Close
Log Ind Opret Bruger

Donor til nr. 2?

  • 7 november 2018, 12:00

    Hej.

    Min mand og jeg har et barn sammen vi har fået uden problemer. Da vi så ville til at lave en 2'er gik det pludseligt slet ikke. Vi har været forbi sygehuset og de kan ikke forklare hvad der er sket, men min mand producerer ikke en eneste sædcelle. Da de ikke kan give nogen grund, kan vi heller ikke vide om det nogensinde vil rette sig igen. Vi har altså været utroligt heldige med at få det barn vi har.

    Nu til dilemmaet; jeg har altid forestillet mig at vi skulle have en til og jeg føler at mit liv de sidste par år (hvor jeg har ventet på at blive gravid) nærmest er spildt. Det ved jeg jo de ikke er, vi har det mest fantastiske barn og jeg er vildt taknemmelig, men det gør SÅ ondt.  Alle omkring os får nr. 2 (og de fleste får dem selvfølgelig nu), så jeg er ked af det og frygter at jeg ender som en gammel bitter kone, bare fordi jeg ikke får "min vilje". Vi er begyndt at snakke sæddonation, for hvis de to børn skal have et forhold som børn, skal det snart være. Vores førstefødte, ønsker sig inderligt en lillebror eller lillesøster og der er ikke noget jeg hellere vil end at kunne give det. Min mand har selvfølgelig sine (helt berrettigede) tvivl. Han skal sige ja til at vi får et barn der helt biologisk ikke er hans og det tror jeg er sværere end hvis vi slet ikke havde kunnet få børn til at starte med. Og jeg tvivler; jeg er sikker på at et donorbarn vil være ligeså elsket som et "ægte", men hvordan reagerer man når man får at vide at man er den eneste "outsider" i familien?

    Jeg ved godt at mit "problem" kan virke vildt stødende på andre der har svært ved bare at få et barn. Jeg ved godt at jeg burde være glad og taknemmelig. Jeg ved godt at jeg er egoistisk i at ville have mere, men jeg har bare så meget plads i mit hjerte til en to'er og selvom jeg ved, det ikke er en mulighed, håber jeg hver måned på at menstruationen udebliver.

    Jeg tror egntlig bare jeg starter denne tråd for at høre om der er nogen derude der har stået i en lignende situation og overvejet donation – vi føler os lidt alene.

    7. november 2018 kl. 12:10

    Vi står i stort set samme situation. Min mand har ingen sædceller og derfor har vi også snakket om donor. 

    Vi skal dog prøve nåleaspiration eller en operation, hvor de skærer hans testikler op, for at se om de kan finde nogle sædceller.

    vi er helt enige om at hvis de ikke finder nogle, går vi videre med anonym sæddoner. Vi har besluttet at barnet ikke skal vide at det er fra en donor.

    7. november 2018 kl. 12:33

    Åh, det er så hårdt!

    Der var lidt frygt for at min mand havde fået testikelkræft da man undersøgte ham, så de har allerede været inde og kigge og kan ikke finde noget. Det er meget mærkeligt, da vi jo har levende bevis for at det har virket.

    7. november 2018 kl. 12:34

    Det er rigtig hårdt. 

    Det lyder da også helt mærkeligt. Har de slet ingen ide om hvorfor? 

     

    7. november 2018 kl. 12:40

    Vi har nogle rigtigt gode venner der for at år siden fik et barn med insemination efter nåleaspiration, så det er dejligt at det kan lade sig gøre.

    Nej, han blev opereret for 2 måneder siden og alle testsvar er negative. Han har ikke været alvorlig syg og hans homonbalance er normal. De vil teste ham igen, men uanset hvad, vil det højest give et "hvorfor" ikke hverken sædceller eller hjælpe til hvordan de kan komme tilbage.

    Min mand har altid, som udgangspunkt, syntes at et barn er fint, så det er mest mig der har et behov for at få flere. Det gør det selvfølgelig sværere for ham at acceptere anden sæd end hans end hvis vi havde været helt barnløse eller ønsket om flere havde været lige stort hos os begge.

