Close
Log Ind Opret Bruger

Ensom og trist – er der andre?

  • 16 december 2016, 18:56

    Jeg fødte min datter den 24/10. Hun er skøn og dejlig, men jeg har haft umådelig svært ved at blive mor. Jeg er trist og ensom meget af tiden. På trods af at min kæreste endda arbejder hjemmefra lige nu og derfor kan hjælpe rigtig meget til. 

    Men jeg savner mit gamle liv. Ja, nu sagde jeg det, man ikke må sige. Jeg savner at gøre hvad jeg vil. Læse et magasin i flere timer. Gå rundt i byen og spontant kigge i små hyggelige butikker. Dresse mig op og tage i byen. Jeg er ellers ikke en der normalt tager så meget i byen mere, men nu hvor jeg ikke kan, tænker jeg ikke på andet. Jeg savner min frihed og føler mig låst til sofaen. Jeg misunder min kæreste så meget. Han er lige nu ude og have det sjovt til en julefrokost, imens jeg sidder her i sofaen. Føler mit liv er gråt og trivielt, selvom jeg burde være ovenud lykkelig. 

    Jeg går til psykolog, men har kun været der to gange. Håber det kommer til at hjælpe. Skal også starte i en støttegruppe med andre sårbare mødre. 

    Håber lidt at høre fra andre, der måske er i samme situation? Lige nu føler jeg mig bare så ensom. 

    16. december 2016 kl. 19:29

    græsset er grønnere?

    Det er bare igang med at finde ting du kan lave med baby 🙂 og jeg har ikke nogen så det kan jeg sagtens sige – det er måske ikke heeelt ligetil at shoppe med en baby der skal mades og skiftes hele tiden. Men så må du finde noget andet som kan erstatte shoppeturene og hvor du kan have baby med.

    Var ikke for at være hård med "græsset er grønnere" men du siger det jo selv….En del af problemet er ikke så meget at du gerne VIL nogle bestemte ting men at du ikke KAN.

    16. december 2016 kl. 19:46

    Nu har jeg ikke en fødselsdepression men en almindelig depression (har ingen børn, så kan ikke lige have en fødselsdepression). 

    Jeg vil så sige det hjælper med en psykolog – går selv til en, men det tager tid og kommer også an på om du syntes du har kemi men psykologen altså om du kan åbne dig for personen. 

    Håber du finder dit fodfæste 

    no en der har prøvet det selv 

    16. december 2016 kl. 19:51

    Jeg havde det måske ikke heeeeelt, som dig, men så alligevel. Savnede også alt det jeg ikke kunne mere. Kom meget i tvivl om, om det at være forældre og have en baby var friheden værd. Men nu er hun over et halvandet år, og bare det, at hun kunne begynde at sidde selv og senere at gå, så blev det nemmere. Det er så nyt og ukendt. Der er sket noget vildt stort for Jer og Jeres familie- I har startet et nyt kapitel på Jeres liv. Men jeg fik det klart bedre med tiden. Elskede heller ikke min datter den første måned jeg havde hende, men det kom med strygende fart og nu kan jeg næsten slet ikke huske tiden uden hende. Man skal nok bare 'vænne' sig lidt til de nye omstændigheder. Det bliver bedre- det er jeg altså helt overbevist om! 

    Til lykke med Jeres nye familiemedlem, og prøv, bare en lille smule, at nyde den tid- den kommer ikke igen- og skriv dine følelser ned på et papir. Alt. Og sig til dig selv, at det er ok, at have det på den måde du har! Det ER altså noget stort der er sket for Jer. Men når Jeres baby er blevet lidt større, så bliver det også lidt sjovere. 🙂 

    Stort kram og al held og lykke med det hele!

    16. december 2016 kl. 19:56

    SomeSort skrev :

    græsset er grønnere?

