Erfaring med ægdonation

Nov2020 skrev :

Abby281 skrev :

Nov2020 skrev :

Abby281 skrev :

Nov2020 Tusind tak for at dele din historie. Jeg er dybt imponeret over at du ikke mistede håbet. Og stort tillykke med graviditeten!

Du har godt nok været heldig at ramme så mange donorer. Vi har pt stået på venteliste i 1,5 år. Men det er så også i det private. Vi har været en tur i det private med egne æg i ventetiden, så synes ikke vi vil bruge 100.000 mere i det private, i hvert fald ikke før vi har brugt de 2 gratis forsøg vi stadig har. Det er nemlig som du siger en dyr verden. Jeg spekulere pt meget over om det skal være kendt, anonym eller åben donor. Synes det er svært. Er ikke i tvivl om at hvis jeg er heldig at få et barn så skal barnet også vide det er kommet til verden ved hjælp af donor, men om det skal kunne kontakte, den synes jeg er svær. Er stadig meget nyt for mig at tænke donor tankerne, stod med negativ test i fredags efter 6. og sidste omgang med egne æg. Så lige nu er tankerne et stort virvar. Jeg er nok bare sindsygt bange for om barnet kunne finde på en dag at opsøge donor og sige jeg ikke er dets mor. Sikkert total irrationelle tanker, men bliver helt ked af bare at tænke det skulle kunne ske. Jeg er selv 39 og med den alder og sygdommen endometriose burde jeg nok her i bakspejlet have forudset det ville blive svært med egne æg. Men derfor gør det stadig ondt.

Jeg kan sagtens forstå din bekyrming. Men nu findes der efterhånden mange års erfaring med donation, og jeg har endnu ikke hørt historien om, at ens barn opsøger sit genetiske ophav med det for øje, at finde en “ny mor”. Jeg tror det er din frygt og sorg der taler til dig,. For selvom du vælger en anonym donor, vil du stadigvæk ikke være barnets genetiske mor. Og det er barnet man skal tænke på (synes jeg) og ikke sig selv. Istedet så vend den hellere om: hvis du fravælger den mulighed for dit barn, er der langt flere historier om, at barnet får dybe sår på sjælen. Og som udgangspunkt er jeg 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} sikker på, at man som mor altid ønsker det bedste for ens barn. Og hvis du vælger anonym donation, så fravælger du en mulighed for dit barn senere i livet. Og det kan ikke gøres om, desværre. Til gengæld er der rigtig mange smukke historier om netop et barn der får beriget sin tilværelse ved at kunne opsøge sit genetiske ophav, og jeg tror på at det kan skabe nogle stærke bånd at vide, at man som barn var SÅ ønsket at mor gik igennem ild og vand for at få dig. Men samtidigt har jeg som mor villet dig det bedste, så han/hun skal have muligheden for at kunne opsøge sit genetiske ophav som voksen. Og det kan mor sagtens bære, for du vil stadig være dets mor.

Du skal huske på, at du som bærer af barnet og den mor han/hun kommer til at have HELE sin opvækst med, altså stadig er biologisk mor. Det er blot et genetisk DNA der er plantet som er kommet fra en anden kvinde. Og du har stadig en biologisk påvirkning på barnet -det ville dermed ALDRIG blive det samme barn, hvis det blev båret af en anden kvinde. Dette skyldes at vi idag ved at såkaldt “epi-genetik” har en påvirkning på fosterets udvikling. Man kalder det at visse gener bliver hhv “tændt og slukket” afhængigt af den kvindes gener der bærer barnet. Så husk på det -du har langt større påvirkning på dit barn under graviditeten end man lige tror. Derimod vil en mand ikke have hverken genetisk eller biologisk påvirkning på sit barn, hvis der benyttes en sæddonor.
Der synes jeg vi som kvinder er enormt priviligerede 🙂

Jeg kan godt forstå at du har mistet modet, og dermed også bærer en sorg, som måske også er grunden til at du overvejer anonym donor af frygt for, at dit måske kommende barn vil søge væk fra dig, hvis det kan opsøge sit genetiske ophav. Men det kan jeg (næsten) garantere dig ikke kommer til at ske. Det er i hvert fald YDERST sjældent, og jeg har aldrig hørt om det. Det er jeg i hvert fald 100{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} overbevist om. Og det har aldrig været en tanke jeg har haft.

Jeg har selv en mild grad af endometriose og har ligeledes nogle muskelknuder i livmoderen. Derudover var jeg 45 år da jeg blev gravid med min dreng. Men det lykkedes med den rigtige donor 🙂 Og der er en grund til, at graviditet med ægdonation har så høj succesrate. Gennemsnitligt bliver 50{0a885d9bfc6e5518501dd2170f5c4b5d950a0d4beecdcbcc061f64f481d01dfa} af ÆO til graviditeter med ægdonation. Det blev det også hos mig (4 ÆO og 2 graviditeter -omend den første ikke var en sund graviditetet). Rigtigt mange har bare desværre været igennem et meget langt og opslidende IVF/ICSI forløb inden donation, og så bærer man jo rundt på en kæmpe tvivl og sorg, når man så starter på ægdonation. Noget jeg har været forskånet for og nok også derfor jeg har kunnet beholde min optimisme igennem hele forløbet, selvom det tog ligeomkring 1 år at nå i mål med en foreløbig sund graviditet 🙂

Jeg kan KUN anbefale at du får talt med en professionel, så du får bearbejdet din sorg over ikke at kunne blive gravid med egne æg. For det ER en sorg for langt de fleste. Så du får sagt “farvel” til den del på en god måde. For jeg lover dig  at når (og nu siger jeg når, for er ikke i tvivl om at det nok skal lykkes med ægdonation), du bliver gravid med en ægdonor, så er al din tvivl om hvorvidt det var det rigtige valg fuldstændig forsvundet. For det er dit barn i dét øjeblik du står med en positiv graviditetstest. Gener eller ej !