    7. november 2018 kl. 13:48

    Det er så svær en situation at være i. Man skal jo tage stilling til hvad man kan leve med og hvor meget man vil gå på kompromis. 

    For mig ville jeg ikke kunne nøjes med ét barn. Jeg mener heller ikke at en familie bliver skabt ud fra gener – men ud fra ønsket om at være en familie ????

    7. november 2018 kl. 14:19

    vilbaregerneværemor skrev :

    Det er så svær en situation at være i. Man skal jo tage stilling til hvad man kan leve med og hvor meget man vil gå på kompromis. 

    For mig ville jeg ikke kunne nøjes med ét barn. Jeg mener heller ikke at en familie bliver skabt ud fra gener – men ud fra ønsket om at være en familie ????

    Man fortryder sjældent de børn man får, men måske dem man ikke fik. 

    Jeg er enig, men jeg kan godt forstå at man som mand godt kan føle sig holdt udenfor. Det var noget andet, hvis det var æg der skulle doneres. Jeg har måttet prøve at forklare ham at han ikke vil have lyst til at være sammen med en der resten af livet kommer til at fortryde ikke at have kunne få mere end et barn. Også må vi tage det som det kommer. Indtil videre er han gået med til en samtale med privatklinikken og så håber jeg vi bliver enige.

    Jeg krydser fingre for at det alligevel lykkes for jer og ellers er det jo nemlig kærligheden der betyder mest.

    7. november 2018 kl. 14:30

    Jeg håber at I finder ud af det – alt held og lykke til jer

    7. november 2018 kl. 14:57

    Jeg er ikke i samme situation som dig omkring ingen sædsæller hos manden, men jeg kan nemt forstå dit store ønske om to børn. Da min søn, eneste barn, var to år blev jeg meget alvorligt syg. Så i stedet for at lave en nummer to ligesom alle mine veninder var jeg indlagt og blev opereret et utal af gange. Min sygdom har fire år efter stadig KÆMPE negativ indvirkning på mit liv, men den største sorg og det jeg har brugt utrolig mange timer hos en psykolog på at acceptere er, at der aldrig bliver mindre end fire år mellem mine børn og det har slet ikke været sikkert der kom en nummer to. Jeg har virkelig grædt og grædt og hadet alle og deres nummer to barn og bare familier med 2-3 år mellem deres børn, som altid har været min drøm. Min mand har altid drømt om fire børn, og det får han ikke. Her er det bare mig, der er årsagen pga. fysisk sygdom. Men jeg kom faktisk til en accept af at min vidunderlige søn skulle være enebarn og at livet bliver godt alligevel. Men det har taget flere år. Jeg ville aldrig tvinge min mand til sæddonor og jeg synes også du skal tænke dig godt om. Ønsket om barn nr 2 kan gøre helt ondt, men man kan komme ud på den anden side og finde accept i et barn og få et godt liv 🙂 Vi venter nr. 2 nu, og vi glæder os, men jeg havde faktisk helt accepteret kun at få et barn 🙂 Håber alt god for jer 🙂 

    7. november 2018 kl. 15:10

    Hvor har du dog irriterende ret…

    7. november 2018 kl. 16:12

    Jeg kan ikke hjælpe med dine spørgsmål om donation og forældreskab… Men, min mand er den eneste adopterede i en flok på fire, og da jeg første gang skulle møde de søskende som han er vokset op med stod alle børsterne op på ryggen af mig: For hvordan så de ham? Så de ham anderledes end deres biologiske søskende?

     Fra første øjeblik kunne jeg dog lægge mine børster – min mands søskende elsker ham og ser ham på lige fod med de tre andre 🙂 Og den anden vej rundt ser min mand dem som sine søekende og han siger, at han ikke tænker over, at han ikke er deres biologiske bror. Han har kontakt med sine biologiske søskende i dag, men hvis folk spørger ham hvor mange søskende han har, siger han tre (altså dem han er vokset op med).

    7. november 2018 kl. 17:39

    vilbaregerneværemor skrev :

    Vi står i stort set samme situation. Min mand har ingen sædceller og derfor har vi også snakket om donor. 