    Det er bare igang med at finde ting du kan lave med baby 🙂 og jeg har ikke nogen så det kan jeg sagtens sige – det er måske ikke heeelt ligetil at shoppe med en baby der skal mades og skiftes hele tiden. Men så må du finde noget andet som kan erstatte shoppeturene og hvor du kan have baby med.

    Var ikke for at være hård med "græsset er grønnere" men du siger det jo selv….En del af problemet er ikke så meget at du gerne VIL nogle bestemte ting men at du ikke KAN.

    Man kan da sagtens shoppe med en lille baby. Hun kan da skiftes og mades ude i byen også. 

    16. december 2016 kl. 20:00

    Et stort kram til dig❤️

    Jeg havde en kraftig fødselsreaktion, og det er IKKE sjovt. Men jeg lover dig, at det bliver bedre. Men hvornår vides ikke. Man kan sagtens komme ud og shoppe og hygge i byen. Men lige nu, skal du måske fokusere på, at komme ovenpå, og nyde det derhjemme. Jeg har stadig svært ved at komme ud, men prøver at øve mig. 

    Det er vildt svært at blive mor, og ja, man kan savne sit gamle liv. Og det er IKKE en skam at sige det højt❤️????????

    16. december 2016 kl. 20:26

    Kære du

    Det må ikke være sjovt at have det som du. Kunne det måske hjælpe dig at fokusere på alt det man jo sagtens kan med en baby, hvis lysten er der?

    Jeg har aldrig kunnet holde til at sidde lænket til sofaen, så her var baby med ude fra første uge. Vi shoppede, gik på cafe, jeg havde altid en bog tasken så jeg kunne læse lidt i fred når hun sov et sted, osv. Da hun var 14 dage gik jeg til en forelæsning med en veninde, mens manden travede rundt udenfor, da hun var tre måneder tog jeg en dag på festival mens manden gav en flaske, osv. osv. Alt selvfølgelig i et tempo og på en måde, som gjorde at baby kunne være tilpas i det.

    Det lyder rigtig fornuftigt med en psykolog til de svære tanker – og i kombination hermed kunne det måske hjælpe dig at komme lidt mere ud og blive luftet og opdage alt det der selvfølgelig stadig lader sig gøre?

    16. december 2016 kl. 20:35

    Kæmpe kram. Gik selv ned med en voldsom fødselsdepression da jeg fødte min datter for 3 år siden. Det var pissehårdt. Pludselig savnede jeg også ting som egentlig ikke havde sagt mig noget før. Og var misundelig på manden som tog på arbejde hver dag og sov hele natten.. Startede hos en fantastisk dygtig psykolog som hjalp mig igennem det, men det tog i hvert fald et år.. Nu har jeg også en dejlig søn, og er for nylig begyndt i en gruppe for mødre med efterfødselsreaktion og det er bare så skønt at tale med andre som kender til de følelser, og som ved at det ikke kun handler om at "græsset er grønnere" som det bliver nævnt i en af de første kommentarer i din tråd.. 

    16. december 2016 kl. 21:25

    Jeg kan SÅ meget nikke genkendende til det du beskriver.

    Efter en voldsom fødsel blev jeg mor til den skønneste lille pige i april 2016. Et barn så ønsket, som noget overhovedet kan være, og nøj hvor jeg ofte under graviditeten bare længtes efter at få hende i mine arme og kysse hendes lille mund og bare overøse hende med kærlighed, spændingen og forventningens glæde ville ingen ende tage – indtil hun så kom til verden og alt ændrede sig. Min verden brast, og jeg var knust og frygtelig skuffet over mig selv. Følte mig som jordens dårligste mor, fordi jeg nu havde ønskebarnet i mine arme, og jeg kunne kun i små glimt glæde mig over hende. Resten af tiden synes jeg det var det værste valg jeg havde truffet, følte jeg havde ødelagt mit eget og min mands liv. Helt råt og usødet, så syntes jeg det var forfærdeligt at blive mor (jep, jeg sagde det man slet ikke må sige) og jeg længtes efter min gamle liv dag og nat, følte mig fuldstændig bundet og aldrig har friheden været længere væk. Da jeg stod midt i stormen troede jeg aldrig det ville blive bedre, var sikker på jeg aldrig ville blive glad igen og at jeg aldrig ville få et liv igen. Det eneste der drev mig fremad og gjorde, at jeg ikke bare kastede håndklædet i ringen var følelsen af ansvar for min datter, og det faktum, at der kun var en vej, og det var fremad.

