Close
Log Ind Opret Bruger

Efterfødselsreaktion?!

  • 14 juli 2016, 21:20

    Kære fantastiske, omsorgsfulde, smukke og helt sikkert perfekte MOR til jeres lille barn! Du er helt helt helt normal, der er MANGE MANGE MANGE der har det som dig, og størstedelen af dem tør ikke sige det højt (jeg var en af dém). Snak med sundhedsplejersken i morgen (jeg er skrivende nu kl 21.20), som det første, og luk AL gallen ud. Jo mere hun ved, jo bedre kan hun hjælpe dig. Håber alt det bedste for dig, kære du!! Det hele skal nok blive rigtig godt igen.  Stort og varmt knus fra mig

    14. juli 2016 kl. 21:23

    Allerede ved at oprette dette indlægge og sætte ord på dine aller inderste dybe tanker, er vejen ud fra mørket! Kæmpe respekt herfra  for dig og din vilje til at SÅDAN HER VIL DU IKKE LEVE! Og det er selv erkendelse der vil noget, og som er hele fundamentet for at du kan komme ud af det på den anden side og være den mor du altid har drømt om. For det kan du!!! I dit indlæg viser du også en styrke og den må du endelig se at få hjælp til at bygge videre på. Få fat på din SP og læge, vær ikke bange for at åbne op, for jo mere du får snakket om det, jo hurtigere kommer du op af huller igen. Og de kan hjælpe dig til at få den rigtige hjælp. Det er ikke flovt at spørge og det er ikke flovt at have det som du har det. Du har været igennem den største bedrift en kvinde kan overkomme og hormoner og følelser styrer man bare ikke altid selv.no

    For mig lyder du allerede som en rigtig fantastisk mor, idet at du kan bevare roen overfor et grædende barn i så mange timer. Ja så knækket filmen en enkelt gang, men det sker for de fleste. 

    Hold rigtig godt fat i den følelse du har omkring at din datter er dyrbar og een du skal passe godt på. For den vidner om at du har de helt rigtige moderinstinkter. Og så kommer kærligheden også ud. Den kan sagtens tage lidt måneder at føle, men den skal nok komme. Jeg har lidt samme baggrund som dig, og jeg er meget lang tid om at lære dolk at kende og lukke dem ind. Men når først de er i mit hjerte, kommer de aldrig ud igen. Det har noget at gøre med at jeg har været meget svigtet som barn. Men jeg vidste allerede da jeg fødte at det ville komme til at tage tid førend jeg blev knyttet tæt til min datter, jeg skulle lige lære hende og min nye rolle at kende. -og det er okay!!! 

    Idag er hun 8 mdr, er begyndt at knuge sig ind til mig og jeg elsker hende grænseløst og bliver så ramt når hendes små buttede fingre holder om min hals. Det tog nogle måneder før de følelser kom, men nu er de her og de forsvinder aldrig igen. 

    Så søde du, få fat i SP så du hurtigt kan få det bedre. Og husk! Du er den bedste mor for dit barn!!

    15. juli 2016 kl. 00:24

    De andre har allerede givet rigtig mange gode råd 🙂 

    dog har jeg et mere, tá din lille mus med til kiropraktor. Jeg havde også en datter der skreg og skreg, det viste sig hun var skæv og låst flere steder i kroppen og havde ondt 🙁 – allerede efter første behandling, vsr hun meget mere afslappet. Kiropraktor ksn også hjælpe hvis der er maveproblemer, hvilket mange børn desværre har 🙁

    håber alt i snart går en lysere tid i møde.

    ps. Det er bare pisse hårdt at være mor, det er du ikke ene om at synes.

    15. juli 2016 kl. 06:22

    Der er INTET galt med dig – men du skal have hjælp for du er presset, stresset, ulykkelig og har en efterfødselsreaktion. Jeg genkender næsten alt du skriver. Det der hjalp mig var en coach samt samtaler med en terapeut fra gaia instituttet. Du kan sagtens komme til at få det godt! Du vil – med tiden – ikke være i tvivl om, at du elsker din datter, og dit forhold kan og vil blive bedre og bedre i takt med at søvn og rytmer indtræffer. Søde du, du kan ikke forcere lykkefølelsen.. Den kommer når "du er pånplads". For mig tog det 1 – 1,5 år.. DER LANDEDE jeg.. Elsker min mand højere end nogensinde og vi venter nu nr. 2 (3,3 år imellem dem). Jeg havde aldrig turde tro eller håbe på at nå hertil – men det kan man. Stort kram til dig

    15. juli 2016 kl. 06:34

    Og så har du i øvrigt også mange ting med dig i baggagen ift. Din familie.. Og hvis der er noget der ripper op i sådanne ting, så er det, at blive mor. Det vil en terapeut også kunne hjælpe dig med.

    15. juli 2016 kl. 09:15

    Hyben skrev :

    Nu har jeg ikke læst svarene, men der er ingen tvivl om at du har brug for hjælp. At blive mor skulle gerne være en lykkelig og smuk oplevelse. Og sådan lyder det langt fra på dig. 

    Jeg har selv fået en fødselreaktion og det er virkelig en mærkelig størrelse. Og mange er desværre misinformerede på området og tror man er en tikkende bombe, mens vi i virkeligheden ofte bare er virkelig bange for ikke at gøre det godt nok. Kontakt din sundhedsplejerske og hør hvad muligheder der er i dit område. Jeg er personligt i gruppeterapi og synes det giver mig rigtig meget 🙂

    Jeg kan også kun tilslutte mig hvad de andre skriver – det er mega hårdt at blive mor og du er absolut ikke den eneste der har haft de tanker! Og det bedste råd er at tage fat i din sundhedsplejerske og læge med det samme!

    Jeg fik også en kraftig efterfødselsreaktion og havde mange af de samme tanker med min søn (som nu er 1,5 år) og kan specielt også tilslutte mig det som Hyben skriver. Jeg blev så overrasket når jeg blev spurgt om jeg havde tanker om at skade min søn – det lå så fjernt fra mig. Jeg var bare så bange for at gøre noget forkert og havde gernerelt angst om alting og havde hele tiden den vildeste lyst til bare at flygte væk fra det hele.

    Men det hjælper at tale med nogen om det. Jeg gik både til noget gruppeterapi (som nok desværre kom lidt for sent i forløbet) og min mand og jeg gik sammen til noget familieterapi og det var rigtig godt. I hele forløbet har jeg været meget åben om det og talt med stort set alle 😉 om det og man bliver overrasket over hvor mange der har haft mange af de samme tanker – så det kan jeg også kun anbefale dig at gøre; fortsæt med at snakke med din mand om hvad du føler og tænker og tag evt fat i veninderne – der er helt sikkert også nogen af dem der har haft det på samme måde!

    …og så vendte det først rigtigt for mig, da jeg lærte at acceptere at den måde jeg er mor på er god nok! At det er ok at jeg har brug for tid til mig selv, at min mand og jeg er fuldstændig lige aktive ift at passe og være der for for vores søn og at det der glansbillede mange af "blog-mødrene" med pastelfarvede speltunger tegner absolut ikke er den eneste måde man kan være en god mor på!

    Viser 6 indlæg - 16 til 21 (af 21 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.