    Vi skal dog prøve nåleaspiration eller en operation, hvor de skærer hans testikler op, for at se om de kan finde nogle sædceller.

    vi er helt enige om at hvis de ikke finder nogle, går vi videre med anonym sæddoner. Vi har besluttet at barnet ikke skal vide at det er fra en donor.

    Synes I slet ikke, barnet har ret til at vide, at det er donorbarn ? 

    Det vil jo under alle omstændigheder være din mand, der er barnets far, men for rigtig mange mennesker er det vigtigt at vide, hvem deres genetiske ophav er.

    Man skal selvfølgelig ikke altid tænke worst case, men hvis barnet på et tidspunkt får brug for en ny nyre, og du ikke er et match, og din mand heller ikke er – vil I så slet ikke synes, det er lidt mærkeligt, at I ikke kan fortælle barnet (som måske er ung eller voksen på det tidspunkt), at der måske er en naturlig grund til, at far ikke er et match.

    Jeg har engang hørt et donorbarn sige, at hun synes, at det burde være ulovligt at bruge anonyme donorer. 

    Og et voksent donorbarn har udtalt, at hun følte, at halvdelen af hendes identitet blev taget fra hende, da hun blev klar over, at hendes genetiske ophav er en anonym donor.Også selv om hun havde verdens bedste far.

    Min morbror og tante har både adoptivbørn og biologiske børn, og der er absolut ingen forskel – de elsker dem alle lige højt, og mine fætre og kusine betragter fuldt ud hinanden som søskende. 

    Jeg synes bare, man lader sit barn vokse op på en løgn, hvis man ikke fortæller dem, at de er donorbørn. Jeg synes, det er en egoistisk beslutning, som tager mere hensyn til forældrene end til barnet.

    Det kan godt være, det bare er mig, men man ejer jo ikke sine børn – og derfor synes jeg ikke, man skal fratage barnet retten til at vide, hvor de kommer fra. Der er jo selvstændige individer.

    Ved godt, det var et sidespring.

     

    7. november 2018 kl. 20:15

    Forårspigen skrev :

    vilbaregerneværemor skrev :

    Vi står i stort set samme situation. Min mand har ingen sædceller og derfor har vi også snakket om donor. 

    Vi skal dog prøve nåleaspiration eller en operation, hvor de skærer hans testikler op, for at se om de kan finde nogle sædceller.

    vi er helt enige om at hvis de ikke finder nogle, går vi videre med anonym sæddoner. Vi har besluttet at barnet ikke skal vide at det er fra en donor.

    Synes I slet ikke, barnet har ret til at vide, at det er donorbarn ? 

    Det vil jo under alle omstændigheder være din mand, der er barnets far, men for rigtig mange mennesker er det vigtigt at vide, hvem deres genetiske ophav er.

    Man skal selvfølgelig ikke altid tænke worst case, men hvis barnet på et tidspunkt får brug for en ny nyre, og du ikke er et match, og din mand heller ikke er – vil I så slet ikke synes, det er lidt mærkeligt, at I ikke kan fortælle barnet (som måske er ung eller voksen på det tidspunkt), at der måske er en naturlig grund til, at far ikke er et match.

    Jeg har engang hørt et donorbarn sige, at hun synes, at det burde være ulovligt at bruge anonyme donorer. 

    Og et voksent donorbarn har udtalt, at hun følte, at halvdelen af hendes identitet blev taget fra hende, da hun blev klar over, at hendes genetiske ophav er en anonym donor.Også selv om hun havde verdens bedste far.

    Min morbror og tante har både adoptivbørn og biologiske børn, og der er absolut ingen forskel – de elsker dem alle lige højt, og mine fætre og kusine betragter fuldt ud hinanden som søskende. 

    Jeg synes bare, man lader sit barn vokse op på en løgn, hvis man ikke fortæller dem, at de er donorbørn. Jeg synes, det er en egoistisk beslutning, som tager mere hensyn til forældrene end til barnet.

    Det kan godt være, det bare er mig, men man ejer jo ikke sine børn – og derfor synes jeg ikke, man skal fratage barnet retten til at vide, hvor de kommer fra. Der er jo selvstændige individer.

    Ved godt, det var et sidespring.