    Jeg har følt mig helt forkert i rollen som mor, og har samtidig også følt mig frygtelig snydt. Helt ærligt, hvor blev alt det lyserøde af? Den overvældende kærlighed og lykkerus, som man bliver helt høj af? Og hvad med den evige du-er-slet-ikke-træt-selvom-du-ingen-søvn-får-du-kører-jo-på-mor-POWER? Aldrig har jeg følt mig så slidt og færdig i mit liv som efter der er kommet et lille barn – puha. Jeg har ikke været en af de mødre som pludselig fik en DYB mening med livet da jeg pludselig stod med et skrigende spædbarn i armene, jeg kunne ikke sidde og stirre forelsket på min datter i timevis, ej heller havde jeg følelsen af at jeg ikke har kunnet leve uden det lille skrigende menneske – tværtimod. I de første måneder havde jeg mange gange tanken "hvad nu hvis jeg aldrig kommer til at nyde at være mor? Hvad nu hvis min kærlighed til hende aldrig bliver som den skal være?". Og så lige den værste og mest hyppige tanke: "hvorfor var det lige vi ville det her?"  

    ​Nu er min datter 8 måneder, og jeg synes hun er den mest fantastiske lille pige i hele verden, og jeg elsker hende højere end jeg overhovedet troede det var muligt.
    ​Ærligt, så kræver spædbørn helt ekstremt meget og de giver så lidt tilbage, men nøj hvor bliver det bare givende når de bliver ældre. Jeg skulle uden tvivl lære min datter at kende, jeg havde ikke den der instant connection til hende som jeg ellers var sikker på ville være der så snart jeg så hende. Men nu som månederne er gået føler jeg en dyb tilknytning til hende. Når hun smiler til mig med hendes fire fine bisser smelter mit hjerte og når hun holder om mit ansigt med hendes små buttede hænder og stirrer mig dybt og spekulativt i øjnene er jeg ved at gå til af stolthed og kærlighed til det lille menneske. True, jeg har stadig mine dage hvor jeg bare tænker (og siger højt til min mand) "fåååååååårk hvor vil jeg bare gerne være alene, som i HELT alene" og ønsker mig til en øde ø, men det skal der også være plads til. Det er sgu nok de færreste der elsker motherhood døgnet rundt, det er desværre nok også bare de færreste der vil sige det højt, og det er rigtig ærgerligt. Jeg har været meget ærlig omkring mine tanker og følelser omkring dét at blive mor – for det har virkelig sparket min røv noget så grusomt, og kan ikke komme i tanke om hvorfor jeg dog skulle skamme mig over det.    

    ​Det blev en laaaang smøre, og jeg kunne blive ved 🙂 Men mit budskab er; du er bestemt ikke alene, og det bliver meget bedre med tiden. Det er den vildeste omvæltning i livet at blive mor, man kan aldrig forberede sig på hvor meget det faktisk forandrer i ens verden, for det forandrer ALT, og der er ingen vej tilbage. Det er en kæmpe skelsættende begivenhed. 
    Jeg har altid været overbevist om, at jeg var den fødte mor. Turns out det er jeg ikke, og det er også okay 🙂

    ​Du skal endelig sige til hvis du har brug for nogen at snakke med, jeg har nemlig også selv higet efter nogen som stod lidt i samme situation som jeg selv. Har følt mig ensom ligesom du, og derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg ville skrive et indlæg til dig, da jeg ville ønske der var nogen der havde mødt mig i min ensomhed da den var værst.