Det kostede nogle tårer at komme igennem dit indlæg, men jeg er helt sikker på at du har ret. Det er min sorg der er årsag til mine bekymringer. Jeg kan godt se alle argumenterne for at vælge åben donor. Har faktisk også læst et sted at det ikke engang nødvendigvis er anonyme, i dag kan donorer vælge at tage en DNA test og gør barnet det samme kan de alligevel finde hinanden. Så hvorfor ikke være åben overfor barnet og hjælpe i stedet for at opbygge forhindringer. Når klinikken åbner igen vil jeg ringe og bede om at komme listen over åbne donorer. Tak for at få mig til at se dette.

Jeg kan rigtig godt lide tanken om man stadig er biologisk mor, jeg var faktisk ikke klar over hvor meget jeg selv kan påvirke som bærer af barnet, det beroliger faktisk lidt. Og så tænker jeg meget på at hvis jeg bliver bare halv så god en mor som min egen mor er, så skal jeg slet ikke være nervøs for at blive fravalgt. Det beroliger mig også at tænke sådan. Jeg tror du har ret i at jeg skal tale med en professionel, det lader til at det gør de fleste efter sådan en forløb. Føles lidt som et nederlag at skulle have hjælp på den måde, men det må jeg bide i mig, kan godt mærke det nok er nødvendigt

Glad for at kunne hjælpe, omend din situation helt sikkert er betydeligt sværere end min har været. Også selvom mit forløb var tungt, med 4 donorer før det lykkedes. Men jeg kender flere der som dig har været (og stadig er) igennem et langt og hårdt forløb. Af flere årsager. Men istedet for at se det som en fiasko, at det måske ikke blev muligt at få børn med egne æg/gener, så se det hellere som en kæmpe gave, at mulighederne faktisk stadig står vidt åbne. Og i Danmark er vi endda så heldige, at vi i en rum tid, får gratis hjælp til at få børn. I rigtig mange lande er mulighederne lukkede, hvis man ikke selv kan klare det, og ikke har de økonomiske midler til at gå donorvejen.
Når det er sagt, så har du stadig en sorg du skal acceptere og få bearbejdet. Og den sorg er helt naturlig, når I har forsøgt i SÅ mange år. Men faktisk tror jeg det er et rigtig godt tidspunkt at få den bearbejdet, nu hvor I får en pause fra alle hormonerne og forsøgene, mens I venter på en ægdonor. Og at få hjælp af en professionel er på INGEN måder et nederlag ! Det er en helt forkert tanke at have -for tænk nu hvis du havde brækket benet, eller fået en blodprop. Så ville det da ikke være et nederlag at få professionel hjælp til at hele igen. 
Og det er sådan du skal se på det: Din psyke og dit sind skal have hjælp til at hele. Og det er der ingen skam i ! Jeg har selv brugt min terapeut on/off i snart 15 år -også her da jeg gennemgik mit fertilitetsprojekt. Jeg kalder det et "sanity tjek", hvor jeg lige får vendt mine tanker og bekymringer, så de ikke tynger mig og sætter sig. Og det sker med forskelligt interval. Især her efter min medicinske abort, som helt naturligt medbragte en sorg og en bekymring. Og da jeg så blev gravid igen (med min nuværende), accepterede jeg med mig selv, at jeg var ekstra nervøs for at oplevelsen skulle gentage sig. Og så var det nemmere at håndtere de chok der var undervejs (bla et par blødninger etc). Samtidigt med at jeg købte mig til tryghedsscanninger for at få vished.
Sorg skal bearbejdes for at psyken kan hele. Og det er der professionelle til lige så vel som der er professionelle til at hjælpe med at hele kroppen. Og det vil helt sikkert hjælpe dig til at se på din kommende ægdonation med et mere positivt syn, fremfor at det er en fiasko. For du BLIVER stadig biologisk mor, og glæden ved at bære barnet, og efter uge XX mærke det sparke og bevæge sig derinde, den er præcis lige så stor og livsbekræftende som var det med egne æg.
Og når du så kan videregive din historie til barnet om hvor ønsket det var, og samtidigt at du kan videregive tilliden til at kærlighedens bånd er så stærke, at der er masser af plads til at han/hun kan opsøge sit genetiske ophav, så bliver det da ikke en smukkere historie 🙂 Og det glæder mig rigtig meget, at du nu har det godt med at vælge en åben donor -for det er jeg personligt overbevist om, vil være det allerbedste for barnet. Og dermed også det bedste for jer forældre 🙂

Jeg tror ikke der er hverken nemmere eller værre forløb. Lige meget om man har været igennem 1 eller 15 ægudtagninger, 1 eller 10 års behandling så det er frygteligt at være i. Og barnet bliver den største gave. Er sikker på at når jeg forhåbentlig endelig bliver gravid så vil jeg elske det barn mindst lige så meget som var det mit eget æg. Nogle dage og tider er værre end andre og der kommer de grimme tanker om ikke at være god nok osv. og jeg skal tale med en. Og komme ud over hvor meget en fiasko jeg føler mig.