     

    Undskyld mig – men hvordan kan du tillade dig at dømme andre mennesker!

    jeg opdrager mine børn som jeg synes er bedst og det skal INGEN blande sig i eller stille spørgsmålstegn ved. 

    Jeg kunne aldrig drømme om at blande mig i hvordan du opdrager dine børn, så jeg beder om samme respekt, tak!

    du får intet svar fra mig, da du ikke har ret til at få et svar. 

    7. november 2018 kl. 20:26

    vilbaregerneværemor skrev :

    Forårspigen skrev :

    vilbaregerneværemor skrev :

    Vi står i stort set samme situation. Min mand har ingen sædceller og derfor har vi også snakket om donor. 

    Vi skal dog prøve nåleaspiration eller en operation, hvor de skærer hans testikler op, for at se om de kan finde nogle sædceller.

    vi er helt enige om at hvis de ikke finder nogle, går vi videre med anonym sæddoner. Vi har besluttet at barnet ikke skal vide at det er fra en donor.

    Synes I slet ikke, barnet har ret til at vide, at det er donorbarn ? 

    Det vil jo under alle omstændigheder være din mand, der er barnets far, men for rigtig mange mennesker er det vigtigt at vide, hvem deres genetiske ophav er.

    Man skal selvfølgelig ikke altid tænke worst case, men hvis barnet på et tidspunkt får brug for en ny nyre, og du ikke er et match, og din mand heller ikke er – vil I så slet ikke synes, det er lidt mærkeligt, at I ikke kan fortælle barnet (som måske er ung eller voksen på det tidspunkt), at der måske er en naturlig grund til, at far ikke er et match.

    Jeg har engang hørt et donorbarn sige, at hun synes, at det burde være ulovligt at bruge anonyme donorer. 

    Og et voksent donorbarn har udtalt, at hun følte, at halvdelen af hendes identitet blev taget fra hende, da hun blev klar over, at hendes genetiske ophav er en anonym donor.Også selv om hun havde verdens bedste far.

    Min morbror og tante har både adoptivbørn og biologiske børn, og der er absolut ingen forskel – de elsker dem alle lige højt, og mine fætre og kusine betragter fuldt ud hinanden som søskende. 

    Jeg synes bare, man lader sit barn vokse op på en løgn, hvis man ikke fortæller dem, at de er donorbørn. Jeg synes, det er en egoistisk beslutning, som tager mere hensyn til forældrene end til barnet.

    Det kan godt være, det bare er mig, men man ejer jo ikke sine børn – og derfor synes jeg ikke, man skal fratage barnet retten til at vide, hvor de kommer fra. Der er jo selvstændige individer.

    Ved godt, det var et sidespring.

     

    Undskyld mig – men hvordan kan du tillade dig at dømme andre mennesker!

    jeg opdrager mine børn som jeg synes er bedst og det skal INGEN blande sig i eller stille spørgsmålstegn ved. 

    Jeg kunne aldrig drømme om at blande mig i hvordan du opdrager dine børn, så jeg beder om samme respekt, tak!

    du får intet svar fra mig, da du ikke har ret til at få et svar. 

    Selvfølgelig kan man tillade sig at have en mening om børns rettigheder til at kende deres genetiske ophav. 

    Især på et debatforum.

    Lige som man kan tillade sig at have en mening om fri abort., aktiv dødshjælp, donorbørn og alle mulige andre emner, som indebærer etiske dillemaer.

    Jeg synes, det er meget værre, at forældre mener, at de har ret til at bestemme, at et andet menneske  – et selvstændigt individ – ikke har ret til at vide, hvor det kommer fra – aldrig har muligheden for at finde ud af det.

    Der tager lovgivningen desværre – som i mange andre tilfælde – mere hensyn til forældrene.

     

    7. november 2018 kl. 20:32

    Hold din mening for dig selv – når du ikke er blevet spurgt. Dette er et forum hvor folk går igennem store følelsmæssige beslutninger og ingen har ret til at dømme. 

    Hvis du ønsker en debat, så start en tråd omkring det – men lad vær med at tvinge folk til at høre din mening. 

    Utroligt du fortsætter din respektløshed. 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 36 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.