    Rigtig mange knus til dig no

    16. december 2016 kl. 21:31

    Jeg havde en fødselsreaktion med min datter, som i dag er knap 8 år gammel. Jeg opdagede det ikke, var bare træt og trist. Efter knap et år gik det ind i "rigtig" depression og efterfølgende psykose.

    Det gør at jeg efterfølgende har været i gruppen med sårbare mødre. Ved denne graviditet får jeg besøg af sundhedsplejerske allerede i næste uge hvor jeg er knap 22 uger henne og efter jeg har født bliver jeg tildelt familiehjælp. Det er en ordning hvor en pensionist/tidligere sundhedspersonale, friviligt hjælper familier som min. I vores tilfælde vil det være et par gange hvor vedkommende kommer og går en tur med barnevognen så jeg kan få sovet lidt eller måske læse en bog. Det er så utroligt vigtigt at få sovet når du har det skidt. Jeg bor i Skanderborg kommune, måske du kan søge om lignende hjælp, der hvor du bor?

    Hvis du bliver tilbudt noget hjælp så tag endelig imod. Du kan altid vælge fra igen. Overskuddet kommer heldigvis tilbage, men ubehandlet kan din tristhed føre dig langt længere væk end du har lyst til at komme.

    17. december 2016 kl. 22:33

    Mila88 skrev :

    Jeg kan SÅ meget nikke genkendende til det du beskriver.

    Efter en voldsom fødsel blev jeg mor til den skønneste lille pige i april 2016. Et barn så ønsket, som noget overhovedet kan være, og nøj hvor jeg ofte under graviditeten bare længtes efter at få hende i mine arme og kysse hendes lille mund og bare overøse hende med kærlighed, spændingen og forventningens glæde ville ingen ende tage – indtil hun så kom til verden og alt ændrede sig. Min verden brast, og jeg var knust og frygtelig skuffet over mig selv. Følte mig som jordens dårligste mor, fordi jeg nu havde ønskebarnet i mine arme, og jeg kunne kun i små glimt glæde mig over hende. Resten af tiden synes jeg det var det værste valg jeg havde truffet, følte jeg havde ødelagt mit eget og min mands liv. Helt råt og usødet, så syntes jeg det var forfærdeligt at blive mor (jep, jeg sagde det man slet ikke må sige) og jeg længtes efter min gamle liv dag og nat, følte mig fuldstændig bundet og aldrig har friheden været længere væk. Da jeg stod midt i stormen troede jeg aldrig det ville blive bedre, var sikker på jeg aldrig ville blive glad igen og at jeg aldrig ville få et liv igen. Det eneste der drev mig fremad og gjorde, at jeg ikke bare kastede håndklædet i ringen var følelsen af ansvar for min datter, og det faktum, at der kun var en vej, og det var fremad.

    Jeg har følt mig helt forkert i rollen som mor, og har samtidig også følt mig frygtelig snydt. Helt ærligt, hvor blev alt det lyserøde af? Den overvældende kærlighed og lykkerus, som man bliver helt høj af? Og hvad med den evige du-er-slet-ikke-træt-selvom-du-ingen-søvn-får-du-kører-jo-på-mor-POWER? Aldrig har jeg følt mig så slidt og færdig i mit liv som efter der er kommet et lille barn – puha. Jeg har ikke været en af de mødre som pludselig fik en DYB mening med livet da jeg pludselig stod med et skrigende spædbarn i armene, jeg kunne ikke sidde og stirre forelsket på min datter i timevis, ej heller havde jeg følelsen af at jeg ikke har kunnet leve uden det lille skrigende menneske – tværtimod. I de første måneder havde jeg mange gange tanken "hvad nu hvis jeg aldrig kommer til at nyde at være mor? Hvad nu hvis min kærlighed til hende aldrig bliver som den skal være?". Og så lige den værste og mest hyppige tanke: "hvorfor var det lige vi ville det her?"  

