Close
Log Ind Opret Bruger

Min-Mave debat og artikler om fertilitet, graviditet og børn Fora Familie Bonusbørn og -forældre En lille del af vores historie… En laaaaaaaaaaaaang historie…

En lille del af vores historie… En laaaaaaaaaaaaang historie…

  • Avatar
    Anonym
    9 februar 2010, 10:36

    Da jeg mødte min mand for 8½ år siden, vidste jeg godt at han har et barn med hans ex-kæreste. (Jeg har intet at gøre med at de er ikke sammen – de gik hver ti sit ca. 6 år før jeg mødte min mand.) Og hans datter var 9 år, da vi mødtes. Jeg mente ikke at det bliver et problem, fordi jeg kunne altid godt lide børn og jeg var selv et skilsmissebarn og havde oplevet at min far blev gift en gang til. Så – jeg kom med et åbent sind. Men for at gør en lang historie kort, jeg havde forventet at vi 2 (min mand og jeg) er de voksne i huset og at hans barn er et barn, som skal have opmærksomhed, sjov, kærlighed ( i det mindste fra far) osv.. Så det kom helt bag på mig da jeg opdagede at det var hans datter der fik lov til at bestemme stort set det hele, hun var et og alt og jeg blev bare sat på plads på en rimelig grov måde og foran hende, der gjorte at hun behandlede mig respektløst. Hvorfor blev jeg i forholdet trods alt det? Fordi jeg elskede min mand (og gør det stadigvæk) og nægtede bare at tro på at han ikke elskede mig, fordi vi havde det rigtig godt sammen, da det var kun os to. Men – hold da op hvor var det svært da vi skulle have hans datter på besøg! Jeg blev fysisk syg! Jeg fik trykket i brystet og mistede livsglade helt! Jeg var stresset lige fra morgenstunden den dag hun skulle komme, fordi jeg vidste 300 % at det ender med at jeg bliver uvenner med min mand. Og jeg prøvede at snakke med ham på den ene og den anden måde, men lige lidt hjalp det! Da vi skulle på ferie sydpå, skulle hans datter med. (Ja, en god far, men det jeg havde mest lyst til at springe over og sige at jeg bliver hjemme, fordi en hele uge at dele et hotelværelse – det var som tortur!)

    Det endte med at da vi fik vores første barn sammen, hans datter holdt op med at komme på besøg. Hun var vandt til at vi rejser i juni måned sydpå, men da min termin var i starten af juli og jeg er ikke så god til denne varme der er i de varme lande, sagde jeg at jeg rejser ikke. Og da min mand sagde til sin datter at vi rejser ikke i år, kom hun slet ikke i sin sommerferie og kort tid senere holdt hun op med at komme. (Hun forklarede det selv med at hun har overhørt en samtale mellem min mand og mig, hvor jeg har sagt at jeg gider ikke se hende i vores hus, men det har jeg svært ved at tro på, fordi jeg mener ikke at jeg har sagt det, mens hun er her. Og selvom jeg har og hun har hørt det…jeg tror bare at det er en god undskyldning og ikke en grund til hendes handling…) Men nu har hun ikke været det i 4 år og vi har fået 2 børn til, så nu har min mand og mig 3 fælles børn. Og hans datter fra tidligere forhold bliver 18 om et par måneder.

    Nu har jeg fået det hele på afstand og jeg kan mærke at hvis hun kunne finde ud af at behandle mig med alm. respekt, som man har normalt mod andre mennesker og hvis de to (min mand og hende) kan lade være at holde mig og mine børn udenfor, så er jeg parat til at lægge fortiden bag mig og prøve på en frisk. (Også fordi at nu er hun næsten 18 år, har sin egen kæreste og hun burde jo også at kunne håndtere situationen bedre.) Derfor valgte jeg at kontakte hende. Jeg skrev il hende en e-mail og fortalte meget ærligt om at det var svært for os alle sammen og at hvis hun virkelig har hørt mig sige at jeg vil ikke se hende her, så er det pga. hele situationen og stemningen, men hun må ikke tro at jeg hader hende, fordi det gør jeg ikke – man kan jo ikke hade en man ikke kender. (Ja, vi sås jo tit, men vi brugte jo aldrig tid sammen og har aldrig lært hinanden at kende.) Jeg skrev at jeg er parat til at give den en ny chance, men at jeg vil ikke presse hende og hvis hun ikke vil have det, så må hun bare skrive det og at jeg lover at jeg kontakter hende aldrig igen osv. . Klart, jeg skulle jo balancere på denne tråd, hvor jeg skal være åben, men måte jo ikke fortælle alt for meget og "mit" privatliv, fordi det er jo også hendes fars privatliv og det er jo ikke alt børn skal vide om sine forældre. Men jeg gjorte et forsøg og gjorte det så godt som jeg kunne. Hvad endte det med? At hendes mor ringede til min mand! Min mand, for det første, vidste ingenting om at jeg har kontaktet hans datter, men ok – det sagde han intet om, fordi stoler han på mig.  Men hendes mor sagde at pigen er blevet meget ked af det og har gradt meget og at hun har rådet pigen til at ikke svare! (Jeg har aldrig fået noget svar…) Og hun sagde til min mand at hvis han vil have at hun kommer igen, så er det ham der skal kontakte hende og ikke mig og at så må jo vi invitere hende til Jul og tage det derfra. Næ nej! Sådan kommer det ikke til at ske. Der opstod en konflikt mellem mig og hende og min mand hverken kan eller skal løse den – vi skal selv klare det. Og jeg har ikke tænkt mig at invitere hende hjem til os hverken til Jul eller andet, før vi har fået nogle ting på plads, fordi vi har små børn hjemme. Så det er blevet til ingenting. Og hvis hun havde bare skrevet tilbage at hun er ikke parat til det eller hun vil ikke eller noget andet, så vil jeg kunne acceptere det, men jeg fatter ikke at hun skulle overgive det her til sin mor! Det gør det i hvert fald at jeg har ikke tænkt mig at kontakte hende igen – hverken nu eller og 10 eller 20 år. Så må det blive som  det er og slut. Jeg forsøgte det for hendes skyld – ikke for min, fordi for hende var det en mulighed, for mig – en risiko.

    Men jeg går rundt og kan ikke lade være at tænke på alt dette. Fordi rent menneskeligt synes jeg at hvert barn skal have kontakt med sine forældre. Jeg er 33 år og har stadigvæk brug for at vide at min far har det godt. Andet er jeg ligeglad med. Og fordi jeg kan ikke tilgive min far for alt det han har gjort, kan jeg ikke snakke med ham i længere end 5 minutter, men jeg har kontakt til hans kone…kun for at høre hvordan de har det…

    Kan I forstå mig eller hvad? (Skriv gerne jeres ærlige meninger – også hvis I mener noget helt andet.)

     

    Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.