at du er efter min mand :)! 

    Men du kan nok have ret i at jeg måske har behov for at prøve at skille tingene fra hinanden. 

     

    Det er jo også fordi jeg er sur/skuffet over at jeg ikke føler jeg fik det jeg blev 'lovet' da vi tog beslutningen om et barn. Den det lykkelige familie hvor man er omkring hinanden og man faktisk ikke har lyst til at være andre steder – jeg ser det ved hele min omgangskreds men oplever det bare ikke selv. Jo for mit vedkomne men ikke hans – ihvertfald ikke de første 8 mdr af hendes liv. Jeg skulle prøve at tackle hende og den nye tilværelse samtidig med en kæreste som faktisk på daværende tidspunkt mest af alt ønskede at vi bare kunne være os igen. 

    Imens voksede min kærlighed til vores datter jo bare mere og mere og ligeledes frustrationen over at han ikke havde samme oplevelse. 

    Jeg er slet ikke i tvivl om at det også har været frygteligt at være ham – det må der ingen tvivl herske om. 

     

    Jeg føler nok bare fokus blev på ham og hans behov og så blev jeg glemt. Også fordi jeg nok er typen der er god Til at holde facaden 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 16 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.