    ​Nu er min datter 8 måneder, og jeg synes hun er den mest fantastiske lille pige i hele verden, og jeg elsker hende højere end jeg overhovedet troede det var muligt.
    ​Ærligt, så kræver spædbørn helt ekstremt meget og de giver så lidt tilbage, men nøj hvor bliver det bare givende når de bliver ældre. Jeg skulle uden tvivl lære min datter at kende, jeg havde ikke den der instant connection til hende som jeg ellers var sikker på ville være der så snart jeg så hende. Men nu som månederne er gået føler jeg en dyb tilknytning til hende. Når hun smiler til mig med hendes fire fine bisser smelter mit hjerte og når hun holder om mit ansigt med hendes små buttede hænder og stirrer mig dybt og spekulativt i øjnene er jeg ved at gå til af stolthed og kærlighed til det lille menneske. True, jeg har stadig mine dage hvor jeg bare tænker (og siger højt til min mand) "fåååååååårk hvor vil jeg bare gerne være alene, som i HELT alene" og ønsker mig til en øde ø, men det skal der også være plads til. Det er sgu nok de færreste der elsker motherhood døgnet rundt, det er desværre nok også bare de færreste der vil sige det højt, og det er rigtig ærgerligt. Jeg har været meget ærlig omkring mine tanker og følelser omkring dét at blive mor – for det har virkelig sparket min røv noget så grusomt, og kan ikke komme i tanke om hvorfor jeg dog skulle skamme mig over det.    

    ​Det blev en laaaang smøre, og jeg kunne blive ved 🙂 Men mit budskab er; du er bestemt ikke alene, og det bliver meget bedre med tiden. Det er den vildeste omvæltning i livet at blive mor, man kan aldrig forberede sig på hvor meget det faktisk forandrer i ens verden, for det forandrer ALT, og der er ingen vej tilbage. Det er en kæmpe skelsættende begivenhed. 
    Jeg har altid været overbevist om, at jeg var den fødte mor. Turns out det er jeg ikke, og det er også okay 🙂

    ​Du skal endelig sige til hvis du har brug for nogen at snakke med, jeg har nemlig også selv higet efter nogen som stod lidt i samme situation som jeg selv. Har følt mig ensom ligesom du, og derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg ville skrive et indlæg til dig, da jeg ville ønske der var nogen der havde mødt mig i min ensomhed da den var værst.

    Rigtig mange knus til dig no

    Har sendt dig en privat besked, hvis du ikke har set det 🙂 Kan bare relatere SÅ meget til alt det du skrev. 

    18. december 2016 kl. 16:47

    frøkenræv skrev :

    Mila88 skrev :

    Jeg kan SÅ meget nikke genkendende til det du beskriver.

    Efter en voldsom fødsel blev jeg mor til den skønneste lille pige i april 2016. Et barn så ønsket, som noget overhovedet kan være, og nøj hvor jeg ofte under graviditeten bare længtes efter at få hende i mine arme og kysse hendes lille mund og bare overøse hende med kærlighed, spændingen og forventningens glæde ville ingen ende tage – indtil hun så kom til verden og alt ændrede sig. Min verden brast, og jeg var knust og frygtelig skuffet over mig selv. Følte mig som jordens dårligste mor, fordi jeg nu havde ønskebarnet i mine arme, og jeg kunne kun i små glimt glæde mig over hende. Resten af tiden synes jeg det var det værste valg jeg havde truffet, følte jeg havde ødelagt mit eget og min mands liv. Helt råt og usødet, så syntes jeg det var forfærdeligt at blive mor (jep, jeg sagde det man slet ikke må sige) og jeg længtes efter min gamle liv dag og nat, følte mig fuldstændig bundet og aldrig har friheden været længere væk. Da jeg stod midt i stormen troede jeg aldrig det ville blive bedre, var sikker på jeg aldrig ville blive glad igen og at jeg aldrig ville få et liv igen. Det eneste der drev mig fremad og gjorde, at jeg ikke bare kastede håndklædet i ringen var følelsen af ansvar for min datter, og det faktum, at der kun var en vej, og det var fremad.

