Close
Log Ind Opret Bruger

Er det her

  • Avatar
    Anonym
    1 juni 2007, 10:45

    man skriver, hvis man selv har valgt, at ens barn skulle fødes alt for tidligt???

    Jeg ved ikke hvor jeg hører til. Der er ingen kategori til mig. Er det fordi jeg er den eneste, der har fået at vide, at min barn har et handicap? Eller er jeg den eneste, der har valgt at få en sen provokeret abort?

    Jeg længes sådan efter at tale med andre, der har været i samme situation, for det er så svært at gå igennem. Jeg har søgt og søgt på nettet, men kan intet finde.

    Jeg er dybt ulykkelig, og føler mig helt enormt skyldig. Det er jo mig, der har valgt, at vores barn skal dø. Det er mig, der dræber det, og det skal jeg leve med. Hvordan gør jeg det?

    Jeg håber bare, at der er nogle, der kan hjælpe mig/vil hjælpe mig…

    Avatar
    Anonym
    1. juni 2007 kl. 12:33

    Det er dog en ganske forfærdelig ting i skal igennem nu.

    Jeg tør slet ikke tænke på hvordan i har det. Det må være livets helvede.

    Jeg ved ikke om det er her du “hører” til. Men jeg føler virkeligt med jer og ved slet ikke hvad jeg skal sige.

    Må jeg spørge hvilke misdannelser der er tale om?

    En trøste cyber kram fra mig til dig.

    1. juni 2007 kl. 21:12

    Hej.

    Åååh hvor jeg dog bare føler meget med dig!!!! Jeg er i nøjagtig samme situation selv, så jeg ved lige nøjagtig hvilke følelser og kæmpe sorg man har.

    Min mand og jeg mistede vores elskede ønskebaby, Emil d. 5. maj i år, så det er ikke engang en måned siden. Han blev født i slutningen af 22. graviditetsuge og var så fin og lille. Han manglede bare sine nyrer, og uden dem, havde han ingen chance for at overleve uden for min livmoder. Derfor tog vi også beslutningen, at skåne Emil for at lide den frygtelige skæbne han ville have lidt, hvis ikke vi havde gjort det. Jeg tror man er nødt til at se på det på den måde… Men må indrømme, at dét at skulle tage pillen (den første, som skulle “slå fostret ihjel”) var usigelig svært!

    Har du talt med en psykolog? Min mand og jeg har været til psykolog én gang indtil videre. Tror slet ikke det ville være muligt for at komme videre uden al den hjælp man kan få fra omverdenen. Vi har også haft god gavn af “foreningen for spædbarnsdød”, som er en forening af mennesker, der alle har prøvet at miste et barn.

    Vi fik Emil begravet den 16. maj på en børnefællesgrav på den kirkegård der tilhører den kirke hvor han skulle have være døbt. Det er rigtig rart at kunne gå over og besøge ham, når man havner i et af de mange dybe, sorte huller i hverdagen, hvor alt er uoverskueligt, og det eneste man kan bare er at græde.

    Men man kan slet slet slet ikke sætte sig ind i hvordan det er, før man selv har prøvet at miste sit barn. Det er det VÆRSTE man kan opleve!!

    3. juni 2007 kl. 21:13

    Hejsa.

    Nej, du er bestemt ikke alene. Jeg sidder i akurat samme situation. I går var det 3 mdr siden jeg fødte en lille dreng. Vi valgte også selv at afbryde graviditeten pga misdannelser. Det er en skide hård beslutning og det er ikke noget man kan sætte sig ind i med mindre man har prøvet det.

    Vi prøver nu igen at blive gravide… Og det er ogsÃ¥ hÃ¥rdt.

    Hvor langtid siden er det du mistede?

    Hvis du har lyst kan du maile min adresse er [email protected]

    Mange hilsner Louise

     

    5. juni 2007 kl. 12:52

    Kære Helene..

    Jeg ved man ikke kan sige “held og lykke” til jer i en sådan situation. Jeg håber bare for jer, at hospitalspræsten er sød og forstående (hvilket jeg ikke er i tvivl om) og at I får afklaring på lidt flere ting med hensyn til Juni og hendes kommende dage. Vi lagde også et billede i kisten til Emil, så han også havde os hos sig. På billedet var hele vores nærmeste familie inkl. min farmor, som døde for lidt tid siden. Så ved han hvem han skal kigge efter oppe i himlen, så hun kan passe på ham. Derudover skrev vi et par ord på bagsiden. Bla. at englene skulle pase på ham til vi ser hinanden igen.

    Det er rart at kunne være til hjælp for andre i samme situation, for hjælp er alt man har brug for. I har også hjulpet mig et skridt videre, for for mig er det meget bearbejdende at skrive og tale med andre i samme båd.

    Og husk, at små fødder også sætter spor!

    de kærligste hilsner

    Anne Mette

    Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.