Blev insimeneret igår (solo) IUI-D

Andre herinde som blot går og krydser fingre?

Igår nåede jeg dagen jeg har tænkt på i årevis. Min første IUI.
Jeg går konstant og prøver at overbevise mig selv om at det ikke lykkedes. At jeg ikke bliver gravid eller af jeg taber det hvis det rent faktisk skulle lykkedes. Det er så enkelt… Jeg tør ikke at være glad over det. For jeg ved jeg bliver ufatteligt hårdt ramt, hvis jeg sætter positive forventninger og det så ikke lykkedes.

For en uge siden, fik jeg afvide at mine blodprøver desværre skriger af snarlig og alt for tidelig overgangs alder (jeg er 27). Så klinikken opfordrede mig til at søge mod det offenlige for IVF og spurgte om jeg på trods af det, ønskede at fortsætte.
Alt inden i mig sagde at jeg skulle fortsætte! Sjællendt har jeg følt noget så stærkt og jeg var ikke et sekundt i tvivl.

Nu er det så dagen efter DAGEN. Livet går videre og kun en meget lille håndfuld mennesker ved hvad der foregår. Der er ikke ét minut hvor jeg ikke tænker på det, hvilket også bliver forstærket af de stikpiller jeg skal tage morgen og aften.
Jeg kender personligt ikke nogen kvinder der har gået samme vej som jeg. Dog kender jeg et par stykker der har fået børn, ved at være sædtyve i byen. Jeg dømmer dem ikke, men så ville jeg nu hellere aftale privat donation med den risici det nu har.

Er der andre der står samme sted som jeg? Er der nogen der vil følges? Dele tanker og op og nedture de næste par uger, indtil der er mere vished