    Jeg har følt mig helt forkert i rollen som mor, og har samtidig også følt mig frygtelig snydt. Helt ærligt, hvor blev alt det lyserøde af? Den overvældende kærlighed og lykkerus, som man bliver helt høj af? Og hvad med den evige du-er-slet-ikke-træt-selvom-du-ingen-søvn-får-du-kører-jo-på-mor-POWER? Aldrig har jeg følt mig så slidt og færdig i mit liv som efter der er kommet et lille barn – puha. Jeg har ikke været en af de mødre som pludselig fik en DYB mening med livet da jeg pludselig stod med et skrigende spædbarn i armene, jeg kunne ikke sidde og stirre forelsket på min datter i timevis, ej heller havde jeg følelsen af at jeg ikke har kunnet leve uden det lille skrigende menneske – tværtimod. I de første måneder havde jeg mange gange tanken “hvad nu hvis jeg aldrig kommer til at nyde at være mor? Hvad nu hvis min kærlighed til hende aldrig bliver som den skal være?”. Og så lige den værste og mest hyppige tanke: “hvorfor var det lige vi ville det her?”  

    ​Nu er min datter 8 måneder, og jeg synes hun er den mest fantastiske lille pige i hele verden, og jeg elsker hende højere end jeg overhovedet troede det var muligt.
    ​Ærligt, så kræver spædbørn helt ekstremt meget og de giver så lidt tilbage, men nøj hvor bliver det bare givende når de bliver ældre. Jeg skulle uden tvivl lære min datter at kende, jeg havde ikke den der instant connection til hende som jeg ellers var sikker på ville være der så snart jeg så hende. Men nu som månederne er gået føler jeg en dyb tilknytning til hende. Når hun smiler til mig med hendes fire fine bisser smelter mit hjerte og når hun holder om mit ansigt med hendes små buttede hænder og stirrer mig dybt og spekulativt i øjnene er jeg ved at gå til af stolthed og kærlighed til det lille menneske. True, jeg har stadig mine dage hvor jeg bare tænker (og siger højt til min mand) “fåååååååårk hvor vil jeg bare gerne være alene, som i HELT alene” og ønsker mig til en øde ø, men det skal der også være plads til. Det er sgu nok de færreste der elsker motherhood døgnet rundt, det er desværre nok også bare de færreste der vil sige det højt, og det er rigtig ærgerligt. Jeg har været meget ærlig omkring mine tanker og følelser omkring dét at blive mor – for det har virkelig sparket min røv noget så grusomt, og kan ikke komme i tanke om hvorfor jeg dog skulle skamme mig over det.    

    ​Det blev en laaaang smøre, og jeg kunne blive ved 🙂 Men mit budskab er; du er bestemt ikke alene, og det bliver meget bedre med tiden. Det er den vildeste omvæltning i livet at blive mor, man kan aldrig forberede sig på hvor meget det faktisk forandrer i ens verden, for det forandrer ALT, og der er ingen vej tilbage. Det er en kæmpe skelsættende begivenhed. 
    Jeg har altid været overbevist om, at jeg var den fødte mor. Turns out det er jeg ikke, og det er også okay 🙂

    ​Du skal endelig sige til hvis du har brug for nogen at snakke med, jeg har nemlig også selv higet efter nogen som stod lidt i samme situation som jeg selv. Har følt mig ensom ligesom du, og derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg ville skrive et indlæg til dig, da jeg ville ønske der var nogen der havde mødt mig i min ensomhed da den var værst.

    Rigtig mange knus til dig no

    Har sendt dig en privat besked, hvis du ikke har set det 🙂 Kan bare relatere SÅ meget til alt det du skrev. 

    Ups, havde slet ikke set din besked før nu ​ Har hermed sendt dig en besked retur

    18. december 2016 kl. 17:06

    Mila88 skrev :

    Jeg kan SÅ meget nikke genkendende til det du beskriver.

    Efter en voldsom fødsel blev jeg mor til den skønneste lille pige i april 2016. Et barn så ønsket, som noget overhovedet kan være, og nøj hvor jeg ofte under graviditeten bare længtes efter at få hende i mine arme og kysse hendes lille mund og bare overøse hende med kærlighed, spændingen og forventningens glæde ville ingen ende tage – indtil hun så kom til verden og alt ændrede sig. Min verden brast, og jeg var knust og frygtelig skuffet over mig selv. Følte mig som jordens dårligste mor, fordi jeg nu havde ønskebarnet i mine arme, og jeg kunne kun i små glimt glæde mig over hende. Resten af tiden synes jeg det var det værste valg jeg havde truffet, følte jeg havde ødelagt mit eget og min mands liv. Helt råt og usødet, så syntes jeg det var forfærdeligt at blive mor (jep, jeg sagde det man slet ikke må sige) og jeg længtes efter min gamle liv dag og nat, følte mig fuldstændig bundet og aldrig har friheden været længere væk. Da jeg stod midt i stormen troede jeg aldrig det ville blive bedre, var sikker på jeg aldrig ville blive glad igen og at jeg aldrig ville få et liv igen. Det eneste der drev mig fremad og gjorde, at jeg ikke bare kastede håndklædet i ringen var følelsen af ansvar for min datter, og det faktum, at der kun var en vej, og det var fremad.

    Jeg har følt mig helt forkert i rollen som mor, og har samtidig også følt mig frygtelig snydt. Helt ærligt, hvor blev alt det lyserøde af? Den overvældende kærlighed og lykkerus, som man bliver helt høj af? Og hvad med den evige du-er-slet-ikke-træt-selvom-du-ingen-søvn-får-du-kører-jo-på-mor-POWER? Aldrig har jeg følt mig så slidt og færdig i mit liv som efter der er kommet et lille barn – puha. Jeg har ikke været en af de mødre som pludselig fik en DYB mening med livet da jeg pludselig stod med et skrigende spædbarn i armene, jeg kunne ikke sidde og stirre forelsket på min datter i timevis, ej heller havde jeg følelsen af at jeg ikke har kunnet leve uden det lille skrigende menneske – tværtimod. I de første måneder havde jeg mange gange tanken "hvad nu hvis jeg aldrig kommer til at nyde at være mor? Hvad nu hvis min kærlighed til hende aldrig bliver som den skal være?". Og så lige den værste og mest hyppige tanke: "hvorfor var det lige vi ville det her?"  

    ​Nu er min datter 8 måneder, og jeg synes hun er den mest fantastiske lille pige i hele verden, og jeg elsker hende højere end jeg overhovedet troede det var muligt.
    ​Ærligt, så kræver spædbørn helt ekstremt meget og de giver så lidt tilbage, men nøj hvor bliver det bare givende når de bliver ældre. Jeg skulle uden tvivl lære min datter at kende, jeg havde ikke den der instant connection til hende som jeg ellers var sikker på ville være der så snart jeg så hende. Men nu som månederne er gået føler jeg en dyb tilknytning til hende. Når hun smiler til mig med hendes fire fine bisser smelter mit hjerte og når hun holder om mit ansigt med hendes små buttede hænder og stirrer mig dybt og spekulativt i øjnene er jeg ved at gå til af stolthed og kærlighed til det lille menneske. True, jeg har stadig mine dage hvor jeg bare tænker (og siger højt til min mand) "fåååååååårk hvor vil jeg bare gerne være alene, som i HELT alene" og ønsker mig til en øde ø, men det skal der også være plads til. Det er sgu nok de færreste der elsker motherhood døgnet rundt, det er desværre nok også bare de færreste der vil sige det højt, og det er rigtig ærgerligt. Jeg har været meget ærlig omkring mine tanker og følelser omkring dét at blive mor – for det har virkelig sparket min røv noget så grusomt, og kan ikke komme i tanke om hvorfor jeg dog skulle skamme mig over det.    

    ​Det blev en laaaang smøre, og jeg kunne blive ved 🙂 Men mit budskab er; du er bestemt ikke alene, og det bliver meget bedre med tiden. Det er den vildeste omvæltning i livet at blive mor, man kan aldrig forberede sig på hvor meget det faktisk forandrer i ens verden, for det forandrer ALT, og der er ingen vej tilbage. Det er en kæmpe skelsættende begivenhed. 
    Jeg har altid været overbevist om, at jeg var den fødte mor. Turns out det er jeg ikke, og det er også okay 🙂

    ​Du skal endelig sige til hvis du har brug for nogen at snakke med, jeg har nemlig også selv higet efter nogen som stod lidt i samme situation som jeg selv. Har følt mig ensom ligesom du, og derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg ville skrive et indlæg til dig, da jeg ville ønske der var nogen der havde mødt mig i min ensomhed da den var værst.

    Rigtig mange knus til dig no

    Jeg kunne have skrevet det her indlæg, min oplevelse var præcis den samme! 

    Aldrig har jeg følt mig så forkert som i tiden efter at jeg fødte min søn. Alle beskrev bare denne her mor-power, hvor meget deres liv pludselig gav mening, hvor højt de elskede deres baby med det samme osv. Intet af det passede på mig, og jeg følte mig som verdens største fiasko.

    I dag er min søn halvandet og jeg elsker ham så højt! Men jeg kæmper stadig med mor-rollen – eller nok nærmere de forventninger der er til den. Jeg er ved at lære at det faktisk er helt ok at være mor på min måde, og at jeg faktisk er en ret awesome mor selv om jeg f.eks. nyder alenetid og sagtens kan være adskilt fra min søn i et døgns tid uden at gå til af savn.

    Trådstarter, du er bestemt ikke alene og hvis du har brug for en snak, så er du altid velkommen til at skrive en besked til mig herinde :).

    20. december 2016 kl. 14:39

    Kære dejlige damer 

    For det første er jeg selvfølgelig ked af, at andre også må døje med det, jeg går i gennem, for jeg ønsker virkelig ikke for nogen at de skal opleve de følelser. 

    Men for det andet er jeg bare så glad for at høre, at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Det gør at jeg lige føler mig lidt mere normal. Jeg har også hørt fra en del veninder, at de er gået i gennem noget af det samme. Det jeg ikke forstår er imidlertid, hvorfor pokker der ikke er mere åbenhed omkring det her? For det er som om det stadig er lidt tabu, at man ikke nødvendigvis elsker ens baby fra dag et, at man rent faktisk glæder sig til at være alene, eller at man ikke altid glæder sig til at amme/give/flaske/pludre/skifte ble eller hvad det måtte være. Jeg synes simpelthen at det er så forkert, at der kun er plads til overskudsmødrenes stemme i det her. 

    Efter jeg er blevet mor, ser jeg også de personer, jeg følger på Instagram med helt andre øjne. Er faktisk holdt op med at følge mange af dem, da jeg slet ikke kan klare det der perfekte univers, de opstiller. Mødre, der flasher mærketøj på deres to døgn gamle baby, imens de også lige har haft overskud til at bage en kage, gøre rent og løbe en tur. Billeder af perfekte hjem, hvor baby sover sødt i designervuggen. Jeg magter det ikke. Jeg ved godt at det næppe er sådan deres liv er i virkeligheden, men stadig. Man kan ikke lade være at føle sig som en klat udskidt æblegrød ved siden af i det samme ligegyldige, ammevenlige tøj, de overflødige graviditetskilo, der stadig sidder, og mælkeskjolder på tøjet. 

    Jeg har sgu lyst til at starte en revolution af ægte hverdagsmødre, der fortæller, hvordan moderskabet altså også kan føles. 

    Viser 14 indlæg - 1 til 14 (af 14 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.